onsdag den 8. maj 2019

De skal ikke blive glemt

Kort over troppernes placering ved fægtningen ved Gudsø

Vi har netop mindet slaget ved Kolding 23. april 1849 og Danmarks befrielse 5. maj 1945.

Men der er også grund til at huske begivenhederne den 7. maj 1849. Her var en række slag nordøst om Kolding.

Mens slaget ved Kolding den 23. april 1849 markeres hvert år i både Kolding og Christiansfeld, erindrer jeg ikke en tilsvarende markering af slaget den 7. maj 1849. Men den, der kigger med nysgerrigt kulturhistorisk blik, kan stadig rundt i landskabet finde minder om slaget den 7. maj.
 
Mindekors over den faldne overjæger Eduard Larsen. Korset står bag et levende hegn i Blåkjærskov ved landevejen mellem Kolding og Vejle

Der er for eksempel mindestene for faldne soldater ved landevejen nær Gudsø, på kirkegårdene i Sdr. Vilstrup, Alminde og Viuf samt i skovkanten ved Blåkjærskov, hvor der nær Vejlelandevejen i højre side, når man kommer fra Kolding - noget gemt bag et levende vejhegn, er rejst et kors for den faldne overjæger Eduard Larsen.
 
Mindekors over faldne soldater. Viuf Kirkegård

Mindesøjle over faldne soldater. Alminde Kirkegård

På Gamle Kirkegård ved Tøndervej i Kolding er der også et par mindesmærker over faldne fra slaget 7. maj.

En sten er sat over løjtnant Faber, der efter at være blevet såret ved Gudsø blev ført til Kolding, hvor han døde. Et andet mindesmærke er over den preussiske officer Schemling.

I korte træk er baggrunden for slaget den 7. maj følgende. Efter det kendte - og årligt markerede -  tabte slag ved Kolding 23. april 1849 trak general Rye sig nordpå. Den danske hær blev opstillet i en buelinje over Gudsø, Sdr. Vilstrup, Alminde-Viuf, Dons, Øster Starup og ud vestpå. Ude i det flade vest var danskerne i fare for at blive omgået, derfor var stillingen ikke holdbar. Men intentionen var også med skinfægtninger undervejs at trække nogle af de tyske tropper med nordpå og ud på Djursland, væk fra fæstningen Fredericia.

Naturligvis faldt der både danske og tyske soldater ved træfningerne den 7. maj. Nogle blev begravet på stedet og fik et kors der, som for eksempel Eduard Larsen. Andre blev nødtørftigt begravet af tyskerne og blev senere gravet op og gravlagt på Viuf og Alminde Kirkegårde, hvor de faldne danske fik et kors eller en mindestøtte.

General Rye opgav efter 7. maj stillingen mellem Kolding og Vejle. Han trak sig med tyskerne i hælene op mod Århus. Trak sig ud på Djursland til Helgenæs og lod sig derfra udskibe med sine soldater til Fyn og Fredericia. Her kunne de så medvirke ved det berømte udfald fra Fæstningen Fredericia den 6. juli 1849, mens Ryes forfølgere ikke kunne nå tilbage til Fredericia. Den danske hærledelse ville med et udfald bryde den tyske belejring af Fredericia.
 
På Vejlby Kirkegård nær Middelfart er der sat en mindesten til minde om generalstabens planlægningsmøde, der fandt sted den 4. juli 1849 i den gamle præstegård, der dengang lå her

Danskernes strategiske planlægning af udfaldet fra Fredericia skete den 4. juli 1849 på præstegården i Vejlby på Vestfyn nær Middelfart. Den 6. juli 1849  vandt danskerne, men Rye blev dræbt.

Efterfølgende blev der på Vejlby Kirkegård rejst en mindestøtte over 41 soldater, der var døde på lazarettet på Billeshave, hvortil de som sårede var blevet anbragt efter slagene i 1849. De fleste efter udfaldet fra Fredericia.
 
Den brudte mindesøjle på Vejlby Kirkegård minder om 41 soldaters "brudte liv".
Søjlen bærer følgende inskription:
"Minde
Over sårede krigere
Fra 1849
Hvis smerte døden løste
Og hvis been tilsammen
Hvile i denne grav"

Alle disse begivenheder skete i 1849. Kolding og Christiansfeld markerer hvert år slaget ved Kolding 23. april 1849. Fredericia markerer hvert år den 6. juli udfaldet fra Fredericia volde.