Folkeskolen kunne i juli 2014
fejre 200 års fødselsdag. Det var ikke lutter lagkage.
Festen
for folkeskolen blev ikke helt så hjertevarm og omfattende, som jeg havde
forestillet mig, når man tænker på, at det var en af de væsentligste
samfundsinstitutioner, der var lejlighed til at fejre.
Flugten fra folkeskolen bliver
mere og mere omfattende og gælder nu både elever og lærere. Folkeskolens
segmentering, sociale lagdeling og indbyrdes forskellighed bliver mere og mere
udtalt. Administrative og politiske
beslutningstageres opbakning til folkeskolen synes desværre ofte ikke at være helhjertet. Store dele af
befolkningen giver heller ikke længere opbakning til folkeskolen.
Fejringen af folkeskolen blev
aldrig præget af den glæde, den respekt, den stolthed, den opbakning, den
omsorg og den anerkendelse, som jeg havde håbet og forventet.
Tvært i mod blev den fælles
folkeskole også i fødselsdagsåret efter min vurdering mere og mere truet.
Folkeskolen blev i fødselsdagsåret i lighed med de seneste tiårs udvikling
mere og mere set på som et økonomisk instrument, fremfor det uddannelses- og
dannelsesmæssige fællesskab folkeskolen blev opfattet som i de første 170 – 180
år af sin levetid. Jeg håber min vurdering er helt forkert!
Nogle lyspunkter er der dog. Dejligt
at en række forældre både lokalt og nationalt i konkrete handlinger benyttede
fødselsdagsåret til at give opbakning til deres børns lærere og pædagoger,
deres lokale folkeskole og folkeskolen generelt. Det er initiativer, vi som
folkeskolens venner må varme os ved og håbe på kan være med til at dreje synet på folkeskolen i en mere positiv retning med større opbakning. Initiativerne
giver grund til forsigtig optimisme på folkeskolens vegne.
Spørgsmålene er mange
Folkeskolen har fejret 200 års fødselsdag. Men har
vi fortsat brug for en fællesskabets folkeskole?
Skal folkeskolen ud over uddannelse fortsat vægte
udvikling af dannelse, medborgerskab og folkeligt demokrati?
Eller skal folkeskolen alene bruges i udviklingen
af Danmark som et konkurrencesamfund?
Der er mange spørgsmål, der trænger sig på i
forhold til folkeskolens fremtid.
Enevoldskongens oprettelse af den fælles folkeskole
i 1814 blev grundlaget for vores senere så rige demokratiske velfærdssamfund. Folkeskolen
er værd at hæge om – ikke på grund af dens alder, men på grund af dens positive
betydning for vores demokrati og for vores velfærdssamfund.
Meget tyder på, at det fremover bliver svært at
opretholde ideen om folkeskolens rolle i og for det folkelige fællesskab.
Begreber som ”folkeligt fællesskab” og ”folkeskolens dannelsesmæssige rolle” er
blevet fremmede for mange, og i stedet er der sat fokus på begrebet
”konkurrencesamfund”.
Det spæde demokrati fulgte op på enevoldskongens
tanker om et fælles skolevæsen. Grundloven i 1849 ønskede at skabe et fælles
demokratisk værdigrundlag på tværs af det, der ellers deler borgerne efter anskuelser.
Grundloven knæsatte princippet, at »Alle børn i den undervisningspligtige alder
har ret til fri undervisning i folkeskolen«. Altså ”folkeskolen” i ental og
ikke ”folkeskolerne” i flertal. Man vægtede folkeskolens rolle i forhold til
det folkelige demokratiske fællesskab.
Dannelsesmæssig motor
Ønsker vi at fastholde ideen om folkeskolen som
uddannelsesmæssig og dannelsesmæssig motor til udvikling af det folkelige
demokratiske fællesskab? Samtidig med at folkeskolen selvfølgelig udvikler sig
på de faglige, færdighedsmæssige og dannelsesmæssige områder.
Har vi brug for en fællesskabets folkeskole, hvor
der på tværs af kommunegrænser og borgernes socioøkonomiske baggrunde er fælles
rammer, sammenhæng og genkendelighed? Hvor det ikke er lokale
kommunalbestyrelsers, skolelederes, skolebestyrelsers eller forældres
folkeskoler, men folkeskolen, eleverne går i. Fælles overordnede rammer, hvor
der – med Grundtvigs ord – selvfølgelig lokalt er gode muligheder for at
strække vingerne uden at ramme burets sider.
Forhåbentligt lykkes det at sikre folkeskolen som
fælles samfundsinstitution med fortsat bæredygtige vinger.
Skolerne før 1814 var forskelligartede. Nogle var
oprettet af kirken. Andre af godsejerne. Og andre af kongen. Det gav
uhensigtsmæssige forskelle. I 1814 indså selv enevoldskongen som nævnt, at et
fælles skolesystem var nødvendigt for at kitte samfundet sammen. Den nuværende
udvikling af folkeskolen skulle nødig betyde, at vi vender tilbage til tiden
før 1814 med et atomiseret skolesystem som konsekvens.
Forhåbentlig bliver fællesskabets folkeskole ikke
smidt ud med badevandet i forbindelse med det nuværende stærke politiske ønske
om at dreje folkeskolen i en anden retning end den hidtidige. Gennem de senere
år har vi allerede set de negative effekter af den sociale lagdeling af
grundskolerne, der er en følge af det totalt frie skolevalg. Den nye
folkeskolereform fra august 2014 ser desværre ikke ud til at ændre ved denne
udvikling. Selvfølgelig skal vi have et vist frit skolevalg, men skal det
absolut være helt uden styringsmæssige rammer, så skolerne bliver opdelt i
sociale og etniske ghettoer?
Bæredygtig
udvikling
Folkeskolen skal hele tiden udvikle sig. Det kan
ingen være uenig i. Men når man vil skabe bæredygtige vinger for en fremtidig
folkeskole, bliver man nødt til at hente energi og erfaringer fra folkeskolens
rødder. Hvis man ikke gør det, risikerer man, at folkeskolen dør. Det ville i
givet fald få fatale følger for samfundets sammenhængskraft og den demokratiske
nødvendighed, det er, at de enkelte befolkningsgrupper har et vist kendskab til
hinanden på tværs af det, der ellers deler. Det kan ikke være i nogens
interesse, at et fællesskab som folkeskolen udvandes.