Kommunen vil bruge 12
millioner kroner på at forandre Troldhedestien. Og det er blot første etape.
Ved Skovløberhuset skal
der etableres nyt byggeri. Et overdækket støttepunkt med depot til løbeklub,
pumpe til cyklister, opladestation til elcykler og nye toiletter.
Ude midt på den fugtige
eng foran Skovløberhuset skal der anlægges et stort trædæk på 230 kvadratmeter.
På trædækket skal der være madterrasse, udekøkken, grill, krydderikasser og picnicbord.
Hele vejen fra Kolding til
Ferup skal der flere andre steder langs Troldhedestien etableres nye anlæg.
Mellem Dybvadbro og Ferup er der allerede langs stien rejst et større antal
massive fitnessklodser i beton til brug for dem, der ikke måtte kunne nøjes med
den motion og lise for sjælen, det giver at bevæge sig gennem det skønne
kulturlandskab med de smukke dale og stejle bakker, der nok kan give sved på
kroppen.
I alt vil kommunen som
nævnt i en første fase mellem Kolding og Bramdrupdam bruge yderligere 12
millioner kroner på transformation af det stille unikke skønne oplevelsesrige
naturlandskab og det fortællende kulturhistoriske stiforløb.
Ved Skovløberhuset har man
indtil nu på alle årstider kunnet nyde årstidernes skiften i ly af bakkerne langt
fra hverdagens larm, uro, stress og jag. En vandre- eller cykeltur her er
balsam for sjæl og krop. Det gule tæppe af ranunkler, der i foråret dækker
engen, hvor der nu skal etableres et stort trædæk. Mosekonen der brygger i dalen.
Efterårets mange farver. Vinterens hvide dække af rimfrost. Det
kulturhistoriske Skovløberhus der var trinbræt på Troldhedebanen indtil 1968.
Her er der allerede gennem mange år diskret i ly af skovens bladhang placeret
en bålhytte, borde og bænke, ligesom der er toiletter.
Jeg vil komme til at savne
dette uprætentiøse og prunkløse fristed med dets ro, enkelhed og inspiration til den historiske
fantasi og tilbageblik.