Fællesskabernes opløsning

Folkeskolen er presset på økonomien. Det har tilhængerne af nutidens nye religion om omstilling, nytænkning og innovation et svar på. De mener, at udgifterne til folkeskolen kan nedbringes ved at opløse klassebegrebet og lave skiftende holddannelser. Fleksible løsninger er den eufemistiske omskrivning for nedskæringsønsket.

Stor respekt for ønsket om at finde nye veje. Men klassen som fællesskab er ikke kun en organisatorisk enhed. Det at indgå i et forpligtende klassefællesskab er simpelt hen en vigtig del af folkeskolens dannelsesskabende arbejde.

Klassen som enhed er dannelses- og tryghedsskabende. Den større enhed, skolen bliver overskuelig og tryg for det enkelte barn gennem den mindre enhed, klassen. Klassen som fælleskab er rammen for det enkelte barns dannelse og udvikling!

Der er grænser for, hvor mange individer det enkelte barn kan overskue og have relationer til. Det er derfor ikke uden grund, at den enkelte folkeskole som fællesskab er delt op i overskuelige mindre fællesskabsenheder, klasser.

Folkeskoleloven slår fast, at “skolen deles i klasser efter antallet af elever”, og at ”elevtallet i grundskolens klasser normalt ikke ved skoleårets begyndelse må overstige 28”. I øvrigt synes jeg, 28 elever i en klasse er et alt for højt tal. Politikere, der vil folkeskolen noget godt, kunne passende nedsætte dette tal til 22 eller 24.

Der er en fundamental mangel på viden om, hvordan gode fællesskaber udvikles. Et individ kan kun være et individ, såfremt der findes fællesskaber, hvori individualiteten kan blomstre. Det er derfor en helt forkert vej at afskaffe klassebegrebet.

Høkerlogik rammer folkeskolens kvalitet

Nogle kommuner har fået den ide, at lærernes tid til faglig og pædagogisk forberedelse og tid til efterbehandling af undervisningen skal betale for, at antallet af elever i betalingsskolerne stiger efter folkeskolereformen.

Umiddelbart lyder det for borgere, skattebetalere og vælgere logisk, at folkeskolernes økonomi nedskæres i takt med afvandringen til betalingsskoler.

Men det er ingenlunde logisk. Forklaring følger. Også selv om vi lever i en tid, hvor umiddelbare meninger og holdninger er mere populære end fakta.

Folkeskoleloven indeholder to efter min mening meget gode og centrale bestemmelser, der understøtter folkeskolernes mulighed for at levere kvalitet, når det gælder elevernes trivsel, dannelse og faglighed. Nemlig, at eleverne skal deles i klasser, og at klasserne uanset elevtal skal have det samme minimumstimetal, fx uanset om der 18 eller 28 elever i klassen minimum 30 timer om ugen. Elever i små skoler med lave elevtal i klasserne får samme timetal som elever i de store byskoler. Om det ugentlige timetal for eleverne er for højt er en anden diskussion.

Skolerne kan altså ikke skære i klassernes ugentlige minimumstimetal. Alligevel bruger politikere i de pågældende kommuner et folkeforførende såkaldt "sund fornuft"-argument om, at skolernes økonomi skal svinge i takt med elevtallet, og at folkeskolerne naturligvis skal betale for de merudgifter, de pågældende kommuner har fået efter folkeskolereformen som følge af det stigende elevtal i betalingsskolerne.

En sådan høkermodel snyder på vægten. Folkeskolerne skal efter folkeskoleloven bruge et minimumstimetal pr. klasse. Når skolerne nu efter høkermodellen får nedskåret deres tildelte økonomi, bliver konsekvensen, at skolerne må nedlægge lærerstillinger for at tilpasse økonomien til det tildelte budget, der naturligvis skal overholdes.

Alt andet lige skal færre lærere på en given skole altså levere det for skolen samlede nødvendige minimumstimetal, og det uanset at klassetallet er det samme som tidligere. Konsekvensen er, at de enkelte læreres  ugentlige undervisningsforpligtelse stiger med det resultat, at de får færre timer til rådighed for pædagogisk og faglig forberedelse af undervisningen. Undervisning er ikke bare lærertilstedeværelse. Læreren skal være opdateret, velforberedt, velovervejet, faglig indsigtsfuld, have mulighed for omsorg, kravtilpasning og hensyntagen til den enkelte elev.

Mindre forberedelsestid går ud over den faglige kvalitet og muligheden for, at lærerne kan differentiere deres undervisning i forhold til de enkelte klassers og enkelte elevers særlige behov. I en situation, hvor folkeskolen er presset i forhold til den naturlige konkurrence med betalingsskolerne, er politikernes svar i de pågældende kommuner altså at beslutte høkermodeller, der rammer folkeskolerne på kvaliteten af undervisningen. Kvantiteten er med minimumstimetal pr. klasse låst fast i folkeskoleloven.

Denne sammenhæng bør borgerne selvfølgelig have mulighed for at forholde sig til. Er det rimeligt, at folkeskolerne i konkurrencen med betalingsskolerne udsættes for en økonomisk nedskæring, der rammer folkeskolernes kvalitet - og dermed yderligere forringer konkurrenceevnen i forhold til de stadig mere populære betalingsskoler?

Når politikerne træffer vitale og vidtrækkende beslutninger bør de sætte den rette varedeklaration på beslutningen og ikke i forhold til offentligheden bruge vildledende uspecificerede høkerregninger. Det er vildførelse af borgerne, skattebetalerne og vælgerne. Og værst af alt. Det går ud over elevernes undervisning.