Op ad bakker, ned gennem dale, rundt og til
siden på de små vestfynske biveje fra Postgården i Assens over Husby til Ejby
Station. 47 år. Så længe havde Rasmus "Ruteras" Jensen kørt denne rute. Turene foregik i adstadigt tempo, så både han og hans passagerer kunne
nyde de smukke landskaber, turene gik igennem. Og der var tid til et hold snak
undervejs.
Rasmus Jensen var bedst kendt under navnet Ruteras. Først i
1970´erne stoppede han med at køre sin rutebil efter at have kørt ruten i 47
år. En rute han engang i 1924 eller 1925 havde overtaget efter en Madsen, der et par
år før Ruteras overtagelse havde startet ruten med en 10 personers Ford T.
Ruteras købte snart en større og bedre rutebil. Han skiftede
gennem årene rutebil flere gange. Det var flotte og velvedligeholdte rutebiler,
han holdt sig. Jeg kan endnu se for mig, hvor stolt han var engang, han havde
fået ny rutebil. En flot Bedford.
Rutebilstation og
postekspedition
Gennem mine barne- og ungdomsår har jeg haft mange sjove
oplevelser med Ruteras. Hans ”rutebilstation” i Husby lå ved hans hus på
hjørnet af Storegade og Lillegade, lige over for gården Bjørnekær. Han var bror
til ejeren af Bjørnekær Lars P. Jensen, Jørgen Bjørnekærs far. Det var Ruteras
kone Anna, der bestyrede postekspeditionen fra deres hjem. Når Helge Post på
sin morgentur rundt i sognet havde afleveret postopkrævninger på pakker, skulle
vi efterfølgende, når pakkerne var kommet med rutebilen, op til Anna for at få
pakkerne udleveret.
Ruteras havde ikke megen fritid. Han havde jo ingen chauffører.
Men den sparsomme fritid gik med at plante og skove i det stykke af Husby Hole,
han eller Bjørnekær havde. Hvis han syntes vores lege omme i Holen gik for
vildt for sig, kunne han godt råbe os an. Ellers hørte vi ikke andet til ham
end hans huggen og regeren. Han nød stilheden og det fysiske arbejde efter at
have siddet de mange timer i rutebilen.
Så rokker vi så småt
Da vi begyndte at gå i Ejby Folke- og Realskole, måtte vi det
første år cykle både sommer og vinter. Det var jo ikke obligatorisk at
fortsætte skolegangen ud over Husby Skoles 7. klasse. Da Husby Sognekommune i
1966 blev lagt sammen med Ejby og flere andre sogne i Ejby Storkommune, blev
det indført, at os fra Husby om vinteren kunne køre gratis med Ruteras til Ejby
Station. Hvis det var rigtig dårligt vejr, kunne vi for en 25 øre fra hver
lokke Ruteras til at bryde koncessionsruten og køre os helt op til skolen.
Sjovt var det at opleve, når Ruteras og gamle Kirstine Holehus på Skræppedalsvej på klingende fynsk diskuterede, hvad han skulle have for at tage en pakke med
for hende til godsekspeditionen på Ejby Station. Hun havde argumenterne for
gratis transport i orden! ”Det kan da ikke koste noget. Du kører jo turen
alligevel”.
”Så rokker vi så småt”. Det var et af Ruteras yndlingsudtryk. Og
så småt gik det. Han kørte grøn kørsel, før nogen overhovedet havde tænkt på
CO2 emission og sparekørsel. Da jeg gik i gymnasiet i Glamsbjerg, fik jeg om lørdagen
fri klokken 12.00. Os fra Husby, Tanderup og Barløse kørte til gymnasiet med
købmand Thomsen fra Håre og hans folkevognsrugbrød. Om lørdagen kørte Thomsen os hjem
ved 14.30-tiden. Nogle havde biologiforsøg efter kl. 12.00, hvor jeg havde fri.
Så sad jeg som regel et par timer på biblioteket og læste, men en gang imellem,
hvis det var fint vejr, gik jeg fra gymnasiet til Assens-Odense landevejen ved
købmand Kongstad for at tage på stop til Assens. I Assens kunne jeg så tage
med Ruteras hjem til Husby.
Når jeg kom ind på Postgården i Assens, hvor alle omegnens
rutebiler parkerede, lå Ruteras under et slumretæppe og sov på rutebilens
bagsæde. Han startede altid pausen i Assens med at spise og snakke med de andre
chauffører inde på Postgården og tog sig efterfølgende en lur.
Undervejs mod Husby sad jeg oppe foran og snakkede med ham. Så
jeg kunne se speedometeret og hans gearhåndtering. På turen mod Husby kørte vi
ikke på noget tidspunkt over 40 km/t. Ned ad bakkerne blev rutebilen sat i
frigear. ”Så sparer vi på den dyre benzin”, fortalte Ruteras. Det var virkelig
grøn bilkørsel.
I Salbrovad holdt han pause ved bageren. Snakken i bageriet
kunne trække ud. Når han så kom ud, tog han en pose op af lommen og spurgte os
passagerer, om vi ville have et stykke ”brø´sukker”. ”Nå nu må vi hellere rokke
så småt” lød det så, inden vi afgik fra Salbrovad og kørte ind gennem Sandager,
over Emtekær og Sdr. Åby til Husby, hvor jeg stod af.
Anna Lasek og Rasmus ”Ruteras” Jensen
Rasmus Jensen døde 80 år gammel i 1977, mens hans hustru Anna
døde 92 år gammel i 1990. Annas pigeefternavn var Lasek. Hun var født i Galicien i Polen, cirka 40 kilometer syd for Krakow. De er begge begravet på Husby Kirkegård. Men lad os lige følge Annas historie.
Anna Lasek kom i 1914 som 16-årig fra Galizien i Polen til Danmark for at arbejde i roerne. Hun fik tjeneste hos gårdmand Peter Jensen på "Bjørnekær" i Husby. På grund af verdenskrigens udbrud i sommeren 1914 valgte hun efter roesæsonens afslutning ikke at rejse hjem til Polen, men forblev efterfølgende i mange år som tjenestepige på "Bjørnekær".
Gårdmandens søn den et år yngre Rasmus og Anna blev kærester. I begyndelsen holdt de det sikkert hemmeligt, men det kunne de ikke blive ved med. I november 1922 blev hun gravid. Graviditeten blev efterhånden synlig, og hun flyttede de sidste fire måneder af graviditeten ind hos Rasmus´faster i Ejby. Her fødte hun den 27. juli 1923 en pige, der i Ejby kirke blev døbt Mary. Få måneder efter, den 2. september 1923, blev Anna gift med Rasmus - senere kendt som "Ruteras". Rasmus arbejdede på dette tidspunkt som landmand.
Rasmus led slemt af høfeber, så selv om han var den ældste søn på "Bjørnekær", kunne han ikke overtage gården. Det blev som nævnt hans bror Lars Peter, der overtog efter faderen Peter Jensen. På tidspunktet for brylluppet var Anna tjenestepige hos baneformand Hans Larsen.
PÅ grund af sin høfeber måtte Rasmus finde på noget andet at lave end landbrugsarbejde. I 1925 købte Rasmus og Anna huset på hjørnet af nuværende Storegade og Lillegade. Det var nogenlunde samtidig med, at Rasmus som tidligere nævnt købte en rutebil og etablerede ruten Husby-Ejby-Assens. En rute han drev, lige indtil han gik på pension som 75-årig i 1972.
Anna døde som 92-årig i 1990. Hun ligger begravet sammen med Rasmus på familiegravstedet på Husby Kirkegård, hvor også datteren Mary og svigersønnen Hakon Bennike Madsen ligger begravet.
Datteren Mary flyttede senere til København for at blive sygeplejeelev. Den 21. august 1948 blev hun i Husby Kirke gift med stud. mag Håkon Bennike Madsen, der stammede fra Strandhuse ved Kolding. Mange år efter fra 1992 til 1995 var jeg skoleinspektør på Lyshøjskolen i Strandhuse, hvor en fra Bennikefamilien var medlem af skolebestyrelsen.
Mary Bennike Madsen har i 1993 skrevet en lille artikel "Polsk roearbejderske i Husby" om sin mor Anna født Lasek.
Ib Hansen, august 2020
