 |
Lille og tilsyneladende ubetydelig. Pludselig lå den der, lige foran snuden på mine vandrestøvler. Wauw! ”Tag mig med”, nærmest råbte den til mig.
70 millioner år gammel flint. Tilvirket til et våben for 7000 år siden. Strømlinet, spids og skarp. Og med tilvirkningsmærker fra våbensmedens tryk på den sprøde flint. En pilespids der taler til mig og fortæller om de mennesker, der levede og jagede ved min barndoms kyster ved Tybrind Vig på Vestfyn. Ud over våben og flintredskaber er der også fundet skeletter, både og redskaber på bunden af Tybrind Vig.
Et pilespidsfund er ikke noget unikt eller overraskende. Slet ikke her på bredden af Tybrind Vig. En af mine fætre har gennem tiden fundet masser af opskyllede efterladenskaber fra den boplads fra Ertebølletiden, der nu ligger på bunden af vigen nogle hundrede meter fra kysten. Men lige spændende er det hver gang at finde noget, der fortæller om mennesker og deres kamp for tilværelsen op gennem tiderne. Tænk at holde noget i hånden, som er tilvirket af et menneske for omkring 7000 år siden. Et menneske som også har bevæget sig rundt i det landskab, jeg nu vandrer rundt i.
 |
| Skelet fundet på bunden af Tybrind Vig |
Gennem tiden har sten givet mig mange oplevelser både her og hisset. I det følgende vil jeg i nogenlunde historisk kronologisk orden fortælle om nogle af mine største oplevelser med sten. Sten der har stimuleret min historiske fantasi, indlevelsesevne og nysgerrighed på, hvordan mennesker gennem tiderne har levet af og med naturen og samtidig har sat sig konkrete kulturelle aftryk.
Forvandle de hårde sten til brød og ånd
Jeg startede med at fortælle om en omkring 7000 år gammel sten fra hjemlandets kyst. En kyst, hvor Ertebøllefolket jagede og fiskede for at skaffe sig det daglige brød.
Nu går vi længere frem i historien til Kreta til tiden fra for omkring 4000 år siden. På den tid var den minoiske middelhavskultur på sit højdepunkt. Det er lige, så de små hår rejser sig på armene, når jeg tænker på den unikke fornemmelse, det var, da jeg i en sommerferie gik rundt i stenresterne efter kong Minos´ palads i Knossos på Kreta. Legenden om sagnuhyret Minotauros kom virkelig til at stå lyslevende, mens jeg vandrede mellem paladsets sten.
Knossos var det politiske centrum for den minoiske rige kultur fra for cirka 5.100 år siden og frem til for cirka 3.500 år siden. Men så eksploderede vulkanøen Thera, og området omkring Kreta blev ramt af en række naturkatastrofer. Ulykkerne gav det minoiske rige et uopretteligt knæk, og riget gik hurtigt under. Thera var oldtidens navn for den ø, der i dag hedder Santorini. Vulkanudbruddet på Santorini får mig altid til at tænke på den bibelske fortælling om Ægyptens 10 plager.
Moderne forskning har nemlig efterhånden påvist eller sandsynliggjort, at mange af de 10 bibelske plager, der ramte Egypten for omkring 3500 år siden muligvis har en naturvidenskabelig forklaring. Nogle forskere har konkluderet, at der cirka 1665 år før Kristus fandt et stort vulkanudbrud sted på den græske ø Santorini, der ligger 400 km nord for Egypten. Da vulkanen Thera gik i udbrud, skete der som nævnt en stor eksplosion. Vulkansk aske og pimpsten blev spyet ud i atmosfæren. Fra Santorini bragte en nordvestenvind efter denne teori sandsynligvis asken ned til Egypten, hvor den blokerede for sollyset og skabte det mørke, som israelitterne mente var Guds 9. plage.
Et andet vulkanudbrud, der fik afgørende betydning for aflivningen af en blomstrende kultur, var Vesuvs udbrud i år 79 efter Kristus. Pompeji og flere andre byer blev dækket af tykke lag af aske og sten. Efterfølgende har udgravningerne i Pompeji givet os mulighed for at gå rundt i byen og få ”et fastfrossent indblik” i borgernes dagligliv, kulturliv og religiøse liv. Selv om det nu er over 40 år siden, jeg har gået gennem Pompejis brostensbelagte gader og langs byens stenhuse, kan jeg få helt kuldegysninger af at tænke på, hvor spændende det var at besøge denne gamle oldtids- og kulturby.
Anråbelse om hjælp fra højere magter
Med beskrivelsen af besøget i Pompeji kom jeg til at gå lidt for langt frem i tid. Så tilbage på det kronologiske spor.
Menneskene har altid over alt i verden og til alle tider levet i pagt med naturen. Været afhængig af naturen. I den forbindelse kommer jeg til at tænke på en tidlig formiddag omkring 1970, hvor jeg i dagens tidlige lys stod målløs og kiggede udover kalkstensplateauet Salisbury Plain i det sydvestlige England. Det var Stonehenge, jeg kiggede over mod. Sammen med en interrailkammerat var jeg på vej hen for at besøge dette unikke fortidsminde. Efter togturen til London tomlede vi rundt i Sydengland og var stået af et lift, der havde bragt os fra et Youth Hostel i domkirkebyen Winchester ud på Salisbury Plain.
Førsteindtrykket af de mægtige i modlyset mørke himmelstræbende sten er uudsletteligt prentet i min hukommelse. Ved dette mit første besøg ved Stonehenge var der ikke megen turist tingel tangel over stedet. Vi kunne gå rundt mellem de kæmpemæssige sten og klappe på dem. Imens kunne vi tænke på de druider, der blandt de tonstunge op til fire meter høje sten har anråbt de højere magter om at støtte og styrke deres folk. De anråbte først og fremmest den livgivende sol om vedblivende at fortsætte sin daglige tur over himlen i stadig større og varmere cirkler til gavn for årets vækst.
Stonehenge har en lang og kompliceret bygningshistorie. Først blev der for cirka 5000 år siden opført en vold og gravet en voldgrav. Indenfor blev der rejst en cirkel af træpæle. For cirka 4500 år siden blev anlægget så udbygget med et kæmpe stenanlæg. Fra Wales blev 82 blålige 4 ton tunge diabassten slæbt og flådet til Stonehenge, hvor de blev rejst i den dobbeltcirkel, som kan ses endnu.
Mit seneste besøg ved Stonehenge mange år efter sammen med min kone var også en stor oplevelse. Men slet ikke på samme niveau som første gang. Det var, som om al turisthalløjet, kioskerne om end nedgravede og særlig afspærringerne gjorde hele det fantastiske anlæg mindre. Men stenene fortæller fortsat fantastisk historie.
En civilisationens vugge
Som indledning til mit sidste studieår tog jeg midt på sommeren 1974 på rejse i Ægypten. Det sidste studieår var afsat til, at vi kunne gøre vore linjefag færdige. Jeg havde geografi og historie som linjefag, så Ægypten var et velvalgt rejsemål.
I Ægypten oplevede jeg at blive ”tiltalt” af sten her og der og alle vegne. Sten bearbejdede til åndelige formål. Og sten med praktiske funktioner, som stenene i den dengang blot 4 år gamle Aswandæmning. Sikken oplevelse at stå inde midt i denne monumentale stendæmning, mens Nilens tunge vandmasser buldrede gennem vandkraftværkets turbiner, der skaber energi til det fattige land. Aswandæmningen er bygget af sten og ler. Stenene alene udgør, hvad der svarer til 17 store pyramider.
Min tur i 1974 foregik med passende stop undervejs med tog gennem Nildalen fra Cairo til Aswan. Undervejs besøgte jeg Sfinksen og pyramiderne i Giza bygget for omkring 4.500 år siden. Ved dette mit første besøg i Giza var jeg ikke inde i en pyramide. Det rådede jeg bod på mange år senere.
På vejen syd over fra Cairo besøgte jeg også den gamle hovedstad Memphis. Memphis ligger i Nildeltaets sydligste spids. Her ligger denne hovedstads faraoners gravanlæg Sakkara. Jeg husker det, som det var i går, da jeg under den brændende sol gik gennem den støvede ørken rundt om trinpyramiden i Sakkara. Trinpyramiden er bygget for faraoen Djoser for omkring 4.600 år siden. På et tidspunkt, hvor stenalderfolket, i det vi nu kalder Danmark, fortsat arbejdede og jagede med flintredskaber. Sikken fantastisk oplevelse at se, hvordan sten med datidens simple teknologi blev tilvirket og stablet i store trin for at skabe et rum og en ”affyringsrampe”. En ”affyringsrampe” med det formål, at den afdøde farao behørigt og behageligt kunne påbegynde sin rejse til det evige liv i de dødes rige.
På turen rundt om pyramiden oplevede jeg, en lille ørkenræv der stak sit spidse hoved ud fra en hulning mellem trinpyramidens sten og kiggede nysgerrigt på mig. ”Hvad vil du?” Jeg kan fortsat se den for mig her mange år efter.
Hele turen i Nildalen var som mange af mine senere ture rundt i Danmark og i verden præget af sten. Sten med store fortællinger og formidable store oplevelser, som for eksempel klippegravene i Kongernes Dal, de 19,5 meter høje og 2.350 år gamle Memnos-kolosser, hvor vinden gennem statuernes hulrum, engang fik dem til ”at tale”. Dronning Hatshepsuts omkring 3.500 år gamle mægtige og underskønne stentempel, som jeg besøgte på min vej på æselryg over bjergene til kongegravene i Kongernes dal på vestbredden af Nilen.
Men ingen af alle disse spændende oplevelser kunne slå oplevelsen ved at vandre gennem Karnaktemplets søjlehal med de 134 runde himmelstræbende 21 meter høje sandstenssøjler. Karnaktemplet er en helligdom beregnet til iscenesættelse af faraonernes rolle som folkets talsmænd over for guden Amon-Ra og alle de andre guder, som skulle sikre solens gang over himlen, sikre Nilens årlige oversvømmelser medbringende frugtbar slam og dermed sikre rigdom og lykke for Nildalens befolkning.
Karnaktemplets søjlehal spiller for øvrigt en større rolle i ”Døden på Nilen”, der er en filmatisering af Agathe Christies kendte kriminalroman af samme navn. Templet ligger i den af Ægyptens tidligere hovedstæder, der i oldtiden hed Theben. Nu hedder byen Luxor.
Karnaktemplet blev påbegyndt for 3.500 år siden af faraoen Thutmosis den Første. Af omkring 30 efterfølgende faraoer blev templet gennem mange århundreder løbende udbygget helt frem til ganske kort tid før vores tidsregning. Karnaktemplets himmelstræbende søjler, men massive tunge søjler tænker jeg altid på, når jeg besøger gotikprægede domkirker med smukke kanellerede stensøjler, der tvinger mit blik opad.
Kannelering er en teknik, hvor der laves lodrette tætsiddende riller i søjleskafterne. Det var ikke en teknik, ægypterne brugte. Kanneleringsteknikken i vore store europæiske og danske kirker har vi fra grækerne. Grækerne ønskede at skabe et optisk bedrag, der synsmæssigt får tunge massive søjler til at tage sig slanke, elegante og himmelstræbende ud. For øvrigt også en teknik, der nutidigt er blevet brugt i modebranchen som en optisk slankende foranstaltning i påklædning!
Skyggen, køligheden og roen i Karnaks søjlehal minder mig om stenefterligningen af en skyggefuld appelsinlund i den store moske La Mezquita i Cordoba i Spanien. Besøget i denne appelsinlund betragter jeg som værende blandt mine allerstørste stenoplevelser.
La Mezquita blev bygget, da maurerne herskede i Spanien. Moskeen blev påbegyndt i år 780 efter Kristus på ordre fra kaliffen Abd Al-Rahman. Det var kort tid efter den mauriske erobring af Spanien.
Taget i moskeen bæres af 1293 søjler lavet af granit, jaspis og marmor. De høje slanke søjler står den dag i dag i lange lige rækker, der er forbundet af rød-hvide buer i symmetrisk form. Det er et ualmindeligt smukt syn at betragte og bevæge sig gennem denne skov af søjler. Et syn der ikke er ødelagt af, at den spanske kong Carlos i 1523, lidt over et kvart århundrede efter maurernes fordrivelse fra Spanien, besluttede at opføre en kristen katedral midt inde i søjleskoven. Tvært i mod er det en helt særlig oplevelse at måtte bevæge sig gennem islamisk kunst og arkitektur for at betragte kunsten og arkitekturen i den kristne katedral.
Det guddommelige
Nå, nok med disse afvigelser fra den lige kronologiske vej. Vi skal videre ad vores stenbelagte rejse gennem historien. Men jeg skal dog lige gøre Ægypten færdig, selv om Ægyptens historie og geografi selvfølgelig er noget, jeg aldrig bliver færdig med. Ved et senere besøg i Giza sammen med min kone og datter kravlede vi krumbøjede ad den lange, snævre og stejle gang op til kongekammeret midt inde i en af de omkring 140 meter høje pyramider.
Fremme i gravkammeret beundrede vi den tomme smukt forarbejdede granitsarkofag, hvor faraoen har været gravlagt. På trods af luftkanalerne var der en egenartet lugt. Luften var varm og trykkende selv inde midt blandt de 2 millioner tonstunge stenblokke, som hver vejer omkring 2 ½ ton. Turen på knæ gennem pyramiden var på en gang både skræmmende og fascinerende. En kæmpe oplevelse med tonstunge sten både over, under og til siderne.
Vi følte os ikke trykket. Vi var jo fysisk på vej gennem ufattelig historie om 100.000 mennesker, der gennem en snes år arbejdede hårdt for én mand, nemlig faraoen der skulle gravlægges der. Uanset denne fine oplevelse har jeg blandt de store ægyptiske monumenter fortsat Karnaktemplet som yndlingsstedet blandt mine ægyptiske favorit stensteder.
Efter således at være afsporet af maurernes unikt smukke stenarkitektur springer vi lige tilbage til romertiden. Heldigvis har jeg været rigtig mange steder med spor af romernes fantastiske arkitektur- og ingeniørkunst i brug af sten. Men vi tager bare lige et par markante eksempler.
Lad os starte med Pantheontemplet i Rom. De første gange vi var i Rom, var vi blot lige inde i det og beundrede overordnet set bygningens smukke indre. Men efterhånden som vi har besøgt Pantheon nogle gange kom der flere og flere lag på oplevelsen.
Pantheon er det eneste af Roms antikke bygningsværker, der er bevaret intakt til vore dage. Det er særligt matematikken, geometrien og arkitekturen, jeg beundrer ved bygningen. Hvordan det er lykkedes med datidens enkle værktøjer og hjælpemidler at opføre en bygning, som står endnu næsten 2000 år efter.
Telmplet blev først opført under kejser Augustus år 27 før Kristus og siden ombygget år 124 efter Kristus af kejser Hadrian til den form, vi ser i dag.
Oprindelig var Pantheon et tempel for alle de guder, romerne kunne anråbe i håb om at sikre sig det daglige brød, rigdom og lykke. Pantheon har en helt betagende rumvirkning. En cylindrisk bygning med en perfekt kuppel ovenover som tag. Bygningens højde og diameter er nøjagtig den samme, nemlig 42,4 meter. Og kuplen udgør nøjagtig halvdelen af bygningens samlede højde. Hvis kuplens runding fortsatte til templets gulv, ville den udgøre en perfekt kugleform. Et guddommeligt tempel i al sin geometriske skønhed i sig selv. Utroligt, hvordan man for 2000 år siden kunne bygge en sådan perfekt kuppel, der stadig svæver over vores hoved.
Pantheon er et fornemt eksempel på romernes ekvilibristiske arkitektur- og ingeniørkunst og brug af materialer. Templets forhal består af 24 græske korintiske 14 meter høje marmorsøjler. De glatslebne søjler er fordelt i otte rækker med tre i hver række. To vældige originale antikke bronzedøre fører videre ind i bygningen. Bygningens hovedbestanddel er en teglbeklædt betoncylinder med marmorgulv. Kuplen – ligeledes af beton – vejer cirka 5000 ton og hviler kun på den cylinderformede mur. Pantheon er sten i mange udgaver som for eksempel marmor, tegl og romersk beton sat sammen i smukke former, der matcher bygningens guddommelige formål.
Nu må min fascination af ingeniør- og arkitekturkunsten ikke forstås som, at jeg ikke synes om Pantheons indre. Tvært imod. Der er masse af smuk kunst. Blandt andet er Thorvaldsen repræsenteret. Han skabte i 1825 Pantheons marmorgravmæle for kardinal Ercole Consalvi.
Sidst vi var i Rom, besøgte vi Pantheon flere dage i træk. Vi havde indlogeret os på Hotel Albergo Cesari midt i byen, meget tæt på Pantheon. Specielt om morgenen inden det store turisttræk kunne vi mål- og åndeløse suge den 2000-årige perfekte bygnings megen skønhed til os. På vejen mellem hotellet og Pantheon bevægede vi os hver gang forbi Hadrians tempel, hvis facade tog sig godt ud i tusmørke og månelys.
Når Pantheon har overlevet stort set uændret til vore dage, skyldes det, at den blev gjort til kristen kirke allerede år 609.
Brød og skuespil
Rom har ufatteligt mange oplevelser at give af. Gåturen fra amfiteateret Colosseum fra år 75 e.Kr forbi den nærliggende Konstantin-triumfbue fra 312 e.kr og ad Forum Romanums stenbelagte gader op til Capitol er uforglemmelig.
Turen går forbi torve, templer og pladser med mulighed for at klappe sten og søjler af alle mulige farver, teksturer og strukturer.
Den tur er i sig selv en rejse værd. Det er en tankevækkende rute, der fortæller om vores komplicerede menneskesind. Fra rå bestialsk bloddryppende underholdning i Colosseum forbi krigsmindesmærker til Forum Romanum, hvor Cicero og andre retoriske begavelser holdt deres åndfulde og begavede taler. Men nu ikke mere om sten i Rom. Vi må videre op gennem historiens mange spændende stensteder.
Holde mennesker inde og holde mennesker ude
Men lad os alligevel dvæle lidt ved romerne. Nu dog i en af de yderste dele af det kæmpe romerske rige, nemlig i grænseegnene mellem England og Skotland. Mens vi endnu som studerende boede på Nordre Kollegium i Kolding, købte min daværende sønderjyske forbindelse og nuværende kone Anne Marie i 1976 sin første bil. En flunkende ny rød Fiat 127.
I 1978 tog vi, nu bosiddende i Bramdrupdam, på langfart i den lille røde Fiat. Gennem Holland, Belgien, Frankrig og England. Jeg glemmer aldrig den store oplevelse, det var at køre turen fra Lake District Nationalpark og Carlisle tværs over England til Newcastle. Her kørte langs den 1900 år gamle romerske grænsemur Hadrians Wall. Billedet af den knaldrøde lille Fiat 127 stående i kontrast til et af den romerske stenmurs algeklædte grå vagttårne er for altid prentet i mit indre.
Hadrians Wall strækker sig 120 kilometer over det smalleste stykke af England. Muren snor sig gennem smuk og varieret natur med dale, søer, grønne græsgange og viltre klippeformationer. Flere steder er det muligt at gå langs muren, ligesom det er muligt at besøge rester af murens 14 romerske forter og mange vagtårne.
Denne romerske grænsemur blev begyndt år 122 efter Kristus, omtrent på samme tidspunkt hvor Hadrian ombyggede Pantheon i Rom. Formålet med muren var at beskytte det romerske Britannien mod vilde skotske stammers plyndringstogter ind i Romerriget. Muren skulle give fred, markere grænsen og skabe økonomisk stabilitet.
Det har vi hørt så mange gange både før og siden. Historien indeholder mange eksempler på magthavere, der ville spærre af for udefrakommende eller ville spærre deres egen befolkning inde. Som regel har de ikke haft held med det.
Den Store Mur
Det er til at fatte, at man i gamle dage byggede mure omkring byer for at holde fjender ude. Men det er ufatteligt, at et rige som Kina kunne opføre mere end 6000 kilometer mure for at holde beredne mongolske krigeriske stammer ude. Det er en myte, at murene kan ses fra Månen. Men de mange mere eller mindre sammenhængende grænsemure udgør tilsammen så stort et bygningsværk, at man for eksempel fra rumstationen i 350-450 km højde kan se dem.
De første mure blev opført for 2400 år siden, i 400-tallet før Kristus. Tilsammen kaldes murene Den Store Mur eller Den Kinesiske Mur. Muren blev vedligeholdt og udbygget gennem årene helt frem til 1600-tallet efter Kristus. Da manchuerne fra nord i 1644 efter Kristus erobrede Kina, gik gigantmuren i forfald. En stor del blev revet ned og brugt som byggemateriale til huse, skoler og nye mure. Som forsvarsværk har muren haft sin betydning, men ikke noget i forhold til det kæmpeslid, tusinder og atter tusinder af fattige mennesker har lagt i den.
Storheden, sliddet og skønheden blev vi meget bevidste om, da vi på en tur til Kina i 2015 gik en tur på en renoveret del af Den Store Mur. Hold da op, hvor var det spændende at gå på flere tusinde års slidmærkede sten, slidt af vagter og rejsende på murens brede top. Vi var også så heldige at komme til at sidde i den tovbanekabine, som den amerikanske præsident Clinton sad i, da han under et besøg i Kina i lighed med os også skulle op på bjerget for at gå på Den store Mur. Så bliver det vist ikke større!
Oppe på muren kom jeg i snak med et kinesisk ægtepar. Konen fortalte, at hun havde slør på for at undgå at blive solbrun. I Kina er det fint at være så hvid som muligt. I Danmark stræber vi efter at blive solbrune. Sådan er verden så forskellig.
I Danmark har vi også masser af eksempler på mure og volde, der skulle holde folk inde eller ude. Steder det er givende at besøge. Tænk blot på Dannevirke, der blev påbegyndt 400-500 år efter Kristus. Bygget af sten og primært jord tværs over Den Jyske Halvøs smalleste sted. Dannevirke ligger nu i Tyskland.
Guddommelig hyldest
Når jeg skal beskrive min fascination af sten, er der selvfølgelig mange kirker og domkirker i ind- og udland, jeg kunne have lyst til at skrive om. De danske landsbykirker bygget af rå marksten, kløvede marksten og tilhuggede kvadersten. Eller de mange kirkegårdsmure opført af marksten. De kirkelige sten er indsamlede af krumbøjede og forslidte bønder, bønderkarle og husmænd. Hvilken kæmpeindsats. Det tænker jeg tit på under mine mange nysgerrige besøg i danske kirker.
Jeg kan under mine besøg i domkirker, katedraler og store kirker i ind- og udland blive helt overvældet af den megen skønhed, der er lagt i at skabe disse guddommelige rum. Men jeg tænker også på det store slidsomme og ofte farlige arbejde, der er udført af krumbøjede bygningsarbejdere. Helt i lighed med det arbejde der blev udført ved skabelsen af Stonehenge, Karnak, pyramiderne og alle de andre historiske bygningsværker.
Blandt de mange kirkemuligheder jeg har besøgt og kan vælge imellem til denne fortælling, har jeg valgt "Santa Maria del Mar” i Barcelona. Ligesom så mange andre blev jeg for nogle år siden særligt fascineret af netop denne kirke efter at have læst Ildefonso Falcones medrivende roman ”Havets Katedral”, der foregår i Barcelona i 1300-tallet. Derfor har vi under flere af vore besøg i Barcelona besøgt netop denne kirke.
”Santa Maria del Mar” er bygget mellem 1329 og 1383 efter Kristus og er er enestående eksempel på catalansk himmelstræbende gotik. Den gotiske arkitektur lader virkelig lyset komme til orde. Blandt mange andre smukke ting, er det først og fremmest lyset, der betager mig. Middelhavets lys, der gennem vinduer og åbninger trænger ind i rummet, er for mig kirkens smukkeste udsmykning.
”Havets katedral” handler blandt andet om Barcelonas havns fattige fragtmænd, bastaix´erne, der frivilligt bidrog til byggeriet ved at slæbe store stenblokke fra Montjuïcbjerget til kirkens byggeplads. De stenslæbende krumbøjede bastaix´er er hædret ved afbildninger på kirkens indgangsdør. Det gav mig en helt særlig følelse første gang jeg i kirken strøg hen over en af bastaix´ernes tunge sten.
Den tyske digter Bertolt Brecht (1898-1956) må ganske givet have været meget tilfreds med, at stenbærerne har fået en så fremtrædende hædring på kirkens front.
Husk dem, der har slidt og slæbt
Denne fortælling kunne sagtens være meget længere. Jeg har mødt tusindvis af fortællende sten. Hvad kunne være mere passende end at bruge Brechts digt ”En læsende arbejder spørger” som afslutning.
Digtet har tilknytning til Danmark, da det i 1940 blev publiceret i Brechts digtsamling ”Svendborger Gedichte”. Brecht boede i Svendborg under sit eksil fra Tyskland.
Det er værd at huske på, at ved ethvert byggeri har der været nogen, der konkret har slidt og slæbt for at udføre den praktiske del af arbejdet.
“Hvem byggede Theben med de syv porte?
I bøgerne står kongers navne.
Har kongerne da slæbt klippeblokkene sammen?
Og Babylon, der blev ødelagt så tit,
hvem genopbyggede den hver gang?
I hvilke huse
i det guldskinnende Lima boede de,
der byggede byen?
Og den aften, da den kinesiske mur var færdig,
hvor gik murerne så hen?
Det store Rom er fuldt af triumfbuer.
Hvem rejste dem?
Hvem triumferede Cæsarerne over?
Boede folk i det højtbesungne Byzans kun i paladser?
Selv i det sagnomspundne Atlantis
brølede de druknende dén nat,
da havet opslugte byen, på deres slaver.
Den unge Alexander erobrede Indien.
Han alene?
Cæsar slog gallerne.
Havde han i det mindste ikke en kok med sig?
Filip af Spanien græd, da hans flåde
var gået under.
Græd ingen andre?
Frederik den Anden sejrede i syvårskrigen.
Hvem sejrede foruden ham?
Hver side en sejr.
Hvem tilberedte sejrsmiddagen?
Hvert tiår sin store mand.
Hvem betalte omkostningerne?
Så mange beretninger.
Så mange spørgsmål”.
Af Bertolt Brecht, 1939 og 1940.
Her bliver hans originale digt oplæst på et smukt distinkt tysk:
Ib Hansen, 1. december 2021
