 |
| Tiden efter corona kan komme til at ligne de "brølende tyvere", men som i "Den Store Gatsby" eller "Cabaret" bliver det nok ikke. |
Der var ikke meget ”de brølende tyvere” over det nye tiårs begyndelse. Men noget der kunne minde om en mindre lokal revolution, skete der dog.
Den nyansatte førstelærer ved Tanderup Skole skulle i modsætning til forgængerne ikke have jord under neglene. Førstelæreren skulle fremover ikke længere som tilskud til lønnen have et jordtilliggende stillet til sin rådighed. Derfor hørte der ikke jord med, da Kristen Pedersen Larsen i februar 1920 blev kaldet som førstelærer og kirkesanger i Tanderup. Ja, dengang blev man ”kaldet”, når man fik en stilling som lærer i folkeskolen. Lærerarbejdet blev anset for at være et ”kald”. Til gengæld var lærere og førstelærere specielt i landsognene højt estimerede og værdsatte personer.
Førstelæreren holdt længe – også uden jord under neglene
I februar 1920 havde Tanderup Skole og Tanderup Kirke manglet en førstelærer og degn i tre måneder. Stillingen havde været vikarbesat siden oktober 1919. Det var noget af et tomrum, der var blevet efterladt, efter førstelærer, degn og dannebrogsmand Rasmus Theodor Madsens død og begravelse. Begravelsen fandt sted torsdag den 23. oktober 1919 fra Tanderup Kirke under deltagelse af omkring 400 mennesker fra hele egnen.
 |
| Førstelærer Madsen og hustru |
 |
| Førstelærer Madsens gravsten på Tanderup Kirkegård |
Madsen var død pludseligt på vejen til sit hjem ved skolen fra en sammenkomst i Emtekær. Han havde været lærer i Tanderup i 32 år og før den tid andenlærer ved Husby Skole. Hans efterfølger førstelærer Larsen holdt endnu længere. Han nåede at være førstelærer i Tanderup i 38 år, fra 1920 til 1958. Da han holdt, blev han boende i sognet. Kristen Larsen og hustruen Kamilla flyttede fra lærerboligen ved kirken til en villa på Hårevej. Larsen passede sygekassen, indtil den overgik til at være et kommunalt anliggende. I marts 1976 døde Kristen Larsen 86 år gammel. Da havde han været enkemand i 10 år, idet hustruen Kamilla var død 79 år gammel i 1966.
 |
| Førstelærer Larsen og hustru |
Tilbage til skolens jord. Det med at afhænde skolejorden i de her år var ikke kun en lokal foreteelse i Tanderup. Den 3. marts 1920 skriver Middelfart Venstreblad: ”Degnelodderne i Tanderup og Gelsted averteres i denne tid til salg. Der er eller bliver vakance i embederne, og kommunerne benytter da deres ret til i sådanne tilfælde at afhænde jorden.” Det var vedtaget en ny lønningslov for lærerne, der betød , at kommunerne uden lønkompensation til lærerne kunne afskaffe skolejorden.
Salget gik hurtigt. Måske der var indgået en forhåndsaftale. Tanderup Sogneråd averterede med jordsalget den 26. februar og allerede den 22. marts 1920 meddelte sognerådet, at skolelodden på 4 tønder land var blevet solgt til vognmand P. Sørensen for 3000 kr. svarende til 750 kr. pr. tønde land.
Sorte fingre
Som nu om dage var man også i 1920 i gang med omstilling af energisektoren. Energien fra Brænde Å´s fald fra den opstemmede møllesø var siden 1912 blevet udnyttet til elproduktion. Andelselværket Brende Mølle Elektricitetsværk producerede ren elektricitet på basis af vandkraft. Udviklingen i elforbruget på egnen gik dog så hurtigt, at den rene energi og de rene fingre snart måtte have tilskud af sort brændsel med tilhørende sorte fingre. Turbinerne måtte tilføres energi fra en tørvefyret dampmaskine og fra en dieselmotor. Der blev større og større behov for at producere ved hjælp af det, vi i dag kalder sort energi. De nye tider, som andre steder i verden blev kaldt de brølende tyvere, bankede på, når det gjaldt energiforbrug i Tanderup og omliggende sognekommuner. Elektricitet var hurtigt blevet uundværlig i hverdagen.
 |
| Brænde Mølle |
Her i 1920 var elværket udfordret af både den af verdenskrigen affødte mangel på brændsel og det hastigt stigende elforbrug til belysning og maskiner. Denne udfordring skinnede tydeligt igennem, da andelshaverne i Brende Mølles Elektricitetsværk den 7. juni 1920 var samlede til generalforsamling på Ejby Gæstgivergård. Minerne var alvorstunge.
Elværket havde udfordringer både i forhold til elproduktionen og til økonomien. Følgerne af verdenskrigen gav stadig knaphed på brændsel med heraf følgende stærkt stigende priser. Det fremgår af beretningen til generalforsamlingen, at prisen på brændselsolien til brug for værkets dieselmotor var steget betydeligt, hvorfor man havde sikret sig et stort parti tørv til brug i dampmaskinen. På generalforsamlingen blev der drøftet et forslag om at købe strøm fra Odense, og bestyrelsen fik generalforsamlingens tilslutning til at undersøge, hvad det ville koste at udvide elværkets anlæg ved Brænde Å til dobbelt højde. Ingen af disse to spørgsmål forekommer at være blevet afgjort i år 1920. I hvert fald kan jeg ikke finde noget om det. Værket fungerede mange år endnu efter 1920, men nu ved vi, at tiden efterhånden løb fra et lokalt elværk som Brende Mølles Elektricitetsværk.
Den ustyrlige drift
De moderne tider betød ønsker om forbedrede kommunikations- og transportforhold. Ønsket om flere jernbaner på Vestfyn havde floreret i årtier. Tanderup Sogneråd havde i 1919 efter en halv snes års drøftelser og skænderier mellem de vestfynske kommuner vist sig forbeholden og nærmest modvillig over for en jernbanelinje fra Assens over Tanderup og Husby til enten Gelsted, Ejby eller Nørre Åby.
Den 4. marts 1920 skrev aviserne, at Tanderup, Søby-Turup og Barløse kommuner nu endeligt havde meddelt, at de ikke kunne støtte en jernbane fra Assens til Ejby. Alligevel blev diverse spørgsmål om jernbanedrift ved at dukke op i den lokale debat. Alle forslagene havde gennem årene vist sig ikke at have gang på jord.
 |
| De vestfynske roebaner. Fra Salbrovad blev roesaften i pipeline pumpet til sukkerfabrikken i Assens |
Dette faktum kunne dog ikke afholde en kreds af borgere fra her i 1920 at foreslå forlængelse af den smalsporede roebane fra Salbrovad til Assens og fra Skadebjerg ved Udby til Nørre Åby. Roebanen fungerede fra 1912 og blev helt nedlagt i 1952. Forslagsstillerne af forlængelsen forestillede sig, at den smalsporede roebane så kunne anvendes til godstransport fra Nørre Åby og Assens til bl.a. Husby og Tanderup, så disse og tilstødende sogne kunne kompenseres for manglende nærhed til statsbanerne. Dette forslag fik heller ingen gang på jord. Og i mellemtiden løb tiden fra flere jernbaner. Biler og lastbiler havde nu entydigt taget overhånden både med hensyn til passager- og godstransport.
Fra vugge til grav
Tanderup Sogn havde især brug for tre vigtige funktioner. En jordmoder til at hjælpe børn til verden, en præst til at få børnene døbt og lærere til at undervise dem. Det var et basalt behov i Tanderup Sogn som alle andre steder. Nu havde man ansat en ny førstelærer, men man manglede også en ny jordemoder. Som nu om dage var jordemødre også dengang en mangelvare. Tanderup, Sandager og Kerte havde med udgangspunkt i Stubberup fælles jordemoderordning. I august meddeles det, at stillingen er blevet nybesat med virkning fra 1. oktober 1920. I jordemoderdistriktet er der omkring 45 fødsler årligt. Kirkebogen for Tanderup Sogn viser, at der i sognet i 1920 blev født 16 børn, 8 drenge og 8 piger. Dem sørgede pastor Jes Hansen for blev døbt.
Pastor Hansen måtte i 1920 forestå begravelsen af 9 døde fra Tanderup Sogn. Endvidere konfirmerede han 10 unge, 7 drenge og 3 piger. Efterslægten skulle jo også sikres, så heldigvis havde præsten 9 vielser i løbet af året. Ikke den store kirkelige aktivitet. Passer meget godt med indtrykket af et sogn, der i disse år ikke buldrer derudaf.
Året efter i 1921 blev der afholdt folketælling ud over hele landet. Folketællingen viste, at der i Tanderup Sogn på det tidspunkt var 601 indbyggere. I 2020 var indbyggertallet faldet til 410 indbyggere, et fald over de 100 år på knap en tredjedel.
Frigjort fra snærende bånd
Tiden ændrede drastisk på det at drive landbrug og dermed på livssituationen for hovedparten af befolkningen i sognene på og omkring Wedellsborghalvøen. De fleste af egnens gårde og husmandssteder var her i 1920 allerede for få år siden blevet afløst fra fæstetilhørsforholdet til Wedellsborg Gods og var blevet selvejende. Men der var nogle fæstere, som det endnu ikke var lykkedes at købe deres ejendomme på vilkår, de fandt rimelige.
Konkret udestod der i Husby og Tanderup sogne aftaler om 4 ejendomme beliggende i Sdr. Åby, Eskør, Hjorte og Emtekær. Til brug for afklaring af tvister i forbindelse med fæsteafløsningen var der nedsat en række statslige organer. Første instans var Afløsningskommissionerne. Over Afløsningskommissionerne stod en klageinstans kaldet det skrækkelige lange ord Overafløsningskommissionen.
Overafløsningskommissionen aflagde i september 1920 besøg i Emtekær og Eskør for ved selvsyn at sætte sig ind i de sager, hvor de pågældende fæstere og Wedellsborg Gods ikke havde kunnet tilslutte sig afløsningskommissionens forslag til løsning af konflikten.
Overafløsningskommissionen hørte ved besøgene parternes standpunkter og beså forholdene på de besøgte ejendomme. Hvordan afgørelsen blev, melder historien ikke noget om.
Processen vedrørende afvikling af fæstevæsenet foregik noget sendrægtigt ved Wedellsborg Gods. Mange godser ud over landet havde allerede i begyndelsen af 1800-tallet solgt jorden til deres fæstebønder, der så blev selvejere. Wedellsborg stod derimod fast på ikke at sælge ud af bøndergodset, og først i 1916, da Folketinget rumlede med lovgivning på fæsteområdet, begyndte Wedellsborg for at komme loven i forkøbet at indgå aftaler om fæstebøndernes overgang til selveje. Et arbejde der blev afsluttet i 1920-21 med Overafløsningskommisionens (pyha!) afgørelser på de sidste tvister.
Politik spillede en større og større rolle
Indenrigspolitisk var 1920 et særdeles ustabilt år. Den sociale og politiske situation var tilspidset med optræk til arbejdskampe og store demonstrationer. Mellem kong Christian den Tiende og den radikale regering Zahle var der efter udfaldet af afstemningerne i Slesvig stor uenighed om Flensborgs kommende tilhørsforhold. Kongen og en stor gruppe politikere ville have Flensborg forenet med Danmark uanset forårets afstemningsresultat, hvor der i byen var flertal for Tyskland.
Kongen afskedigede egenrådigt den siddende radikale regering. Det blev af mange opfattet som statskup, og der blev truet med omfattende strejker.
Den politiske ustabilitet førte til, at der i løbet af året blev afholdt hele tre folketingsvalg. Det første blev afholdt den 26. april, det næste den 6. juli og årets sidste den 21. september. Samme år blev der også afholdt en folkeafstemning om en revidering af Grundloven affødt af Genforeningen.
I Tanderup Sogn var der ikke tegn på politisk ustabilitet. Her blev resultatet af årets sidste folketingsvalg den 21. september 1920, at Venstre fik 122 stemmer (mod 111 ved årets første folketingsvalg den 26. april), Radikale Venstre fik 44 (mod 34), Konservative 39 (mod 45) og Socialdemokratiet 11 (mod 10). Altså nærmest status quo, når man sammenligner de to valg. Der var 16 flere afgivne stemmer i september sammenlignet med april. Forud for årets sidste folketingsvalg den 21. september var nedsættelsen af valgretsalderen til Folketinget fra 29 år til 25 år blevet en realitet. Ændringen i valgretsalderen gav ikke nogen væsentlig forskydning mellem partiernes resultater i Tanderup Sogn.
De brølende biler
Nu indledte jeg denne fortælling med at udtrykke opfattelsen af, at der ikke var meget ”de brølende tyvere” over Tanderup Sogn i 1920. Og så dog alligevel. Bilernes antal var hastigt stigende og skabte usikkerhed og utryghed. Specielt kørslen med lastbiler på vejen mellem Husby og Håre var blevet et problem for mange af beboerne langs vejen. Beboerne anmodede derfor Assens Amtsråd om, at denne vej måtte blive lukket for lastbilkørsel. Anmodningen fra beboerne blev behandlet af amtsrådet på dets møde i december 1920. Amtsrådet besluttede at svare, at det ikke kunne tage stilling til anmodningen, da det var beboerne og ikke sognerådet, der ansøgte. Sådan slap amtspolitikerne af med den varme kartoffel.
Hvorfor har jeg i denne fremstilling flere gange henvist til ”de brølende tyvere”? Det har jeg, fordi tiden for cirka 100 år siden på mange måder minder om det, vi står overfor, når den nuværende coronakrise er løst.
På mange måder har vi de samme kulturelle, økonomiske og sociale udfordringer, som man havde i 1920´nes efterkrigstid. Mange mennesker håbede på, at en ny, mere retfærdig og mere fredelig verden ville opstå efter 1.Verdenskrig. Men der var også mange, der forventede, at de nu kunne vende tilbage til den samme tilværelse som før 1914. "Tilbage til normalen" blev et slogan under valgkampen i USA i 1920, og det var langt fra kun i USA, at det var det, folk længtes efter.
Efter 1. verdenskrig blomstrede jazz-musikken, frisindet redefinerede den dengang moderne kvinde og Art Deco toppede. Økonomisk sås storskalabrug af biler, telefoner, tonefilm, elektricitet, industriel vækst uden fortilfælde, accelereret forbrug, efterspørgsel og forhåbninger, plus betydelige ændringer i livsstil og kultur.
Lad os for at sætte situationen i 1920 i det lille landsogn Tanderup i relief se nærmere på et kendt eksempel på ”de brølende tyvere”, nemlig løssluppenheden i efterkrigstidens Berlin. En løssluppenhed vi har læst om og set film om. Frivole danse som foxtrot, charleston og shimmy, blinkende lysreklamer, selvsikre kvinder og hæmningsløse varieteer. Jo, sådan var det vist dengang i 1920’ernes Berlin.
Med Wall Street-krakket i 1929 sluttede de brølende 1920ere og afløstes af 1930´ernes depression, hvilket resulterede i dysterhed og trængsler og lagde kimen til en ny altødelæggende verdenskrig.
Alt dette kan synes langt fra Tanderup Sogn i 1920, men noget smittede af helt ud i de små danske landsogne. Det stigende antal biler. Store ændringer i transport- og kommunikationssektoren. Energiforbruget der buldrede opad. Ændringerne i erhvervsstruktur og ejerforhold. Udvikling i uddannelses- og sundhedssektor. Fraflytningen fra land til by.
Jo, den store verdens påvirkninger kan vi spore i Tanderup Sogn i 1920, selvom sognet ved første blik ligesom landsognene i øvrigt virkede lidt søvnigt og stillestående. Men 1920 indledte vist ikke de ”buldrende tyvere” i Tanderup Sogn på det sociale og kulturelle område.Der var nok ikke meget "Den Store Gatsby" og "Cabaret" over tyverne i Tanderup.
Hvordan situationen i Tanderup Sogn var i det første efterkrigsår 1919, kan man læse i min fortælling herom via dette link: https://ih18.blogspot.com/2019/09/omradet-ved-brnde-mlle-1939.html
