Lidt romansk. En stor sjat gotik. Og en snert af barok. En sådan herlig stilhistorisk gryderet kan Husby Kirke på Vestfyn servere, hvis man lægger en udflugt dertil.
Danske og europæiske domkirker har altid optaget mig med deres historiefortællinger og storhed. Og de har betaget mig med deres skønhed og fremvisning af tusindårig stilhistorie inspireret af både maurisk og europæisk byggestil.
Danske og europæiske domkirker har altid optaget mig med deres historiefortællinger og storhed. Og de har betaget mig med deres skønhed og fremvisning af tusindårig stilhistorie inspireret af både maurisk og europæisk byggestil.
Husby Kirke set fra nordøst |
Men en tur til min konfirmationskirke, Husby Kirke på Vestfyn kan også slå mig med beundring og forundring over de 1000 års historie og stilhistorie, vi har liggende lige foran os ikke bare i Husby, men et par tusind steder rundt om i vores smukke land.
Husby Kirke set fra syd med tårn, langhuskor og søndre kapel |
Skib, kor og kapeller i Husby Kirke er opført af tilhuggede granit-marksten og tilført teglsten ved de mange om- og tilbygninger. Dele af Husby Kirkes skib stammer fra en romansk (1150-1250) kirke med kor og apsis opført af granitkvadre. Kirkens romanske granitfont har på kummen fremspringende mandshoveder og spiralornamentik.
I sengotisk tid (1400-1550) blev det romanske kor nedrevet og erstattet med det nuværende langhuskor. Samtidig blev der i munkesten nyopført to kapeller mod nord og syd - det mod syd kom først. De to kapeller er skilt fra skibet ved smedejernsgitre fra 1700-tallet. Over indgangen til det nordre kapel ses grevefamilien Wedells våbenmærker i stuk.
Husby Kirkes romanske døbefont med mandshoveder og spiralornamentik |
Søndre kapel med det smukke smedejernsgitter |
Ligeledes i sengotisk tid opførtes et tårn over skibets vestgavl, ligesom kirken efter den gotiske mode på det tidspunkt fik indbygget krydshvælv i stedet for trælofter.
Husby Kirke med løgkuppel set fra vest. Over indgangsportalen ses grevekronen. Kirken overgik til Husby Sogn i 1990. |
Altertavlen er også sengotisk med figurer, som i nyere tid er stærkt omdannede. I midterfeltet ses Korsfæstelsen, i fløjene og i topstykket ses apostle og helgener.
Husby Kirkes sengotiske altertavle smukt placeret i krydshvælvenes ramme |
På vestpulpituret står et orgelhus fra barokken (1735-1770).
Husby Kirkes orgel |
Så jo, der er masser af skønhed, historie og stilhistorie at opleve i Husby Kirke som i mange af vore andre landsbykirker, selvom alle ikke lige er på niveau med Husby Kirke. Husby Kirke har arkitektonisk nydt godt af, at den efter Reformationen i 1536 blev tilknyttet grevskabet Wedellsborg. Kirken overgik først til sognet i 1990 og den blev gennemrenoveret 2006-07: https://www.youtube.com/watch?v=Mx4R1bFq6vU
Note:
Også storladne arkitektoniske og kunstneriske oplevelser at få ved besøg i danske og franske domkirker og katedraler:
1. http://ih18.blogspot.dk/2016/07/vigtig-viden-vesterude.html
2. http://ih18.blogspot.dk/2016/07/lft-blikket.html
1. http://ih18.blogspot.dk/2016/07/vigtig-viden-vesterude.html
2. http://ih18.blogspot.dk/2016/07/lft-blikket.html