Julens klassiske sange klinger allerede fra november i
TV og radio og i butikkerne. Hvert år sender sangene mig tilbage i
tiden.
”Lad
alle mine drømme blive virkelighed”
Jeg drømmer om en hvid jul, hvor alle mine ønsker bliver
opfyldt. Fred i verden. Styr på den menneskeskabte del af klimaforandringerne.
Genopretning og styrkelse af naturens mangfoldighed. Gensidig respekt og
tolerance mellem mennesker.
Men jeg drømmer mig også tilbage til min barndoms
juletid for omkring 60 år siden i barndomslandet i Husby. Når tankerne flyver
tilbage til barndommen oplever jeg altid en hvid jul. Et hvidt landskab,
frostklar luft og knitrende sne. En hvid jul, der indrammer julens mange
glæder og traditioner.
I fantasiens nostalgiske tilbageblik hører jeg på lang,
lang afstand bjældeklang over det tyste, snehvide landskab omkring
Skræppedalen. Først næsten uhørligt nede fra Hygindkanten. Så tydeligt tæt på
op ad Skræppedalsbanken mod Husby Kirke, hvorefter bjældeklangen igen gradvis
klinger af på vejen mod Wedellsborg.
"Bjældeklang,
bjældeklang over vej og sti."
Når vi på Skræppedalsvej op mod juletid i det fjerne
hørte bjældeklangen, var det med at komme ud til vejen. Det var nemlig et
ualmindelig flot syn, når Wedellsborgs kane forspændt et spand flotte heste kom
glidende forbi, mens bjælderne på seletøjet i den frostklare luft ringlede til
hver en bevægelse, hestene gjorde. Hvis det var snevejr op mod jul – og det var
det jo som sagt altid, når vi husker tilbage på vores barndom, - så blev
Wedellsborgs julegæster afhentet i kane fra Ejby Station. Om Karen Blixen har
været med i kanen ved jeg ikke, men hun holdt ofte jul på Wedellsborg, og nogle
af vores kammerater med forældre ansat på godset har oplevet, at hun læste julehistorier op
for dem.
Men snevejret trak også andre spændende hestespand ud på
vejene. Maskinstationsejer Carl Ellegårds søn Jens fra Lillegade ryddede
snesjap af vejene ved hjælp af et hestespand, der var spændt for en stor
kileformet træsneplov.
Slagtemåned
Jo, jo der var mange vinterglæder op mod jul. Det hele
startede med Slagtemåneden, november måned. Næsten alle i landsbyerne rundt om
på Wedellsborghalvøen holdt fedesvin, også os der boede i hus.
Julegrisen var så vigtig en formue, at der var lavet en ”Grisekasse”, en lokal
gensidig forsikringsordning, så man kunne få hjælp, hvis ens gris døde før tid.
Grisen skulle slagtes og laves til julesul. Sylte,
medister, flæskesteg, rullepølse, blodpølse, fedtegrever og meget mere. Hjemme
hos os havde vi de første år ikke fryseboks, så slagtningen måtte vente til
temperaturen var så lav, at kødvarerne kunne holde sig i kælderen pakket ind i
salt i saltkarret. Sådan var det mange steder ud over landet. I november var
temperaturen passende, og der blev slagtet alle vegne, derfor navnet
Slagtemåned.
Slagtedagen som optakten til julen står stærkt i min erindring. Det var et værre hus, når hjemmeslagteren kom. Først skulle der koges
vand i gruekedlen. Så blev grisen under skrig og skrål slæbt
ud på gårdspladsen. Her blev den "slået for panden" med en
boltpistol. Så stukket i halsen, så blodet sprøjtede og siden hængt på en stige
og sprættet op, så indvoldene kunne fjernes. Indvoldene blev lagt ud i skoven, som vi boede fem meter fra. Så kunne de vilde dyr og skovens fugle også mærke, det snart var jul. Til sidst hjalp hjemmeslagteren
mor med de mere komplicerede ting som at lave medisterpølse og presse fedtslag
til rullepølse.
Julens
Glæde
En anden stor dag i november måned var, når årets saldo
fra Julens Glæde blev udbetalt. Det var de penge vores forældre havde indbetalt
til den lokale spareforening i løbet af året. Lokale spareforeninger blev
oprettet over hele landet i slutningen af 1800-tallet under navnet Julens Glæde.
Sådan en forening havde vi endnu i min barndom i 1950´erne og 1960´erne også i Husby. Når sparepengene fra Julens Glæde
blev udbetalt, vidste vi, at der også det år var penge til julegaver. Det var
der for øvrigt i alle årene.
Julegaverne ønskede vi os ud mest fra katalogerne fra
Daells Varehus og Sommers Magasiner. Mor udfyldte i hemmelighed bestillingslisterne og sendte dem ind. Så kunne vi bare afvente, at årets julepakker blev tilsendt pr. efterkrav. Det var en stor dag, når Helge Post en dag midt i december kom ind med opkrævningen på årets julepakker. Så kunne vi efterfølgende afhente
pakkerne fra postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og
Lillegade. Pakkerne blev vendt og drejet og befølt på vejen hjem fra Anna Rute
Ras, der stod for udleveringen af postpakker. Var det bløde eller hårde pakker? -
Bløde pakker rummede for eksempel sokker, underbukser og skjorter. Ting, som vi
mente, at "vi jo skulle have alligevel". Det vidste vores forældre
godt. Vi havde dengang ingen klar forestilling om, hvor små pengene var,
men glædede os blot over, at selv om der ind i mellem var bløde pakker, sørgede
vores forældre for, at de hårde pakker altid var flest. Vores
forældre var påholdende folk, der selv om midlerne var små ønskede, at deres tre drenge aldrig skulle mangle noget.
Slagtemåneden november måned var en måned, hvor
forventningerne om den kommende jul virkelig blev skærpet.
Jagttid
Tiden op mod jul var også jagttid. Vi
Husbydrenge havde i jagtsæsonen en særlig opgave, som vi dengang anså for at
være en stor fordel. Forud for de store klapjagter på Wedellsborg og på Fønsskov ringede
overjægermesteren på Wedellsborg til førstelærer Andersen i Husby Skole med besked om, at de
store drenge fra skolen skulle møde på godset som klappere en af de
efterfølgende dage. Vi fik så besked fra lærer Andersen om dette. Der var ikke
noget med, at vi skulle spørge hjemme eller have seddel med hjemmefra.
Under klapjagten var vi under kommando af
overjægermester Knarreborg og hans håndgangne mænd som for eksempel skytte
Hansen på Wedellsborg og skytte Skæg (jeg husker ikke hans rigtige navn) på
Fønsskov eller nogle af skovfogederne. I jægernes frokostpause havde vi kampe
med drengene fra de andre skoler, blandt andet drengene fra Føns Skole. Kampene
blev udkæmpet med klapperstokkene. Det var ikke rart at få et slag over
fingrene med en klapperstok, men vi havde en sjov dag, hvor vi til belønning
fik sodavand, wienerbrød og en to- eller femkrone. Så måtte vi også tage det ubehagelige med som for eksempel at løfte skamskudte harer op ved ørerne og udfri dem af deres pinsler ved at slå dem ihjel med et kraftigt slag af vores klapperstok bag ørerne.
Snemand
Frost
Jo længere vi kom hen i december. Jo mere steg
spændingen om den tilstundende jul. Men vi havde da heldigvis mange ting at
adsprede os med. Som sagt føles det nu, som om der altid var sne og vinter.
Vinteren, frosten og sneen affødte en del mere eller
mindre muntre oplevelser. Den eneste gang jeg har siddet efter i Husby Skole
var affødt af snevejret. Engang var vi en større gruppe drenge, der stod og
snakkede for enden af skolegården, ude ved vejen. Førstelærer Andersen var i
færd med at feje sne væk fra fliserne ved skolens ladelænge. En af
drengene fik den ulyksalige ide at kaste en snebold op på taget ovenover lærer
Andersen. Det fik en lavine af sne fra taget til at falde ned over ham.
Det brød han sig mildt sagt ikke om. Da ingen ville vedgå sig kastet eller
fortælle, hvem der havde kastet, kom hele gruppen af drenge til at sidde efter.
Efter skoletid var der masser af vinterudfoldelser at
gøre. Nogen løb på skøjter på bugten ved Sdr. Åby. Lærerne kunne med kikkert
se, hvor langt skøjteløberne løb ud. Hvis de syntes, nogen løb for langt ud, fik
klasserne næste dag ikke-kammeratlige samtaler om, hvilke sikkerhedsregler der
skulle overholdes, når man skøjtede på bugten. Det var meget ansvarligt af
lærerne. Men dengang syntes vi, de ikke skulle blande sig i, hvad vi lavede i
fritiden.
Os der boede tæt på Husby Mose og Holen havde andre
muligheder. Der var ingen højvandsklap i Moserenden dengang, så når der var
højvande i Tybrind Vig, steg vandet også inde i Husby Mose. Når
oversvømmelsesvandet frøs til is, havde vi nogle spændende skøjtebaner. Nogen
gange lå isen nemlig i flere niveauer, fordi vandet under isen igen havde
trukket sig tilbage ved lavvande. Vi kunne også løbe på skøjter på
vandingshullerne på engene omme i Holen. Det gjorde vi, selv om isen brækkede
og fik store revner, når det var midlertidigt tøvejr. Engang var jeg så uheldig
at falde i, så jeg blev drivvåd. Det gav godt nok skæld ud af en forskrækket
mor, da jeg efter at have løbet den halve kilometer hjem måtte præsentere mig
for hende iført ispanser.
Omme i Holen havde vi verdens bedste kælkebakke. Det var
den lange stejle smalle mark, der forbinder Jørgen Sognefogeds to græsmarker –
engen og den lille græsmark ovenfor skoven, lige under hvor Holegårdens
vindmølle nu står. Her kunne vi rigtig få fart på slæderne, når vi lå på maven
eller ryggen. Sikken nogle rutsjeture vi fik ud over slæderne, når vi
uforvarende kom til at glide ind i et dybfrossent muldvarpeskud.
Hvem
ringer klokkerne for?
Dengang fik vi først armbåndsur, når vi var blevet
konfirmerede. Men selv om vi ikke havde ur på, vidste vi altid, hvornår vi skulle
hjem og spise. I den frostklare luft lød Husby Kirkes klokker nemlig helt tæt
på, når aftenen blev ringet ind. Så vidste vi, at vi skulle hjem.
I skolen var der et langt tilløb til julen.
Forberedelserne begyndte allerede i november. Førstelærer Andersen uddelte
bestillingssedler til julebøger fra Grønvald Fynbos Forlag. Vi tog sedlen med
hjem og afkrydsede sammen med vores forældre de julehæfter, vi gerne ville
købe. Som minimum bestilte vi altid "Ved Julelampens Skær" og
"Historiebogen. Børnenes Julebog". Op mod jul udleverede lærer
Andersen så julehæfterne til os. Måske var det samme dag, fru Andersen kom ind
fra privaten og hjalp os med at flette julestjerner og klippe julehjerter. En helt anderledes skoledag hvor vi havde lys, gran og slik med i skole!
Det var rigtig populært, når fru Andersen hjalp os med
at lave julepynt. Den dag i dag kan jeg stadig klippe og flette julehjerter.
Så blev
det endelig jul
Familien Hansen. Nina, Ib, Bo, Leif, Peter. Omkring 1960 |
Her mange år efter er det faktisk juletræsfesterne i
Husby forsamlingshus, der står stærkest i erindringen om jul og vinter.
Julen sluttede hvert år med skolens store juletræsfest
fjerde juledag. Jeg husker specielt et år først i tresserne, hvor nogle af de
store piger i syvende klasse vakte en del furore, da de dansede twist til nogle
af de moderne tiders nye twist and shout hits. Ja, og så var det jo i 1962, vi
begyndte at høre Beatles, da de udsendte deres første plade ”Love me do”. Den
indvarslede de moderne tider, der desværre førte til Husby Skoles endeligt. Det var dog ikke musikkens skyld, men afvandringen fra landet!
Vi var også til fagforeningens juletræsfest en af
juledagene. Ved denne årets sidste juletræsfest blev Forsamlingshusets juletræ
plyndret. Når træet skulle ud i gården for at give plads til dansen, trak
børnene i den ene ende af træet og de voksne mænd i den anden ende. Jeg husker
det, som om børnene altid vandt. Men vi havde jo også fået gode kræfter af de
omfangsrige godteposer, der hørte med til en god juletræsfest. Skolen startede
hvert år igen efter jul og nytår på Hellig Tre Kongers Dag den 6. januar.
Dejligt at have gode minder at hygge sig med her i årets
mørkeste tid. Et godt juleønske kunne
derfor være, at alle verdens børn hver på deres sted og i hver deres tid får
tilsvarende gode minder, der senere i deres liv kan varme og lysne deres
tilværelse.