Aktivt arbejderliv i Husby

Nina og Peter Emil Hansen

En fortælling om min far Peter Emil Hansens engagement i arbejderbevægelsen i Husby bliver uundgåeligt også en fortælling om min mor Ninas opbakning. Hun var ”indenrigsministeren”. Han var ”udenrigsministeren”.

Far var aktiv i Socialdemokratiet i Husby, da arbejderbevægelsen var en bevægelse. Socialdemokratiet og fagbevægelsen var grene på samme træ. Det var en bevægelse, far troede på. Derfor var han aktiv i sit lokalområde og på sine arbejdspladser. Han var i 1950´erne og 1960´erne både medlem af bestyrelsen for Husby Socialdemokratiske Vælgerforening, kasserer og formand i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (DASF) afdeling Husby og kontorbestyrer for DASF´s A-kasse i Husby.

Den røde bog

Tillidshvervene betød mange besøgende i vores hjem på Skræppedalsvej ved Husby Hole. De kom for at få hjælp i fagforeningsspørgsmål eller hjælp med selvangivelsen. Det var før kildeskatten blev indført i 1970. De besøgende kom ofte i ”mørkningen”, især hvis de arbejdede ”indenfor leddet” som ansatte på Wedellsborg. Medlemmer af fagforeninger og socialdemokrater var ikke populære i alle kredse.

Far var sidst i 1960´erne jord- og betonarbejder ved opførelsen af Skærbækværkets blok 2. Han blev tillidsrepræsentant for de DASF-organiserede på pladsen. Tillidsmandsjobbet blev ligesom de andre hverv i arbejderbevægelsen taget meget seriøst. Da jeg – hans ældste søn - i 1969 fik feriejob på samme arbejdsplads som far, sørgede han for, at jeg fik ”den røde fagforeningsbog” og blev medlem nr. 321455 i DASF. Der blev ikke set gennem fingrene med noget. Dog blev medlemskabet tegnet i DASF´s lokalafdeling i Husby og ikke i Taulov!

    

Hvervet som kontorbestyrer i DASF indebar opkrævning af medlemskontingent og kontrol af arbejdsløse. Der skulle klistres medlemsmærker i de røde fagforeningsbøger. Det var mor, der varetog disse funktioner. Hun var hjemmearbejdende. Dengang blev det ganske misvisende kaldt hjemmegående. Mor havde sæsonarbejde i roerne og i frugtplantagerne. Ligesom Peter levede hun efter devisen ”gør din pligt, kræv din ret – i nævnte rækkefølge”. Engang forlod hun hakkearbejdet midt i en roerække, da gårdmanden ikke ville give tarifmæssig betaling.

Fra landarbejder til fabriksarbejder

Far blev i 1927 født ind i en landarbejderfamilie i Jersore på Nordfyn. Som ung tjente han på større gårde rundt om i landet. Efter soldatertiden blev han i 1948 gift med den et år ældre Nina. Begge havde fødselsdag den 4. juli, som også er den dag, jeg er født. Mor var datter af en banearbejderfamilie i Ejby. Som ung tjente hun i huset i Ejby og omegn.

Vores barndomshjem på Skræppedalsvej i Husby. Lillebror Bo luftes i barnevognen i haven.  Vinduet til drengeværelset ses i gavlen til højre, ganske tæt på skoven Husby Hole. 1958

Mor og far købte i 1954 en landarbejderbolig på Skræppedalsvej i Husby. På det tidspunkt havde de to drenge, Ib og Leif. Tre år senere kom deres yngste søn Bo til.

 

Familien Hansen: Mor Nina, storebror Ib, lillebror Bo, mellemste bror Leif, far Peter Emil

Far var gennem årene landarbejder, banearbejder, murerarbejdsmand og fabriksarbejder og klarede dertil en stor køkkenhave og nogle bijob. Når der ikke var arbejde at få i Husby, måtte han cykle 10-15 kilometer hver vej til arbejde i Ejby eller Kauslunde for at møde kl. 6 om morgenen.

Nogle gange måtte han endnu længere væk, til Middelfart eller Fredericia. Han anskaffede en knallert og kørte af sted de mørke og kolde vintermorgener til arbejdet 20-30 kilometer væk. Aviser under overtøjet hjalp ham med at holde varmen. I en sen alder erhvervede han kørekort. NSU-knallerten blev udskiftet til en brugt bil, en Austin. Senere kørte han Lada. Samtidig fik han arbejde som fabriksarbejder på NKT i Middelfart. Huset i Husby blev løbende moderniseret. Der blev indkøbt hårde hvidevarer, telefon, TV og bil. De tre drenge fik uddannelser. Det var gode tider.

En bygning vi rejser

Far og mor vidste nok, hvem arbejderne havde at takke for de gode tider. Uddannelse til alle, gode og billige boliger og regulerede arbejdsforhold. De havde ikke selv en uddannelse, men de knoklede for, at det skulle deres tre sønner have. Gennem arbejderbevægelsens forlag Fremad indkøbte de bøger til det i øvrigt ikke bogrige hjem. Fremad blev grundlagt i 1912 med Thorvald Stauning som formand. Trebindsværket "En bygning vi rejser" var et af indkøbene. Værket omhandler arbejderbevægelsens historie og har bidrag af dengang kendte socialdemokrater som Poul Hansen, Oluf Bertolt og Ernst Christiansen. Bøgerne blev lidt af en ”politisk bibel” i hjemmet. De købte klassiske romaner fra Fremads Folkebibliotek som for eksempel Gunnar Gunnarssons "Edbrødre" og Jørgen Nielsens "En kvinde ved bålet". Munksgaards skoleleksikon med verdensatlas og senere Lademanns Leksikon var også blandt indkøbene. Alt sammen til støtte for sønnernes skolegang.

Gør din pligt – kræv din ret

Far og mor lagde vægt på deres drenges skolegang og opdragelse. En tydelig, men kærlig opdragelse. Vi fik at vide, hvad der var rigtigt og forkert. Ikke noget med at bande, lyve eller være uhøflig. Sørge for at gøre en indsats i skolen. ”Gør din pligt – kræv din ret”. Det motto gjaldt også i børneopdragelsen.

Den tidligere fagforeningsformand Anker Jørgensen var vores forældres store idol. Et andet idol var Peter Sabroe, de udsattes forsvarer. Vi drenge blev taget med i forsamlingshuset, da Socialdemokratiet i Husby viste spillefilmen om Peter Sabro, ”Kampen mod uretten”.

Ind i mellem truede far, men især mor, med ikke længere at stemme på Socialdemokratiet. Det var, når partiet traf beslutninger, som de mente ikke var til gavn for arbejderne. Men det blev ved truslerne. Far og mor troede på og arbejdede for Socialdemokratiets politik om gennem oplysning og uddannelse for alle at skabe et mere lige og mere retfærdigt samfund. Derfor forblev de hele livet socialdemokrater og fagforeningstilhængere.

Om mor Nina Marie Hansens liv i over 80 år levet på stort set samme plet på Vestfyn https://ih18.blogspot.com/2017/12/et-hverdagsliv-oplevet-i-husby-og-ejby.html

Historien om mit hjem "Huset i Husby" gennem 41 år: https://ih18.blogspot.com/2016/06/historien-om-huset-i-husby.html

Ib Hansen

Kringsager plaget af vilde dyr

Kringsagers grønne profil

Skoven raseret. Afgrøder ødelagt af vilde dyr.

Nej, det er ikke de småproblemer, vi har med knopædende rådyr og harer i haverne, jeg tænker på. Heller ikke ægplyndrende egern.

Jeg tænker tilbage til tiden længe før, vores kvarter blev bygget. Ja, adskillige hundreder år tilbage. Det fremgår af beretninger fra 1612, at vildsvin i skovene omkring Bramdrup var en voldsom plage. De formerede sig kraftigt og ødelagde både skoven og kornet på markerne udenfor skoven. Bønderne i Bramdrup var for at sige det mildt meget irriterede over konkurrencen fra vildsvinene. De havde nemlig ret til at drive 18 svin ind i skoven, så de kunne spise olden. Olden er en samlebetegnelse for frugterne bog og agern fra bøge og egetræer. Til og med skulle de i de år tåle, at kongen og hans store følge red vilde jagter gennem Bramdrupskovene og over deres jorder. Når kongen opholdt sig på Koldinghus ville han gerne have noget at forlyste sig med, derfor havde han blandt andet anlagt dyrehave og vildtbaner helt fra Kolding over Bramdrup og videre nordpå. Bønderne måtte bare finde sig i, at trampende heste og glammende hunde for gennem skovene og over markerne. Der var ingen erstatning at hente, og de måtte ikke selv jage vildt.

Afgrænsning af marker

Indtil 1780 blev Bramdrups jorder dyrket i landsbyfællesskab. Gårdene lå placeret omkring landsbyforten, pladsen foran kirken. Hver gård havde et smalt stykke jord hist og pist rundt om på landsbyens forskellige marker. Jordstykkerne var fordelt, så alle fik del i den gode jord og i den ringere jord. En gård kunne have 70 strimler jord rundt omkring i sognet. De lange smalle stykker jord krævede, at bønderne i fællesskab pløjede og harvede. Men den enkelte bonde såede selv sin egen jord.

I slutningen af 1700-tallet var man overalt i landet blevet klar over, at det gamle dyrkningsfællesskab var ineffektivt. Den enkelte gård fik efter svære forhandlinger sin jord samlet i sammenhængende marker. Således også i Bramdrup, hvor processen  var tilendebragt i 1780. Nogle gårde kunne blive liggende i landsbyen, mens andre måtte flytte ud på deres marker. Ellers blev der for langt fra gården ud til markerne. Her i sognet blev en del gårde for eksempel flyttet syd for skoven til Hvidsmindeområdet, der dengang var en del af Bramdrup Sogn. Gårde som for eksempel Bøgelund, Sønderskovgård og Hvidsminde er sådanne udflyttergårde.

Vores matrikelkort fortæller historie

Udsnit af matrikelkort fra 1867. Mange gårde ligger stadig i landsbyen ved kirken, således også Kringsgård. Den grønne farve viser Kringsgårds jorder beliggende mod sydøst op mod Bramdrup Nørreskov. Marskellet mod syd kan stadig ses i lighed med skovskellene mod øst. Kringsgård havde yderligere et jordtilliggende nord for Nørregyde, lige uden for dette korts øverste kant.

Markskellene blev markeret med diger, grøfter og skeltræer. Hver enkelt gårds arealer blev på et matrikelkort markeret med et matrikelnummer i form af et tal og et bogstav. ”Vores” gård Kringsgårds marker fik matrikel nr. 13 a. Det overordnede matrikelnummer 13  ”lever” stadig i dag. Vores hus på Kringsager har følgende matrikulære betegnelse: Nr. Bramdrup Sogn, Brusk Herred, Vejle Amt, matrikel nr. 13 gh.

Landsbyen Bramdrup cirka 1955. Tværs gennem billedet fra nederste højre hjørne til øverste venstre hjørne går den oprindelige landevej fra Bramdrupdam over Bramdrup til Hvidsminde. Forrest Julianelyst. Lige bag Julianelyst til venstre ligger Kringsgård. Til højre for Kringsgård under det store træ "Storeskolen". Forskolen var den nuværende Bramdrup Børnehaves afdeling Troldebo overfor den nuværende skole. Den nuværende skole blev først bygget i 1962.

Kringsvej, Kringsvænget og Kringsager. Gadenavne der ligger tæt på hinanden og ind i mellem giver anledning til adresseforveksling. Det er selvfølgelig irriterende, når det sker, men en lille ulempe i forhold gadenavnenes kulturhistoriske tilknytning. Gaderne ligger på de marker, der i 1780 kom til at høre ind under Kringsgård. Kringsgård ved vi har ligget i landsbyen Bramdrup i hvert fald siden 1680-tallet. Kringsgård ligger stadig ved landsbyforten, den gamle tidligere fælles plads foran kirken i landsbyen Bramdrup. Adressen er nu Nørregyde 3. Bygningerne bruges til administration for Burda Nordic, der udgiver mode- og håndarbejdsblade som Burda og Alt om Håndarbejde.

Når vi bevæger os rundt på stierne i vores kvarter og i den nærliggende skov, er det sjovt at tænke på den lange udvikling, der ligger forud for vores bebyggelser på Kringsager, her nær skovbrynet til Bramdrup Nørreskov og på Kringsgårds tidligere marker.

Stik hovedet i busken

Når man stikker hovedet ind i krattet i skellet mellem Kringsager og Kirsebærvej ved plejehjemmet, kan man stadig se markdiget, der markerede Kringsgårds sydligste markskel. En jordvold med foranliggende grøft, hvorfra jorden blev kastet op til et dige, hvor der øverst blev plantet buske og skeltræer

Vi kan stadig opleve, hvordan Kringsgårds marker mod syd var adskilt af et skel markeret med jorddige og levende hegn. Jorddige og hegn er der endnu og ses bedst ved at gå på stien langs sydsiden af hegnet fra busvendepladsen, forbi plejehjemmet og op mod skoven ved Kirsebærvej. Stik hovedet ind gennem buskene og se resterne af skeldiget med tilhørende grøfter, hvorfra jorden til diget blev gravet op. Her har bønderkarlene om efteråret med deres hakker, skovle og spader slået jord op til et jorddige, hvor der så blev plantet hegn. Et kulturhistorisk minde lige uden for vores dør, der minder om, hvordan vore forfædre her på stedet med mødige muskler og sved på panden måtte arbejde hårdt for deres daglige brød. For at sikre agerjorden blev der om vinteren ”klippet fra hegn”. Hegnet og diget har altså stået skarpt i landskabet. Det gør det ikke i dag, hvor hegnet får lov at gro væk fra skeldiget. Hvor fint, hvis kulturmindet blev genoprettet.

Fredskoven

Kulturminder i forfald. Skrub og krat får lov uhæmmet at brede sig ud over de gamle mark- og skovskel

Går vi ad stien rundt langs skovbrynet fra Kirsebærvej om til, hvor Kringsager ender og videre op langs skovbrynet ud mod den mark, der nu henligger som ”græsslette”, kan vi se, at der også tidligere har været en skarp afgrænsning mellem skoven og markerne. Denne skarpe afgrænsning er så til gengæld ”kun” et par hundrede år gammel. Efterhånden så skovene i slutningen af 1700-tallet sørgelige ud, ikke blot Bramdrups skove, men skovene ud over hele landet. Rovhugst, husdyr på olden og afbrænding havde forvoldt store skader på skovene. Det medførte, at den enevældige konge i 1805 udstedte en fredskovsforordning.

Fredskovsskellet mellem skoven og den store græsmark øst for Kringsvejene. Skeltræer, afsamlede sten, jorddige med tilhørende grøft, hvorfra bønderkarle og husmænd om efteråret kastede jord op for at vedligeholde diget, så husdyrene kunne holdes ude fra skoven.

Stien fra skoven går forbi et skeltræ og over et skeldige ud til den store græsmark

Husdyr måtte efter fredskovsforordningen ikke længere sendes på olden i skovene. Fremover skulle der skabes balance mellem hugst og plantning. Skovene skulle indhegnes af stendiger, jordvolde, grøfter eller hegn. Således også Bramdrupskovene. Her blev det grøfter, diger og skeltræer, der kom til at markere den skarpe grænse mellem skov og agerland. Vi er så heldige, at vi her ved Kringsager endnu kan se spor af afgrænsningsarbejdet. Grøfter hvorfra jorden blev kastet op til jorddiger. Et voldsomt hårdt arbejde med den tunge våde lerjord, der præger vores område. Og tilmed havde bønderkarlene kun spader til rådighed. Vi kan også se nogle af de skeltræer, der blev plantet i skellet. Flere steder står der endnu egetræer på række i skovbrynet. I skovkanten ligger også sten, der om foråret blev samlet af markerne og anbragt i skelhegnene og i skovkanten. Hvor ville det være flot at mindes dem, der udførte det slidsomme skelarbejde ved igen at frilægge skovkanten og skeltræerne.

Rygraden i Bramdrup Sogn gennem århundreder

Cirka fra bakken her og helt ned til hallerne blev Bramdrupskovvejs omfartsvej vest om Julianelyst og landsbyen Bramdrup etableret 1965-66. Den oprindelige landevej forløb fra bakken videre til højre i billedet øst om gården Julianelyst, forbi Kringsgård og over pladsen foran kirken og videre ad Bramdrupvej til landevejen mod Vejle, der oprindelig fulgte Bramdrupvej fra nuværende Vejlevejskryds og til, hvor Bramdrup skole nu ligger. Herfra gik Vejlelandevejen oprindelig og  indtil 1845 videre op forbi hallerne og over Lilballe til Vejle.

Den centrale adgangsvej til Kringsager er Bramdrupskovvej. En del af Bramdrupskovvej er den gamle landevej mellem Bramdrupdam og Snoghøjlandevejen ved Hvidsminde. En smukkere indfaldsvej til en bydel bugtende sig gennem den grønne skov kan man snart ikke ønske sig. Vejen gik oprindelig fra Bramdrupdam ad nuværende Bramdrupvej over pladsen ved kirken, tværs over nuværende Centervej og øst om gården Julianelyst til Hvidsminde, hvor den krydsede landevejen til overfartsstedet over Lillebælt ved Snoghøj. I 1965-66 omlagde Harte-Bramdrup Kommune landevejen, så den fra Bramdrupskovvejs højeste punkt – hvor nu Gyden og Kringsvej ligger - blev ført vest om Julianelyst og tværs over den gamle landevej nær Bramdrupgård og helt frem til stedet, hvor hallerne nu ligger.

Parcelhuskvarterer skød op på Kringsgårds marker

Matrikelkort Kringsager. Kringsgårdens oprindelige matr. nr. 13 går igen tilføjet forskellige bogstavskombinationer for  de nuværende parceller. Med grønt et forslag til en kulturhistorisk vandring langs hegn. skov og krat. Mod syd markdiget mellem Kringsager og Kirsebærvej. Mod øst og nord skovdiget. Husk at stikke hovedet i buskene og se de bagvedliggende grøfter og diger.

Omkring 1970 blev Kringsgårds jorder frasolgt til udstykning. Gården havde indtil da været drevet med kreaturer og planteavl. Hvor nu de tre Kringsveje ligger havde gården græsmarker, kornmarker og roemarker.

Roekørsel 1937 fra Kringsgård til Saftstationen på Kolding Havn

Særlig roeavlen var mandskabskrævende. Ud over den almindelige jordbearbejdning skulle der udføres roehakning og roeoptagning. Roehakningen i foråret på markerne ned mod skovbrynet var ofte en varm og støvende affære under en brændende sol. Om efteråret gjorde den våde tunge jord det til en klistret, klam og våd affære at få sukkerroerne taget op. Optagningen var skrappe dage. 2-3 mand i marken skulle gøre sukkerroerne parat og læsse dem på hestevognen. Så kørte karlen til Kolding Saftstation på havnen og læssede af, hjem til gården og spise, ud på marken og få læsset igen og så af sted med dagens andet læs. Sådan gik dagene til roerne var leveret til saftstationen. På saftstationen blev roesaften udvundet, pumpet i opbevaringstanke og sejlet i tankbåde til Assens Sukkerfabrik, hvor saften blev lavet til det hvide guld, sukker.

Høst med selvbinder.  Kringsgårds marker op mod skovbrynet 1934

Høstens tid før landsbrugets mekanisering gav også masser af arbejde, slid og støv på de marker, hvor vi nu nyder vores haver og slikker solskin på vores terrasser. Sikken forandring af arealanvendelsen i området, hvor nu vores vej ligger.

Annonce for "Kringshusenes" lyksaligheder. 

Tilbage til udstykningen af Kringsgård omkring 1970. Jorden blev udstykket i etaper fra nord mod syd. Først kom Kringsvej med rækkehusbebyggelsen ”Kringshusene” fra 1973, der oprindelig var almennyttige boliger under VAB-Vejle Amts Boligselskab. VAB fik dog ret hurtigt efter økonomiske problemer og måtte skille sig af med Kringshusene, der blev til privatejede boliger. Omkring 1976 kom bebyggelsen på Kringsvænget til.

Annonce for licitation af 1. etape af Kringsager 1978. 

Annonce for salg af grunde 2. etape Kringsager

Til sidst blev Kringsager udstykket og bebygget på de sydligste af Kringsgårdens marker, op mod fredskoven og op mod det markante markskel, der markerede og stadig markerer gårdens sydligste udstrækning. Kringsager blev udstykket i to etaper. Først de fire lommer mod vest, tættest ud mod Bramdrupskovvej. Vi flyttede ind 1979-80. Kort tid efter kom de 4 østligste lommer til.

Vi, der nu lever i husene på Kringsgårds tidligere marker, har stor glæde af nærheden til fredskov og grønne områder. Der er masser fugle og dyr omkring os. Vi glæder os over de vilde dyrs besøg i vores have, men heldigvis har vi ikke de problemer med vildsvin, som de for eksempel havde tilbage i 1612. Godt, at det stadig er muligt at opleve rester af fortidens aktiviteter på de jorder, vi nu bebor. Det sætter perspektiv på samfundsudviklingen.

Turkort Bramdrup - Bramdrupdam. Orange er sognegrænsen for Nr. Bramdrup Sogn. Blå linjer er Egtvedbanen og Troldhedebanen. Rød farve er forslag til en knap 6 km vandretur gennem landsbyen Bramdrup og stationsbyen Bramdrupdam. Grøn farve er turen langs mark- og skovskel ved Kringsager. 

Før: Fuldstændig bebyggelsestomt

Nu: Fyldt med parcelhusbebyggelse i et attraktivt naturområde med skov, levende hegn, søer, kløfter og cykel- og naturstier Grønne farver er skov. Grå streg er sognegrænsen. Bemærk tallet 57 lige øst for skoven ved Kringsager og Kirsebærvej. Vi ligger lunt i svinget i forhold til havstigninger. 57 meter over havets overflade.

Flere fortællinger fra Bramdrup og Bramdrupdam:

https://ih18.blogspot.com/2019/10/bramdrup-og-bramdrupdam-i-lyst-og-nd_11.html

https://ih18.blogspot.com/2020/06/med-snuden-i-sporet-i-bramdrup-og.html 

Med snuden i sporet - i Bramdrup og Bramdrupdam

"Med snuden i sporet" - en vandretur i Bramdrup og Bramdrupdam. Den orange linje er sognegrænsen for Nr. Bramdrup Sogn. De blå linjer er Egtvedbanen (1898-1930) og Troldhedebanen (1917-1968). Den røde farve angiver den cirka 6 kilometer lange rundtur

Bramdrup og Bramdrupdam. Verdensfirmaet på Vejlevej. Kongevejen over Golfbanen. Kongelige jagtmarker. Troldhedebanens to trinbrætter. Egtvedbanens station. Pibefabrikken. Møllen med bageri og elektricitetsværk. Telefoncentral med et ledningstårn på taget. En gammel snoet landevej der blev udrettet.

Det og meget mere kan vi opleve på en vandretur rundt i Bramdrup og Bramdrupdam. Jeg har til facebooksiden ”Lokalhistorisk Forening for Bramdrupdam”  lavet et forslag til en sådan vandretur på cirka 6 kilometer. En tur der bringer os gennem både landsby, stationsby og naturområder. Men vi starter lige med at afklare, hvordan vores område fra gammel tid er struktureret.

Nørre Bramdrup Sogn

Vi bor i Nr. Bramdrup Sogn, Brusk Herred. I sognet ligger to byer, Bramdrup og Bramdrupdam. Bramdrup er den gamle landsby omkring kirken. Bramdrupdam er stationsbyen ved Vejlevej. Store dele af Bramdrupdam vest for Vejlevej ligger faktisk i Harte Sogn. Det er alle veje og gader syd og vest for Bramdrup Dammen, for eksempel hører en stor del af Påbyvej og Sønderled, Enghavevej, Vestervang, Mosegårdsvej, Sonebjergvej og Lykkevænget til Harte Sogn. Harte Sogn og Bramdrup Sogn udgjorde indtil kommunalreformen i 1970 én kommune, Harte-Bramdrup Kommune. Kommunekontoret lå på Vejlevej ved den store blodbøg. Bygningen der husede kommunekontoret er der endnu. Det er bygningen, hvor der nu er blomsterhandel.

Bramdrup Kirke var faktisk tilbage i tiden annekskirke til Harte Kirke. De to sogne blev først adskilt i 1994, hvor Bramdrup Sogn efter ansøgning fik lov at blive et selvstændigt pastorat.

Landsbyen Bramdrup

Men tilbage til landsbyen Bramdrup ved kirken. Vi starter vores rundtur foran den smukke jerngitterport ind til kirkegården

Men først lidt baggrundsstof i forhold til landsbyen Bramdrup. Landboreformerne i 1780´erne samlede den enkelte gårds jord og medførte udflytning af nogle af landsbyens gårde væk fra landsbyen ud til deres marker. Det gælder for eksempel gårde som Bøgelund, Hviidsminde (hed oprindelig Mølgaard, men kom til at hedde Hviidsminde efter ejeren i starten af 1800-tallet, oberst Hviid), Sønderskovgaard og Petersbjergaard (senere nedrevet og genrejst som Den Gyldne Hane ved Geografisk Have). Bramdrup Sogn gik i hundredvis af år helt ned til Kolding Fjord, men i 1930 blev Hvidsmindeområdet udskilt fra Bramdrup Sogn og lagt under Kolding.

Bramdrup Kirke

1.

Som nævnt starter vi vores tur ved det, der gennem århundreder har været sognets centrum, nemlig kirken. Hvornår Bramdrup Kirke er rejst står noget hen i det uvisse, men den er antagelig fra 1100-tallet. Kirketårnet er kommet til noget senere. Det er i store træk det oprindelige tårn, der står der endnu, mens resten af kirken er kraftigt ombygget i 1880. Da det viste sig, at det kun ville koste ganske lidt ekstra at forlænge skibet og gøre det en smule bredere og højere, valgte man i store træk at opføre en ny kirke, dog i den originale stil. Man genanvendte byggematerialerne i vid udstrækning således, at det er de gamle kvadresten, der også i dag danner ydermurene.

Anden pinsedag den 17. maj 1880 blev der for sidste gang holdt gudstjeneste i den gamle kirke, og arbejdet med at opføre den nye gik i gang. Arbejdet var så godt forberedt og vel tilrettelagt, at Biskop Balslev fra Ribe allerede den første søndag i advent samme år kunne indvi den nyopførte kirke.

Kirkegården omkranses af en meget fin kirkegårdsmur opført af marksten og med en flot smedejernslåge ved indgangen. På Bramdrup Kirkegård er der rejst et monument over elleve danske soldater, der under Treårskrigen 1848-50 faldt i slaget ved Kolding 23. april 1849, og som blev begravet her på kirkegården.

Matrikelkort over Bramdrup 1867. Bemærk, at Vejlevej er stort set bebyggelsestom. Landevejen mod Vejle er ført nordpå udenom Bramdrupvej (i 1845). Ved knækket, hvor nu Bramdrup Skole, ses den gamle Vejlevej mod Lilballe.

På et gammel kort fra 1867 kan man se, hvordan landsbyen var struktureret. Foran kirken ligger landsbyforten, landsbyens store åbne fælles plads. Omkring landsbyforten ligger kirken, Kringsgården, Den Gamle Skole kaldet "Storeskolen", smedjen og karetmageren i det hvide hus overfor det, der engang var sognets forsamlingshus. På landsbyforten krydsede landsbyens vigtigste veje.

Ved landsbyforten (landsbyens fælles plads) kan vi fortsat se smedjen (t.v.), "storeskolen (m.f.), og Kringsgården (t.h.). Landevejen Bramdrupdam-Hvidsminde forløber over landsbyforten og videre sydpå mellem den gule gamle skolebygning og Kringsgårdens hvide længer

Den gamle landevej mellem Bramdrupdam over landsbyforten til Hvidsminde. Til højre den gamle skole, bagerst det tidligere forsamlingshus

2.

Vi går mod syd fra landsbyforten forbi Den Gamle Skole og Kringsgården over til Julianelyst. Vejen, vi går ad, er den gamle landevej, der tidligere forbandt vejkrydset ved Vejlevej i Bramdrupdam med Kolding-Snoghøjlandevejen ved Hvidsminde, og som samtidig udgjorde en trafikal rygrad internt i det gamle Bramdrup Sogn, der som nævnt indtil 1930 gik helt ned til Kolding Fjord. Bramdrupskovvej cirka fra området ved Løkken og Gyden til Bramdruphallerne er en meget nyere vej, fra 1960´erne. Den gamle vej mellem Hvidsminde og Bramdrup Kirke gik tæt øst om gården Julianelyst. På billedet fra 1942, hvor Lauge Sidelman fremviser sin imposante hest Dragon de Horse, ses hestevognskørsel ad den gamle landevej, og på marken ses græssende køer, hvor nu Kringsvej ligger.

Julianelyst 2017

Landevejen ved Julianelyst 1942. Lauge Sidelman med Dragon de Horse. I baggrunden hestevogn på landevejen, og køer på marken, hvor nu Kringsvej er

Efter at have passeret ad den gamle vej langs Julianelyst går vi videre mod syd. Drejer straks skarpt til højre ad cykelstien hen til tunnellen under den nuværende Bramdrupskovvej, som vi følger over bakken ned mod skoven til busvendepladsen, hvor vi igen får et tydeligt indtryk af den gamle landevejs karakter. En indfaldsvej til en bydel og et sogn, der næppe i skønhed og kulturhistorie overgås af indfaldsveje andre steder i kommunen.

Ved busvendepladsen drejer vi til højre ned ad stien langs den dybe skovklædte kløft, mod Skovløberhuset.

Bramdrupskovvejs snoede gamle del. Til venstre er busvendepladsen og Kirsebærvej. Vi går til højre ad stien mod Skovløberhuset.

Stien fra busvendepladsen ved Bramdrupskovvej og Kirsebærvej gennem slugten ned til Skovløberhuset

Med højt til bøgenes kroner og frisk luft

3.

Neden for kløften går vi videre ad stien langs engen, der afgræsses af Skovløberhusets Kogræsserlaugs flotte Belted Gallowaykreaturer. Afgræsningen giver mulighed for, at masser af flotte engblomster kan overleve her. Via en smuk svenskrød bro passerer vi over en lille bæk og står nu på den tidligere Troldhedebanes gamle tracé.

Toget bruser ind på forpladsen ved Skovløberhuset - trinbrættet Komarksbuskene

Broen over bækken ved Skovløberhuset

4.

Troldhedebanen (1917-1968) var med sine knap 89 kilometer fra Kolding over Gesten og Grindsted til Troldhede Danmarks længste privatjernbane. Tracéet er nu i brug som natursti fra Kolding til Kirsbøl nær Jordrup. Langs Troldhedebanen kan vi enkelte steder se nogle af de granitkilometersten, der for hver halve kilometer markerer afstanden til Troldhede.

Ved siden af Skovløberhuset er placeret en åben hytte med borde og bænke, velegnet til en hvile- og kaffepause. Her kan vi rigtig forestille os, hvordan damplokomotiverne er kommet prustende og brusende ad jernbanesporet over pladsen.

Togene stoppede kun ved Skovløberhuset, hvis der var passagerer, der ved brug af signalmasten signalerede, at de skulle med. En sammenligning af et billede fra 1918 og et billede fra 2017 fortæller historien om den formidable  forandring området – og for den sags skyld hele det danske samfund - har gennemløbet gennem de seneste 100 år. Alt skal gå hurtigere og hurtigere og være mere og mere effektivt. I 1968 var der derfor ikke længere tid til Troldhedebanens sindige tog. Til gengæld har vi fået et fredeligt og roligt fristed, et grønt område helt fra Marielundsøen til Bramdrup Dam. Godt at have steder som her ved Skovløberhuset, hvor man kan slappe af og i ro og mag fundere over tingenes tilstand.

Det er ikke bare i vore dage, at borgere sætte pris på steder, der indbyder til i fred og ro at kunne nyde naturen og samtidig fundere over tilværelsen.  Avisen ”Kolding Socialdemokrat” kunne for eksempel den 26. maj 1919 meddele sine læsere, at der nu ”bliver serveret kaffe, afholdsøl og sodavand ved Skovhuset, der er bygget ved trinbrættet i Komarksbuskene. Hygge og skygge under bøgekronerne. Højt til bøgenes kroner og luften er ren og frisk.” Journalisten har rigtig hygget sig. Skovhuset er det, vi nu kalder Skovløberhuset. I artiklen foreslår journalisten desuden friskt, at der bør anlægges en sti op til Bramdrup Skov. En sti han mener ikke kun vil være af interesse for koldingensere, som vil gå en rundtur til trinbrættet og rundt gennem Bramdrup Skov. Den foreslåede sti (”Turiststien”) er nu længe etableret og forløber fra p-pladsen ved Bramdrupskovvej nær den tidligere Bramdrup Skovkro (Kolding Friskole) til Troldhedestien nær Skovløberhuset.

Skovløberhuset er for øvrigt noget så moderne som et genbrugshus. Huset stammer oprindelig fra Øster Starup og blev opført der i begyndelsen af 1870´erne som en del af en husmandskoloni. Det lille hus blev i 1919 pillet ned og flyttet til den nuværende placering her ved Troldhedebanens tidligere trinbræt i Komarksbuskene. Huset tjente indtil 1970´erne som bolig for kommunens skovløber. I perioder fungerede det også - som ”Kolding Socialdemokrat” i 1919 så malende beskrev det - som traktørsted.

Skovvejen, der går over Skovløberhusets forplads og op til Golfklubben, er Emerholtsvej. Syd for Skovløberhuset ind mod Kolding passerer Emerholtsvej gennem Komarksbuskene. Dette område skænkede Frederik den Anden (1559-88) i 1580´erne til Kolding By. Til gengæld skulle byen udskifte de brandfarlige stråtage i byen med tegltage. I 1583 brændte nemlig store dele af Kolding, og det har været kongens mening, at donationen med medfølgende krav om at lægge faste tage på købstadens huse skulle forhindre en ny storbrand. Mange af borgerne holdt dengang kreaturer inde i byen. Komarksbuskene blev brugt til græsning for byens kreaturer og til hugst af grene som fodertilskud til kreaturerne inde i byen.

Nok om det. Vi må videre. Nu går vi ad Emerholtsvej – lige til højre for Skovløberhuset - mod nordvest op til Golfklubbens klubhus, hvorfra vi ad endnu en tidligere jernbanelinje, Egtvedbanen kan gå ned til stationsbyen Bramdrupdam. Ad denne vej kommer vi til at passere gennem et terræn, hvor der udover Egtvedbanen også har været både dyrehave, vildtbane og kongevej fra Haderslevhus over Koldinghus, Bramdrupdam, Dons og Jelling.

Alle veje fører til Bramdrupdam

Her bevæger vi os faktisk en smule ud af Bramdrup Sogn. Skovløberhuset ligger på sognegrænsen, så da vi valgte at gå op ad Emerholtsvej mod Golfklubben bevægede vi os ud af Bramdrup Sogn. Bare rolig, vi skal nok snart komme indensogns igen!

5.

Efter at have forceret den stejle bakke op ad Emerholtsvej står vi nu på Banestien ved golfklubbens klubhus. Stien her er den tidligere Egtvedbane. Den vender vi tilbage til. Først skal vi meget længere tilbage i tiden.

Egtvedbanens tidligere forløb ved golfklubben

Området ovenfor Kolding Tunneldal og Koldinghus og ud mod Bramdrupdam – ja, og meget længere nordpå, helt op mod kongeslottet i Skanderborg – blev brugt til kongelige fornøjelser, når kongerne opholdt sig på Koldinghus.

Her nord for Koldinghus skabte Frederik 2. (1559-1588) den store dyrehave også kaldet den ”jyske vildtbane”. Det var et vidtstrakt landområde fra Haderslev til Skanderborg til brug for kongelig jagt og landbrug. Dyrehaven gav navn til Dyrehavegård, der lå cirka, hvor nu Hotel Comwell ligger.

Den eneste jyske kongevejs forløb fra Koldinghus forbi Dyrehavegård og Ankerhus til Bramdrupdam og videre mod Nygård

Frederik 2. anlagde også Kongevejen fra Haderslev over Kolding til Nygård ved Egtved. Den eneste kongevej der blev anlagt i Jylland. Alle andre kongeveje ligger på Sjælland. Den jyske kongelige privatvej havde egen bro over Kolding å, nær nuværende Kongebrogade. Kongevejen passerede gennem vildtbanen, henover den nuværende golfbane, ned mod ”tærsklen” ved Bramdrup Dammen, hvor overgangen over det lange og stejle dalstrøg var knap så stejl og ufremkommelig som andre steder. Herfra gik kongevejen mod nordvest omtrent ad nuværende Gammel Donsvej forbi Dons og Nygård mod Jelling. Kongevejen nåede aldrig at blive lavet færdig helt til Skanderborg, som var kongevejens egentlige mål.

6.

Nå, nok om gamle kongeveje. Vi går nordpå over den gamle høje banedæmning lige ved golfklubbens klubhus. Herfra kan vi følge i Egtvedbanens spor tilbage til stations- og vejkrydsbyen Bramdrupdam. Lige efter ”Ankershus” går vi igen ind i Bramdrup Sogn. Egtvedbanen forløb nogenlunde langs hegnet, der ligger mellem golfbanen, ”Ankershus” og kolonihaverne. ”Ankershus” blev tidligere benyttet som materialegård af golfklubben. "Ankershus" er nu nedrevet og  golfklubben har bygget ny materialegård. Her ved "Ankershus" går vi for øvrigt ind i Bramdrup Sogn igen efter for en kort stund at have forladt sognet nede ved Skovløberhuset.

Ankerhus har navn efter ankeret over indgangsdøren. Egtvedbanen forløb tidligere til højre for Ankerhus langs hegnet og golfbanen

Egtvedbanen blev anlagt i 1898, som Koldings første privatbane. I Kolding udgik den fra Nordbanegården, hvis røde bygning stadig ligger nogenlunde intakt på Ndr. Ringvej mellem Låsbyhøj og Gøhlmannsvej. Den første station på ruten mod Egtved var Bramdrupdam. Også denne station ligger der endnu. Den vender vi tilbage til, når vi på en senere del af turen går ruten mellem stationsbyen Bramdrupdam tilbage til Bramdrup Kirke i landsbyen Bramdrup. Egtvedbanen var smalsporet. Tiden løb hurtigt fra Egtvedbanen, og allerede i 1930 blev banen som en af landets første privatbaner nedlagt.

7.

Egtvedbanen passerede tæt om og højre om søen her, der ligger mellem kolonihaverne og det nye boligområde Sønderlunden

Vi følger banen gennem kolonihaveområdet. For enden af kolonihaverne ligger en lille sø, som banen passerede tæt forbi og fortsatte tværs gennem det nuværende boligområde mellem Sønderlunden og Sønderholmsvej. Her lå tidligere Bramdrup Idrætsplads, indtil den nye store skole med tilhørende idrætsanlæg blev taget i brug på Møllegårdsvej i 1962.

Midt gennem billedet kan vi se sporet af, hvor Egtvedbanen har gået. Vi aner også lige målene og opstregningen til fodboldbanerne på idrætspladsen, der lå her indtil den nye Bramdrup Skole blev bygget i 1962. Under den gamle gymnastiksal ved Bramdrup Skole blev der bygget udendørs omklædningslokaler til det nye sportsanlæg ved skolen. Lokalerne er der endmu.

Så sætter vi ad Sønderholmsvej retning ud mod Vejlevej, den tidligere hovedvej 10 mellem Kolding og Vejle. På vejen passerer vi på højre hånd forbi nogle grønne affaldscontainere. Et kig ind bag dem afslører, at her gik Egtvedbanen igennem på sin vej hen mod den enorme jernbanedæmning ved Bramdrup Kro.

Kig ind i krattet bag affaldscontainerne. Her kan man lige så fint stadig se tracéet fra Egtvedbanen, der her var gravet lidt ned forud for overførslen over dalen på dæmningen ved kroen.

8.

Blodbøgen og det tidligere Harte-Bramdrup Kommunekontor på Vejlevej

Ude på Vejlevej stopper vi op for at beundre den kæmpe blodbøg, der rækker sine grene med smukke røde blade ud over den stærkt trafikerede vej. Lige under blodbøgen ligger en blomsterbutik. Butikken er indrettet i det tidligere kommunekontor for Harte-Bramdrup Kommune. Kommunekontoret blev nedlagt i 1970, da Harte-Bramdrup indgik i den nye Kolding storkommune. På den næste del af vores tur passerer vi ned igennem et enormt trafikknudepunkt, der bekræfter, at alle veje fører til Bramdrupdam. Hovedvej 10, kongevejen, Troldhedebanen, Egtvedbanen, landevejen til Viborg og Ringkøbing, vejen fra Bramdrupdam via Bramdrup til Snoghøjlandevejen ved Hvidsminde. Alle har de passeret Bramdrupdam her øst for Bramdrup Dammen, hvor de stejle skrænter var til at passere.

Stationsbyen Bramdrupdam

Faktisk står vi her ved blodbøgen meget tæt på sognegrænsen til Harte Sogn. Harte Sogn når ved Egtvedvej helt frem til Vejlevej. Fra Vejlevej går sognegrænsen mellem Harte og Bramdrup tværs over Sønderled og vest om Vesterled og Nørreled ned til Påbyvej, hvorfra den følger Troldhedebanen ud vestpå til Donsrod Å, der er den vestligste afgrænsning af Bramdrup Sogn. Store dele af boligområderne i Bramdrupdam vest for Vejlevej ligger altså i Harte Sogn.

Vi må videre på vores vej. Vores tur går mod nord ad Vejlevej ned gennem stationsbyen Bramdrupdam, hvor hovedvej 10 og to jernbanelinjer engang krydsede hinanden. Egtvedbanen fra 1898 til 1930 og Troldhedebanen fra 1917 til 1968.

9.

Egtvedbanen var der først, så da Troldhedebanen blev anlagt 1915-17, måtte der laves et stillads til Egtvedbanen, mens der blev gravet igennem jernbanedæmningen og støbt en tunnel til Troldhedebanen. Børnene foran står på den bro, kromanden fik opsat, da hans populære kro- og udflugtshave blev delt af Troldhedebanen

Egtvedbanen kom altså først og blev ført over den dybe dal ved Bramdrupdam på en mægtig banedæmning. Dæmningen er 14-16 meter høj, 45 meter bred og 140 meter lang. Et efter den tid kolossalt entreprenørarbejde, der dog blev lettet af, at der kunne hentes grus fra en nærliggende grusgrav ved nuværende Gl. Stationsvej. Herfra blev gruset transporteret til dæmningen på en tipvognsbane.

Når man tænker på, at den tids anlægsprojekter primært var baseret på brug af hakke, skovl og spade, er det imponerende med de store dæmningsprojekter, der blev anlagt for at føre Egtvedbanen over områdets mange dybe slugter. Bare på banestrækningen fra Bramdrupdam Kro og til Kolding Gymnasium blev der foruden dæmningen ved kroen anlagt yderligere to mægtige dæmninger. En nær Golfklubbens Klubhus og en nær Kolding Gymnasium.

Da så Troldhedebanen i 1917 blev anlagt nede i dalen og skulle tværs igennem Egtvedbanens dæmning ved Bramdrupdam Kro, lavede man et træskelet, der kunne bære, så Egtvedbanens tog kunne fortsætte med at køre, mens man gravede igennem og støbte tunnel til Troldhedebanen. Imponerende! Anlæggelsen af Troldhedebanen fik for øvrigt den konsekvens, at krohaven blev delt i to dele. Det lykkedes kromanden at få etableret en gangbro mellem krohavens to dele. Den er der endnu, men er lukket på grund af nedstyrtningsfare.

10.

Et kig fra Vejlevej mod vest over den smukke og historiske Bramdrup Dam

Kigger vi mod vest fra det sted, hvor Vejlevej går over Troldhedebanen, ser vi ud over Bramdrup Dam. Af gamle optegnelser fremgår det, at dammen af Koldinghus blev brugt som karpedam. Karper var en såkaldt ”herrefisk”. En fin spise der blev serveret ved kongelige middage på Koldinghus i 1600-tallet. Da Troldhedebanen blev anlagt, sænkede man grundvandet. Derfor groede dammen efterhånden helt til og blev bevokset med popler. Nu er poplerne blevet fældet og området heldigvis ført tilbage, så der igen er vand i den historiske dam.

Vi står nu midt i et kæmpe trafikalt kryds. De to jernbaner. Landevejen mellem Kolding og Vejle. Kongevejen fra Koldinghus til Nygård ved Egtved. Vejen fra Bramdrupdam over Bramdrup til Snoghøjlandevejen ved Hvidsminde. Og landevejen ad Gl. Donsvej mod Viborg og Ringkøbing.

Indtil 1845 fulgte landevejen til Vejle Bramdrupvej det første stykke hen til, hvor skolen nu er, så drejede den af op forbi, hvor nu hallen ligger og videre over Lilballe til Vejle. I Bramdrupdam havde Troldhedebanen trinbræt med venteskur mellem Netto og dammen, mens Egtvedbanen havde station på – ja, hvor ellers – Gl. Stationsvej. Stationen ligger der endnu og er nu bolig.

Vejlevej er en slags hovedgade for Bramdrupdam. Det afspejler sig i de mange virksomheder og forretninger, der ligger eller har ligget her. Fra vejdæmningen over Troldhedebanen går vi videre op ad bakken mod Bramdrupvej og noterer os undervejs nogle af de markante bygninger og virksomheder.

11.

Bramdrupdam Kro set fra viadukten over Troldhedebanen

På højre hånd ligger Bramdrupdam Kro, der blev etableret som landevejskro i 1854. Tidligere havde kroen en kørestald ud mod Vejlevej. Den blev nedbrudt i 1958.

Lige over for kroen lå Bramdrupdam Brugsforening på sin sidste placering på Vejlevej, inden den flyttede om, hvor den ligger nu. Brugsforeningen blev oprettet i maj 1897.

Den tidligere brugsforening på Vejlevej overfor kroen

Brugsen havde først adresse på Vejlevej 338, men flyttede i 1910 over landevejen til en ny bygning ved siden af mejeriet. Bygningen ligger der endnu og huser en ortopædskomager. I 1973 blev Brugsen flyttet til et nyt centerbyggeri i Bramdrup, der hvor den ligger endnu.

12.

Et trafikalt og erhvervsmæssigt centrum: Bramdrupdam Andelsmejeri 1953. Den hvide bygning bag mejeriet er Bramdrupdam Kro. Bygningen til højre for mejeriet og kroen er Bramdrupdam Brugsforening. I forgrunden ses Troldhedebanen med trinbræt og venteskur.    

På hjørnet af Påbyvej og Vejlevej, hvor Netto nu ligger, lå engang Bramdrupdam Andelsmejeri. Mejeriet blev startet i 1887. Det var et stort mejeri, der blandt andet leverede konsummælk til mange borgere i Kolding By.

Pedersen og Thuesens verdenskendte bådebyggeri. Bagved Bramdrupdams første vandværk, der blev afløst af det nuværende vandværk på Sønderholmsvej. Helt venstre huset hvor Bramdrupdam Brugsforening startede. Her var også på et tidspunkt barbersalon, derfor kaldes stien til venstre bor bådebyggeriet for "barberbakken".

Videre op ad bakken møder vi til højre bygningsresterne af et verdensfirma. Hvor der nu er et fotoatelier og i en nedrevet bygning, hvor kroens værelsesfløj ligger, lå i årene fra 1949 til 1983 Pedersen og Thuesens Bådebyggeri. Bådebyggeriet var især kendt for sine dragebåde og for sit håndværksmæssige kvalitetsarbejde. Bådene blev solgt og kendt over hele verden.

Bag ved det tidligere bådebyggeri – op mod banedæmningen i slippen mellem kroen og bådebyggeriet – ligger stadig bygningen, der engang husede Bramdrupdams første vandværk. Vandværket blev etableret i 1933 og blev lukket i 1994. I mellemtiden var det nuværende vandværk for enden af Sønderholmsvej blevet bygget i 1964.

Efterfølgende passerer vi stien op til Gl. Stationsvej og Hammersvej. Den kaldes ”Barberbakken”, fordi der engang var barbersalon i huset, der ligger på hjørnet af stien og Vejlevej. Bramdrupdam Brugsforening startede for øvrigt i dette hus, inden den flyttede over Vejlevej til bygningen, hvor nu ortopædskomageren holder til.

13.

Vejlevej set mod syd fra krydset Gl. Donsvej-Bramdrupvej-Vejlevej

Vejlevej set mod nord fra blodbøgen og det tidligere kommunekontor

Efter at have passeret smeden og elektrikeren, når vi op til krydset Bramdrupvej, Gl. Donsvej og Vejlevej. Her blev landevejstrafikken tidligere fordelt. Trafikken mod nordvest og vest, mod Viborg og Ringkøbing gik ad Gl. Donsvej, mens trafikken mod Vejle gik ad den første del af Bramdrupvej. Som tidligere nævnt var det først i 1845, landevejen til Vejle blev etableret stik nordpå, som vi kender det i dag.

Tilbage til start

14.

 

Stuehuset er tilbage fra den tidligere Bramdrup Mølle

Nu er næsten tilbage ved, hvor turen startede. På vores vej ad den gamle landevej Bramdrupvej mod kirken og Hvidsminde passerer vi på venstre hånd resterne af Bramdrup Mølle. Det hvide hus, der vender gavlen mod Bramdrupvej, er møllens tidligere stuehus. Bramdrup Mølle blev bygget i 1865. På møllen blev bøndernes korn malet til foder og mel. Mølleren indrettede omkring 1909 også et bageri ved møllen. I 1916 lavede mølleren et elektricitetsværk og begyndte at sælge strøm til folk. I 1948 gik møllen konkurs. Fra 1951 blev møllens bygninger brugt til at omsmelte indsamlet metalskrot. Det gav store problemer med støj og forurening, så i 1969 blev metalsmelteriet flyttet til Bronzevej. Nu er kun møllens stuehus tilbage.

15.

Bramdrup Station på Bramdrupvej. Stationen er nu bolig. Skinnerne gik over Bramdrupvej  her.

Lige efter møllen når vi frem til det sted, hvor Egtvedbanen i årene 1898 til 1930 krydsede over Bramdrupvej. Stationen ligger her endnu. Inde til højre bag frisørforretningen.

I forgrunden "Ankersminde" der nu er hvidmalet. Vejen ud af billedets øverste venstre hjørne er den tidligere Lilballevej, der indtil 1845 var en del af Vejlelandevej. Nu hedder vejen Møllegårdsvej. Til venstre for denne vej er der nu skole, idrætsanlæg og haller.  Bramdrupvej går videre mod højre. Bygningen med skolegård er forskolen "lilleskolen", der idag er Bramdrup Børnehave, afdeling Troldebo.

Samme sted i dag. Til højre Bramdrupvej og børnehaven. Til venstre Møllegårdsvej (tidligere landevej til Lilballe og Vejle) og Bramdrup Skole. Udenfor billedet til venstre "Ankersminde", der en overgang var pibefabrik.

Videre på vores vej passerer vi på venstre hånd - i krydset Bramdrupvej-Møllegårdvej – et hvidt hus. Det er ”Ankersminde”, Bramdrupvej 9. Det var mølleren fra Bramdrup Mølle, der opførte huset omkring 1920. Han kaldte huset ”Ankersminde” til minde om sønnen Anker, der mistede livet ved en ulykke på møllen. ”Ankersminde” kom senere til at huse Pibefabrikken Jarl. Nu er pibefabrikken nedlagt og ”Ankersminde” er igen bolig, opdelt i flere lejligheder.

16.

Stående i krydset ved ”Ankersminde” kan vi notere os, at her skiller den gamle landevej til Vejle sig fra Bramdrupvej. Vejen lige ud op mod hallen var i århundreder landevejen til Vejle over Lilballe. I 1845 fik Vejlevej en mere direkte linjeføring mod Lilballe og Alminde, og de landevejsfarende mod Vejle skulle efterfølgende ikke ind ad Bramdrupvej.

Her i krydset kigger vi mod den tidligere forskole. Den gamle skolebygning bruges nu til børnehave. Efter forskolen skulle eleverne om til ”storeskolen” ved kirken. Overfor den tidligere forskole ligger Bramdrup Skole med tilhørende idrætsanlæg. Bramdrup Skole blev taget i brug i 1962. Skolen havde på det tidspunkt 120 elever.

17.

Bramdrupvej 18 husede fra 1905 Bramdrupdam Telefoncentral. Bemærk tårnstationen på taget.

Den tidligere telefoncentral ligger der endnu, dog noget ombygget

Vi fortsætter til højre ad Bramdrupvej. På højre hånd passerer vi Bramdrupvej 18, som tidligere husede Bramdrup Telefoncentral. Centralen blev i 1905 flyttet til Bramdrupvej 18 efter først i nogle år at have haft til huse på en anden adresse. På centralens hustag var installeret en tårnstation med to porcelænsklokker til hver abonnent. Centralen og abonnenten stod i forbindelse med hinanden gennem to kobberledninger, som var fastgjort til en række telefonmaster af træ. I 1919 var der i alt 111 abonnenter i centralens område, der dækkede Bramdrup, Bramdrupdam, Hvidsminde, Lilballe, Rådvad, Stubdrup og Harte.

Vi går videre op over den lille bakke og passerer på venstre hånd forbi sidevejen Grydhøj. Grydhøj! Mærkeligt navn. Navnet giver lidt at fundere over. I Bramdrup Sogn har der tidligere været en del oldtidshøje. Højene er som mange andre steder i landet blevet plyndret. Eventuelle sten i højene er ofte fjernet og er blevet brugt til anlæg af veje og som syldsten (sokkelsten) eller trappesten ved gårdbyggeri. Efterfølgende er oldtidshøjene jævnet og pløjet over for at blive brugt til agerjord. Således måske også en eller flere ”høje” ved Grydhøj. ”Gryd” er vel i forståelsen gryde, altså lerkar, der er blevet brugt ved nedsættelsen af asken fra afdøde brændte forfædre i kanten af eksisterende oldtidshøje gennem hundreder af år. Ærgerligt, at højene ikke ligger her endnu. I den tidligere del af Bramdrup Sogn i Hvidsmindeområdet ved Baldervejs nær Sjællandsvej kan man endnu glæde sig over to oldtidshøje i det grønne anlæg der.

 

Den ny omfartsvej, Bramdrupskovvejs forlængelse skærer over den gamle landevej Bramdrupvej, der binder Bramdrupdam og Bramdrup sammen og engang var vejen til sognets sydlige del i Hvidsmindeområdet.

18.

Det duer ikke at falde i staver. Vi må videre. Nu møder vi den forholdsvise nye vej, Bramdrupskovvejs forlængelse, fra området ved Gyden og Løkken ned mod Bramdruphallerne. Forlængelsen er samtidig en omfartsvej, der flyttede landevejen væk fra landsbyen og pladsen ved kirken. Stående her i krydset Bramdrupvej-Bramdrupskovvej kan vi rigtig fornemme den gamle vej, der krydser over den nye vej. Vi prøver at abstrahere Bramdrupskovvej væk og forestiller os, hvordan færdslen helt til sidst i 1960´erne brugte landevejen hen forbi Bramdrupgård, over pladsen ved kirken og forbi Julianelyst og gennem skoven sydpå til Hvidsminde og landevejen mod Snoghøj. Det er denne gamle vej, vi har fulgt lige fra krydset Vejlevej-Bramdrupvej. Nu går vi først lidt til højre ad Bramdrupskovvej, så straks til venstre ad Kirkely forbi Bramdrupgård og hen til Bramdrup Kirke, hvorfra vi begyndte vores vandretur.

Rundturen på knap 6 kilometer er slut. Vi er gået gennem smuk natur, ad gamle veje, stier og jernbanelinjer. Over kongeligt jagtterræn og kongens private vej. Forbi gamle bygninger som har fået nye funktioner. Brugt kendt viden til at fantasere os til, hvordan mennesker i Bramdrup og Bramdrupdam gennem tiderne har levet og har tilpasset sig ændrede vilkår. Tak for følgeskabet på turen!

Jeg har tidligere lavet en blogartikel med et nedslag i Bramdrup Sogns historie i et enkelt år. I blogartiklen har jeg skrevet om, hvordan livet måned for måned udfoldede sig for mennesker i Bramdrup Sogn i 1919. For godt hundrede år siden. I det første år efter den forfærdelige og blodige Store Krig. Krigen, som man dengang troede, måtte ende alle krige. Året 1919 var fyldt med sygdom som følge af den Spanske Syge. Og det var et år med vareknaphed, brændselsmangel og ekstrem fattigdom – også her i Bramdrup Sogn. Det år er værd at have med i tankerne på en vandretur rundt i nutidens Bramdrup Sogn: https://ih18.blogspot.com/2019/10/bramdrup-og-bramdrupdam-i-lyst-og-nd_11.html

Og så er der også fortællingen om de vilde dyrs raseren ved Kringsager: 
https://ih18.blogspot.com/2020/06/kringsager-plaget-af-vilde-dyr_0.html

Ib Hansen, juni 2020