Det havde sneet om natten. Dagen var hundekold, men det var kun godt. Så blev sneen nemlig liggende. Der lå omkring fem centimeter sne over det hele. Ja, langs nøddekrathegnene i Husby Hole lå der driver i helt op til en meters højde. De voksne slog mave ved kakkelovnen og sløvede den, mens de nød fridagene. Så kunne drengenes lege foregå ubemærkede.
Drengene var brødrene Leif og Ib, der som så mangen gang før og efter havde besøg af deres gode klassekammerat Keld Bom nede fra Hygind. Da den her historie foregår, var drengene vel 9-10 år gamle. Så det har været omkring 1960.
”Skal vi ikke lege 1. verdenskrig,” foreslog Keld Bom.
”Så kan vi grave nogle skyttegrave med mandskabshuler under jorden. Det havde de nemlig dengang,” fortalte han meget overbevisende.
”Det kan vi da godt, det lyder sjovt,” mente Leif og Ib.
Så startede vi på at grave. Omme foran køkkenvinduet. Mellem vores hus og skoven, der kun lå 10 meter fra køkkenvinduet.
Det gik fint med at grave en snehule i den store snedrive, der lå her i læ af skoven og huset. Vi hulede snedriven ud og lå på nogle sække og hyggede os i den blå belysning, der oplyste snehulen, når solens stråler blev brudt gennem snekrystallerne.
”Sådan en hule her er ikke rigtig,” mente Keld Bom.
”Under Første Verdenskrig gravede de sig helt ned i jorden. Så var soldaterne beskyttede mod fjendens bomber og kugler. Skal vi ikke grave os ned?”
”Jo, lad os det,” sagde vi. Altså Ib og Leif.
Det var nemt at grave sig ned i jorden på dette sted. Det vidste vi fra dengang vores far - Peter Emil - og vores nabo H.C. gravede ud til septiktank. Septiktanken gik 5-6 meter ned i jorden. Så skulle vi vel også nok kunne komme et godt stykke ned med vores udgravning. Meget optimistiske gik vi i gang. Jo, det var let jord at grave i. Og jorden var ikke frossen, da den var isoleret af det tykke lag sne.
Efterhånden som vi gravede dybere og dybere ned under snehulen, smed vi opgravningsjorden som en vold rundt om snehulen. Vi lod en del af jordoverfladen stå under snehulen som tag over jordhulen. Nu havde vi en hule i to etager. En snehule med en jordhule nedenunder. Jordhulen kom så dybt ned, at vi måtte bruge en spand med et reb for at få den udgravede jord op til overfladen.
Alt var hidtil gået godt. Vi samarbejdede godt og hyggede os. Men så begyndte problemerne. Leif og Ib (altså mig) mente, at vi også skulle lave nogle underjordiske tunneller ud fra jordhulen. Det syntes Keld ikke. Men vi startede på et udhule nogle gange ud fra jordhulen. Så blev Keld hidsig. Han var ikke med på den ide. I arrigskab kravlede han op af hulen og gav sig til at stampe tungt og hårdt på jordoverfladen lige over den tunnel, hvor Leif og jeg lå og var i gang med at udhule. Der begyndte at komme revner i tunnelloftet. Der var kulsort under jordoverfladen og ikke venligt blåt lys som i snehulen. Tunnelloftet var vel 10-20 centimeter. Så vi var ikke så langt nede under jorden. Men vi blev rigtig forskrækkede og så for os, hvordan jordhulen ville brase sammen, og vi ikke ville kunne få luft. Vi råbte op, men ingen kunne høre os, da vi jo lå nede under jorden og under den store snedrive.
Heldigvis kiggede vores mor – Nina – ud af køkkenvinduet for at se til os. Da hun så Keld hoppe og danse i sneen, åbnede hun vinduet og spurgte ham, hvad han lavede.
”Jeg vil ikke være med til at lege mere. Ib og Leif laver noget andet end det, vi havde aftalt. Så jeg braser hulen,” sagde Keld spagfærdigt. Han vidste godt, at det, han var i færd med, ikke var heldigt.
”Hvor er Ib og Leif?” spurgte mor med bange anelser
”De ligger nede i jordhulen,” svarede Keld sagtmodigt.
”Hvad gør de? Kan du så se at hjælpe dem op og komme hjem med dig. Sådanne farlige lege, skal I ikke lege. Så kan du blive hjemme og tænke dig godt om.”
Mor antog, at var Keld Bom, der havde fået de farlige ideer. Men dem havde han jo ikke været alene om. Mor havde som udgangspunkt, at det var Kelds farlige ideer. Hendes drenge kunne da i hvert fald ikke finde på sådan noget, mente hun ganske uretfærdigt mod Keld.
Keld Bom skyndte sig at hjælpe os op fra hulen. Vi var godt sure på ham. Og mor havde sendt ham hjem til eftertænksomhed. Han skulle ikke snakke mere med hende den dag. Så han skyndte sig om på gårdspladsen til sin lille blå cykel. Sprang op på den og hjulede i rasende fart med hvinende oliefattig kæde og knirkende pedaler ned ad vejen mod Hygind. Vi kunne nede fra indkørslen se, at han hjulede så stærkt afsted, at han på grund af det glatte føre væltede to gange på vej op ad bakken mod Hygind. Han slog sig heldigvis ikke.
Sådan endte Første Verdenskrigs skyttegravskrig ved det lille hus – vores barndomshjem - i svinget ved Husby Hole. Men skærmydsler mellem drenge og gode kammerater er hurtigt glemt. Og faktisk også hos mor som godt kunne lide Keld Bom. Han måtte altid hjertens gerne komme og lege. Hun læste ofte historier for ham, ligesom hun gjorde for os og lillebror Bo.
Foreløbig kan vi bare glæde os over, at Leif og jeg slap helskindede fra denne drabelige historie. Inden mange dage brød ”krigen” nemlig ud igen. Keld havde allerede nogle få dage efter dette første slag fået nye ”gode” ideer om, hvordan vi kunne lege Første Verdenskrig i vores køkkenhave. Med skyttegrave og kanonstillinger og alt muligt andet spændende.
Men den historie må fortælles en anden god gang. Den er på ventelisten ligesom historien om indianeropstanden i Husby Hole.
