Nøj, hvor gør det ondt langt ind i min inderste sjæl. Jeg kan næsten ikke være i min krop. Og det selv om jeg normalt er en munter og optimistisk person.
Men hvad er det dog, der kan få mig til at reagere sådan?
Det er, når jeg forestiller mig, hvordan et barn eller en gruppe af børn må have det, når de offentligt igen og igen udstilles som værende specielle og særligt problematiske. Får at vide, at nogle forældre til andre børn ønsker at vælge netop dem fra. Når de oplever, hvordan denne gruppe af forældre offentligt udtrykker, at ”vores børn ikke kan trives, lære og udvikle sig optimalt, hvis de skal være sammen med børn, der ser anderledes ud, har udfordret social baggrund eller som kommer fra bestemte boligområder”.
Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis det var min familie eller mine børn, der blev udsat for sådanne oplevelser. Sorg, bekymring, håbløshed, afmagt og vrede.
Da jeg for snart mange år siden gik i en landsbyskole eksisterede denne negative udpegnings- og stemplingsmekanisme desværre også. Nogle børn fra udsatte ejendomsløse familier kunne opleve, at de blev valgt fra, når der skulle leges eller holdes fødselsdag hos en skolekammerat fra en ejendomsbesiddende velsitueret familie. Det har jeg heldigvis ikke oplevet på egen krop, men jeg ved fra tidligere skolekammerater, hvordan en sådan oplevelse stadig sidder i sjæl og krop et halvt århundrede efter.
Når enkeltpersoner eller grupper hele tiden får at vide, at de ikke er ønskede i et fælleskab eller skubbes ud af fællesskabet, oplever de sig som marginaliserede – at være skubbet ud til eller over fællesskabets kant.
Sådanne oplevelser i barndommen kan medføre efterfølgende dårlige sociale og psykiske betingelser.
Marginalisering med tilhørende stigmatisering kan skabe ”ondt i livet” i form af indadvendthed og depressive symptomer. Dårlige sociale og psykiske betingelser kan også fremme afmagtshandlinger som for eksempel vold, kriminalitet, hærværk, en "så kan det hele da også være lige-meget-mentalitet" og mange andre dårligdomme. Dårligdomme som bliver et problem for den enkelte og for samfundet. Derfor er det vigtigt, at vi udviser indlevelsesevne i andre mennesker, og at vi alle arbejder med at forebygge marginalisering og stigmatisering.
Det er vigtigt, hvordan vi som samfund behandler allerede marginaliserede og stigmatiserede enkeltpersoner og grupper. Det er ikke let. Vi kan alle uforvarende komme til stigmatisere. Det kan vi så hver især ærgre os over og gøre noget ved. Det er straks værre, når grupper gentagne gange står over for hinanden og forsøger at stigmatisere hinanden.
Efter min mening er det derfor en central opgave for os alle og for samfundet som sådan at forebygge stigmatisering.
Men hold da op, hvor gør det ondt at opleve, hvordan nogle bestemte grupper igen og igen udsættes for negativ stempling og stigmatisering. Det må være hårdt for de pågældende forældre og børn. De har min varmeste sympati og opbakning.
Jeg har tidligere lavet en faglig blogartikel ud fra denne bog:
