Fra Inger Christensens digtsamling ”Det”:
Et samfund kan være så stenet,
At alt er en eneste blok,
Og indbyggermassen så benet,
At livet er gået i chok.
Og hjertet er helt i skygge,
Og hjertet er næsten hørt op,
Til nogen begynder at bygge,
En by der er blød som en krop.
Digtet indgik i tidligere biskop Kjeld Holms mindetale ved Anker Jørgensens bisættelse i dag.
Som et produkt af tidligere tiders socialdemokratiske idealer om, at uddannelse og almen dannelse skal være med til at bryde den negative sociale arv, giver en dag som idag i skæret af minderne om Anker Jørgensens tid som formand for Socialdemokratiet anledning til, at jeg gør mig mange tanker.
Min morfar havde mange børn og få penge. Min farfar havde mange børn og få penge. Der var ikke pengemæssig arv af nogen betydning til deres arvinger. Men begge videregav et godt råd til deres børn. Stem på Socialdemokratiet, det tjener jer bedst. Nogen fulgte rådet. Flere gjorde ikke.
Mine forældre var glødende socialdemokrater. De havde tre sønner, masser af knokkelarbejde og ejede et lille landarbejderhus, som løbende blev forbedret. Vi manglede aldrig føde eller klæder, men der var ikke noget at slå til Søren med. Arbejdsløshed, ulykke og sygdom kunne nemt have fået hele korthuset til at vælte. Det skete så heldigvis ikke, hvorfor vi havde en god og tryg barndom.
Mine forældre levede efter den socialdemokratiske devise om "at gøre sin pligt og kræve sin ret". De tilsluttede sig Socialdemokratiets tanker om, at uddannelse og almen dannelse skulle være med til at bryde den negative sociale arv og skabe større retfærdighed i samfundet. Derfor knoklede de hårdt, så deres tre sønner kunne få en tryg barndom og en videregående uddannelse. Af de sparsomme midler blev der gennem Forlaget Fremad købt bøger og opslagsværker til støtte for vores skolegang. Vi opnåede alle tre at få en videregående uddannelse og gode job. De gav også det efter deres mening gode råd videre, at vi skulle stemme på Socialdemokratiet. Det gjorde så nogen af os. Andre gjorde ikke. Det ændrede sig også lidt frem og tilbage over tid, efterhånden som Socialdemokratiet ændrede sig.
Når nu Anker Jørgensen berettiget er blevet rost og hyldet i forhold til tankegangen om, at fællesskabet er til for og nødvendigt for, at det enkelte individ får det bedst muligt i livet, falder tankerne selvfølgelig på, hvem der i nutiden kan bringe den fakkel videre. Flammerne fra Borgbjergs m.fl. "Socialdemokratiets århundrede" og Poul Hansens m.fl. "En bygning vi rejser"?
Hvem kan skabe et fællesskab, der sikrer det enkelte individ bedst mulige levevilkår? Hvem kan sikre, at den negative sociale arv i sundhed, i udddannelse, på arbejdsmarkedet m.v. i højere grad minimeres. Hvem kan sikre, at uddannelse og almen dannelse fortsat ses som et middel til at skabe et mere vidende, mere tolerant og mere retfærdigt samfund?
Anker Jørgensens død og begravelse sætter tankerne i gang om disse store spørgsmål. En stor mand er ikke mere. En mand af folket. For folket. Stor respekt om hans indsats og hans minde.
