 |
| Efterladt flugtudstyr. |
Strande fyldt med forladte
punkterede gummibåde, små pilrådne joller, primitive tømmerflåder og slidte svømmeveste.
Overfyldte, knap flydedygtige rustne plimsollere fyldt med bange, solskoldede,
våde, tørstende og sultne børn og voksne.
Stærke billeder der gennem de
sidste årtier har ætset sig ind på vores nethinder. Fra det Ægæiske hav, fra de græske øer, fra Middelhavet og fra Malta og Sicilien. Men det er ikke kun i vores
nutid, sådan noget sker.
Hvis vi går omkring 100 år
tilbage til tiden under og omkring Første Verdenskrig, oplevede man dengang
noget tilsvarende på de vestfynske kyster og øerne i Lille Bælt.
Der var mennesker på flugt. På
flugt fra sønderjyske kyster over Lille Bælt til Vestfyn. Flygtningene var
russiske krigsfanger taget af tyskerne under 1. Verdenskrig. De blev brugt som
tvangsarbejdere som erstatning for tyske våbenføre mænd, der var sendt til
fronterne - herunder omkring 30.000 dansksindede sønderjyder. Især i det nordlige Tyskland var der mange russiske krigsfanger. Sønderjylland, eller Nordslesvig som det hed dengang, var fra 1856 til 1920 det nordligste Tyskland. Udover de russiske krigsfanger flygtede også en del unge sønderjyske mænd igennem krigsårene
over Lille Bælt for at undgå tysk krigstjeneste, ligesom både de og de russiske
krigsfanger flygtede over Kongeågrænsen til det forjættede krigsneutrale
land Danmark.
 |
| Trætrug efterladt af flygtninge på vestfynsk strand, 1915-1919 |
Flygtningene var så desperate, at
de med livet som indsats kastede sig ud i Lille Bælt med kurs mod Vestfyn. De
brugte alt, hvad der kunne flyde: tømmer, træstumper, vognbunde og dejtrug.
Nogle druknede, men mange blev
samlet op af danske marinefartøjer ved farvandsgrænsen mellem Danmark og
Tyskland syd for Assens. Sydvest for Bågø var Lille Bælt dengang tysk farvand.
Tyskerne havde mineret i farvandet mellem Bågø og Sønderjylland, mens Danmark efter
tysk pres havde set sig nødsaget til at udlægge miner mellem Bågø og
Wedellsborg Hoved. En flugt over Lille Bælt på må og få kunne således være en
særdeles farlig affære. Vejr og vind, miner og tyske patruljefartøjer.
 |
| Russiske flygtninge i Assens. 1915-19 |
 |
| Russiske flygtninge foran Skovpavillonen i Assens. 1915-19 |
De 1600 flygtninge, der nåede
over Lille Bælt i årene 1915-1919, blev for de flestes vedkommende modtaget med
åbne arme, efterhånden som de ankom til Assens og opland. Her fik de husly,
klæder og mad i hele og halve år ud fra devisen: Hvor der er hjerterum, er der
også husrum. I Assens blev flygtningene blandt andet indkvarteret på Næs og i
Skovpavillonen samt på bøndergårde i omegnen.
Modtagelsen af bådflygtningene kan
vi få en god fornemmelse af gennem læsning af eksempler i redaktør Willemoes
dagbøger. Under Første Verdenskrig noterede han dagligt små og store hændelser
ved grænserne mellem Danmark og Tyskland. Her er et eksempel:
Den 6.
juni 1916 landede ved Thorøhuse umiddelbart syd for Assens tre russere, der var
flygtet fra Nordborg på Als. Det blæste godt fra syd den nat, de sejlede over
Lille Bælt. De tre flygtninge havde været placeret i forskellige
krigsfangelejre rundt om i Europa, inden de den 29. juli 1915 blev flyttet til
Nordborg på Als.
En af dem
blev sat i arbejde på en vindmølle to kilometer fra Nordborg. Her fandt han en
søndag en gammel båd 200 meter fra havet og besluttede at flygte. Hans fortælling fremgår af dagbogen.
Her har jeg lavet et sammendrag og tilpasset sproget lidt:
”Den 5. juni gjorde vi os nu klar. Jeg
tilegnede mig hos den, jeg arbejdede, en skruetrækker og en dirk. Klokken 23.45
skruede vi jernstængerne fra vinduet, bøjede gitteret til side og krøb ud.
”Afsted, spild nu ikke tiden”, hviskede jeg til de andre og krøb ud. De andre
kom bagefter. Jeg var barbenet og i det blotte linned, men vi gik hen til den
mand, hos hvem jeg arbejdede, og der var i forvejen lagt tilrette støvler og
kapper.
Vi kom i tøjet, fik båden sat i havet,
og afsted gik det kl. 1 om natten. Klokken 4.30 om morgenen passerede vi to
tyske både, men den som følge af blæsten ret stærke bølgegang skjulte os for
dem, skønt vi passerede dem i kort afstand. Præcis kl. 6 morgen nåede vi den
kyst, som var vores ønskemål. Der blev vi ikke modtaget på tysk vis, men man
tog imod os som mod deres egne.
Nu er vi levet op igen, vi har atter
friheden og ser ikke skildvagten bag os med sit gevær – hører ej heller hans
barske ”Raus!” og den slags.”
I dag læser vi af og til i
aviserne eller ser i TV, at landene ved EU´s ydre sydgrænse strides om, hvem
der skal tage imod opsamlede flygtninge, der er blevet reddet fra druknedøden
på turen over Middelhavet mod Europa. Skal de bringes til Valetta på Malta
eller til en havn på Sicilien eller en havn i Spanien?
Sådanne diskussioner blev også ført på Vestfyn for omkring 100 år siden. Et eksempel er behandlingen af en
gruppe flygtninge, som det i december 1918 var lykkedes fra den sønderjyske
kyst lige syd for Hejlsminde at nå over til Brandsø, der var dansk territorium.
Øen tilhører grevskabet Wedellsborg. Dermed var de gået i land på en ø, der
dengang var en del af Husby Sognekommune.
I første omgang blev de ført til
Assens. Her nægtede politimesteren at tage imod dem, da Brandsø
ikke var en del af Assens Kommune og lå i retskredsen Båg Herred. Brandsø hørte under
Husby Sognekommune og dermed under retskredsen Wedellsborg Birk.
 |
| Motortorpedobåden "Springeren" |
I stedet blev flygtningene med
motortorpedobåden "Springeren" sejlet til Middelfart. Herfra blev de
med tog under bevogtning af en politibetjent, en sergent og to soldater ført
til Ejby Station, hvorfra de blev transporteret til internering i Husby
Sognekommune i ”et polakhus” tilhørende Wedellsborg Grevskab. Sådan blev den
sag ordnet.
 |
| Dampskibet Kong Haakon klar til afgang fra kajen i Assens, april 1919 |
 |
| 500 russiske flygtninge klar til afgang ombord på damperen Kong Haakon. På kajen i Assens er mange mødt frem for at tage afsked. April 1919 |
Efter krigens afslutning blev de russiske
flygtninge på Vestfyn i hold sendt hjem til Rusland. På et foto fra 1. april
1919 ses damperen Kong Haakon afgå fra Assens med 500 russere ombord. Det halve
af byen tog afsked, skolebørnene havde fri, og byorkesteret spillede. Hvilken
skæbne ventede der mon de russiske flygtninge hjemme i det store land, der på
det tidspunkt var splittet under en revolution og en fortærende borgerkrig,
hvor hvide tropper kæmpede mod røde tropper?
Også det slagne Tyskland var ligesom
Rusland i årene lige efter krigen splittet gennem oprør og revolution.
Oprørsbevægelser som spartakister, syndikalister og leninister fiskede i rørte
vande. I den forbindelse kom sejlads over Lille Bælt mellem det tyske
Sønderjylland og Vestfyn også til at spille en rolle.
Syndikat er en betegnelse for de
organiserede arbejderes fagforeninger. Syndikalisme er en retning inden for
arbejderbevægelsen, der betoner den fagligt-økonomiske praksis frem for den
parlamentariske i kampen for socialisme. I Danmark havde syndikalisterne under og omkring Første Verdenskrig
en vis tilslutning. I hvert fald så stor, at det danske sikkerhedspoliti Statspolitiet
fulgte deres aktiviteter meget nøje, herunder fulgte med i mistænkelige
aktiviteter henover grænserne. Nu tilgængelige hemmelige rapporter fra
Statspolitiet giver et indblik i, hvad der foregik, og hvad der var på spil.
Herunder den rolle Lille Bælt og Vestfyn spillede.
 |
| Ejby Station, 1905 |
De revolutionære i Berlin sendte
hver uge kurerer til Rusland for at holde kontakt til de revolutionære der. Drømmen
var en international revolution. Ruten gik – for at omgå de tyske myndigheder -
over Haderslev, der på det tidspunkt stadig var en tysk by. Fra Haderslev gik
det i nattens mulm og mørke med båd over Lille Bælt til et sted på kysten ved
halvøen Wedellsborg så tæt på Ejby som muligt. Kuréren vandrede til Ejby
Station og tog toget der. Fra Ejby Station gik turen over København, Sverige og
Finland til Sankt Peterborg i Rusland. Det fremgår alt sammen af en hemmelig
rapport fra december 1919, hvor Statspolitiet nøje har beskrevet, hvad de
iagttog, mens fulgte i hælene på en kurer. Kureren er iagttaget på perronen i
Ejby og hans udseende er nøje beskrevet.
Lille Bælt var således i årene
omkring Første Verdenskrig et uroligt grænsefarvand, der spillede en vis rolle
i krigen og i datidens storpolitik. Vestfyn blev af og til konkret gennem
flygtninge og spioner mindet om uroligheder ude i den store verden og lige på
Danmarks dørtærskel.
Om hundrede år er alting glemt, siger man. Men netop i disse tider er det værd at huske på, hvor værdifuld en gave fred i Europa er. Fred er ikke en given ting. Det viser historien desværre alt for tydeligt.
Links til flere af mine fortællinger om
hjemlandet Husby, Ejby og Vestfyn og om den nordlige del af Lille Bælt:
Min fortælling om flygtninge fra Brandsø der
interneres i Husby https://ih18.blogspot.com/2018/12/flygtninge-fra-brands-flyttes-til.html
Min fortælling om Lillebæltforbindelsen - med blød
hat og blå briller
Linkoversigt over mine fortællinger fra Husby, Ejby
og Vestfyn
Linkoversigt over mine fortællinger fra bælt og i
kyst i den nordlige del af Lille Bælt
