På en kold, men dejlig frisk torsdag formiddag
med rødmossende vind ind fra Lille Bælt, fik jeg det så kendte
landskab i Husby på Vestfyn ind med fødderne. Ofte vandrer jeg langs Wedellsborghalvøens kyster. I dag blev det til vandring i indlandslandskaberne. Godt at bruge barndommens landskab til at få kilometer i
benene. Samtidig med jeg fik tænkt med fødderne, kom jeg godt rundt om og
gennem dødislandskabet ved Husby Hole, Sjoen og Sjobjerg.
Efter længere tids arbejde med Wedellsborghalvøens
stednavne og landskabsdannelse gennem brug af de optegnelser, jeg har lavet
gennem årene tilsat adskillige timers granskning af geodætiske og topografiske
kort, gamle matrikelkort, gamle udgaver af Trap Danmark, arkiv.dk og diverse
opslagsværker, var det godt igen "on location" at blive blæst igennem
og igen føle landskabet på egen krop.
Og så skulle jeg selvfølgelig lige tjekke den
aktuelle virkelighed på det sted, der på kortene hedder Fristensbro. Stedet
ligger, hvor Sjobjergvej møder Tybrindvej. Der hvor Tybrindvej går over
Moserenden på en stor vejdæmning. Fristensbro er et navn, jeg aldrig i min tid
i Husby har hørt brugt. Navnets oprindelse er mig en gåde. Jeg har uden held
indtil nu søgt hjælp via Facebook. Dagens besøg på stedet bragte ingen afklaring.
Jeg kom på turen også forbi mange smukke
bygninger - herunder også den smukke bindingsværksgård på Sjobjergvej, hvor vi
i juni 1968 for snart 50 år siden holdt afslutningsfest efter 3. real. Glæder
mig til at se de gamle gutter og de nok knap så gamle "gutterinder"
til 50-års jubilæet.
Her er en video med billeder fra torsdagens
vandretur rundt om og gennem det dødislandskab, der skærer sig ned midt gennem
Husby Sogn:
Og her er links til fortællinger jeg har lavet
om landskaber, steder og mennesker i Husby, Ejby og Vestfyn:
Halvøen Wedellsborg - vanskeligere at få fat
på, end man ville tro:
Wedellsborghalvøens spøjse navne fortæller
fantastiske historier: