Oplevelserne står i kø - Lillebælt mellem tvende kyster

 På den ene side og ....

...på den anden side af Lillebælt

Vældige naturkræfter. Vildsvin. Kanonbådskamp. Generalstabsmøde. Minespærring. Minesprængning. Bådflygtninge. Lig på stranden. Blød hat og blå briller. Mosquitoangreb. Hvidt guld.

Jeg oplever masser af dramatiske begivenheder på Lillebælt og bæltets tvende kyster. Lillebæltsområdets nordlige del og kysterne omkring er en evig kilde til oplevelser, glæde og inspiration.

Først og fremmest giver Lillebælt og kystegnene fra Assens og Årø  over Kolding og Middelfart til Røjle Klint og Fredericia anledning til at opleve en fantastisk natur. Men også interessant historie. Egnen her og dens historie er som selve livet. Sorg og glæde vandrer sammen. Eller med salmedigteren Thomas Kingos ord: ”Sorrig og glæde, de vandre tilhobe”.

Oplevelserne står i kø, når jeg vandrer langs kysten eller gennem de kystnære landskaber på begge sider af bæltet. Eller når jeg fordyber mig i bøger, gamle aviser, kort og dokumenter om området. Jeg er født og opvokset i Ejby og Husby på Vestfyn. Og har gået på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Egnen ligger i mit blod og i mit sprog. Siden 1971 har jeg boet og arbejdet på Koldingegnen i området ved bunden af den lange smalle Kolding Fjord. Det er også et fantastisk smukt og interessant område.

Kysterne og farvandet mellem Jylland og Fyn har sin egen lange fængslende tilblivelseshistorie. Da isen forsvandt dukkede menneskene og deres kulturer op. De første mennesker bosatte sig ved kysterne. De har efterladt sig spor i form af ”druknede” bopladser, gravhøje, voldanlæg og meget andet. Der er nok at se til for en, der gerne vil opleve fortiden og få inspiration til forståelse af nutid og fremtid. Læse om den geologiske og historiske fortid og med fantasien genopleve den på fodture i landskabet. I nutiden lever vi og bevæger os rundt i landskaber, der på engang er de samme som førhen og alligevel så forandrede. Fremtiden vil ændre på grænserne mellem land og hav og vil byde på markante ændringer af landsskabet.

De nordlige dele af Lillebælt kaldes henholdsvis Snævringen og Bredningen. Snævringen er det smalle, men dybe farvand mellem Røjle Klint og Fønsskov. Bredningen er farvandet fra Fønsskov til Bogø og Assens. Kysterne, der omkranser Lillebælt, er præget af fjorde, bugter og vige. Store kuplede bøgeskove med mørke islæt af nåleskove er karakteristisk for kysterne på begge sider af bæltet. Området her er resultatet af tusindvis af års langsomme, men meget virksomme og kraftfulde naturmæssige processer. Når vi i dag vandrer, cykler, kører, fisker, bader eller sejler her, oplever vi selvfølgelig mest det, vi umiddelbart kan se. Den overflade, den kyst og det hav, vi ser, er først og fremmest et resultat af de sidste par hundrede tusinder års påvirkninger af is og vand.

Store gletsjere. Strømmende, eroderende og aflejrende vand fra smeltende iskolosser og fra regnvand. Faldende og stigende havspejl. Havets bølger og strømme, der både bryder ned og bygger op. Landet der vipper. Danmark sænker sig mod sydvest, mens det hæver sig mod nordøst. Vippelinjen går fra Ringkøbing tværs over Fyn fra Strib til Nyborg og til Vordingborg. Nord for vippelinjen hæver landet sig. Syd for sænker det sig.

Sådan er Lillebælt og egnene omkring gennem årtusinder blevet skabt og løbende forandret. Gennem de seneste 2-300 år har menneskenes aktiviteter forandret landskabet. Det er for eksempel sket i forbindelse med dige- og dæmningsbyggeri. Kystlinjer blev rettet ud, og de afsnørede vige blev tørlagte, så nyt land kunne inddrages. Byer blev bygget og udbygget. Skove blev plantet. Vandløb blev udrettet og uddybet, nogle blev rørlagte. Fugtige områder blev drænet. Åer blev stemmet op til brug for mølle- og kraftanlæg. Jord blev opdyrket. Infrastruktur som for eksempel havne, broer, veje og jernbaner blev anlagt. Alt sammen har været med til at forandre det naturgivne landskab. Gennem de seneste årtier er dele af det indvundne land igen givet tilbage til havet. Det er et enormt fascinerende at følge områdets udvikling gennem tusindvis af år.

Det bugter sig i bakke dal

Den nobelprisvindende forfatter Henrik Pontoppidan var også meget fascineret af Lillebælt og bæltets tvende kyster. I nutiden er han mest kendt for sin fantastiske roman Lykke-Per, men Pontoppidan skrev udover skønlitteratur også topografiske beskrivelser fra sine rejser rundt om i landet. I 1893 skrev han for eksempel i værket Danmark II en artikel ”Vestfyn”. Her skriver han blandt andet følgende:

"Naar Lille Bælts stride Strøm har bugtet sig forbi Middelfart og Snoghøj og rundt om Hindsgavl, breder den sig et Øjeblik i Indløbet til Kolding Fjord og snævres saa atter ind i Løbene omkring Fænø og mellem Stenderup Hage paa jysk Kyst og den lange Føns Halvø paa Fyns. Det er, som om den vilde bryde sig Vej gennem denne sidste, men den kommer ikke frem og fanges ligesom Marsvinene i Bunden af den smalle Gamborg Fjord; til Gengæld skærer den sig ordentlig ind med brede Bugter i Kysten syd for Føns eller Fyunnæs (Fyns Næs), som det hed i gamle Dage. Den største af disse Bugter er Tybrind Vig, som mod Syd begrænses af det høje Iversnæs, hvor Wedellsborg ligger mellem prægtige Skove og skuer ud over alt sit Tilliggende af Land og Vand, over Øerne ude i Bæltet, Brandsø og Baagø, og Herregaardene inde paa Kysten og oppe i Landet, Sparretorn, Tybrind, Minendal, Billeskov og Orelund…” (Uddrag fra artiklen ”Vestfyn”).

Mens Pontoppidan primært fortæller om de nordlige egne omkring Lillebælt  set fra bæltet ind mod land, så anskuede forfatteren Palle Lauring trekvart århundrede senere områdets landskaber fra sine ture på landevejene. I sin herlige bog "Fyn" fra 1974 skriver han for eksempel:

"Sydover inde i landet, ligger skovene på Ørslev Bjærge ned mod Lunghøj, og så smalle de er, så er det virkelig skov. Vejen stryger ned forbi en lille sø, man har ingen ulejlighed af at finde den, og man tror sig mange mile borte fra Fyn. Det er Midtsverige, Danmark i fyrreskovstiden, og søen vil ikke glide i ét med det fynske land. Vandspejlet er blankt i solen, rørenes våde stilke glimter, harpiksen dufter tykt og sødt, insekterne synger, hvor er det frodige milde Fyn? Det land, der er vanskeligere at få fat i, end man ville tro.”

Sådan beskriver forfatteren Palle Lauring sin tur over bakkelandet mellem Gelsted og Tanderup. Hans beskrivelse af grænselandet mellem Wedellsborghalvøen og det øvrige Vestfyn, den smukke langstrakte skovklædte randmoræne Ørslev-Lunge Bjerge er både fængende og flyvsk. Søen han omtaler, er søen ved Hylken Mølle, tæt på den gamle herregård Minendal og Hylkedamvejen mellem Håre og Gelsted.

Det er ikke kun kendte forfattere og fortællere som Henrik Pontoppidan og Palle Lauring, der kan lade sig rive med, når det gælder fortællingen om egnene ved den nordlige del af Lillebælt. Selv en statslig myndighed som Naturstyrelsen kan - om end en smule mere prosaisk - begejstret lade sig rive med. Se blot Naturstyrelsens beskrivelse i en folder fra 2015 om Stenderup Skovene:

”Den smukke kyststrækning gør det til noget helt særligt at besøge Stenderup-skovene. Her, hvor Lillebælt snævrer sig ind, er der høje skrænter og flotte udsigter til Fænø, Fænø Kalv og Kolding Fjord. Skoven gemmer på over 500 år gamle egetræer og en blandet løvskov med især granvoksne bøgetræer. Foruden en stor koncentration af kulturspor som gravhøje, voldsteder og stendysser, der vidner om menneskelig tilstedeværelse gennem tusinder af år.”

Hav binder, land skiller

Min dygtige og meget værdsatte historielærer på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg, lektor Poul Skaaning lærte os, at op igennem århundrederne og langt op i vores tid, har havet bundet mennesker sammen. Det var lettere at rejse over vandet, end gennem landet. Fortidens store skove og det uvejsomme land med vanskeligt passable åer og moser gjorde det vanskeligt at færdes på landjorden.

I det følgende vil jeg gennem korte resumeer af blogartikler, jeg har skrevet om nordlige Lillebælt og bæltets tvende kystegne gøre Skånings ord til mine. Der er meget, der binder Vestfyn og Sydjylland sammen.

Lad mig starte med at give et eksempel, jeg ikke har med i efterfølgende artikelresuméer. Et eksempel der viser, hvordan land skiller, og hav binder.

Fiskere fra Bjert Strand og fra Agtrupvig ved Kolding Fjord har ofte fisket langs de vestfynske kyster. Det gik i oktober 1919 galt for et par fiskere fra Agtrupvig. Under fiskeri i Tybrind Vig faldt de overbord og druknede. Den ene blev fundet umiddelbart efter ulykken, mens liget af den anden først blev fundet drevet i land i Tybrind Vig ved Eskør Strand sidst i januar 1920.

Det fremgår af datidens aviser, at fiskerens lig blev ført til identifikation hos lægen på Liljedal ved Tybrind. Herefter blev den afdødes familie underrettet og kom sejlende fra Agtrupvig over bæltet for at afhente deres døde familiemedlem. Kisten med den døde fisker blev ad søvejen bragt til hjemmet i Agtrupskov, hvorfra det blev ført til begravelse på Sdr. Bjert Kirkegård.

Men nu må jeg hellere komme i gang med mine fortællinger fra de for mig så kendte og skattede egne omkring Lillebælt.

Det foranderlige landskab

 

Wedellsborg Hoved

En tur i dybet under Lillebælt

Vi starter med at kigge dybt ned i undergrunden. Lad os se på det, der ligger skjult for vore øjne, men som fortæller om naturens stærke kræfter og hvilken landskabelig udvikling, der er foregået gennem 65 millioner år. For det meste umærkeligt over en længere årrække. Andre gange i form af kort tids dramatiske omvæltninger:

“…Det vestfynske landskab - herunder landskabet på Wedellsborghalvøen, som vi kender det i dag, - hviler på en dybgrund, der er resultatet af millioner af års geologiske udvikling. Lad os derfor starte med at gå mange millioner år tilbage og kigge ned i det fundament, det for os så kendte og smukke område hviler på. Det der i det daglige er usynligt for vore øjne, men som er helt afgørende for det landskab, vi kender…”

Vi er så heldige, at vi kan kigge ned under Wedellsborghalvøen ved at se over skulderen på geologen Ove Balthasar Bøggild, der i 1918 beskrev en boring ved Wedellsborg udført 1882-83:

”…Den plastiske ler er meget fed og meget finkornet og består overvejende af lermineraler iblandet kalk. Askelagene i leret er spor af nogle store vulkaner, der for omkring 55 millioner år siden lå ved Færøerne og langs en lang sprække i havet mellem Norge og Grønland…”.

(To uddrag fra min fortælling “Halvøen Wedellsborg – vanskeligere at få fat i end man ville tro”: https://ih18.blogspot.com/2018/01/halven-wedellsborg-vanskeligere-at-fa_34.html )

 

Skærbækværket ved Snævringen og Kolding Fjords munding

Kæmpegletsjer formede Lillebælt og kysterne omkring

Nu får vi brug for vores fantasi. Vi skal prøve at forestille os, hvordan Lillebælt og egnene omkring så ud i slutningen af den seneste istid, Weichel-istiden for omkring 15-20.000 år siden:

”…Når vi står her på en klar dag og kigger over bæltet, kan vi i fantasien rejse 15.000 år tilbage i tiden. Vi kan forestille os datidens store tomme isdækkede landskab. Helt stille er der ikke. Vi hører gletsjerisens knirken og knagen, mens den langsomt glidende fra sydøst mod nordvest høvler sig frem gennem det landskab, der nu er Lillebælt og nærliggende kyster. Bragene, når gletsjerens front i den korte kolde polarsommer kælver isbjerge ud i de foranliggende smeltevandssøer. Vindens susen og smeltevandsbækkenes rislende brusen. Vi hører måske også det hæse skrig fra en ørn, der patruljerer forbi her ved gletsjerkanten (og) ligesom nutidens ørne (…) afsøger strandengene og kysterne for bytte...”.

(Uddrag fra min fortælling ”Ørneflugt”: https://ih18.blogspot.com/2018/03/rneflugt-en-dagdrivers-dagdrmme.html )

Tilgroet stenalderhavsklint ved Sdr. Åby Strand

Da Lillebælt trængte langt ind i land

Det er ikke nutidens klimaforandringer med tilhørende kraftige havstigninger, jeg fortæller om i den næste blogartikel. Men artiklen giver en forsmag på, hvad der må forventes i de nærmeste århundreder. Artiklen handler om den store havstigning med tilhørende lokale landsænkninger, der skete, da istidens kæmpe iskappe var smeltet. Sporene af Stenalderens havstigninger kan ses endnu både på den fynske og jyske side af bæltet i form af blandt andet gamle kystskrænter langt inde i det nuværende land og kæmpemæssige flade tilgroede strandenge:

”… Efter Istiden fortsatte den arktiske is med at smelte, og havets overflade steg og steg. For mere end 7000 år siden trængte Stenalderhavet (også kaldet Litorinahavet) længere og længere ind over land. På grund af den efterfølgende klimaforværring blev mere og mere havvand igen bundet som is ved polerne, og kystlinjen trak sig igen tilbage. Stenalderhavets kystlinje kan stadig ses flere steder i landet som tilgroede klinter og strandvolde længere inde i land end den nuværende kystlinje. Fine eksempler kan ses ved Stenderuphalvøen, langs Flægen ved Tybrind og ved Sønder Åby Strand…”.

(Uddrag fra min fortælling “ Det sunkne land fortæller historie”: https://ih18.blogspot.com/2017/03/det-sunkne-lands-dannelsesmssige-stemme_1.html  )

 

Klint ved Wedellsborg 2018. Træet og endnu en bid af klinten blev taget af havet i 2019

Havet tager, havet giver

Vi lever i en foranderlig verden. Det gælder også det landskab, vi færdes i. Tilsyneladende stabilt og uforanderligt. Men det er ikke altid, vi bemærker forandringerne. Som oftest umærkeligt, stille og roligt forandrer landet sig. Tiår efter tiår, århundrede efter århundrede og årtusind efter årtusind sker der set over de mange år store forandringer. Forandringerne sker som følge af samspillet mellem naturens mange vældige kræfter. Godt at huske på, at menneskene kun er små brikker i dette spil:

”…Det er dette naturens fantastisk smukke samspil, jeg glæder mig over på mine ture langs kysten af Vandkantsdanmark ved Wedellsborg. Fra tangerne foran Bredning Bugten og Emtekær Nor, over strandengene og langs de gamle tilgroede tusindårige stenalderhavsklinter med foranliggende aflejrede strandenge ved Sdr. Åby Strand og ad den smalle strand under nedbrydningsklinterne ved Wedellsborg Hoved…”:

(Uddrag fra min fortælling ”Vandkantsdanmark – forandringernes verden”.

https://ih18.blogspot.com/2019/02/vandkantsdanmark-forandringernes-verden.html)

Gamle Hindsgavl Slotsbanke på Sudden nedenfor nuværende Hindsgavl

Sudden - både ved Husby og Hindsgavl

Jeg ynder at hige og søge i gamle kort, dokumenter, aviser og bøger. Derfor falder jeg ofte over spændende gamle ord. Det gjorde jeg også i forhold til ordet Sudden. Jeg opdagede på nogle kortblade, at strandengen ved Husby Strand officielt hedder Sudden. En dag opdagede jeg tilfældigt, at strandengen neden for Gamle Hindsgavl Slotsbanke også hedder Sudden. Begge geografiske steder er nogle af mine favorit vandringsområder. Men hvad søren betyder ordet Sudden?:

”… Et af de steder, jeg vandrer med stor fornøjelse, er på strandengen neden for Hindsgavl Slot. Midt på engen ligger Slotsbanken, der er resterne af en middelalderborg. Ind mod land afgrænses strandengen af en bevokset gammel og meget stejl kystklint. Efter jeg en dag havde gået en tur i dette område, tænkte jeg, at jeg hellere måtte granske de gamle kortblade over Hindsgavlområdet nøjere. Bum! Pludselig faldt jeg igen over stednavnet Sudden. Strandengen ved Hindsgavl hedder sørme også Sudden. Det kaldte på yderligere undersøgelser af dette stednavns oprindelse…”.

(Uddrag fra min fortælling ”Hvad Sudden!”: https://ih18.blogspot.com/2018/03/sudden.html )

Historien –  ofte mere spændende end nogen kriminalroman

Nikkende kobjælde også kaldet "Boyes Blod". Den vokser på sandbakkerne omkring Boyes Banke. Stedet hvor røveren og morderen Boye i 1856 blev halshugget.

Wedellsborghalvøens spøjse stednavne

Stednavne indeholder spændende og ind i mellem også mystiske historier. Når man kender et område godt fra masser af ture på gåben, på cykel og i bil, er det sjovt at finde ud af, hvorfor nogle steder hedder, som de gør. Det kan være noget af et puslespil, hvor brikker fra kort, opslagsværker, søgning i databaser og ikke mindst kendskab til områdets natur og kulturhistorie må passes sammen. Det er en spændende aktivitet. Spændende som nogen kriminalroman:

”… Hvad ligger der bag nogle af Wedellsborghalvøens spøjse stednavne som for eksempel Fristensbro, Sjoen, Flægen, Sudden, Tybrind, Boyes Banke, Nakke, Håre og Hjorte?

… Hvilken rolle spiller landskabet og historien for et steds navngivning? Det synes jeg er sjovt at vide noget om. I det følgende beskæftiger jeg mig med, hvorfor nogle konkrete steder på Wedellsborghalvøen hedder, som de gør…”.

(Uddrag fra min fortælling ”Wedellsborghalvøens spøjse stednavne fortæller fantastiske historier”:
https://ih18.blogspot.com/2018/01/wedellsborghalvens-spjse-stednavne.html )

Resterne af borgen Hønborg på strandengen ved Hagenør nær Skærbæk

Hagenørs herligheder

Hagenør. Her er fantastisk natur. Hav. Stejle klinter. Store kuplede bøgeskove. Grønne strandenge. Udsyn over Lillebælt mod den fynske stejle Gals Klint, der som en anden White Cliff of Dover står tiltrækkende hvid brat op fra kysten - mellem det blå hav og de grønne Hindsgavlskove.

Historien bliver meget nærværende fra toppen af borgresterne af Hønborg, hvorfra der er kig mod de mange gamle forsvarsanlæg, der her ved Lillebælts snævring skulle forsvare Danmark mod angreb fra syd:

”… Herligt at mærke historiens vingesus oppe på borgbanken, hvor tidligere Hønborg lå. Borgen der i 1523 spillede en rolle i forbindelse med Christian den Andens vægelsind med at vælge mellem den jyske eller fynske kyst, som fiktivt beskrevet af forfatteren Johannes V. Jensen i “Kongens fald”.

Borgresten Hønborg ligger midt i et fugtigt lavt marint forland. Den store strandeng nedenfor Damgård er også et marint forland, der tidligere er blevet afpumpet ved hjælp af vindmøller. Fra kysten ved Hagenør er der flotte udsigter til Lillebæltsbroerne, Middelfart Søbadeanstalt, Gals Klint, den gamle slotsbanke ved Hindsgavl, Fænøsund og Stenderupskovene.

Borgene "Hindsgavl Gamle Slot" ved Middelfart, "Hønborg" her ved Hagenør, "Borgbanke" i Stenderup Midtskov, skanserne på Fænø Kalv og ikke mindst Koldinghus er lagt her på grænsen mellem land og vand og mellem kongerige og hertugdømme - som nøgler til kongeriget i ufredstider, hvor kyniske holstenske grever og forsmåede slesvig-holstenske kongelige hertugbrødre ville have deres del af den kongerigske kage.

Lille Bælt har fysisk beskyttet resten af landet, når Jylland er blevet rendt over ende af fremmede tropper, på nær i 1658 da den hårde vinters is hjalp svenskerkongen over Lille Bælt fra Hejlsminde til Tybrind på Fyn…”.

(Uddrag af min fortælling "Hagenørs herligheder": https://ih18.blogspot.com/2019/03/her-er-hav.html )

Udsigten fra Føns Kirke over Fønsvang Sø, Ronæsbro og Gamborg Fjord

I smult vande – fra Sydjylland til Vestfyn

Før broerne over Lillebælt blev en realitet, var der masser af sejlende trafik mellem Sydjylland og Vestfyn. Trafikken mellem de to store middelaldermarkeder i Ribe og i Skanør i Skåne betød langt tilbage i tiden meget sejlads over Lillebælt. I starten af 1900-tallet bevirkede dyrkningen og forarbejdningen af sukkerroer til det hvide guld – sukker - masser af sejlads mellem Kolding og Assens og mellem Årøsund og Assens. Sukkerroedyrkningen fik gang i udbygningen af infrastrukturen på Vestfyn og i Sydjylland. Anlæg af privatbaner på Koldingegnen. Roebaner og pipelines på Vestfyn. Færgeruter og tankskibsruter:

”…Skibsfarten mellem Kolding og Fyn har ikke kun været af stor betydning fra 1899 til 1970, hvor tankskibe sejlede sukkerroesaft fra Kolding Saftstation til Sukkerfabrikken i Assens. (…) Når vi i dag går langs Kolding Å fra bymidten og ud til åens nuværende udløb ved Lystbådehavn Syd, passerer vi den store parkeringsplads Riberdyb. Navnet Riberdyb er ikke tilfældigt. Herfra blev der foretaget udskibning af varer og mennesker som en del af den store middelalderlige vest-østgående handelsrute (…). Når den rejsende drog ud ad Nørreport i Ribe, fulgte han den sandede vej over Kalvslund Hede, videre til overgangen over Kongeåen ved Foldingbro og derfra på nordsiden af Kongeåen frem til Kolding, hvorfra det var nemt at sejle videre østpå i fjordens smulte vande og på den anden side bæltet beskyttet af den lange halvø Fønsskov til Føns på Fynssiden af Lillebælt. Helt frem til det 16. århundrede var der i Kolding en sejlrende kaldet ”Riberdyb”. Nogen lod sig sætte over til Føns med båd fra Stenderuphalvøen. Føns er for øvrigt en nutidig afledning af det stednavn, der i Valdemars Jordebog fra det trettende århundrede blev kaldt Fyunnæs, altså Fynsnæs…”.

(Uddrag fra min fortælling ”Overfarten over Lillebælt fra Kolding til Fyn”:

https://ih18.blogspot.com/2018/08/overfarten-over-lille-blt-fra-kolding.html )

Udsigt fra Houens Odde over Gudsø Vig mod Gudsø, der ligger foran den høje Taulovmoræne, der er aflejret og presset op af Lillebæltsgletsjeren

Treårskrigen - kanonbåde i Gudsø Vig

Få kilometer fra min bopæl i Bramdrupdam nær Kolding ligger halvøen Houens Odde. Omkranset af Gudsø Vig mod nord og Eltang Vig mod syd. En vandretur odden rundt er 6-7 kilometer. Turen indebærer fantastiske naturoplevelser og giver mulighed for ved brug af sin fantasi at fornemme, hvordan landskabet her er blevet til. Og samtidig er der mulighed for at indleve sig i historiske begivenheder, der har udspillet sig her omkring:

”… Men undervejs kunne jeg også dagdrømme om historiske begivenheder tættere på vores tid. Om de betydelige slag der under Treårskrigen fandt sted ved Gudsø i maj 1849. Efter det af danskerne tabte slag den 23. april 1849 i Kolding, sejlede danske kanonbåde ind i Gudsø Vig og beskød de tyske tropper inde på land. Kanonbådene måtte trække sig tilbage, da tyskerne gik ud og beskød kanonbådene fra Houens Odde. Det har ikke været sjovt at ligge i de små åbne kanonbåde uden beskyttelse for den fjendtlige beskydning…”.

(Uddrag fra min fortælling ”Houens Odde – midt i det hele”:

https://ih18.blogspot.com/2018/09/houens-odde-midt-i-det-hele.html )

Stien fra Staurby Skov går forbi den gamle Røjle Station til Vejlby. Den er anlagt i den tidligere Nordvestfynsbanes tracé.

Generalstabsmøde i Vejlby før slaget ved Fredericia

Under en vandretur på stien fra Staurby Skov, der udgår lige under Den Nye Lillebæltsbro, og til Vejlby Kirke havde jeg god tid til at spekulere over og leve mig ind i Vestfyns betydning under Treårskrigen 1848-50. Turen ad det gamle jernbanetracé gav mig samtidig anledning til at overveje, hvordan mennesker gennem tiderne har haft vanskeligt ved at styre deres drifter. En af de vanskeligste drifter at styre er jernbanedriften. Herom vidner Nordvestfyns mange nedlagte jernbaner og tidligere tiders planer om endnu flere:

” Jeg startede turen fra Strandvejen under pillerne, hvor Den Nye Lillebæltsbro krydser over sporet fra Den Nordvestfynske Jernbane. Banen blev anlagt i 1911 og gik fra Middelfart til datidens jernbaneknudepunkt i Brenderup, hvor den delte sig i to linjer, en til Bogense og en til Odense…

…Under et træ står en sten med påskriften “4. juli 1849”. Denne dato henviser til den rådslagning den danske generalstab holdt her i Vejlby gamle præstegård forud for det heldige udfald fra Fæstningen Fredericia 6. juli 1849, for 170 år siden i år. Stenen står på det sted, hvor bordet i den gamle præstegårds konfirmandstue stod. Bordet blev brugt som mødebord af generalstaben. På mødet i Vejlby præstegård den 4. juli besluttede generalstaben at foretage udfald fra Fredericia…”.

(Uddrag fra min fortælling ”Historiens spor”, der både indeholder vestfynsk krigshistorie og jernbanehistorie: https://ih18.blogspot.com/2019/02/historiens-spor_21.html  )

Ved 1. verdenskrigs begyndelse udlagde Danmark blandt andet søminer mellem Bågø og Wedellsborg Hoved (området angivet med rødt) i den danske del af Lillebælt, mens tyskerne selv minerede mellem Bågø og Årø i den daværende tyske del af Lillebælt.

Søminer i Lillebælt under 1. Verdenskrig

Gennem århundreder har Lillebælt været en vigtig del af Danmarks forsvar mod angreb fra syd. Tænk bare på de mange gamle borge og skanseanlæg på kysterne på begge sider af den nordlige del af Lille Bælt. Skansen og Borgsted Banke ved Sønder Stenderup Midtskov, Høneborg ved Hagenør, Gamborg, Gamle Slot ved Hindsgavl, fæstningen Fredericia, skanserne på Fænø Kalv, på Hindsgavlhalvøen og ved Strib.

Tænk, hvilket chok, det var da svenskerne i 1658 efter at have besat Jylland kunne gå over isen og besætte resten af Danmark på nær København. Eller omvendt da Lillebælt i 1848-50 og i 1864 forhindrede tyskerne i at besætte Danmark udover Jylland. Lillebælt spillede også en stor militærstrategisk rolle under 1. Verdenskrig, selvom Danmark var neutral.

”… Under 1. Verdenskrig 1914-18 planlagde tyskerne, hvordan de skulle besætte Danmark, hvis Danmark sluttede sig til Ententen, eller hvis Entente-magterne søgte at åbne en nordlig front i krigen ved en landgang i Jylland. På landjorden etablerede tyskerne i Sønderjylland, der dengang var tysk, en fæstningslinje "Sicherungsstellung Nord" fra Hoptrup ved Lillebælt i øst over Toftlund og Agerskov til Skærbæk ved Vadehavet i vest. Etablering af den militære zeppelinerbase ved Tønder skal også ses ind i denne militære geostrategi.

Det neutrale Danmark bøjede sig allerede i 1914 for en tysk anmodning om at minere Lille Bælt, Store Bælt og Øresund, så englænderne ikke kunne sejle igennem til de tyske krigshavne ved Østersøen, fx. Sønderborg og Kiel. Og tyskerne lagde selv yderligere søminer ud for beskytte sine flådehavne…”.

(Uddrag fra min fortælling
"Miner til slet spil": https://ih18.blogspot.com/2019/03/miner-til-slet-spil.html )

Skibet Kong Haakon afgår fra Assens i 1919 for at bringe russiske flygtninge hjem. Mange Assensborgere er på kajen for at hilse af. 

Flygtninge og druknede søfolk skyllede op på de vestfynske kyster

Under og lige efter 1. verdenskrig skyllede alverdens ufred og ulykker i bogstaveligste forstand ind på Lillebælts kyster. Minesprængninger sendte svenske og tyske fragtskibe ned på bæltets bund. Søfolk druknede. Fiskerbåde kæntrede, og fiskerne druknede. Lig skyllede op på kysten både ved Sdr. Åby Strand og ved Eskør Strand. Russiske krigsfanger flygtede over bæltet fra det tyske Sønderjylland i alt, hvad der kunne flyde. Ikke alle nåede over. Liv gik tabt under flugten over Lillebælt, men mere omkring 1600 nåede frem til de vestfynske kyster og blev internerede blandt andet i Husby og Assens:

”Lig fundet i vandet syd for Wedellsborg Klint - hen mod stranden ved Sønder Åby.

Der er tale om en ukendt mandsperson. Alderen lader sig ikke nærmere bestemme end til at være mellem 20 og 60 år. Det fremgår alt sammen af sognepræsten i Husbys notater i kirkebogen, da liget blev begravet på Husby Kirkegård på Vestfyn den 25. september 1919. (…) Pastor Wolf kan ikke lade være med at indføre nogle personlige gætterier i kirkebogen. ”Vistnok sømand eller fisker, antagelig fra en svensk damper, som havde last af klid og blev minestødt ud for Assens nogle måneder forinden”…”.

(Uddrag fra min fortælling ” Frygtelig ulykke i Lille Bælt”:

https://ih18.blogspot.com/2019/08/frygtelig-ulykke-pa-lille-blt.html )

En kyst ved Det Ægæiske Hav

Menneskeskæbner skyllet op på vestfynske kyster

Stærke billeder har gennem de sidste årtier ætset sig ind på vores nethinder. Fra det Ægæiske hav, fra de græske øer, fra Malta og Sicilien. Strande fyldt med forladte punkterede gummibåde, små pilrådne joller, primitive tømmerflåder og slidte svømmeveste. Overfyldte, knap flydedygtige rustne plimsollere fyldt med bange, solskoldede, våde, tørstende og sultne børn og voksne.

Men det er ikke kun i vores nutid, sådan noget sker. Hvis vi går omkring 100 år tilbage til tiden under og omkring Første Verdenskrig, oplevede man dengang noget tilsvarende på de vestfynske kyster og på øerne i Lillebælt. Flygtningestrømmen gik østpå fra den sønderjyske kyst mod Vestfyn:

”… Flygtningene var så desperate, at de med livet som indsats kastede sig ud i Lille Bælt med kurs mod Vestfyn. De brugte alt, hvad der kunne flyde: tømmer, træstumper, vognbunde og dejtrug.

Nogle druknede, men mange blev samlet op af danske marinefartøjer ved farvandsgrænsen mellem Danmark og Tyskland syd for Assens. Sydvest for Bågø var Lille Bælt dengang tysk farvand. Tyskerne havde mineret i farvandet mellem Bågø og Sønderjylland, mens Danmark efter tysk pres havde set sig nødsaget til at udlægge miner mellem Bågø og Wedellsborg Hoved. En flugt over Lille Bælt på må og få kunne således være en særdeles farlig affære. Vejr og vind, miner og tyske patruljefartøjer…”.

(Uddrag fra min fortælling "Bådflygtninge over Lille Bælt":

https://ih18.blogspot.com/2019/05/badflygtninge-over-lille-blt-til-vestfyn.html )

Wedellsborg Birks tidligere dommerbolig ved Kællingbjerg

Flygtninge gennem Middelfart og Ejby til internering nær Husby

Ved verdenskrigens afslutning strandede en gruppe flygtninge på Brandsø. Det var i december 1918. Et dansk flådefartøj tog flygtningene om bord og sejlede dem til Assens. Her blev flygtningene nægtet at gå i land. Brandsø hørte til Husby Kommune og dermed til Wedellsborg Birks Retskreds. Derfor var det myndighederne her, der måtte tage sig af flygtningene og ikke Assens. Abekastning er ikke en ny disciplin. Wedellsborg Birk havde dommerkontor og arrest ved Kællingbjerg, tæt på sognegrænsen mellem Ørslev og Husby sogne.:

”…I stedet blev flygtningene med motortorpedobåden "Springeren" sejlet til Middelfart, hvor de blev mødt af en politibetjent fra Kællingbjerg, en sergent og to soldater fra Odense.

Flygtningene, der var russiske krigsfanger flygtet fra det tyske Sønderjylland, blev under bevogtning sat på et tog til Ejby. Herfra blev de ført mod Husby til Kællingbjerg Retsbygning i Wedellsborg Birk, hvor de blev internerede i et "polakhus" tilhørende Wedellsborg grevskab…”.

(Uddrag af min fortælling ”Flygtninge fra Brandsø”:

https://ih18.blogspot.com/2018/12/flygtninge-fra-brands-flyttes-til.html)

Millers omnibus på Torvet i Assens foran Hotel Phønix. 1919 

Vestfynsk busrute nedlagt – bussen skulle bruges i Kolding

Der var lige efter 1. Verdenskrigs afslutning masser af penge at tjene ved rutebiltrafik henover den på det tidspunkt endnu eksisterende landegrænse mellem Kolding og Haderslev.

Et vognmandsfirma i Kolding, Rudolph & Schmidt havde allerede tidligt etableret en hestevognsrute mellem de to byer. I 1913 udskiftede de hestene med en rutebil. Efter verdenskrigens afslutning var der endnu flere penge at tjene. Det var med at få fat i alle de busser, man kunne få fat i. Det gik ud over den nystartede busrute mellem Assens og Middelfart. Der var flere penge at tjene på den sydjyske side af Lillebælt, så Assens-Middelfart rutebilen blev sendt med færgen fra Middelfart til Snoghøj. Herfra kørte den straks til Kolding og påbegyndte arbejdet:

”… Ruten mellem Assens og Middelfart med tre daglige ture var startet så sent som 15. maj 1919. Omnibussen havde plads til 20 personer. Sidste tur fra Assens til Middelfart blev kørt den 25. april 1919, og omnibussen blev straks efter ført over Lille Bælt og kørt til Kolding, hvor den skulle indgå i betjeningen af rutebilruten fra Kolding over grænsen ved Christiansfeld og til Haderslev i det daværende Tyskland. Koldingenserne slugte Millers omnibus…”.

(Uddrag fra min fortælling "Noget af en mundfuld - koldingensere slugte fynsk rutebil"

https://ih18.blogspot.com/2019/05/noget-af-en-mundfuld-koldingenserne.html )

Ejby Station. 1905

Blød hat og blå briller på Ejby Station

Et årstid før afslutningen på 1. Verdenskrig tog Lenin og hans bolsjevikker i november 1917 magten i Rusland. I Berlin og i andre større byer i Tyskland var der tilsvarende oprør og opstande. Arbejderne og de ikke besiddende klasser ville have del i eller helt overtage samfundsmagten.

I forlængelse af den forfærdelige krig ville disse kræfter blandt andet sikre en international solidaritet, så fremtidige krige kunne undgås. Derfor holdt de revolutionære kræfter via kurérer nær kontakt med hinanden på tværs af landegrænserne. En af kurérruterne gik fra Haderslev over Lillebælt til Wedellsborghalvøen og videre til Ejby Station. Herfra gik rejsen videre østpå med tog over Sverige og Finland til Rusland. Lillebæltegnene blev således på det tidspunkt en brik i et større internationalt spil. Den danske regering var bange for, at der skulle komme lignende revolter i Danmark, derfor fulgte de aktiviteterne meget nøje:

”… I december 1919 står en fremmed mand på perron 1 på Ejby Station. Han kigger sig nervøst omkring og spejder utålmodigt efter det østgående tog.

Han har god grund til at være nervøs. Det danske Statspoliti holder ham nemlig under observation (...) Statspolitiet har til og med udarbejdet et nøje signalement af ham (…). Manden er på vej til Sankt Petersborg i Rusland. Han er kurér for de kræfter i Berlin, der efter 1. Verdenskrigs ophør forsøgte at skabe en revolution i Tyskland i lighed med den russiske revolution. De revolutionære i Berlin sendte hver uge kurérer til Rusland. Ruten gik – for at omgå de tyske myndigheder - over Haderslev, der på det tidspunkt stadig var en tysk by. Fra Haderslev gik det i nattens mulm og mørke med båd over Lille Bælt til et sted på kysten så tæt på Ejby som muligt. Kuréren vandrede til Ejby Station og tog toget der. Fra Ejby gik turen over København, Sverige og Finland til Sankt Peterborg…”

(Uddrag af min fortælling ”Lille Bælt forbindelsen - blød hat og blå briller” https://ih18.blogspot.com/2018/04/lille-blt-forbindelsen-bld-hat-og-bla.html )

Engelske Mosquitojagere klar til kamp

Mosquitojagere angreb skib på vej fra Assens til Kolding

Under 2. verdenskrig var tankskibet  ”S/S Gustav” af Assens på sin vej fra Assens til Kolding udsat for en alvorlig og dramatisk hændelse:

”Ra-ta-ta-ta. Staccatolyden fra maskingeværild og den højfrekvente rasende motorlyd fra to angribende engelske Mosquitojagere flængede stilheden over Lille Bælt.

Det var sidst på eftermiddagen onsdag den 15. november 1944. ”S/S Gustav” af Assens var på vej mod Kolding. Her midt i Lille Bælt ved indsejlingen til Kolding Fjord blev ”Gustav” angrebet af to engelske jagere.

Det var en fejl. De engelske jagere forvekslede ”Gustav” med nogle tyske krydsere, der var blevet rapporteret liggende ved Løverodde. Heldigvis blev ingen ombord på ”Gustav” sårede, og der skete kun mindre materiel skade.

Men, hvad var ”Gustav” for et skib, og hvorfor befandt det sig midt under krigen her i Lille Bælt på vej fra Assens til Kolding? Se, det er en interessant historie. ”Gustav” var en del af datidens blomstrende landbrugs- og industrieventyr på begge sider af Lille Bælt…”

(Uddrag af min fortælling ”Det hvide guld”:

https://ih18.blogspot.com/2018/03/det-hvide-guld.html )

Kultur på tværs af bælt og ocean

Mindesmærke for Carl Nielsen på Grønningen i København 

udført af hans kone Anne Marie Carl Nielsen født Brodersen

Mæcenen på Damgaard

Syd for Erritsø tæt på Lillebæltskysten ligger gården Damgård. Kunstnerægteparret Anne Marie og Carl Nielsen elskede at besøge Damgård for at finde ro og inspiration

Tættest relation til egnene ved Lillebælt havde selvfølgelig billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, født Brodersen. Hun var født på gården Thygesminde, der ligger på Stenderuphalvøen sydøst for Kolding. Komponisten Carl Nielsen var som bekendt født i Nørre Lyndelse. Gennem sin musik fik Carl Nielsen relation til Sønderjylland:

”… "Tågen letter" er et bestillingsarbejde, som Carl Nielsen skrev til Det Kongelige Teater i forbindelse med fejringen af, at Sønderjylland blev forenet med Danmark. Tyskernes tyveri af Slesvig-Holsten i 1864 bliver fremstillet som en tåge, der har lagt sig over landet, og som nu efter Genforeningen 1920 igen letter. Musikstykket er karakteristisk med sin vekslen mellem dur og mol, mellem munterhed og sørgmodighed. Sorgen over det tabte land, og glæden over, at en del igen kom tilbage til Danmark.

Deres gæstfri vært på Damgaard var frøken Charlotte Marie Trap de Thygeson. Under opholdene på gården modellerede Anne Marie Carl Nielsen blandt andet skulpturer af gårdens kalkuner og øvrige dyr, mens Carl Nielsen arbejdede med sin musik ved klaveret. Allerede som barn havde Anne Marie øvet sig i at tegne dyrene hjemme på Thygesminde. Ikke sært, at hun blev en sand mester i dyreskulpturer, men for øvrigt da også i menneskeskulpturer…”.

(Uddrag af min fortælling ”Ro og inspiration ved Lille Bælt” https://ih18.blogspot.com/2018/04/klaver-og-kalkuner-ved-lille-blts.html)

Fra venstre mod højre. Udsigt fra Skamlingsbanken over Binderup Bugt og Lillebælt. Kongesalen i Restaurant Skamlingsbanken med Henrik Starckes relieffer. Henrik Starckes skulptur på Torvet i Middelfart. FN-frimærke med billede af Henrik Starckes frihedsskulptur, der er opsat i FN-bygningen i New York.

Starcke på Skamlingsbanken, i New York og i Middelfart

Som nævnt er der meget der binder sammen tværs over Lillebælt. Billedhuggeren Henrik Starckes kunst er blot et eksempel herpå. På tværs af Lillebælt mellem Skamlingsbanken og Torvet ved Guldkronen i Middelfart. Ja, sågar videre tværs over Atlanten til FN-bygningen i New York:

”… Under Anden Verdenskrig var det i Danmark forbudt at holde friluftsmøder. Midt under krigen fejrede man i 1943 hundredåret for det første  sprog- og folkemøde på Skamlingsbanken. For at kunne fejre dette jubilæum indendørs skænkede Ny Carlsbergfondet en frise lavet af billedhuggeren Henrik Starcke til Skamlingsbanken. Frisen omhandler Slesvigs og Sønderjyllands historie. Den blev opsat på alle fire vægge i den store sal på Skamlingsbanken, hvor jeg ofte har nydt den, når jeg har været til møder eller fester der.

Men nu kommer det så. Det der kulturelt binder sammen tværs over Lille Bælt. På Torvet i Middelfart står en skulptur af selvsamme Henrik Starcke. Skulpturen kaldes Middelfartdrengen. Den blev opstillet i 1954. Lige der midt i det smukke gamle Middelfart poserer den stadig, fint placeret med et flot hus som baggrund.

Men hvordan kommer Atlanterhavet og New York så ind i billedet? Jo, på en væg i FN-bygningen i New York hænger en tre meter høj bemalet teaktræsfigur kaldet ”Kvinde med Fugl”, symboliserende frihed og selvstændighed. Figuren er udført i 1951-52 af - ja, hvem ellers - naturligvis Henrik Starcke. I 1968 blev figuren anvendt som motiv på et FN-frimærke…”.

(Uddrag af min fortælling ”Står på en bakketop- flyvske tanker på Skamlingsbanken”: https://ih18.blogspot.com/2018/03/star-pa-en-bakketop.html )

Fortællinger fra min hjemegn

Husby Kirke på Vestfyn

Links til mine fortællinger specifikt fra Husby, Ejby og Vestfyn:

https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html

Ib Hansen, februar 2020