Brødreodyssé

Oktober på Island. I 2016. Det år og i netop den måned hærgede den eks-tropiske orkan Matthew i nogle dage øen med store mængder nedbør og kraftige vindstød af orkanstyrke. I dagevis styrtede regnen ned særlig i den sydøstlige del af sagalandet. Lige netop i det område, vi de næste dage på vejen fra Seydisfjordur mod Reykjavik skulle køre igennem. 

I takt med, at det blev ved med at regne, steg vandstanden i floderne naturligvis også. Det kunne resultere i, at floderne gik over deres bredder. Der var risiko for mudderskred og underminering af veje. Radioen meldte om fjeldskråninger, der skred ned i dalene og ud over landevejene i det område, vi skulle køre igennem. Og vi skulle jo helst i tide komme frem til Reykjavik og Keflavik for at nå flyveren tilbage til København. På vejen skulle vi køre over de udstrakte flade smeltevandssletter i Sydisland. Ville sletterne være farbare? Vi var på brødreodyssè i Nordatlanten. Min bror Leif Emil og jeg. 

Jeg var taget af sted med tog fra Kolding til København, hvorfra jeg sammen med Leif entrerede rutemaskinen til færøske Torshavn, hvor vi havde planlagt at opholde os i 4 dage. Tiden brugte vi til at opleve den færøske natur og kultur. Vi tog med lokalbusser over fire færøske øer til Klaksvig og retur, brugte de gratis bybusser til at krydse igennem alle dele af Torshavn og omegn. Vi stod af og på bybusserne, som vi lystede og oplevede byens og omegnens mange spændende seværdigheder.

Den rigtige måde at ankomme til Island på er med skib, derfor tog vi efter opholdet i Torshavn videre med færge over Nordatlanten til Islands østligste by Seydisfjordur. Vi oplevede indsejlingen til Seydisfjordur nøjagtig som beskrevet af Kristin Marja Baldursdóttir i romanen ”Karitas. Uden titel”. 

”Sejladsen ind i den fortryllende stille, dybe og blå fjord havde en sælsom virkning på passagererne. Hvilket ikke var så sært, for det var som at sejle ind i selveste guddommen. Folk kunne ikke få et ord frem, betragtede bare i tavshed bjerge og kendemærker, og da en kirke på en lille landtange kom til syne på højre hånd, sank de, der var på vej hjem, en klump for at skjule, hvor bevægede de var”. 

Lige netop sådan oplevede vi en tidlig morgen sejladsen gennem fjorden og ankomsten til Seydisfjordur. I Seydisfjordur skulle vi bo nogle dage og hente den lejede bil for efterfølgende at afslutte odyssèen med at køre de mere end 1000 km gennem Islands robuste landskaber fra Seydisfjordur i øst, syd om indlandsgletsjeren Vatnajøkull til Reykjavik og Keflavik i vest. 

Heldigvis nåede vejret at blive bedre, regnen hørte op, og vi kunne komme af sted som planlagt. Det blev en tur med store oplevelser i Islands vidunderlige åbne, rene og fri natur.

Morgensol over sorte sandstrande, på fuglefjeldene, på den naturligt forekommende mangekantede søjlebasalt og på de troldelignende havmonolitter ved den lille sydkystby Vik. Oplevelserne, både i Vik og alle de andre steder vi besøgte, stod i kø. 

Turen over de uendeligt lange flade smeltevandssandurer, hvor de mange vandløb transporterer sort sand, der stammer fra asken fra de seneste udbrud fra vulkanerne, der gemmer sig under indlandsgletsjernes tunge isskjold. Støvregnen fra faldknuste vanddråber fra det gyldne vandfald, Gullfoss.

Gejseren Strokkur der med korte mellemrum med høje vand- og dampsprøjt viser sin glæde ved, at den har overtaget sprøjtejobbet efter den nu slumrende nabo Geysir, der har givet navn til alverdens springkilder, gejserne.

Turen over det tektoniske vidunderlandskab Tingvalla, hvor lodrette bevægelser i jordskorpen har skabt et unikt landskab med dybe søer, enormt lange næsten retlinede strækrevner i jorden og stejle lodrette klippesider.

Det hele er opstået, fordi kilometerlange og kilometerbrede kæmpe jordklodser er sunket ned i jordskorpens dyb, mens andre klodser er presset op. Alt sammen er det en følge af, at Island ligger tværs over den revne i jordskorpen, der er resultatet af, at fastlandene Europa og Amerika flyder fra hinanden. Atlanterhavet bliver år for år bredere og bredere. Island dannes løbende af materiale fra jordens indre, der stiger op gennem den atlantiske revne i jordskorpen.

På Tingvallaslettens spændende tektoniske landskab mødtes vikingerne og deres senere efterkommere foran den stejle lovsigerklippe hvert år til Alting. Verdens første, men dog ikke demokratiske parlamentariske forsamling.

På turen i Island var jeg i godt selskab med den på Island dengang bosiddende niece Nanna og hendes forældre, lillebror Leif og Kirsten. Mange gode fælles oplevelser blev sat ind i nethindebanken. Alting har en ende, også brødreodyssèer i Nordatlanten. Efter 11 fantastiske dage måtte vi hjemad. Ikke med uld i mund, men med uldtrøjer i indkøbsposerne til brug i den tilstundende danske vinter.

Her fire år efter er alting forandret. Vi har ikke siden 2016 rigtig haft kolde vintre, så det er få dage om året, uldtrøjerne er i brug. Coronaen har sat sine spor. Vi kan ikke længere frit rejse ud. Og jeg kan ikke frit besøge min bror, der efterfølgende denne tur nu på grund af sygdom har måttet tage ophold på et plejehjem, hvis helt rimelige besøgsrestriktioner for tiden forhindrer mig i frit at kunne besøge ham.

Hvor er jeg taknemmelig for, at vi nåede vores nordatlantiske odyssé sammen. Og så er jeg glad for, at jeg på tidligere ture har oplevet den fantastiske natur og de fantastiske landskaber i Vest- og Nordisland. Det er gode minder at have, men minderne giver også abstinenser i forhold til frit at kunne rejse ud og opleve vores vidunderlige verden.