Det var tæt ind under jul. Faktisk var det lillejuleaften. Ude på engen i Husby Hole morede tre drenge sig. Rundt om engen var der stejle skrænter med bladløse træer og nøddekrat. Nøddekrat var godt, for de lange lige grene var gode at bruge til flitsbuer, spyd, springstokke, kårder og køller. Det var sidst på eftermiddagen. Lange, mørke skygger var begyndt at brede sig langs hegn, krat og skovkant.
Lige pludselig rungede Husby Kirkes klokker hult ud over Husby Hole og fortalte, at det snart ville blive mørkt, så vi skulle tænke på at gå hjemad. Vi – det var Keld Bom, Ib og Leif. Som så ofte før legede vi omme i Husby Hole. En hole er en stor flad lavning, en hulning omgivet af stejle skrænter. Netop dette år havde det op mod jul sneet. Og der havde været en længere periode med frostvejr. Men de sidste dage var vejret slået om. Om dagen var det tøvejr og om natten frostvejr. Vi kunne stadig løbe på skøjter på engens vandingshuller, selv om isen var revnet og nogle steder brækket op. Vi måtte ikke løbe på vandhullerne, når det var tøvejr. Vores mor Nina havde fortalt drabelige historier om, hvad der nogen gange var sket, når børn og for den sags skyld også voksne var gået gennem en revne i isen og ikke kunne komme op igen, fordi de var drevet ind under den faste is og ikke kunne bryde igennem og komme op til overfladen og den livgivende ilt. Så lå de der med himmelvendte øjne og druknede uden nogen kunne hjælpe dem.
Men hvad var det for drenge, der lillejuleaftens eftermiddag for mange år siden havde det sjovt omme i Husby Hole. Sjovt, lige indtil kirkeklokkernes hule dystre rungen varslede aftenens og mørkets komme. Det var de to brødre Leif og Ib. De gik i Husby Skole - i samme klasse, da der kun var en aldersforskel på 1 år og 6 dage i mellem dem. Jeg – det vil sige Ib - var født den 4. juli, og et år og 6 dage efter blev Leif født den 10. juli. Den tredje bror Bo var en lille efternøler, der blev født den 21. juli 6 år efter Leif og 7 år efter Ib. På det her tidspunkt var han for lille til at løbe på skøjter og var derfor blevet hjemme. Den tredje dreng var Keld Bom, der fra Hygind en kilometer nede ad vejen mod Ejby var kommet op til Ib og Leif for at lege, så dagene før juleaften kunne gå lidt hurtigere. Han hed nu ikke rigtigt Keld Bom. Keld Vang Jensen hed han. Hans mor og far hed Hjalmer og Gudrun. Og hans storesøster hed Ina. Hun var nu længe flyttet hjemmefra på den her tid. Keld var nemlig en efternøler, der var mange år yngre end sin storesøster. Han opførte sig derfor og blev behandlet af sine forældre som et enebarn. Altså noget forkælet. Og derfor også af og til fyldt med gale streger.
Men hvorfor blev han af ikke blot Ib og Leif, men også af alle drengene i skolen kaldt for Keld Bom? Det blev han, fordi der i netop de her år var en berømt dansk jazzpianist, der hed Keld Bonfils. Bonfils er et franskklingende efternavn, der direkte oversat betyder ”god søn”. Fils på fransk udtales, så det lyder noget i retning af ”fis”. Når husbydrengene hørte Keld Bonfils navn i radioen, hørte de ikke den korrekte franske udtale, men hørte noget, der på fynsk kunne minde om Keld Bomfis. De store drenge i Husby Skole gav derfor vores skolekammerat Keld øgenavnet Keld Bomfis, ofte forkortet til Keld Bom. Det var ikke særlig ondt ment. Næsten alle i Husby havde tilnavne eller øgenavne. Med tilnavne kunne man lettere skelne mellem folk. Det her foregik jo før, der ude på landet kom gadenavne og husnumre.
Nå, men tilbage til netop denne lillejuleaften, lige før det blev mørkt. Selv om vi ikke måtte, løb vi på skøjter på et af vandhullerne, hvor isen på grund af dagens tøvejr var revnet og knækket op. Da kirkeklokkerne rungede og varslede mørket og aftenens komme, blev Keld Bom helt vildt forskrækket. Nu vidste han, der faldt brænde ned, når han nu igen kom for sent hjem til aftensmaden. Aftensmaden stod meget præcist på bordet dengang. Så det var med at være der. Han ville skynde sig ind på land for at tage sine skøjter af. I skyndingen overså han en af revnerne i isen og gik igennem med den ene støvle. For at redde sig selv greb han fat i mig, altså Ib.
Det lykkedes ham derved at komme ind på land uden at blive våd. Men han trak mig hen til en stor revne i isen. Jeg gik pladask helt igennem med hele kroppen og sank ned i vandet. I nogle sekunder så jeg for mig mors fortælling om, hvordan man kunne glide ind under isen og ligge derinde og kigge op i himlen, mens man langsomt druknede. Heldigvis kunne jeg redde mig op og trak mig gennem vandet over isflagerne ind på land, hvor Leif hjalp mig op. Fordi det var blevet aften, var det igen blev hård frost. Nu stod jeg med klaprende tænder bange, frysende og drivvåd. Løb hjem, sagde Leif. Ellers bliver du syg.
Jeg løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Alligevel frøs alt mit tøj hurtigt til is. Det blev stivere og stivere og tungere og tungere, mens jeg løb. Så da jeg kommet hjem, var jeg dækket af et tykt, tungt ispanser. Mor blev så forskrækket, at hun helt glemte at skælde ud. Jeg skulle bare tage det våde tøj af og krybe til sengs for få varmen. Og Keld Bom, som var årsag til det hele? Han kom også løbende omme fra Holen. Det med at komme for sent hjem havde han jo respekt for, så han løb stærkt. Men følge mig kunne han dog ikke. Jeg havde et kuldeenormt ismonster hængende på ryggen. Et monster der blev større og koldere jo længere tid, der gik. Så jeg benede af sted og kom først hjem.
Keld Bom skulle ikke have noget af at snakke med vores mor. Han vidste, at det ikke var godt, det vi havde gjort. Måske tænkte han også på, hvad der ville ske ham, når han endnu engang kom for sent hjem. Derfor sprang han som en anden cowboy i flyvende fart op på sin jernhest, hans lille blå cykel. I rasende fart hjulede han mod sine skæld ud nede i Hygind. Den blå cykel manglede olie på kæden og hvinede og skreg uhyggeligt, mens han cyklede af sted. Netop den blå cykel spiller en rolle i en Keld Bom historie om vilde indianere, der engang huserede omme i Husby Hole. Men den historie må fortælles en anden god gang. Dagen efter, da ispanseret for længst var varmet væk, var alt glemt. Nu var det jo juleaftensdag, og gaverne var kommet tæt på.
