Samtidig med at tiden går og går, og jeg trasker ud mod horisonten, prøver jeg at forstå, hvad det er, der er sket på skoleområdet i min tid og nu til dags, og om udviklingen må anses for at være hensigtsmæssig. Går det frem eller tilbage?
Da jeg gik i skole sidst i 1950´erne, havde jeg i 1. klasse læsebogen "Ole Bole ABC". I øvrigt en fin bog. Humoristisk illustreret af Robert Storm Petersen.
"Ole, se på Uret! - uh, du kommer for sent" stod der på første side. Læsebogen afspejler den pædagogik, der var i højsædet på den tid. Punktlighed. Ro, renlighed og regelmæssighed. Det at kunne holde KÆFT, holde TRIT og holde sig til den af læreren angivne RETNING. Det var den pædagogik og de holdninger, der blev distribueret til eleverne. Evnen til at kunne tilpasse sig denne tankegang, var det vi blev belønnet for.
I forordet til "Ole Bole - ABC" blev der givet følgende anvisning til læreren: "Samtidig med at Bogens egentlige Læsestof gennemgaas, maa der drives planmæssige øvelser, hvorved de nye vanskeligheder overvindes. Eksempler på saadanne øvelser er anvist i Bogen".
Den pædagogiske tilgang og den undervisningsmæssige tilrettelæggelse var mere eller mindre programmeret. Så skulle der ikke anvendes så meget tid til forberedelse og til samtaler med forældre, elever, kolleger og samarbejdspartnere.
Da jeg i starten af 1970´erne gik på lærerseminariet havde vi fag som pædagogik, undervisningslære og psykologi. Vi lærte at gribe undervisningen didaktisk an. Finde ud af, hvad eleverne skulle have ud af undervisningen fagligt såvel som holdningsmæssigt. Overveje og begrunde "hvorfor?" Hvilket stof inden for det enkelte fag, der mest hensigtsmæssigt kunne bruges for at opnå dette. Hvordan undervisningen bedst muligt kunne tilrettelægges under hensyntagen til de aktuelle elevers forudsætninger fagligt, socialt og psykologisk. Altså en helt anden tilgang end "Ole Bole" tilgangen fra min egen skoletid. Lærerprofessionen, lærerpersonligheden, fagene og de aktuelle elever i samspil for fuld udblæsning.
Nu til dags kan man se reklamer for forlagsudarbejdede årsplaner i de enkelte fag med på forhånd fastlagte konkrete læringsmål og med salgstale om, at læreren skal udføre et minimum af fagligt didaktisk arbejde. Her er et eksempel fra danskfaget: "Årsplanerne er opbygget efter Fælles Mål, og der er konkrete læringsmål på alle forløbene. Det gør det let for dig at arbejde med målstyret undervisning. Det betyder også, at du kan bygge din undervisning op udelukkende ud fra årsplanerne." Men hvad med den konkrete lærers konkrete aktuelle elever? Enkeltindivider med hver deres personlighed og baggrund såvel fagligt som psykosocialt.
Med andre ord. Lærerne presses tilbage til "Ole Bole pædagogikken". Eller rettere Ole Bole tidens mangel på pædagogik og hensyntagen til den enkelte elev og klasse.
Forlagsmaterialet med årsplaner og læringsmål siges at være meget populært hos lærerne, der er presset i bund som følge af den mangel på forberedelsestid, der er resultatet af folketingsindgrebet i lærernes overenskomst. Meget forståeligt, at de vælger denne løsning. Men er det fremgang? Er folkeskolen på vej frem eller tilbage?
