Fred være med det! Altså afskaffelsen af St. Bededag som helligdag.
Folk, der vil bede om for eksempel fred og større retfærdighed i verden, vil stadig kunne gøre det. Så vil bønnen endda være i overensstemmelse med evangelisten Mattæus: "Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader,.."
Hvad værre er. Afskaffelsen af St. Bededag som fridag betyder færre sammenhængende fridage. Og er der noget familien Danmark i disse års effektivitetsjagende tid har brug for, så er det sammenhængende fridage, der giver mulighed for at puste ud fra en stressende hverdag, pleje fællesskaberne og nyde natur- og kulturmæssige oplevelser. Når samtidig afskaffelsen sker uden dialog med berørte parter som arbejdsmarkedet, kirken og kulturarrangører, så er det svært at sige "fred være med det".
Den politiske reformrevoltes jageri retter sig mod et ønske at skaffe et større arbejdsudbud. Man kan teoretisk sætte nogle tal op for, at afskaffelsen af St. Bededag vil medføre et større arbejdsudbud, altså flere på arbejdsmarkedet. Sådan bruges tallenes tyranniske tale ofte, når der træffes upopulære politiske beslutninger.
Skattenedsættelser er i visse kredse en populær måde teoretisk at fremme udbuddet af arbejdskraft og dermed øge afkastet i form af virksomhedsejernes udbytte og statens indtægter. Velfærdssamfundet kræver løbende øgede indtægter. Det er jo ubestrideligt, men spørgsmålet er hvem der skal bidrage og i hvor høj grad?
Nu vil SVM-regeringen udover tvangsfjernelsen af en velerhvervet fridag sænke skatter og afgifter. Regeringen vil halvere den nuværende topskattesats fra 15 procent til 7,5 procent for lønindkomster fra topskattegrænsen på cirka 618.000 kr op til 750.000 kroner. Det lyder meget tilforladeligt, når konsekvenserne "sløres" i procenttal. Bare et enkelt eksempel.
I faktiske tal betyder halveringen fra 15 procent til 7,5 procent, at en nuværende topskatteyder, der tjener mellem 750.000 kroner og 2,5 millioner kroner, vil få en gevinst på cirka 11.250 kroner om året svarende til 937 kroner om måneden.
Regeringens argument for skattelettelser er, at de vil komme alle til gavn. Beskæftigelsesfradraget for alle i arbejde vil nemlig samtidig med topskattelettelserne blive øget. I regeringen sprogbrug "med i alt hele fire milliarder kroner." Pensionister og andre lavindkomstgrupper udenfor arbejdsmarkedet får ikke gavn af et sådant beskæftigelsesfradrag, da de jo netop ikke er i beskæftigelse! Et andet af regeringspartierne brugt argument er, at skattenedsættelse skal bøde på inflationsvirkningerne, men det kommer altså netop ikke pensionister og andre udenfor arbejdsmarkedet til gode.
Her er de så, at tallenes tyranni slår til med den store hammer! Den procentvise halvering af topskatten indebærer som nævnt en gevinst for omtalte højindtægtsgruppe på cirka 11.200 kr om året. Det store flertal af lønmodtagere med indtægter, der ikke indebærer betaling af topskat får til sammenligning blot cirka 1.560 kr ud af det øgede beskæftigelsesfradrag. Det svarer til cirka 130 kr. mindre skattebetaling om måneden. Peanuts i forhold til de galopperende priser. Samtidig afskaffer regeringen en fridag med tilhørende indgreb i de fri aftaler mellem arbejdsmarkedets parter i forhold til søgne-og helligdagsbetaling og andre aftalte tillæg.
En almindelig lønmodtager skal altså tvangsveksle en hidtidig fridag til et ekstra beløb på 130 kr pr. måned, mens en nuværende topskatteyder får en gevinst, der er cirka 7 gange højere nemlig 937 kr. pr. måned. Det er det regeringen kalder at styrke indsatsen mod inflation og sikre velfærdssamfundet. Men en kilowatt-time, en pakke smør, en pose havregryn eller en togbillet koster jo det samme, uanset om man er topskatteyder, pensionist eller almindelig lønmodtager! Så hvis kompensationen i form af skattenedsættelsen på 130 kr. pr. måned for almindelige lønmodtagere giver en registrerbar afhjælpning af inflationen, så må skattenedsættelsen for topskatteydere omvendt betyde en overkompensation, der kan bruges til mange andre glæder end at afhjælpe på inflationen i forhold til det dagligdags forbrug. Argumentationen hænger ikke sammen.
Procenttallenes tyranni spiller ind, både når man udmønter overenskomsters aftalte procentvise lønstigninger, og når man laver procentvise skattebesparelser. En procentvis lønstigning giver i faktiske kroner mest til de højeste indtægter. Procentvise skattenedsættelser giver i faktiske kroner, som vi har set, mest til de højeste indtægter. Hvad med at bryde procenttallenes tyranni ved at udmønte eventuelt ønske skattenedsættelser i faktiske kroner, ligesom man udbetaler børneydelser og andre tilskud i faktiske kronebeløb. Såfremt man virkelig i en situation, hvor velfærdssamfundets tilbud er presset på økonomien, ønsker at give skattelettelser, hvad så med at give alle danskere et konkret kronebeløb i fradrag gældende for for eksempel de næste to år. Men det hænger jo ikke sammen, da der som nævnt mangler penge til velfærd. Det ville dog i forhold til regeringens skatteudspil give en større retfærdighed og en ligelig behandling af befolkningen, hvis ønsket er at gøre noget for alle i forhold til den galopperende inflation.
Bryd procenttallenes tyranni!
