Kvinder og mænd. En evig interessant historie. En fortælling om nogle kvinder fra Holme Huse i Husby Sogn kan kaste lys over, hvordan mange kvinders dagligliv og livsvilkår så ud for ikke så længe siden. Masser af arbejde og masser af børn.
Tidligere tiders kvindeliv var præget af manglende prævention og dermed bestemmelse over egen krop, familiens og samfundets fordømmelse af mødre med børn født som et resultat af uægteskabelige forhold og ikke mindst den store børnedødelighed. På disse områder er der i vores tid trods alt sket markante forbedringer.
Tilbagemeldinger gav mig nyt fokus
Hvilke forbedringer er der sket i forhold til ligestilling, ligeværd og gensidig respekt mellem kønnene gennem de seneste århundreder?
Lad mig starte med udgangspunkt i en tilbagemelding, jeg fik i forhold til min tidligere fortælling om de børnerige træmænd fra Holme Huse. En stor tak for en sådan fin melding.
Nogenlunde sådan lød meldingen, jeg fik som respons på min fortælling om krigsveteranen og tømreren fra Holme Huse Anders Nielsen, som med to ægtefæller blev far til 22 børn:
Tilbagemeldingens synspunkter er jeg meget enig i. Vi skal ikke mange år tilbage før kvinder, der arbejdede i hjemmet blev kaldt "hjemmegående", fremfor det de i virkeligheden var, nemlig "hjemmearbejdende". Min egen mor var en af de "hjemmearbejdende" kvinder. Min farmor var medhjælpende hustru og fik mange børn. Og det på et tidspunkt, hvor hun kun kunne holde et par dage fri lige omkring fødslerne. Både personligt, men også samfundsmæssigt har de knoklende kvinder min største respekt.
Men kunne jeg finde stof om Anders Nielsens to hustruer, der tilsammen fødte 22 børn? Kvinderne har jo ikke altid haft plads i historien. Jeg valgte at prøve.
Masser af arbejde og mange graviditeter
Krigsveteranen fra Treårskrigen 1848-50, tømrer og husmand Anders Nielsen fik ved sin død i avisnekrologerne hædrende omtale ikke blot for sin krigsindsats, men også for sine mange børn. Han opnåede at få en pengegave fra både kongehus og krigsministerium i anledning af sine mange børn. Men hans to hustruer har jeg ikke fundet nogen hædrende omtale af. En stor mangel. Det er da trods alt dem, der har været gennem de mange fødsler, og som har knoklet i hjemmet med en stor husholdning og med have og husmandsbrug.
Anders Nielsen var født og opvokset i Husby. Det var hans første hustru Maren Nielsdatter også. Kort efter Anders kom hjem fra krigstjenesten blev han og Maren gift i april 1851, begge 26 år gamle. Det var to år efter Anders´ far træskomager Niels Andersen var død den 14. maj 1849, 55 år gammel.
Maren og Anders flyttede ind i Anders´ hjem. Det var en stor husholdning Maren i 1851 kom ind i. Med Marens efterfølgende mange fødsler og med både aftægtsfolk og tjenestefolk blev husholdningen større og større. Forhåbentlig har svigerdatter og svigermor under samme tag haft et godt indbyrdes forhold, ellers må det have været uudholdeligt. I 1855 bestod hjemmet i Holme Huse udover Anders og Maren af deres første tre børn, Anders´ mor Bodil og to tømrerlærlinge. En husstand på i alt 8 personer.
Det var et hårdt liv for Maren med megen arbejde, mange svangerskaber og mange fødsler. En oversigt over Anders´ og Marens børn giver et godt billede af Marens vilkår i forhold til svangerskaber og fødsler.
Knap et år efter giftermålet fødte Maren den 27. marts 1852 deres første søn Niels.
Fjorten måneder senere den 31.5.1853 blev Knud født.
Så gik der femten måneder, inden Hans blev født den 5.9.1854.
Efter en lille pause blev Hans efter 23 måneder født den 5.8.1856.
Nu blev det så pigernes tur. Efter fire drenge blev Karen født den 27.8.1858, 24 måneder efter Hans.
Den næste i rækken var også en pige. Bodil Kirstine blev født den 27.4.1860, 20 måneder efter Karen.
Efter 22 måneder blev Jens Christian født den 12.2. 1862.
Den 27.1.1864 kom Ane Marie til, 23 måneder efter Jens Christian.
I 1865 blev Maren 40 år. Som den sidste af hendes 9 børn blev Carl Christian født den 21.8.1865, 19 måneder efter Jens Christian. Maren havde da været gift i 14 år, hvoraf hun havde været gravid i 6 år og 9 måneder. Maren var så heldig, at ingen af hendes børn døde som småbørn. Det var ellers i en tid med høj småbørnsdødelighed, hvor mange forældre smerteligt måtte sige farvel til mange nyfødte og småbørn. Småbørnsdødeligheden vender vi tilbage til.
Maren født Nielsdatter døde den 10.9.1869. Hun efterlod sig 9 børn i alderen 4-17 år, hvoraf 7 stadig var hjemmeboende. Herudover bestod husstanden i Holme Huse af enkemand Anders på 44 år, hans mor aftægtsenken Bodil født Jensdatter på 66 år, en logerende sypige på 41 år og to ansatte tømrere på 23 år. I alt en husstand på 12 personer. Så Anders´ 66-årige mor havde efter Marens død nok at se til med at holde huset og husmandsbruget kørende, mens Anders arbejdede med sin tømrergerning. Hun har ganske givet knoklet det bedste, hun havde lært. Men det kunne ikke blive ved at hænge sammen. Så nu var gode råd dyre. Men først måtte Anders´ mor knokle nogle år for at holde sammen på familien og det arbejdskrævende hjem
Sorg og glæde
Løsningen viste sig for Anders at være nærliggende. Ikke langt fra Holme Huse i det nu nedrevne væverhus ved Wedellsborgs porthus Adlerhus boede den estimerede væver og digter Lars Clausen. Han var endnu ikke gift, så han havde sin i datidens øjne giftefærdige søster Else Kirstine til at holde hus for sig. Lars Clausen skulle giftes, så han havde ikke længere brug for søsteren til at holde hus. Lars blev 30 år gammel den 20.12.1871 gift i Husby Kirke med den 23-årige Ane Cathrine Hansen fra Husby.
Else Kirstine Clausen var godt nok meget yngre end enkemanden Anders. Hun var født i Sø-Søby i Søby Sogn øst for Assens i 1846, mens Anders som tidligere nævnt var født i Holme Huse i 1825. Altså en aldersforskel på 21 år. Hvorom alt er, så blev det aftalt, at Else Kirstine og Anders skulle se at blive gift. Det blev de i Husby Kirke 17. februar 1872, tre et halvt år efter Anders´ første kone Marens død og mindre end to måneder efter, at Else Kirstines bror Lars blev gift med Ane Cathrine. Det kan man da kalde et fornuftsægteskab, hvilket jo ikke nødvendigvis udelukker kærlighed!
Ægteskabet mellem Else Kirstine og Anders blev frugtbart. I hvert fald hvad angår børnefødsler. Tretten svangerskaber med tilhørende fødsler måtte Else Kirstine igennem. Og arbejde var der nok af. I 1880 - otte år efter ægteskabets indgåelse - bestod husstanden udover ægteparret Anders og Else Kirstine på 54 år og 33 år af 10 hjemmeboende børn mellem 1 og 17 år, Anders´mor Bodil på 76 år tilligemed en tjenestekarl. Altså en husstand på i alt 14 personer. Og så var der lige et husmandssted at passe, mens Anders arbejdede med sit tømrermesterarbejde. Helt frem til 1888 kom der stadig flere børn til, men nogle flyttede selvfølgelig også hjemmefra.
De fleste gange endte fødslerne lykkeligt, men desværre ikke altid, som det vil fremgå af den følgende oversigt over Else Kirstines 13 fødsler.
En familie med mange fødselsdage
Atten måneder efter giftermålet med Anders Nielsen fødte Else Kirstine den 10.8.1873 deres første barn. Det blev en pige, som fik navnet Maren. Sikkert opkaldt efter Anders´afdøde kone Maren. Så gik det ellers slag i slag, dog ikke uden sørgelige bump på vejen.
Det andet barn Claus blev født 25.10.1874, 14 måneder efter deres førstefødte. Claus gik det ikke så godt med. Han døde 2 måneder gammel den 1.1.1875. Som vi skal se på senere, var børnedødeligheden i hele Danmark dengang meget høj, men sorgen over et mistet barn har selvfølgelig alligevel været stor.
Tretten måneder efter den døde Claus fødte Else Kirstine den 27.1.1876 endnu et drengebarn. Drengen fik naturligvis navnet Claus.
Ane Johanne så dagens lys den 21.3.1877, tretten måneder efter broderen Claus.
Så gik der nitten måneder inden Kirstine blev født den 14.11.1878.
Til gengæld gik der kun 14 måneder inden Lars Jørgen blev født den 16.1.1880.
De følgende år blev fødselstakten holdt. Fødselsintervallerne var 13 til 16 måneder. Karoline blev født 9.2.1881, 13 måneder efter Lars Jørgen. Efter 16 måneder kom Else Sofie til den 6.6.1882. Tretten måneder efter blev Julius født den 4.7.1883. Igen gik der kun 13 måneder før Anna blev født den 30.8.1884. 15 måneder senere blev Boline Margrete født den 13.12.1885.
Nummer tolv i børnerækken blev født 20 måneder senere den 23.9.1887. Det var Mette Marie. Hun levede ikke mere end 4 måneder og døde den 25.1.1888.
Nu var Else Kirstine blevet 42 år og Anders 63 år. Som sidste barn i rækken blev Johannes født juleaften den 24.12.1888.
I løbet af sine på dette tidspunkt 17 år som gift havde Else Kirstine været gravid i mere end halvdelen af tiden, nemlig 9 år og 9 måneder, havde født 13 børn og havde mistet to småbørn.
Anders´moder Bodil døde 18.1.1883, så hun oplevede gennem tiden at bo sammen med 17 af sine børnebørn.
Husholdningen i Holme Huse blev mindre og mindre
I 1890 var husholdningen i Holme Huse blevet meget mindre end tidligere. Den bestod nu "kun" af Anders, 64 år og Else Kirstine, 43 år
samt 8 hjemmeboende børn i alderen mellem 1 og 12 år.
Ti år senere i 1901 er børnene på nær 16-årige Boline flyttet hjemmefra, så nu kunne 54-årige Else Kirstine nok begynde at slappe mere af. Men i en så stor familie skete der hele tiden noget. Maren, Else Kirstines førstefødte, var med datidens sprogbrug kommet i "uføre". Hun var kommet for tæt på - meget for tæt på - en blikkenslagersvend Christian Larsen fra Ejby. Resultatet blev Anker Lars Clausen født den 11.4.1899 og i kirkebogen betegnet som "uægte". Dette begreb vender vi tilbage til.
Som det ofte skete dengang blev et barn af en ugift kvinde overladt til bedsteforældrene. Det skete også for Anker, der i 1901 figurerer som boende i Holme Huse sammen med sine morforældre Else og Anders samt sin moster Boline. Hans moder Maren blev dog senere gift med en vognmandskusk Valdemar Rasmussen fra København. Anker blev en del af denne familie.
Anders Nielsen døde 8.4.1910, så i 1911 bestod husstanden i Holme Huse kun af Else Kirstine, 65 år og Boline, 26 år. Snart kom dog Elses ugifte 38-årige datter Kirstine til. Hun ernærede sig som syerske, men var kronisk syg og flyttede derfor hjem. Senere kom Kirstine til bo på hjemmet for Kronisk Syge i Odense, hvor hun døde 54 år gammel i 1933. På det tidspunkt havde hendes mor Else Kirstine været død i 7 år. Efter et langt liv præget af hårdt arbejde og mange børn med tilhørende sorger og glæder døde Else Kirstine den 11.5.1916, 80 år gammel.
Her ender fortællingen om kvinderne i Holme Huse. Og så dog alligevel ikke. Jeg har et par gange undervejs nævnt, at vi generelt ville vende tilbage til datidens svøber, børnedødelighed og uønskede børn. Det gør vi nu.
Børnedødeligheden var en svøbe
Vi tager udgangspunkt i Else Kirstine. Hun fødte 13 børn, hvoraf to døde som spæde. Claus døde i 1875 kun 2 måneder gammel, mens Mette Marie døde i 1888. Hun blev kun 4 måneder.
Det var der ikke noget usædvanligt i. Spædbørnsdødeligheden var høj i disse år. Antallet af døde 0-4 årige børn i Husby Sogn i Claus´dødsår 1875 var 8. I alt døde der 25 personer i Husby Sogn det år. Døde 0-4 årige udgjorde således cirka en tredjedel af årets døde.
Da Mette Marie døde i 1888, var der i sognet i alt 5 døde 0-4 årige ud af årets samlede antal døde på 15 personer, altså også en tredjedel.
Det gjorde selvfølgelig ikke sorgen mindre over et mistet barn, at mange andre var i samme situation.
Spædbarnsdødelighed var noget datidens borgere i hele Danmark var vant til. Den var meget høj. Værst i de store byer, men også slemt i landdistrikterne. I 1919 døde gennemsnitlig i hele landet cirka 80 piger ud af 1000 nyfødte, inden de blev 1 år. Det tilsvarende tal for drenge var 100. Omkring år 1900 begyndte situationen heldigvis at ændre sig i positiv retning. I vore dage er spædbarnsdødeligheden nogenlunde ens for drenge og piger og er heldigvis bragt helt ned til omkring 4 døde pr. 1000 nyfødte.
 |
| Spædbørnsdødelighed 1850 -1998. Spædbørnsdødelighed er her defineret som 0-1 årige. I mine tjek vedrørende Husby Sogn har jeg taget udgangspunkt i 0-4 årige |
Indtrufne omstændigheder
Kvinderne var dengang som i årtusinder lige op til vores tid ramt af en anden svøbe, de mange uønskede graviditeter. Værst var det med uønskede graviditeter uden for ægteskab. Prævention var der ikke noget af. Når drifterne tog over kunne det få fatale konsekvenser for kvinderne. I mange tilfælde måtte den ulykkelige kvindes forældre træde til.
Det måtte Else Kirstine og Anders Nielsen også, da deres 25-årige datter Maren i 1899 vendte hjem for at føde frugten af et uægteskabeligt forhold. Barnebarnet Anker blev i kirkebogen for Husby Sogn betegnet som "uægte" ligesom alle andre børn, der var resultater af uægteskabelige forhold. Det var en stigmatisering af mødrene og børnene, der kunne hænge ved i mange år.
Men Maren var ikke alene som "falden kvinde", som var datidens betegnelse for enlige mødre.
Vi kan da lige tjekke, om der var andre kvinder og børn i Husby Sogn i 1899, som var i samme situation som Maren og Anker. Det tør svagt antydes, at det var der. Det år blev der født i alt 19 børn, hvoraf 5 fik stemplet "uægte" på sig. Det svarer til, at 25 % af alle børn født i Husby i 1899 var resultater af uægteskabelige forbindelser. Men kunne dette år være en enlig svale? Lad os tage nogle stikprøver i år både før og efter 1899.
I 1893 blev der i Husby Sogn i alt født 23 børn, hvoraf 5 fik betegnelsen "uægte". "Uægte" børn udgjorde således knap 22 procent i forhold til antal fødte børn.
Et tjek i Husby Kirkebogs optegnelser for det første år efter afslutningen af Første Verdenskrig giver samme resultat, men endda mere markant. I 1919 blev der i Husby Sogn født i alt 19 børn, hvoraf 6 betegnes som "uægte" svarende til en procentdel på knap 32 procent.
Opnåede forbedringer
Man kan kun have den allerstørste respekt for fortidens kvinder i Holme Huse og de mange andre kvinder ud over landet. De måtte op gennem tiden lægge krop til uønskede og mange graviditeter, måtte indgå i "fornuftsægteskaber", måtte knokle hårdt, være afhængige af mandens indtægt og opleve sorg over børns alt for tidlige død og komme i anden række i forhold til mænd. Fremkomsten af effektiv prævention i 1960´erne, uddannelse og indtræden på arbejdsmarkedet har heldigvis medført en lang række forbedringer, selvom der stadig er meget, der bør forbedres.
Kvinderne er som nævnt ofte kommet i anden række i forhold til mændene, også i forhold til historisk dokumentation. Det sidste har jeg fået bekræftet, da jeg søgte kilder til denne fortælling. Der er ikke meget at finde. Alligevel håber jeg, at fortællingen her kan ses som udtryk for fortjent respekt og anerkendelse af fortidens hårdt knoklende kvinder. De kan godt fortjene, at vi som samfund fortsat skaber resultater, når det gælder ligestilling og ligeløn for alle uanset køn og baggrund.
Ib Hansen, 1. marts 2022.
