Alle samfund har til alle tider og
alle steder haft problemer at løse. Alle samfund er og har altid været
udsat for den fristelse at lade målet hellige midlerne.
Vi har nu som tidligere en række
samfundsmæssige problemer, vi skal have løst. Derfor kan vi blive
•
fristet til at overvåge alle offentlige steder
•
fristet til at overvåge al telefon- og datatrafik
•
fristet til at aflytte og overvåge mistænkelige
private hjem
•
fristet til at suspendere reglerne om
grundlovsforhør
•
fristet til at suspendere gældende
retssikkerhedsregler
•
fristet til at suspendere forsamlings- og
ytringsfrihed
•
fristet til at suspendere muligheden for at rejse
frit
•
fristet til bruge mere tvang mod nogen end mod
andre
•
fristet til at lade nogen få højere straffe end
andre
Vi må
ikke lade os lede ud i fristelse
Alt for mange har slidt, har slæbt, har lidt og
er døde for, at vi kan leve i det retssikrede, åbne, frie og demokratiske
samfund, vi kender. Inden for rammerne af principperne for dette samfund må vi,
uden at give køb på vores samfunds grundlæggende rettigheder og uden at være
naive, sætte hårdt mod hårdt i bekæmpelsen af mørkemændenes angreb på vore
værdier og det uanset, hvilken konkret baggrund mørkemændene måtte have.
Når vi ikke ønsker at lade målet hellige midlerne
indebærer det,
•
at vi må gøre mere for at kende vores eget
samfunds historie
•
at vi må gøre mere for at være vidende om de
grundlæggende retsprincipper
•
at vi må kende de grundlæggende frihedsprincipper
i et demokrati
•
at vi hver især må vedkende os vores
medborgerskabsansvar
•
at vi ikke fortsat stigmatiserer med baggrund i
race, religion og socialgruppe
•
at vi erkender, at alle mennesker er født lige og
med lige ret
Det har vist sig at være noget farligt snigende at lade sig lede ud i den fristelse, det er at lade målet hellige midlerne,
fordi
•
historien viser, hvordan konkrete samfund skridt
for skridt blev totalitære
•
stor verdenslitteratur beskriver totalitarismens
snigende væsen
•
vi bør have lært af 1930'erne.
30. januar 1933 vidste den
almindelige tyske borger ikke, hvordan det ville ende. De mange tyskere, der dengang ved et demokratisk valg stemte på Hitler, havde alt
muligt andet i hovedet end krig og massemord. De ville have arbejde, mad,
moderne bekvemmeligheder og tryghed. Nazisterne kom ikke til magten ved egen
kraft, men fordi visse kredse legede med ilden. Disse kredse var
antiparlamentariske, hadede demokratiet, drømte om en autoritær stat under en stærk
mand og ville helst rulle alle de demokratiske fremskridt, som var sket siden
Weimarrepublikkens grundlæggelse i 1919, tilbage.
Selv i et stærkt demokratisk samfund er det
summen af mange små skridt, der kan sende os i den helt forkerte retning. Vi kan
ikke mure os inde, lukke ører og øjne og håbe på, at det går nok over. Sult,
nød, sygdom, frihedstrang, drømme og tryghedsbehov blandt verdens frustrerede
milliarder vil stadig være der.
