Op ad bakker, ned gennem dale, rundt og til
siden på de små vestfynske biveje fra Postgården i Assens over Husby til Ejby
Station. 47 år. Så længe havde Rasmus "Ruteras" Jensen kørt denne rute. Turene foregik i adstadigt tempo, så både han og hans passagerer kunne
nyde de smukke landskaber, turene gik igennem. Og der var tid til et hold snak
undervejs.
Rasmus Jensen var bedst kendt under navnet Ruteras. Først i
1970´erne stoppede han med at køre sin rutebil efter at have kørt ruten i 47
år. En rute han engang i 1920´erne havde overtaget efter en Madsen, der et par
år før Ruteras overtagelse havde startet ruten med en 10 personers Ford T.
Ruteras købte snart en større og bedre rutebil. Han skiftede
gennem årene rutebil flere gange. Det var flotte og velvedligeholdte rutebiler,
han holdt sig. Jeg kan endnu se for mig, hvor stolt han var engang, han havde
fået ny rutebil. En flot Bedford.
Rutebilstation og
postekspedition
Gennem mine barne- og ungdomsår har jeg haft mange sjove
oplevelser med Ruteras. Hans ”rutebilstation” i Husby lå ved hans hus på
hjørnet af Storegade og Lillegade, lige over for gården Bjørnekær. Han var bror
til ejeren af Bjørnekær Lars P. Jensen, Jørgen Bjørnekærs far. Det var Ruteras
kone Anna, der bestyrede postekspeditionen fra deres hjem. Når Helge Post på
sin morgentur rundt i sognet havde afleveret postopkrævninger på pakker, skulle
vi efterfølgende, når pakkerne var kommet med rutebilen, op til Anna for at få
pakkerne udleveret.
Ruteras havde ikke megen fritid. Han havde jo ingen chauffører.
Men den sparsomme fritid gik med at plante og skove i det stykke af Husby Hole,
han eller Bjørnekær havde. Hvis han syntes vores lege omme i Holen gik for
vildt for sig, kunne han godt råbe os an. Ellers hørte vi ikke andet til ham
end hans huggen og regeren. Han nød stilheden og det fysiske arbejde efter at
have siddet de mange timer i rutebilen.
Så rokker vi så småt
Da vi begyndte at gå i Ejby Folke- og Realskole, måtte vi det
første år cykle både sommer og vinter. Det var jo ikke obligatorisk at
fortsætte skolegangen ud over Husby Skoles 7. klasse. Da Husby Sognekommune i
1966 blev lagt sammen med Ejby og flere andre sogne i Ejby Storkommune, blev
det indført, at os fra Husby om vinteren kunne køre gratis med Ruteras til Ejby
Station. Hvis det var rigtig dårligt vejr, kunne vi for en 25 øre fra hver
lokke Ruteras til at bryde koncessionsruten og køre os helt op til skolen.
Sjovt var det at opleve, når Ruteras og gamle Kirstine Holehus på Skræppedalsvej på klingende fynsk diskuterede, hvad han skulle have for at tage en pakke med
for hende til godsekspeditionen på Ejby Station. Hun havde argumenterne for
gratis transport i orden! ”Det kan da ikke koste noget. Du kører jo turen
alligevel”.
”Så rokker vi så småt”. Det var et af Ruteras yndlingsudtryk. Og
så småt gik det. Han kørte grøn kørsel, før nogen overhovedet havde tænkt på
CO2 emission og sparekørsel. Da jeg gik i gymnasiet i Glamsbjerg, fik jeg om lørdagen
fri klokken 12.00. Os fra Husby, Tanderup og Barløse kørte til gymnasiet med
købmand Thomsen fra Håre og hans folkevognsrugbrød. Om lørdagen kørte Thomsen os hjem
ved 14.30-tiden. Nogle havde biologiforsøg efter kl. 12.00, hvor jeg havde fri.
Så sad jeg som regel et par timer på biblioteket og læste, men en gang imellem,
hvis det var fint vejr, gik jeg fra gymnasiet til Assens-Odense landevejen ved
købmand Kongstad for at tage på stop til Assens. I Assens kunne jeg så tage
med Ruteras hjem til Husby.
Når jeg kom ind på Postgården i Assens, hvor alle omegnens
rutebiler parkerede, lå Ruteras under et slumretæppe og sov på rutebilens
bagsæde. Han startede altid pausen i Assens med at spise og snakke med de andre
chauffører inde på Postgården og tog sig efterfølgende en lur.
Undervejs mod Husby sad jeg oppe foran og snakkede med ham. Så
jeg kunne se speedometeret og hans gearhåndtering. På turen mod Husby kørte vi
ikke på noget tidspunkt over 40 km/t. Ned ad bakkerne blev rutebilen sat i
frigear. ”Så sparer vi på den dyre benzin”, fortalte Ruteras. Det var virkelig
grøn bilkørsel.
I Salbrovad holdt han pause ved bageren. Snakken i bageriet
kunne trække ud. Når han så kom ud, tog han en pose op af lommen og spurgte os
passagerer, om vi ville have et stykke ”brø´sukker”. ”Nå nu må vi hellere rokke
så småt” lød det så, inden vi afgik fra Salbrovad og kørte ind gennem Sandager,
over Emtekær og Sdr. Åby til Husby, hvor jeg stod af.
Anna Lasek og Rasmus ”Ruteras” Jensen
Rasmus Jensen døde 80 år gammel i 1977, mens hans hustru Anna
døde 92 år gammel i 1990. Annas pigeefternavn var Lasek. Hun var født i Bochnia
i Galicien i Polen. De er begge begravet på Husby Kirkegård.
Jeg ved ikke, om Anna er kommet til Danmark som flygtning eller
for at arbejde. Hun har øjensynligt som 24-årig været tjenestepige hos gårdmand Peter
Jensen i Husby i 1922. I september 1923 blev hun gift med den senere "Ruteras", landmand i
Husby Rasmus Jørgen Jensen, søn af gårdmand Jens Peter Jensen, Bjørnekær. Peter
Jensen er nok den samme som Jens Peter Jensen. På tidspunktet for brylluppet er Anna tjenestepige hos baneformand Hans Larsen, Ejby. Rasmus og Anna får en datter, der i Ejby Kirke bliver døbt Mary.
Når jeg tror, at Anna måske kunne have været flygtning, baserer
jeg det alene på, at byen Bochnia i Galicien har ført en omtumlet tilværelse. Under
Første Verdenskrig var der flere gange voldsomme kampe i Galicien. Efter
krigens afslutning i 1918 blev Vest-Galicien en del af den
nye polske stat, mens Øst-Galicien erklærede sig uafhængig.
Østgaliciens uafhængighed blev kun et kort mellemspil præget af mange indbyrdes
kampe mellem de forskellige folkeslag. Efterfølgende blev Øst-Galicien indtaget
af Polen. Måske, men jeg ved det ikke, er Anna kommet i klemme under de mange
kampe og er enten flygtet eller rejst til Danmark.
Datteren Mary flyttede til København for at blive sygeplejeelev.
Den 21. august 1948 blev hun i Husby Kirke gift med stud. mag Håkon Bennike
Madsen, der stammede fra Strandhuse ved Kolding. Mange år efter i 1992 til 1995
var jeg skoleinspektør på Lyshøjskolen i Strandhuse, hvor en fra Bennikefamilien var medlem af skolebestyrelsen.
Ib Hansen, august 2020
