 |
| Kort over troppernes placering ved fægtningen ved Gudsø |
Vi har netop mindet slaget
ved Kolding 23. april 1849 og Danmarks befrielse 5. maj 1945.
Men der er også grund til
at huske begivenhederne den 7. maj 1849. Her var en række slag
nordøst om Kolding.
Mens slaget ved Kolding
den 23. april 1849 markeres hvert år i både Kolding og Christiansfeld, erindrer
jeg ikke en tilsvarende markering af slaget den 7. maj 1849. Men den, der
kigger med nysgerrigt kulturhistorisk blik, kan stadig rundt i landskabet finde
minder om slaget den 7. maj.
 |
| Mindekors over den faldne overjæger Eduard Larsen. Korset står bag et levende hegn i Blåkjærskov ved landevejen mellem Kolding og Vejle |
Der er for eksempel
mindestene for faldne soldater ved landevejen nær Gudsø, på kirkegårdene i Sdr.
Vilstrup, Alminde og Viuf samt i skovkanten ved Blåkjærskov, hvor der nær
Vejlelandevejen i højre side, når man kommer fra Kolding - noget gemt bag et
levende vejhegn, er rejst et kors for den faldne overjæger Eduard Larsen.
 |
| Mindekors over faldne soldater. Viuf Kirkegård |
 |
| Mindesøjle over faldne soldater. Alminde Kirkegård |
På Gamle Kirkegård ved
Tøndervej i Kolding er der også et par mindesmærker over faldne fra slaget 7.
maj.
En sten er sat over
løjtnant Faber, der efter at være blevet såret ved Gudsø blev ført til Kolding,
hvor han døde. Et andet mindesmærke er over den preussiske officer Schemling.
I korte træk er baggrunden
for slaget den 7. maj følgende. Efter det kendte - og årligt markerede - tabte slag ved Kolding 23. april 1849 trak
general Rye sig nordpå. Den danske hær blev opstillet i en buelinje over Gudsø,
Sdr. Vilstrup, Alminde-Viuf, Dons, Øster Starup og ud vestpå. Ude i det flade
vest var danskerne i fare for at blive omgået, derfor var stillingen ikke
holdbar. Men intentionen var også med skinfægtninger undervejs at trække nogle
af de tyske tropper med nordpå og ud på Djursland, væk fra fæstningen
Fredericia.
Naturligvis faldt der både
danske og tyske soldater ved træfningerne den 7. maj. Nogle blev begravet på
stedet og fik et kors der, som for eksempel Eduard Larsen. Andre blev
nødtørftigt begravet af tyskerne og blev senere gravet op og gravlagt på Viuf
og Alminde Kirkegårde, hvor de faldne danske fik et kors eller en mindestøtte.
General Rye opgav efter 7.
maj stillingen mellem Kolding og Vejle. Han trak sig med tyskerne i hælene op
mod Århus. Trak sig ud på Djursland til Helgenæs og lod sig derfra udskibe med
sine soldater til Fyn og Fredericia. Her kunne de så medvirke ved det berømte
udfald fra Fæstningen Fredericia den 6. juli 1849, mens Ryes forfølgere ikke kunne
nå tilbage til Fredericia. Den danske hærledelse ville med et udfald bryde den
tyske belejring af Fredericia.
 |
| På Vejlby Kirkegård nær Middelfart er der sat en mindesten til minde om generalstabens planlægningsmøde, der fandt sted den 4. juli 1849 i den gamle præstegård, der dengang lå her |
Danskernes strategiske
planlægning af udfaldet fra Fredericia skete den 4. juli 1849 på præstegården i
Vejlby på Vestfyn nær Middelfart. Den 6. juli 1849 vandt danskerne, men Rye blev dræbt.
Efterfølgende blev der på
Vejlby Kirkegård rejst en mindestøtte over 41 soldater, der var døde på
lazarettet på Billeshave, hvortil de som sårede var blevet anbragt efter
slagene i 1849. De fleste efter udfaldet fra Fredericia.
 |
| Den brudte mindesøjle på Vejlby Kirkegård minder om 41 soldaters "brudte liv". Søjlen bærer følgende inskription: "Minde Over sårede krigere Fra 1849 Hvis smerte døden løste Og hvis been tilsammen Hvile i denne grav" |
Alle disse begivenheder
skete i 1849. Kolding og Christiansfeld markerer hvert år slaget ved Kolding 23. april 1849. Fredericia markerer hvert år den 6. juli udfaldet fra Fredericia volde.
