På havnen i Assens står en ungdommelig, stovt og rank sømand. Han vender front mod byen, men hans blik lader ane de mange gange, han i sin barn- og ungdomstid her fra molen har skuet ud over Lillebælts strømrige viltre vande mod fjerne horisonter. Den følgende fortælling om denne vidtskuende sømand trækker fra Assens tråde nordover til Wedellsborg i Husby Sogn samt Minendal og Emtekær i Tanderup Sogn.
Det er den imposante statue af den berømte danske søhelt Peter Willemoes, der fra sin piedestal på havnekajen i Assens retter tankerne mod fjernere og mere vildsomme egne end den runde og bløde egn, han voksede op i på Vestfyn. Havet virkede dragende på ham, og havet blev hans skæbne og hans død.
Peter Willemoes blev født i en fornem bindingsværksgård på hjørnet af Østergade og Kindhestegade i Assens i maj 1783, som femte barn ud af en søskendeflok på 12 børn. De tre første i søskendeflokken blev født på gården Minendal i Tanderup Sogn. Gården ligger der endnu lige op af landevejen mellem Assens og Middelfart nær det sted, hvor vejen mod Gelsted går af. De resterende 9 søskende blev som Peter født i Assens.
Peter Willemoes var søn af Christen Willemoes, der stammede fra egnen mellem Holstebro og Struer, hvor han blev født i 1736. Moderen var Christiane født i 1753 i en forpagterfamilie på Wedellsborg. Christen Willemoes blev forvalter på Wedellsborg og faldt for den 17 år yngre Christiane. Christen Willemoes havde fra 1768 forvalterbolig på den til Wedellsborg tilhørende gård Minendal. Her boede han til 1781 med Christiane og den første del af deres store børneflok.
Christen Willemoes blev i 1781 udnævnt til amtsforvalter i Assens og Hindsgavl amter. Familien bosatte sig nu i Assens, hvor de sidste 9 børn inklusive Peter Willemoes blev født. I 1791 blev Christen Willemoes, som nu også kunne kalde sig kammerråd, amtsforvalter i Odense og Rugårds amter, hvorfor familien flyttede til Odense.
Men tilbage til den eventyrlystne Peter Willemoes. Han blev som 12-årig uddannet til søkadet. Knap fyldt atten år fik han under slaget på Københavns Red 2. april 1801 kommandoen over en åben kanonflåde med 24 kanoner. Kanonflåden kom i kamp med selveste den engelske admiral Nelsons linjeskib ”Elephant” og kæmpede bravt mod overmagten i 3 timer, hvorefter Willemoes måtte lade kanonflådens ankertove skære over, så flåden kunne drive væk fra kampen.
Willemoes blev efter søslaget hos det københavnske borgerskab og specielt den kvindelige del enormt populær. Man så i ham – den unge, uerfarne, men begejstrede og pligtopfyldende søofficer – et symbol for den kamp den danske flåde med nogen held havde ført mod stormagten England. I solidarisk begejstring satte borgerskabet deres hår á la Willemoes, der havde en frisure med nogle særlige sidekrøller.
Der gik nogle år inden englænderne kom igen. Danmark var på Napoleons side og var derfor en torn i øjet på englænderne, der for at forstyrre Napoleons forsyningslinjer ønskede at lukke alle havne på det europæiske fastland. Disse år brugte Willemoes til at pleje sin udlængsel. Han deltog i et togt til Middelhavet. Hjemkommet herfra søgte han om tilladelse til at træde i russisk orlogstjeneste. Tilladelsen fik han og rejste derfor til Rusland.
Da englænderne igen i 1807 angreb Danmark, vendte Willemoes hjem fra Rusland og meldte sig til tjeneste. Han blev i september og oktober 1807 sat til at lede troppetransporterne mellem Langeland og Lolland. Det var i forbindelse med disse transporter, at Willemoes på godset Egeløkke på Langeland mødte N.F.S. Grundtvig, der på dette tidspunkt var huslærer på godset. Mødet med den jævnaldrende sympatiske søofficer gjorde et stort indtryk på Grundtvig, der allerede, mens Willemoes levede, skrev hyldestdigtet ”Kæmpevise om Willemoes” til ham. Som vi senere skal erfare var Grundtvig ikke den eneste digter, der skrev hyldestdigt om Willemoes. Det gjorde også en mere ydmyg lokal vestfynsk poet.
Willemoes løste opgaven med troppetransporterne på udmærket vis, derfor fik han i slutningen af december 1807 tjeneste på linjeskibet ”Prins Christian Frederik”. Dette skib havde opholdt sig i Norge, da englænderne efter deres forfærdelige terrorbombardement mod København og Københavns civilbefolkning den 2.- 4. september 1807 ranede den danske flåde.
”Prins Christian Frederik” skulle sikre troppetransporterne over Storebælt mod at blive generet af englænderne. På vej mod denne opgave møde ”Prins Christian Frederik” ud for Sjællands Odde en overlegen engelsk flåde bestående af 5 krigsskibe. Under den fægtning, der udviklede sig, faldt vores vestfynske søhelt Peter Willemoes. Hans og andre af de faldnes lig drev i land ved Sjællands Odde og blev begravet i Heltegraven ved Odden. Som smuk, romantisk, ung og ugift mand var Peter Willemoes beundret og feteret, ikke mindst af kvinderne. Nu var han pludselig borte. Faldet i heltemodig kamp for fædrelandet. Hans uventede og voldsomme død bevirkede nærmest landesorg.
En af dem, Willemoes' skæbne ramte særlig hårdt, var hans gode ven, digteren N. F. S. Grundtvig. Da Grundtvig i 1809 skrev sit smukke digt "De Snekker mødtes i Kvæld paa Hav og Luften begyndte at gløde", havde han Willemoes i tankerne. Digtet står i dag på det vejrbidte mindesmærke over fællesgraven på Odden Kirkegård.
Men hov, jeg lovede ved fortællingens start, at der ville være tråde til fra Assens til både Wedellsborg, Minendal og Emtekær. Tråden til Emtekær mangler. Den tråd vil jeg nu væve ind i billedet af statuen på molen i Assens.
I Wedellsborgs nu nedrevne væverhus, der lå tæt op af portbygningen Adlerhus, boede fra 1868 væveren og digteren Lars Clausen. Lars Clausen blev født i 1841 i Sø-Søby nær Assens. Han var en hædret veteran fra den så ulykkeligt tabte Anden Slesvigske Krig i 1864. I 1868 blev han ansat som væver på Wedellsborg.
Lars Clausen var en kunstnerisk sjæl, der ud over det dagligdags vævearbejde ofte vævede de fineste damaskduge, men også kunstvæv med billeder, som forestiller henholdsvis ”Syndefaldet”, ”Jesus i Gethsemane Have” og ”Johannes Døberens dåb af Kristus”. Og så digtede han både på fynsk og rigsdansk. Nogle af hans digte kom i datidens aviser. Digtene på fynsk var nok hans bedste, derfor blev han ikke kendt ud over Fyn.
Lars Clausen var væver på Wedellsborg i 23 år, fra 1868 til 1891. Herefter flyttede han til Emtekær i Tanderup Sogn, hvor han efter gennem nogle år at have lidt af alvorlig hudkræft i brystet døde 52 år gammel i 1893. Han ligger begravet på Tanderup Kirkegård, hvor hans gravsten stadig står lige indenfor kirkegårdslågen.
En vestfynsk journalist skrev for mere end 100 år siden følgende om Lars Clausen. Den fynske jævnhed med et lille smil nu og da er i særlig grad et kendemærke for Lars Clausen digtning. Gad vide om denne fynske jævnhed med et lille smil nu og da fortsat er noget, der karakteriserer fynboer? Nå, det kan og skal der vist ikke svares på.
På trods af denne fynske jævnhed var det er dog alligevel Lars Clausen, som ved siden at tjene til dagen og vejen gennem sit hårde daglige slid ved væven, der digtede et imposant heltekvad om søhelten Willemoes. Et kvad der kan måle sig med Grundtvigs kæmpeviser. Hør blot!
Lig kæmperne fra hedenold
hver dansk matros
sig valgte død for fjendevold.
Næst ”Danmarks Juel” og Tordenskjold
var næppe èn så kæk og bold
som Willemoes:
Mens bølgen slår i takt mod stavn
og bærer bud fra havn til havn,
den hvisker, tordner ud hans navn
og ros!
Denne strofe indgår i Lars Clausens digt ”Ved søhelten Peter Willemoes hundredårsfest” fra 1883 skrevet i Væverhuset ved Wedellsborgs portbygning Adlerhus i anledning af 100-året for Peter Willemoes fødsel. Væverhuset er nu revet ned. Nær stedet det lå er opstillet en mindesten for Lars Clausen.
Willemoes har sin statue på molen i Assens, hvor han blev født. Lars Clausen har en mindesten ved Adlerhus. Og en gravsten på Tanderup Kirkegård nær Emtekær, hvor han levede sine sidste svære år. Lars Clausen levede og virkede i 25 år i det område, hvor Peter Willemoes mor Christiane blev født nær Wedellsborg, og hvor hun og Christen Willemoes boede på Minendal de første år af deres ægteskab og startede deres store familie med en børneflok på 12. Ikke sært, at Lars Clausen kunne skrive et indfølende heltekvad om den vestfynske søhelt Peter Willemoes.
