 |
| Mit besøg i Karnaktamplet ved Luxor i Ægypten 1974. Fuldt feltmæssig udstyret med bøllehat, kanvastaske, træsko og minikamera |
I år må
vi finde alternative måder at opleve verden på. Det kan vi gøre ved at
genopleve tidligere rejser.
På denne
kølige lidt triste julidag i 2020, genoplever jeg derfor i tankerne min rejse
til Ægypten i juli 1974, året efter Yom Kippur krigen.
På den
jødiske soningsdag Yom Kippur den 6. oktober 1973 havde Ægypten og Syrien
foretaget et overraskelsesangreb på Israel. Det var som så mange gange før
blandt andet Golanhøjderne, det drejede sig om. Et strategisk højdedrag mellem
Israel og Syrien. Israel havde annekteret området sammen med dele af
Sinaihalvøen efter 6-dageskrigen i 1968. I 1973 ville de arabiske lande med
Ægypten og Syrien i spidsen tage højdedragene tilbage. Det havde de ikke held
med. Yom Kippur krigen sluttede efter
knap tre uger. Det lykkedes ikke for de arabiske lande at overvinde Israel.
I august
1974 skulle jeg påbegynde mit sidste studieår, hvor jeg skulle afslutte mine
linjefag historie og geografi. Jeg havde sparet 5000 kr op. Dem besluttede jeg
at bruge på en rejse i Ægypten. Det var i forhold til mine fag og de kommende
eksamener et relevant sted at tage hen. Et sted med masser af historie og
geografi.
Ægypten
var i 1974 stadig et land i militær undtagelsestilstand. Militær alle vegne og
masser af checkpoints i byerne, langs landevejene, ved Aswan-dæmningen, ved de
historiske steder og sågar ude i ørkenen. Det var nu ikke noget, der hæmmede
mine oplevelser, men stemningen af krig fornemmede jeg, og den kan jeg stadig
genkalde mig.
Det blev
tre uger med ufattelige oplevelser. Oplevelser jeg stadig lever højt på den dag
i dag.
Myretuen
Cairo. Trængslen af mennesker og biler. Forrygende farver og former. Støj, støv
og smog. Pyramiderne i Giza på kanten af storbyen og indhyllet i byens
morgensmog. Tut Ank Amons gravgods og de mange andre spændende genstande på
Cairo Museum. Den Blå Moske.
Jernbaneturen
i aflagte østtyske tog 1000 km fra Cairo ned gennem Nildalen til
Aswandæmningen, der var indviet i 1970. Her i 1974 var den 500 km lange opdæmmede
Nilsø, Nassersøen endnu ikke helt fyldt med vand.
De fantastiske aftener i Aswan på Hotel Old Cataracts
terrasse med indtagelse af en kølig drink akkompagneret af cikadernes
inciterende og højlydte spil. Betragte den
storslåede solnedgang fra hotelterrassen, hvor Agatha Christie blev inspireret
til at skrive sin berømte roman, Døden på Nilen. Nyde det fløjlsbløde
tæppe af tæt mørke, der dæmpede dagens skoldhede luft ned til mere behagelige aftentemperaturer.
Rejsen tilbage nordpå med ophold i Luxor.
Tempelbyen der nok er det sted på turen, der står tydeligst i min erindring. De
uforglemmelige besøg i Luxortemplet og det koloenorme mægtige Karnaktempel,
hvis mægtige søjlehal det ofte er muligt at få genoplevet, når fjernsynet
jævnligt genudsender filmatiseringen af Døden på Nilen med Peter Ustinov i hovedrollen.
Duftene af jasmin der bølgede gennem de
mange andre lugte og dufte under spadsereturene på Luxors nilpromenade. En
oplevelse der tændes for hvert år, når vores havejasminers hvide blomster udsender deres fortryllende stærke
men behagelige dufte.
Fantastisk var det at hyre en felukka i
Luxor og lade sig sejle over til De dødes By på Nilens vestbred. Jeg kan så
nemt som at knipse med fingrene genkalde mig sejlturen og i fantasien genkalde
mig det store, hvide trekantede sejl smælde, når vinden tog fat i det. Høre
årenes plasken og dunken det sidste stykke mod bredden, når sejlet var rebet
under landingen på Nilens vestbred direkte overfor levende Luxor.
Ved landingsstedet ventede et væld af æsler,
æseldrivere og lokalguider, der nærmest sloges om at få tjansen med fortælle om
og transportere turisterne til Kongernes dal. Endelig oppe i sadlen på et æsel
gik det forbi ruinerne af Ramasseum, kæmpetemplet til minde om Ramses den
Anden. Forbi de to 19 meter høje Memnonkolosser, der ensomt står tilbage som
rester af Amenhotep den Tredjes enorme tempel.
Memnonkolosserne kan ifølge
overtroen klage sig. Klagetonen skyldes, at der opstår temperatur og
fugtighedsforskelle i nogle sprækker i statuen, så luft presses gennem
sprækkerne. Jeg oplevede nu ikke at høre dem tale.
Vejen mod Kongernes Dal op
over bjergsiden gik forbi gravpladsen med adelens grave. Allerede her blev jeg
overvældet og bjertaget af skønheden og gravbilledernes fortællestyrke. Billederne
på væggene i gravene skildrer i mange detaljer den afdødes levnedsforløb og
hans gerninger berømmes. På væggene er endvidere med smukke kartoucher og
hieroglyffer skrevet dødsbønnerne, der skal være med til at føre den afdøde
over på den anden side, til livet efter døden. Hold da op, sikken oplevelse at
besøge sådanne grave. Men det bedste, og det der skulle vise sig at blive hele
Ægyptenturens højdepunkt, ventede endnu.
Efter en pause med lidt mad og drikke var
det igen op på æselryggen. Nu gik det ned ad klippesiden på den anden side
bjerget. Stejlt, støvet og ufattelig smuk var turen ned i dalen, hvor
kongernes grave er. Stort var det at besøge nogle enkelte af de mange
kongegrave. Jeg må nok indrømme, at min drengetids læsning af bogen om Howard
Carters udgravning af Tut Ank Amons grav poppede op i mit hoved. Historien om
de mange uheld, de giftige gasser og onde ånder, der ifølge nogle af Carters
overtroiske medhjælpere forsøgte at forhindre udgravningen stod lysende klart
for mig, da jeg stod ved de kongegrave, jeg skulle besøge.
Der var nu ingen grund til alarm. Besøgene i
kongegravene var en næsten ubeskrivelig fantastisk oplevelse. Først ned ad en
stejl trappe ned gennem klippen til gravens forkammer. Gennem flere sidekamre,
hvoraf nogle ender blindt for at føre eventuelle gravrøvere på vildspor.
Føreren kunne heldigvis vise vejen til selve gravkammeret, hvor
granitsarkofagen med kongemumien for tusinder af år siden var blevet placeret.
Andægtighedens tavshed var overvældende. Tænk sig at stå foran en sådant
artefakt over menneskers arbejde for tusinder af år siden. I nicher og de
omtalte sidekamre er alle mure og vægge dækket med farverige billeder og
hieroglyffer, der beskriver afdødes liv og livet i Ægypten på det tidspunkt den
pågældende konge levede. I flere af gravene er der også hugget relieffer ind i
bjergets kalksten, relieffer der bagefter er blevet poleret og malet. I
Kongernes Dal er der 64 kendte gravsteder. Jeg nåede bare 2-3 stykker.
Turen til Ægypten indeholdt mange andre
oplevelser end de allerede nu beskrevne. Trinpyramiderne i Memphis-Sakkara.
Serapeum med de hellige Apistyres sarkofager. og meget, meget mere. Men lad os
slutte her med en afrunding af rejsen, der fik betydning for resten af mit liv.
Vel hjemme igen efter Ægyptensbesøget blev
jeg syg. Jeg ved ikke, hvad jeg fejlede. Men voldsom feber, ledsmerter og kvalme
lagde mig i sengen i adskillige dage på mit lille 14 kvadratmeters værelse på
Kolding Nordre Kollegium langt fra min familie på Fyn.
Heldigsvis havde jeg
kort før rejsen til Ægypten indgået en sønderjysk forbindelse med min
kollegiebofælle Anne Marie, der boede et par værelser længere oppe ad gangen.
Hun passede og plejede mig under sygdommen. Forbindelsen udviklede sig til en varig forbindelse, der
holder den dag i dag.
Efterfølgende har jeg yderligere to gange i
selskab med kone og datter besøgt Ægypten. Det har også været gode oplevelser,
selvom jeg må indrømme, jeg blev en smule chokeret og lidt skuffet, dengang vi for nogle år siden var i Luxor og
sammen skulle besøge Kongernes Dal. Det var en noget anderledes oplevelse, end
da jeg i 1974 sejlede med felukka over Nilen og red på æselryg op over bjerget
og ned i Kongernes Dal. Det havde jeg selvfølgelig fortalt min familie om. Men
nu gik det i bus via en højbro over Nilen til et sted på de dødes side af Nielen, vestbredden. Den side af Nilen som solen hver aften går ned over. Her skulle vi fra bussen stige om til et transportmiddel, der mindede om de sydfranske byers ”petite
train”. Men fremme ved indgangen til Kongernes Dal skiftede det hele tilbage
til den tilstand, jeg husker. Ikke noget tingel-tangel eller turistgøgl, da vi
kom ind i dalen med kongegravene. Her fik vi samme unikke oplevelse, som jeg fik i 1974. Stor
respekt for ægypternes måde at håndtere denne unikke kulturarv på.
Nu vil jeg slutte min imaginære
oplevelsesrejse for denne gang og begynde at fundere over, om der måske er andre steder,
jeg i fantasien kan vende tilbage til, mens vi venter på, at verden forhåbentlig snart normaliserer sig.
Ib Hansen, juli 2020
