Ophidsede stemmer viderebragte med en hastighed som en susende iskold polarvind nyhederne fra mund til øre i frikvartererne i Husby Skole. I timerne kiggede de, der var så heldige at have klasseværelser ud mod vejen og dermed udsigt over Lillebælt, mod Bågø, hvor to drenge fra Husby og Tanderup skoler nu var blev afskåret fra at vende tilbage til skolegangen. Tankerne kredsede om de to, der på den ene side nu var spærrede inde på Bågø og på den anden side kunne nyde friheden og den smukke vinternatur på Bågø, fri for skolens forpligtelser. Ikke at det gjorde de pågældende noget, men lærerne og forældrene havde nok gerne set, at de kunne komme i skole.
Det var i den store isvinter 1962-63. Drengene var gået ud fra Sønder Åby for at gå over det tilfrosne Lillebælt for at besøge den ene drengs morforældre på Bågø. Øen var i den iskolde vinter blevet landfast med Fyn. Det gik fint nok med at komme over isen, men efterfølgende sejlede nogle isbrydende skibe op gennem sejlrenden mellem Bågø og Fyn. Derfor gik der flere uger, inden drengene kunne vende tilbage til dagligdagen og skolegangen i Tanderup og Husby skoler.
Det var en vinter, der betød anderledes hverdage for os alle sammen. Vi kunne skøjte, kælke og slås med sne. Fuglene på bugten ved Sønder Åby havde stort besvær med at finde føde. Det satte gang i en indsamling i sognet af brød, spildkorn og afrensede frø fra gårdenes tærskeværker. Korn og brød blev i sække samlet på skolen og efterfølgende lagt ud på den tilfrosne bugt, så svømme- og vadefugle kunne få noget føde, der kunne give dem varme og energi til at modstå kulden.
I skolen gav det aktuelle vintervejr anledning til at fortælle om dengang i januar 1658, da svenskekongen gik over isen fra Hejlsminde og gik i land inde i Tybrind Bugten. Hjemme på Skræppedalsvej blev vi fortalt historier om nogle andre gange i mands minde, hvor Lillebælt var frosset til. Vi havde nemlig i nogle dage Kristian Brandsø på besøg for at lave småreparationer. Kristian Brandsø havde evner i det at arbejde med træ. Han var ikke uddannet, men selvlært. Når man havde levet på en ø, var der mange ting, man selv måtte klare og lære sig.
Når Kristian skulle lave noget hjemme indebar det også, at vi havde ham på fuld kost. Ved måltiderne gav han sig god tid til at fortælle om sine mange oplevelser, blandt andet fra den tid hvor han havde arbejdet på Brandsø. Han kunne berette om, hvordan mælken i de strenge isvintre først i 1940´erne fra Bågø og Brandsø blev transporteret over Lillebælt med isslæde, bil og sågar med motorcykel. Når bæltet i flere måneder var frosset til, blev der sat riskoste op på isen, så det var muligt at finde vej fra Fyn til Bågø, Brandsø, Årø og den sønderjyske kyst.
Kristian Brandsø var god til at dramatisere sine fortællinger og krydrede med begivenheder, der kunne få os til at gyse, for eksempel historien om dengang tre mænd fra Bågø efter at have bragt mælk på slæde over isen til mejeriet i Assens på tilbagevejen faldt i en strømvåge i isen og druknede. Så løb iskolde gys gennem vore rygge ved tanken om, hvad der kunne være sket de drenge, der havde vovet sig over isen til Bågø.
Kristian Brandsøs fortællinger blev vi mindet om i mange år efter, når vi gik op til drengeværelserne på loftet. Det var hans gelænder, vi holdt fast i, når vi gik op ad den stejle trappe. Og det var hans loftslem, vi kunne lukke af med ned til trapperummet. Hvor er det dog en stor rigdom i sin barndom at have mødt mange forskellige voksne, der altid var gode for en fængende fortælling, og som gerne også inddrog os drenge. Det er en rigdom at bære med sig.
