onsdag den 11. oktober 2023

Muddergespenstet


"Hvordan er det dog, du ser ud Ib."

Min onkel Valter kigge vantro på det muddergespenst, der stod foran ham ved bagdøren til vores barndomshjem på Skræppedalsvej i Husby.

Men det var slet ikke mig, der stod foran onkel Valter. Det var vores skolekammerat Keld fra Hygind. Han var så dækket af mudder, at han ikke var til at genkende.

Det var en varm julidag. Vi havde huset fuld af gæster. Det var nemlig den 4. juli, hvor både min mor, far og jeg havde fødselsdag. Det kunne ikke forhindre os i at lege, som vi altid gjorde. Denne dag var det på engen og mosen lige neden for vores barndomshjem. Men vi skal lige have sendt Keld hjem, inden jeg går videre med historien.

Valter tog en vandslange og spulerede Keld ren, inden han bad ham stige på sin lille blå cykel for at hjule ned til hans hjem i Hygind. Her stod den nok på skæld ud. Skæld ud med baggrund i lige dele ærgrelse over tøjets beskaffenhed og bekymring over, hvad der i værste fald kunne være sket med Keld. Men hvordan var Keld blevet forvandlet til et muddergespenst?

Indtoget i Ditmarsken

Jeg tror, vi lige havde forladt tredje klasse. Lige inden sommerferien havde vi i historie hørt lærer Tagesen fortælle malende om kong Hans´s felttog ind i Ditmarsken i år 1500. Kong Hans ville sætte ditmarskerne på plads, så de underlagde sig ham som hertug af Holsten.

Det gik mildest talt ikke godt. Ditmarskerne åbnede sluserne til Vesterhavet, så afvandingsgrøfterne blev fyldt med vand. Den danske hær blev angrebet og knust af blot 500 marskbønder. Marskbønderne angreb danskerne ved at bruge springstave, så de kunne springe hen over de dybe grøfter og komme bag på danskerne. 

Den historie, synes vi, var dramatisk og spændende. Den kampteknik måtte vi prøve. Vi havde jo Husby Mose med Mosebækken blot nogle få hundrede meter fra vores hjem. Selv om lærer Tagesen på fortrinlig vis havde udmalet kampene, var der dog en lille detalje, han havde glemt at omtale, eller som vi ikke havde lagt mærke til. Denne glemte detalje skulle vise sig fatal for Keld.

På tværs

"Kom nu Keld. Spring over på den anden side af Mosebækken!"

" Vi skal have omgået den danske konges lejede landsknægte."

Det lod Keld sig ikke sige mange gange. Han tog en af de springstave, vi havde lavet af tykke, lange, lige hasselgrene fra Holeskoven. Satte den ud midt i Mosebækken. Satte af fra den ene bred for at komme over på den anden bred. Bækken var nærmest en skidtrende med spildevand. Ude midt i bækken satte staven sig fast i lodret stilling og gled gennem dyndet dybere og dybere nedad. Keld blev hængende midt i ingenting, midt mellem de to bredder. Og snart var han fra top til tå helt dækket af mudderbækkens pløre. Staven manglede det tværbræt forneden, ditmarskerne havde på deres springstave!

Det var detaljen, vi havde glemt. Heldigvis for os andre, var Keld den første, der afprøvede springstaven. Og blev til et muddergespenst, som vi da heldigvis fik reddet i land.

Men hold da op, hvor lærer Tagesen kunne fortælle levende om Danmarks historie. Hans fortælling kunne sætte vores fantasi i gang. Fortælling og fantasi er gode læringsredskaber. Vi har aldrig glemt kong Hans´s indtog i Ditmarsken år 1500.

Ib Hansen 11. oktober 2023