De senere dages afgørelser i Rigsretten og Folketinget om ulovlig ministeradministration og om særlige værdighedskrav for folketingsmedlemmer kan forhåbentlig betyde, at der i fremtiden bliver øget respekt for de demokratiske danske værdier, hvor det enkelte menneske går forud for systemtænkning, men at beslutninger sker på lovens grund. Forhåbentlig kan sagen medvirke til større respekt for grundlæggende danske demokratiske værdier. Det er i hvert fald mit ønske.
I Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 står bl.a. følgende:
”Med lov skal land bygges.[...] Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven."
Min kommentar:
Selv i Middelalderen, længe inden der blev tænkt på demokrati, blev der lagt vægt på, at lov skal være til alles bedste og skal gælde for alle og overholdes af alle.
"Danmarkskanon - 10 værdier for fremtidens samfund":
Hvilke værdier har formet os i Danmark? Og hvilke værdier vil vi have med ind i fremtiden? De spørgsmål stillede daværende kulturminister Bertel Haarder befolkningen. Borgerne svarede og valgte 10 værdier til Danmarkskanonen.
En af de værdier, der fik flest stemmer, var lighed for loven.
Min kommentar:
Retssikkerhed og lighed for loven er fundamentet for et demokratisk samfund.
Ovenpå den ulykkelige rigsretssag må vi alle uanset partitilhørsforhold i øvrigt følge op ved fremover at vælge politikere, der tilslutter sig demokratiets grundlæggende retssikkerhedsprincipper.
Danske værdier og dansk lovgivning:
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev den 29. april 1992 af Folketinget vedtaget som en del af dansk ret og blev dermed en dansk lov. Den skal dermed efterleves og overholdes på helt samme måde som andre danske love.
Min kommentar:
Det har altid for mig været en almengyldig værdi – og dermed også en dansk værdi – at indgåede aftaler overholdes. De grundlæggende menneskerettigheder er for mig en basal dansk demokratisk værdi.
Partshøring:
Partshøring er kravet om, at en part skal høres og have mulighed for at komme med sin udtalelse før, der kan træffes afgørelse i en sag hos en offentlig myndighed. Hovedreglerne for parthøring har Folketinget vedtaget og beskrevet i forvaltningsloven, der trådte i kraft 1. januar 1987. Det er altså en dansk lov, selvom nogen i folketingsforhandlingen ville gøre partshøring til et spørgsmål om konventioner.
Min kommentar:
Der er for mig en væsentlig demokratisk dansk værdi, at jeg i givet fald bliver hørt om mine personlige kommentarer og bemærkninger til en påtænkt beslutning forud for, en myndighed træffer endelig afgørelse i en sag med konsekvenser for mig. Partshøring er dansk demokrati, når det er bedst, ligesom det er en værdi, at der er lighed for loven, så der ikke kan gøres negative undtagelser i forhold til enkelte personer eller grupper af personer. Alle – og ikke kun dem, man kan lide - skal have lejlighed til at tilkendegive deres mening om egen sag. Mange der ellers mener, at målet helliger midlet ville nok i en eventuel given egen sag meget have sig frabedt ikke at blive hørt, inden afgørelse blev truffet.
Barnebrude, tvangsægteskaber og sex med mindreårige:
Det er der vel ingen i Danmark, der går ind for. Jeg gør i hvert fald ikke. Efter individuel sagsbehandling med tilhørende partshøring skulle alle ulovlige forhold selvfølgelig opløses.
Men inden en dansk myndighed træffer beslutning om adskillelse af par, der lever eller bor sammen i Danmark, er det som nævnt en dansk værdi, at parterne får lov til at give deres mening til kende. Ellers kunne myndigheden jo komme til at forvolde skade, overse nogle faktiske forhold eller komme til at forgribe sig på noget, der faktisk var lovligt.
Et demokratisk retssamfund:
I et demokratisk samfund må vi alle gøre os bekendte med retssamfundets spilleregler. Herunder at der må være samme regler for alle mennesker, uanset de forskelle der i øvrigt måtte være. Ellers krakelerer fundamentet for vores samfund. Folkevalgte har et særligt ansvar for at efterleve de demokratiske danske værdier og i at oplyse befolkningen om disse.