tirsdag den 3. maj 2016

Bramdrup og Bramdrupdam

LANDSBYEN LEVER
Mandag aften den 2. maj 2016 blev brugt på en dejlig aftentur i centrum af Bramdrup. Turen var arrangeret af Lokalhistorisk Forening for Bramdrupdam.
Man skal være lokalkendt og nok også lidt historisk interesseret for at vide, at det, vi i daglig tale kalder Bramdrupdam, i virkeligheden består af to bydele.
Den nye bydel er Bramdrupdam langs Vejlevej, der er den gamle hovedvej mellem Kolding og Vejle. Det er stationsbyen med Egtvedbanens banegård og trinbrættet til Troldhedebanen. Det store kryds, hvor to jernbaner og en hovedlandevej krydsede hinanden. Her ligger dammen, kroen, det tidligere mejeri, det tidligere kommunekontor, den gamle brugs og mange andre tidligere forretninger og virksomheder.
Den gamle bydel er Bramdrup landsby centreret om landsbyforten foran kirken. Her ligger den gamle skole, den gamle smedje, resterne af smededammen, det tidligere karetmagerværksted, øvelseshuset, den gamle store gård, Kringsgården og kirken. Det er her den egentlige landsby Bramdrup ligger og har givet navn til det sogn som både Bramdrupdam og Bramdrup ligger i, nemlig Nr. Bramdrup Sogn i Brusk Herred. Som mange andre byer i Danmark består byen af en ny stationsby og lidt derfra en gammel landsby.

Ved aftenens arrangement fortalte dygtige lokale folk om de forskellige funktioner, der var i bygningerne omkring fortepladsen i gamle dage. Mange af bygningerne ligger der heldigvis endnu rundt om landsbyens fælles plads. En rigtig interessant, spændende og inspirerende aften i hyggeligt selskab blev afsluttet med kaffe, hjemmebag og lokalhistoriske diskussioner i sognehuset. Desværre ser det ud til, at foreningen må nedlægges, da det ikke er muligt at skaffe bestyrelsesmedlemmer.