Verden venter - tilbage til tur med Transsibiriske Jernbane

Midt i Sibirien 1977. Både konduktøren og jeg har uniformen i orden.

Når verden i 2020 er, som den er, kan vi jo passende tage på erindringsrejser i den vide verden. I dag går tidsrejsen tilbage til en tur i 1977 med Transsibiriske Jernbane gennem hedengangne Sovjetunionen.

Sibirien for 43 år siden. Midt under Den Kolde Krigs “kulde” tog vi i juli 1977 en sommervarm 9300 km lang togtur med Den Transsibiriske Jernbane. Flinke folk overalt. Mit Wrangler-cowboydress med svaj var meget eftertragtet. Jeg kunne have solgt dresset adskillige gange sammen med de træsko, jeg også havde med, men alt kom med hjem igen. I august samme år døde Elvis for øvrigt for lige at nævne noget rimeligt inferiørt blandt de mange ting, der skete i verden 1977.

Min ”polske” samlever var også med på turen. Hvad for noget? Jo, historien er, at jeg her i 1977 havde været ansat på tjenestemandsprøve i to år på Bramdrup Skole. I august 1977 fortsatte jeg som tjenestemandsansat lærer. Allerede i september 1976 havde jeg købt et lille rækkehus i Bramdrup og var flyttet sammen med den sønderjyske forbindelse, jeg var indgået i på Kolding Nordre Kollegium i 1974. Vi flyttede sammen ind i rækkehuset i Bramdrup. Da vi ikke var gift – det blev vi først i 1984 – levede vi altså ”på polsk”. Min i 1977 senere frue og overgartner blev i 1977 færdiguddannet som lærer og havde fået stilling på Alminde-Viuf Fællesskole fra august. En stilling hun først forlod 42 år og en sjat senere. Så nu levede vi under velordnede, velfunderede og velsituerede forhold, lige på nær det med det ”polske”. Begge to med geografi som hovedfag. Hvorfor så ikke tage på tur i den vide verden, der ventede på den anden side vores lokale andedam?

Som sagt, så gjort. Vi startede turen med et par dage i Moskva. Besøgte Den Røde Plads med GUM-varehuset, Lenin-Mausoleet og den smukke pompøse, farverige og helt overvældende Vasilij Katedral. Og selvfølgelig gjorde vi også et besøg bag Kremls røde mure. I Kreml oplevede vi den historiske bydel med et ensemble af storslåede eksempler på smuk gammel og ny arkitektur samt kunst- og kulturhistoriesamlinger af ufattelig skønhed og værdi.

 

Anne Marie venter på at entre toget

Så blev det tid til at tage hen til Jaroslavskij-banegården, en af Moskvas 9 banegårde.

Her entrede vi toget, der skulle bringe os fra Moskva og mere en 9.000 kilometer gennem det østlige Rusland frem til Khabarovsk i Østsibirien ved grænsefloden Amur nær Stillehavskysten, på grænsen mellem Sovjetunionen og Kina, der på det tidspunkt havde et mildt sagt køligt forhold. Toget kørte helt til Vladivostok, men denne by var dengang lukket for turister. ”Den kolde krig” var i 1977 stadig iskold, selvom Vaclav Havel i Tjekkoslovakiet i januar sammen med andre kulturpersonligheder havde underskrevet Charta-77 om overholdelse af menneskerettighederne, og selvom Sovjetunionen, USA samt 13 andre lande her i juli 1977 var i gang med at forhandle den ikke-spredningsaftale for atomvåben, der senere i september 1977 blev underskrevet.

Nå, men vi entrede som sagt toget og fandt den kupé, vi skulle dele med et andet ungt par. Kupéen var om dagen siddekupé. Om natten blev den lavet om til sovekupé, og der blev redt op i fire køjesenge. På gangen var der samovar, så vi løbende undervejs på turen kunne nyde et glas skoldhed te. Hver togvogn havde egen ”babusjka”, der sørgede for at holde gang i samovaren, holde rent på gang og toilet samt rede op i køjesengene, når de blev gjort klar om aftenen. Togturen de 9000 kilometer tværs gennem 7 tidszoner tager omkring en uge. Vores tur tog nu tre uger, fordi vi stod af på forskellige stationer for at opleve andet end det store land gennem togvinduerne.

 

Tog 9845. Moskva- Vladivostok. Vi prøvede flere tog end dette på færden gennem 7 tidszoner østpå

Den første del af rejsen førte os gennem Østrusland, over Volgafloden og frem til Uralbjergene, der danner grænsen mellem Europa og Asien. På de østlige skråninger af Uralbjergene ligger Jekatarinburg. Det var den første by, vi stoppede og overnattede i. Jekatarinburg er kendt som byen, hvor den detroniserede tzar Nikolaj den Anden og hans familie under den russiske revolution blev henrettet i 1918 midt under kampene mellem de røde og hvide tropper. En spændende by hvor vi ud over de historiske steder blandt andet fik set nogle af de traditionelle gamle sibiriske træhuse.

Vi var med den nordlige røde rute fra Moskva til Khabarovsk. Vladivostok var i 1977 en lukket by

Så gik rejsen videre med flere forskellige stop og udflugter undervejs. Et par dage gik det gennem store birke og nåleskove, den vestsibiriske tajga. Tajga er et geografisk plantevækstområde, som er kendetegnet ved vældige blandingsskove med nåletræer, birk, røn og lignende. Det er et subarktisk og fugtigt område, hvor plantesamfundene udover birk og nåletræer også er præget af højmoser med tilknyttede plantearter. Er det så ikke koldt her? Jo, om vinteren er det ekstremt koldt, men om sommeren er her ofte meget varmt. Det var det, da vi rejste her. Vi var jo lige midt i det eurasiske fastland med dets fastlandsklima præget af ekstreme temperaturer både sommer og vinter. Flere gange på vejen gennem de øde egne, så vi barakker bag pigtrådsafspærringer og med vagttårne. Vi tænkte, at det nok var fangelejre svarende til beskrivelserne i nobelpristageren Solsjenitsyns "Gulag Øhavet", der var udkommet i 1973.

Er det ikke kedeligt at køre i tog to dage gennem taigaen fyldt med træer, græssletter og moser. Nej, der er fantastisk i ro og mag at opleve verdens storhed og verdens store afstande. Og så kan man spejde efter små landsbyer midt i de store skove. Tælle godstogene som med et interval på få minutter transporterer Sibiriens ufattelige rigdomme af blandt andet mineraler og træ vestpå til de russiske industribyer. Se til på perronen under togets fourageringsstop, hvor kokkene stod ud af restaurantvognen for at købe æg, høns, grøntsager, syltede agurker og andre madvarer hos de lokale bondekoner. Når vi om formiddagen så kokkene på perronen hugge hovedet af nogle høns, kunne vi glæde os til aftenens hønsekødssuppe. Motion fik vi masser af, når vi mindst tre gange om dagen skulle bevæge os omtrent 14 vogne frem i toget i lokomotivets retning for at indtage morgen-, middag- og aftensmad eller en drink i baren. Og tilbage igen samme vej. Vi kunne også på bedste vis med tegnsprog og brokker fra alskens sprog snakke med nogle af vore altid overordentlig venlige lokale medrejsende, togpersonalet eller vores medfølgende systemobservatør. Af og til kunne vi gribe til geografens sædvanlige nørderi, som for eksempel ude på perronen skridte nogle meter af, tælle antallet af sveller på de pågældende meter og gange op med rejselængden for at finde frem til det samlede antal af sveller på hele Den Transsibiriske Jernbane.

Nå, men også taigaen fik en ende. Et af stederne vi stoppede for at overnatte og opleve andet end togrejse var Novosibirsk, den tredjestørste by i Rusland efter Moskva og Skt. Petersborg. Novosibirsk ligger hvor Den Transsibiriske Jernbane krydser den store flod Ob. Den for os så kendte flod, som vi kender fra skoletidens remse om sibiriske floder: Ob, Jenisej og Lena.

Her overværede vi Tjajkovskis fortryllende ballet ”Svanesøen”. Oplevelsen står stadig frisk i erindringen trods tidsafstanden på 43 år. Den underskønne musik og de smukke ballettrin i et teater beliggende i en lidt trist by præget af sværindustri og klassisk kedelig kommunistisk byggeri.

Ombord på toget passerede vi den store flod Jenisej, hvor byen Krasnojarsk ligger. Krasnojarsk er kendt for sit gigantiske vandkraftværk, hvis tilhørende dæmningssø strækker sig 400 km mod syd i Jenisejdalen. Jeg var og er vild med vandkraftværk. Hvor stort at stå og iagttage og føle det buldrende vand falde ned over dæmningen og stå i dæmningens indre og mærke vibrationerne fra de elproducerende gigantiske generatorer. Det havde jeg også prøvet blot tre år tidligere ved Aswandæmningen i Ægypten. Vi fløj en afstikker flere hundrede kilometer nordpå til Bratsk, beliggende ved Angarafloden, der er en biflod til Jenisej og løber ud fra Bajkalsøen. I Bratsk besøgte vi et kæmpe vandkraftværk, der på daværende tidspunkt var verdens næststørste. Der var også tid til at besøge et af verdens største papirværker med omkring 15.000 ansatte. Vi blev triste, da vi så Angarafloden skumme af spildevand fra papirproduktionen.

  

Togrejsen gik videre gennem de Sajanske Bjerge, der skiller Sibirien fra  Mongoliet. Det var selvfølgelig ikke samme tog, vi vendte tilbage til, når vi havde gjort et stop-over i en by eller havde gjort en flyafstikker til Bratsk. Der afgår hver dag et tog fra Moskva østpå til Sibirien, så vi kunne bare entre et nyt tog. Alle tog kørte og var indrettet efter samme skabelon, som det første, vi stod på i Moskva.

Turen gennem de Sajanske Bjerge var meget pittoresk med flotte udsigter ned i dybe kløfter, til stejle bjergsider og til smukke bjergtoppe. Vi gjorde ophold i Irkutsk ved den berømte Bajkalsø, der er med sin dybde på over 1600 meter er verdens største ferskvandssø og rummer en femtedel af verdens ferskvandsressourcer. Under opholdet her sejlede vi en tur på søen, besøgte byens ferskvandsinstitut og en landsby smukt beliggende ved søbredden. I landsbyen var vi inde i den russisk-ortodokse kirke, hvor vi mænd kunne få lov til at gå helt tæt på den hellige ikonvægs guldglimtende billeder, mens kvinderne pænt måtte holde sig tilbage.

Fra Irkutsk gik togturen videre gennem de Jablonske Bjerge langs Amurfloddalen. Amur danner grænse mellem Rusland og Kina. Som nævnt stod temperaturen mellem de to lande i disse år på lavpunktet på trods af de ideologiske ligheder. Der var på dette tidspunkt både grænsestridigheder og ideologiske tvister. Fra togvinduerne kunne vi se sovjetiske og kinesiske soldater patruljere på hver sin side af Amurfloden.

 

Dersu Uzala på museet i Khabarovsk

Så nåede vi vores endestation i Khabarovsk, nogle hundrede kilometer fra Stillehavet. Et spændende sted kun 30 kilometer fra grænsen til Kina. En af de ting, vi virkelig havde set frem til, var at kunne besøge museet i Khabarovsk.  ”Det polske ægtepar” var også dengang optaget af gode film. I 1975 havde den fra De Syv Samuraier kendte japanske stjerneinstruktør Akira Kurosawa lavet en sovjetisk-japansk co-produktion Dersu Uzala om den faktuelt kendte fører, der i slutningen af 1800-tallet hjalp opdagelsesrejsende og russiske kartografer under kortlægningen af Sibirien og hjalp med, at de ude i taigaen ikke blev overfaldet af sibiriske tigre. Filmen vandt en Oscar i 1976. Den film havde vi set med den største fornøjelse. Derfor var det stort i Khabarovsk at se en udstilling om virkelighedens Dersu Uzala med et maleri af ham og nogle af hans jagtrelikter og andre af hans ejendele.

Efter tre uger spækket med oplevelser kunne vi svært berigede i forhold til vores fornemmelse for verdens størrelse, storhed og mangfoldighed vende tilbage til hverdagens mange glæder og udfordringer i undervisningens verden. Turen gav oplevelser og viden, vi stadig nu 43 år efter kan vegetere af, når længslen mod den store vide verden bliver næsten ubærlig. Minder er gode at have.

Ib Hansen, juli 2020