tirsdag den 22. maj 2018

Tale ved Mindestenen i Emtekær 22.5.2018

Tak for invitationen til at deltage her i dag. Jeg har glædet mig meget. Det glæder mig altid at komme sydvest for skovene på Ørslev-Lungebakkerne. Så føler jeg, at jeg er i mit hjemland.

Et sådant arrangement som det her i dag handler om en række meget vigtige værdier, som vi måske ikke så tit tænker på i hverdagen, men som ikke desto mindre er meget centrale i den måde, vi lever sammen på og den måde, vi har indrettet vores samfund på.
Mindestenen i Emtekær for 7 engelske flyvere, der blev skudt ned af en tysk jager i en luftkamp 22. maj 1944 og for den lokale Jørgen Brandt, der blev dræbt i forsøget på at redde flyverne ud af den brændende Lancaster.

Når vi mindes hændelserne i Emtekær den 22. maj 1944 og dem, der mistede livet den dag, giver disse hændelser samtidig anledning til at reflektere over fire nøgleværdier: Frihed, Fællesskab, Omsorg og Ansvar

Jeg starter med at se på værdien Frihed

Frihed er det bedste guld,
som sol bestråler over muld,
lad den dit smykke være!

Sådan skrev en svensk biskop Thomas af Strängnäs helt tilbage i 1439, da de svenske bønder gjorde oprør mod de danske magthavere.

I Europa har vi alt for mange gange oplevet, at mørke kræfter har taget frihedens gyldne smykke fra os. Frihed er ikke noget givet. Mørke totalitære kræfter og quick-fixløsninger er alt for ofte kommet snigende.

Vi må huske på, at Hitler kom til magten i 1933 efter en demokratisk proces. Den tyske befolkning var blevet apatisk og skreg på en stærk mand, der kunne komme med de hurtige løsninger på den kaos og usikkerhed, de oplevede i Weimardemokratiets tid. Vi må heller ikke glemme, at en snert af den totalitære tanke også ramte Danmark.

Konsekvenserne af denne formørkning af store dele af Europa kender vi alle. En lille bitte brik i det store spil, hvor friheden igen måtte tilkæmpes, står vi ved her i aften. Mindestenen her erindrer os om, at frihed ikke er noget altid givet, men noget vi alle må arbejde for hver dag og huske, at friheden gælder for Loke som for Thor, som Grundtvig udtalte det helt tilbage i 1800-tallet.

Så sender jeg de positive Fællesskaber på banen:

Positive fællesskaber har vi alle brug for. Det er i fællesskaberne, vi oplever trygheden og fællesskaberne giver os muligheden for hver især at folde os ud. Arrangementet her ved mindestenen minder om et stærkt lokalt fællesskab, hvor man år efter år mødes for at mindes en lokal begivenhed, og de rødder vores samfund i dag suger næring af.

Her mødes man med naboer og bekendte og oplever trygheden ved traditionerne, det nære og det kendte. Disse ting er måske ved at gå af mode i disse år, men så meget desto vigtigere er det at arbejde for at fastholde og udbygge de lokale fællesskaber. Set fra den anden side af bæltet oplever jeg, at her står Husby- Tanderup ualmindeligt stærkt. Der er mange, der tager ansvaret på sig, og der sker ualmindelig meget set i forhold til samfundets størrelse her i tvillingelandsbyerne.

Det er vigtigt, at vi både oplever et levende fællesskab, et fremtidsorienteret fællesskab, et nærværende fællesskab og et fællesskab, der rækker tilbage i tiden, hvor mange har gjort en indsats for, at vi i dag kan leve sammen, som vi kan.

Mindestenen her er en lille bitte brik, der fortæller os om den indsats, mange i fortiden har gjort for, at vi dag kan leve trygt og godt i frihed og fællesskab.

Det er imponerende, at lokale folk i Tanderup i 1946 tog på sig at få rejst en mindesten til minde om de døde engelske flyvere, der havde kæmpet også for vores frihed og til minde om den lokale Jørgen Brandt, der døde i forsøget på at hjælpe. Flot, at den daværende indsamlingskomité med hjælp fra Tanderup Gymnastikforening og Tanderup Sognekommune tog denne opgave på sig. Og det er i særdeleshed imponerende, at I lokalt 74 år efter stadig holder mindet i hævd og hæger om mindestenen. Jeg glæder mig over det smukke anlæg hver gang, jeg kommer forbi.

Det fører mig til at reflektere over værdien Omsorg

Ønsket om at hjælpe andre ligger så dybt begravet i de fleste, at vi handler pr. refleks, når vi oplever, at nogen lider nød eller er i fare.

Denne almen menneskelige måde at optræde på, kan vi måske ind i mellem glemme. Men når vi står i situationen, reagerer de fleste med omsorgsfuldhed.

Det erindrer mindestenen her os også om. Jørgen Andreas Brandt reagerede pr. refleks, da han oplevede, at nogen var i fare. Uden at tænke på egen risiko forsøgte han at hjælpe. Det kostede ham livet.

Det er værd at mindes, at vi mennesker dybest set ønsker at yde omsorg, når det er nødvendigt. Hvis vi glemmer det, er det vigtigt, at vi mindes om, at det er den menneskelige måde at optræde på.

Jørgen Brandts offer og mindestenen her kan minde os om, at vi mennesker netop er mennesker, fordi vi har evnen til at vise empati, at sætte os i andres sted, og at vi ønsker at hjælpe, når nogen er i nød.

Til slut lidt om værdien Ansvar

Denne smukke sten erindrer os om, hvordan det kan gå, hvis vi glemmer at påtage os det engagerede, medlevende, indsigtsfulde og aktive medborgerskab, vores demokrati bygger på. Vi kan ikke bare overlade det til de andre at træffe beslutninger. Så kan det gå grueligt galt.

Men stenen minder os også om, at nogen har været villige til at påtage sig et ansvar, der har krævet deres ultimative offer. Flyverne, der mindes her, og mange andre, der tog ansvaret på sig og gav deres liv i kampen for, at friheden, de positive fællesskaber og den menneskelige omsorg igen kunne få rod  og fodfæste i Europa.

Jørgen Brandt, der uden tanke for sin egen sikkerhed gav sit liv i ønsket om at vise omsorg, at hjælpe og redde liv.

Deres og alle de andres ofre må ikke være forgæves. Lad os i mindet om dem hver dag hver på vores plads arbejde for et demokrati, der bygger på frihed, fællesskab, omsorg og personligt ansvar.


Æret være de 7 flyveres og Jørgen Brandts minde. Tak for ordet.

mandag den 21. maj 2018

Vores landskabssyn har konsekvenser for landskabet

Hvordan ser vi hver især på det samme konkrete landskab? Vi ser ikke ens på det. Og beslutningstagerne har ikke nødvendigvis samme landskabssyn som os, når de træffer beslutninger af betydning for det konkrete landskab.

Amerikaneren D. W. Meinig har lavet en liste med en opdeling i 10 grupperinger af mulige landskabssyn, alt efter hvordan forskellige personer ud fra hver deres opfattelse vil kunne betragte det samme landskab.

Engen ved Skovløberhuset, Bramdrupdam

Skovløberhuset, Bramdrupdam
Test dit landskabssyn. Tag et landskab, som for eksempel landskabet ved Skovløberhuset i Bramdrupdam. Eller et hvilket som helst andet landskab. By-, land-, kystområde.

Overvej med dig selv, hvad du mener om landskabet. Tjek efterfølgende liste i forhold til, hvordan du vil kategorisere din personlige opfattelse af dette landskab. Overvej, hvordan andre - herunder beslutningstagere i forhold til dette landskab - placerer sig i de 10 kategorier

Meinig opdeler betragtningen af et og samme landskab i 10 kategorier, som forskellige betragtere ville se det hver ud fra deres ideologi, forudsætninger og tilgang:

1. Landskabet som natur
Naturen er primær, fundamental, dominerende og holdbar. Menneskenes konstruktioner er usle set i sammenligning med naturen. En betragter med denne synsvinkel er i sin opfattelse af landskabet fristet til i sin oplevelse at fjerne menneskets aktiviteter fra naturen og lade naturen forblive naturlig. En sådan betragter ønsker at lade naturen hele de sår, menneskelig aktivitet har påført den. Denne måde at betragte naturen på havde sit højdepunkt i 1800-tallet under Den Romantiske Periode.

2. Landskabet som habitat (=levested)
Hvert landskab er et stykke af Jorden, der tjener som menneskets hjem og levested. Ethvert landskab er derfor en blanding af natur og menneskelig aktivitet. Synspunktet er, at menneske og natur lever i harmoni med hinanden, og at Jorden er menneskets have. Denne betragtningsmåde udvikler sig stadig med vægt på synspunkter om økologi og miljø.

3. Landskabet som artefakt (= fænomen, genstand)
Betragteren ser først og fremmest menneskelig aktivitet i alting. Menneskets aktiviteter har været så omfattende, at hele landskabet er blevet et resultat af (en artefakt, genstand) menneskelig aktivitet. Mennesket er blevet skaber af naturen, ikke blot frigjort fra naturen, men også erobrer af naturen.

4. Landskabet som system
Betragteren ser det landskab, der ligger foran ham som et enormt og kompliceret system af mange systemer. Det landskab, man umiddelbart kan se, er et udtryk for en masse underliggende processer, både naturens og menneskets. Det er først og fremmest gennem videnskaben, vi skal lære at forstå processerne og systemerne, der har resulteret i det landskab, vi betragter.

 5. Landskabet som et problem
Betragteren ser ikke i videnskabelig forstand landskabet, som noget han skal vide mere om for at kunne forstå. Landskabet betragtes som værende i en tilstand, der kræver ændringer. Oversvømmede floder, eroderede bakker, ødelagte skove, forurening, affald, trængsel og meget andet. Denne betragter har en overbevisning om, at vi har de videnskabelige muligheder for at rette op på de skader, vi har påført naturen. En sådan betragter udtrykker en stærk humanisme funderet i videnskab og æstetik. Propaganda bruges til at påpege, hvilke problemer naturen er udsat for.

6. Landskabet som rigdom
Betragteren ser på landskabet med øjne, der ser efter, hvad landskabet og dets forskellige elementer er værd ud fra en markedsøkonomisk betragtning. Afskrivningsmuligheder, tilgængelighed, mode, prestige i forbindelse med bomuligheder. Landskabet ses primært som en form for kapital. Der kan spekuleres i salg til den rigtige pris.

7. landskab som ideologi
Betragteren ser landskabet som et samlet udtryk for ideologiske forhold som frihed, individualisme, konkurrence, magt, udvikling og fremgang. Betragteren spekulerer over, hvordan landskabet ud fra ideologiske tilgange er blevet til det, det er.

8. Landskabet som historie
En sådan betragter ser alt, der ligger foran hans øjne, som et komplekst arkiv over alle naturens processer og menneskets aktiviteter på dette bestemte sted. Den historiske betragter bliver en form for detektiv, der bruger alle sine færdigheder og evner til at rekonstruere, hvad der ligger bag det konkrete landskab. Ethvert landskab udtrykker en mængde data, der viser noget om processer, aktiviteter og begivenheder - menneskets og naturens i samspil.

9. Landskabet som et sted
Betragteren ser det konkrete landskab som en særlig lokalitet, der udgør en individuel brik i Jordens uendelige variationer af landskabsbrikker. Den særlige lokalitet kan forklares og fortolkes ved hjælp af historiske fakta, ideologi, processer, funktioner og adfærd. En af Jordens største rigdomme er den enorme variation af forskelligartede steder på Jorden.

10. Landskabet som æstetik
Betragteren ser landskabet med kunstneriske øjne. Farver, strukturer, linjer, positioner, symmetri, balance m.v. Gennem den æstetiske tilgang søger betragteren ind til essensen, skønheden og sandheden i landskabet. Kunstneren betragter naturen og giver gennem sin kunst udtryk for det, han ser og tager os med ham for at vise, hvad han har fundet.

Kilde: D. W. Meinigs artikel ”The Beholding Eye. Ten versions of the Same Scene” indgår i bogen, han var redaktør for, og som udkom i 1979: "The Interpretation of Ordinary Landscapes. Geographical Essays”. 


The Interpretation of Ordinary Landscapes. Geographical Essays. 1979. Redaktør D.W.Meinig

Min blogartikel om udstillingen i Den Hirschsprungske Samling "Jordforbindelser. Det antropocæne landskab": https://ih18.blogspot.com/2019/03/jordforbindelser-det-antropocne-landskab.html


søndag den 6. maj 2018

Skolens udvikling i et grænseområde

Talepapir til mit foredrag afholdt på Kongeåmuseet i Vamdrup 5. maj 2018 under titlen " Skolens udvikling i et grænseområde". Museet åbnede denne dag en udstilling om skolerne i Ødis, Hjarup og Vamdrup, hvor Ødis oprindelig lå i Hertugdømmet Slesvig, mens Hjarup og Vamdrup lå nord for Kongeåen og dermed i Kongeriget Danmark.

Grænselandet. Kongeriget Danmark. Nordslesvig. Grænsen 1864 og grænsen 1920
Indholdsfortegnelse
Mange og forskellige slags grænser
De første skoler
Rytterskoler
Obligatorisk undervisning
Skolereformer i hertugdømmet Slesvig omkring 1798 - 1808
Folkeskolelovene 1814
Skolerne mellem 1864 og 1920
Ændringer efter 1920

Mange og forskellige slags grænser

Der er landskabsgrænser, som for eksempel nord og syd for Kolding Fjord, Kolding Å og Kongeåen. Øst eller vest for Istidens hovedopholdslinje, som her i området ligger mellem Hjarup og Ødis, vest herfor starter smeltevandssletterne med de lette jorder.

Der er politisk-historiske grænser, som for eksempel mellem Hertugdømmet Slesvig og kongeriget.

Der er kirkelige grænser som stiftsgrænser, provstigrænser og sognegrænser, som for eksempel stiftsgrænserne mellem Slesvig Stift (fra Kolding Fjord til Ejderen til 1864) , Ribe Stift og Haderslev Stift. Tilsynet med skolerne lå i århundreder hos biskopper, provster og præster.

Der er administrative grænser som lensgrænser, sysselgrænser (Almind Syssel) herredsgrænser (Andst Herred), rytterdistriktsgrænser, købstadsgrænser og amtsgrænser, som for eksempel Koldinghus Len ( til 1661) Skodborg Len ( til 1573, derefter Koldinghus Len), Koldinghus Amt (1661 – 1793), Koldinghus Rytterdistrikt (1679 – 1774) med rytterskoledistrikter, Vejle Amt (efter 1922), Ribe Amt (efter 1922), Kolding Købstad, ejerlav/bylav, sognekommuner, storkommuner og endnu større storkommuner. 

Der er lærerkredse og forandringer i grænserne mellem disse som f.eks. mellem Kolding Lærerkreds og Andst Herreds Lærerkreds.

Alle disse grænser har haft betydning i forhold til skolerne. De har haft betydning i forhold til oprettelse, drift og tilsyn med skolerne. Og området ”tidligere Vamdrup Kommune” har i særlig grad været udsat for massevis af grænseforandringer og dermed ændringer i vilkårene for skolerne og deres udvikling.

Ud over disse fysiske grænser er der også en række ikke fysiske grænser, der har haft og har stor betydning. Tradition, kultur, religion, by, land, offentlig, privat.

Jeg er så heldig at have været lærer både nord og syd for den gamle grænse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig, nemlig på Ødis Sogneskole og på Bramdrup Skole. Fynbo, men gift med sønderjyde.

Men lad os tage fat på, hvilken betydning de forskellige grænser har haft for undervisning og skolegang og for skolernes udvikling.
De første skoler
Mange tror, at folkeskoleloven fra 1814 var den første skolelov og i hvert fald den første lov, der påbød obligatorisk skolegang. Det er ikke tilfældet, og faktisk er der heller ikke tale om en lov i 1814, men flere love. Det sidste vender jeg tilbage til, men lad os starte med at se på skolegang og skoler i grænseområdet før 1814.
Både i hertugdømmet Slesvig og i Kongeriget betød Reformationen, at der blev indført undervisning af børnene, først i beskedent omfang og ikke for alle børn, men senere kom der flere tiltag, og efterhånden kom der flere steder egentlige skoler til. I mange år var der både i hertugdømmet og i kongeriget en skøn blanding af skoler, degneskoler, degnelæsning, løbedegne og skoleholdere. Faktisk kom hertugdømmet til med formaliserede undervisningstiltag lidt før kongedømmet.
Reformationen kom først i hertugdømmet – allerede i slutningen af 1520´erne og dermed i den del af området her, der ligger syd for Kongeåen og Kolding Å. I de kongerigske dele kom reformationen 1536. Oplæring af befolkningen i de kristne grundsandheder – det var hovedopgaven for kirken efter reformationen. Befolkningen skulle oplæres i katekismen og have den indprentet. Hvor der ikke var skoler, blev der gennemført degnelæsning.
Degnelæsning er betegnelsen for den undervisning i katekismus, som degnene både i kongeriget og i hertugdømmerne skulle meddele ungdommen i henhold til kirkeordinanserne (om gudstjenesten, undervisning m.m.), som også kom på forskellige tidspunkter i hertugdømmet og kongeriget. Her kom kongeriget først med en kirkeordinans i 1537, mens kirkeordinansen i Slesvig først kom i 1542.

Degnelæsningen kaldes også aftenlæsning. I kongeriget læste degnen oprindelig hver søndag i kirken med kirkebyens ungdom og desuden nogle gange om året med ungdommen i sognets øvrige landsbyer/ejerlavene, men 27/3 1629 indskærpedes på ny, at degnene skulle læse med hele sognets ungdom hver uge, således som det for hertugdømmets vedkommende allerede var påbudt i kirkeordinansen for Slesvig.

I Sønderjylland/den nordlige del af Slesvig og dermed i Ødis, Ødis-Bramdrup, Fovslet, Gåskær-Farris, synes degnelæsningen at være bortfaldet allerede i begyndelsen af 1600-årene, da det blev almindeligt, at degnene holdt skole, mens den i kongeriget afskaffedes i h. t. skoleforordningen af 23/1 1739, der påbød degnene at holde skole i stedet for degnelæsningen. 
Ødisområdet og de dele af nuværende Vamdrup, der lå syd for Kongeåen og dermed i hertugdømmet var omfattet af (hertug Christians ”Haderslevteser” fra 1528) hertugdømmets reformation sidst i 1520´erne med tilhørende krav til undervisning. Undervisningen havde til hensigt at skabe gudfrygtige kristne og nyttige borgere. Vamdrup Sogn var for øvrigt annekssogn til Hjarup, noget af Vamdrup lå i kongeriget og noget lå i hertugdømmet.
Nord for grænsen kom man som nævnt senere med. Kirkeordinansen 1537: ”lære det, som hører til Guds Ære i Kristendommen, eller at lære det, som hører til at opholde og bevare et godt civilt og verdsligt Regimente.”
Til gengæld skete der så 1700-1720 delvist affødt af pietismen et stort spring fremad nord for Kongeåen, hvor blandt andet Vamdrup og Skanderup fik rytterskoler.
Rytterskoler
Efter afslutningen på Den Store Nordiske Krig (1700-1721) oprettede Frederik IV I forbindelse med sin 50 års fødselsdag 1721 i hvert af de 12 rytterdistrikter 20 skoler.

Med sit ´pietistiske livssyn´ mente kongen, at evnen til at kunne læse i bibelen og lære Luthers lille Katekismus var midlet til at udvikle gode, kristne samfundsborgere. Rytterskoleforordningen fra 1721: ”at oplyse i den saliggørende Guds Kundskab”.
Forordningen indførte undervisningspligt for børn over 5 år, og 
indtil de ”bestod” konfirmationen. Fagene var læsning, der var gratis og skrivning og regning, som var frivillige fag, som der skulle betales for.

Kongen var bagefter med sin oprettelse af rytterskoler. Den åndelige vækkelse pietismen, der kom i begyndelsen af 1700-tallet betød, at adelige flere steder i landet allerede tidligere havde oprettet skoler til almuebørnene.

Hvor jeg kommer fra på Vestfyn, havde grevinden på Wedellsborg allerede i 1712 oprettet en fundats til grundlæggelse af Husby Skole og efterfølgende skoler i yderligere 9 sogne på Vestfyn i Wedellsborgs Len.

Og sådan var det ud over landet, hvor der var store godser. Ellers var der stadig degnelæsning med grupper af børn efter søndagsgudstjenesten. Det var for det meste udenadslære. Det var det stadig, da jeg gik i skolen: ”Vær dansk i sind og tanke…” og ”Den sande lykke er kun sjælefred…”

Men her på Vamdrupegnen var der jo ikke mange store godser eller mange grever og lensgrever (men dog nogle store gårde, hvoraf nogle var kirkeejere), og området var delt af Kongeågrænsen mellem Hertugdømmet Slesvig og Kongeriget Danmark.

Så der kom kun rytterskoler nord for Kongeåen. De nærmeste her på egnen var Vester Vamdrup Rytterskole, Skanderup Rytterskole, Seest Rytterskole og Store Andst Rytterskole.
Obligatorisk undervisning
Et energisk første forsøg på at fremme skolesagen for alle børn kom under kong Christian 6., der indførte konfirmation i 1736. I kongeriget udstedte kongen en ny skolelov i 1739, som indførte almen skolepligt og prøve af alle skoleholdere. Hensigten var, at alle skulle kunne klare trosbekendelsen til konfirmationen. 
Vi Christian den Sjette.......giøre vitterligt ... at lade danske skoler ...således indrette, at alle og enhver, end og de fattige Børn overalt på Landet kunne tilstrækkeligen undervises om Troens Grund samt Salighedens Vey, Orden og Middeler, efter Guds Ord og den Evangeliske Kirkes sande i Børns Lærdom - men korteligen forfattede Lære, saa og i at læse, skrive og reigne, som saadanne Videnskaber, der ere alle og enhver, af hvad Stand og Vilkor de end måtte være, nyttige og fornødne…. at de hverken i det Aandelige eller Legemlige veed rettelig at søge og befordre deres eget Beste"
Men godsejerne protesterede, og kongen så sig nødsaget til at ophæve loven igen. 
I Slesvig stift forsøgte kongen også som hertug at ændre skoleforholdene på samme måde som i Kongeriget, men administrationen/Overkonsistoriet frarådede at udstede en generel forordning; de lokale forskelle og fattigdommen var for stor. Ambitionen om en ny skolelov endte derfor med, at sagen blev overladt de lokale visitatorer. I 1744 fik kirkevisitatorerne, dvs. amtmænd og provster, påbud om at fremme skolevæsenet.
Skolereformer i hertugdømmet Slesvig omkring 1798 - 1808
I hertugdømmet blev der gradvist – først i den nordlige del på Haderslevkanten - indført nye skoleregulativer for hvert enkelt provsti fra 1798 til 1808. Hvert af provstiets sogne fik en sogneskole med degnebolig i stedet for bondeskolerne og , der blev indrettet distriktsskoler med fast afgrænsede områder, skoledistrikter. Lærerne fik bedre løn, og der kom nye skolebøger. Tyske bibler blev erstattet af danske abc’er, katekismen mistede sin stilling som læseøvebog, der blev indført bibelhistorie, og egentlige læsebøger. Der kom også danske regnebøger. 
Folkeskolelovene 1814

Efter 25 års forarbejde fra 1789, to krige med England (1801 og 1807-14), statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 vedtog kongen 5 folkeskolelove, der skulle sikre obligatorisk undervisning for alle børn.

1814-lovgivningen bestod af i alt frem love. Også her ses forskelle affødt af grænser. Først og fremmest mellem kongeriget og hertugdømmet, men også mellem land og by og mellem forskellige religioner.

De tre centrale love var en lov for København, en for købstæderne og en for landområderne, men derudover blev der givet særlige skolelove for hertugdømmerne Slesvig-Holsten. Dertil kommer det såkaldte jødiske frihedsbrev, som indførte en slags jødisk konfirmation og derfor i praksis betød undervisningspligt for jødiske børn på linje med det, konfirmationsforordningen havde gjort for kristne børn i 1736.

De skoler i den tidligere Vamdrup Kommune, der lå i hertugdømmet var opfattet af en lov, nemlig skoleloven for Slesvig-Holsten "Allgemeine Schulordnung für die Herzogtümer Schleswig und Holstein", mens skolerne i kongeriget var omfattet af en anden lov, nemlig ”Anordning for Almue-Skolevæsenet paa Landet i Danmark, 29. juli 1814”.
Den danske og den slesvig-holstenske skolelov afveg ikke meget fra hinanden, men der krævedes mest af skolebørnene i Hertugdømmerne – og således for eksempel mere i Ødis end i Vamdrup, Hjarup og Skanderup. 
Foruden elementærfagene skulle eleverne i Slesvig blandt andet lære naturlære, naturhistorie, geografi og fædrelandshistorie. 
De skulle gå i skole hver dag og ikke kun halvdelen af ugens dage som i Kongeriget, hvor ældre og yngre elever skiftedes til at møde i skolen. Og de kunne ikke blive udskrevet af skolen, når de var fyldt 13 år, men var skolepligtige, til de konfirmeredes som 15-16 årige, drengene et år længere end pigerne. 
Skellet fra den lovgivningsmæssige opdeling fra 1814 gik altså lige tværs ned gennem Vamdrupegnen i forhold til grænsen mellem kongerige og hertugdømme. Der var også skellet mellem landsbyordningen og købstadsordning

Den første opdeling skete der ændring af i 1864, mens skellet mellem skolegang i land og by først blev ophævet med 1958-lovens ophævelse af landsbyskoleordningen.

Der er også indbygget et skel eller en grænse af åndelig art i 1814-lovene. 1814-lovene var et kompromis mellem reformivrige oplysningsmænd og religiøs konservatisme, som udgjorde de to poler i den skolekommission, som blev nedsat i 1789 (Oplysningstiden, Struense halshugget 1772, stavnsbåndet ophæves 1788, Reventlow, kronprins Frederik, kong Christian den syvende). 

På den ene side skulle eleverne have fag, hvis hensigt var erhvervsrettet i forhold til bønderbørnenes virkelighed, såsom læsning, skrivning og regning, på den anden side indtog religionsundervisningen en meget central plads i lovene. Skolerne skulle opdrage eleverne ”til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk- christelige lære” og sørge for, ”at de blive nyttige borgere i staten” .

På mange måder har dette skel i opfattelsen af folkeskolens undervisning overlevet lige til vore dage. Nu er det et skel mellem uddannelse som nytte og uddannelse som dannelse. Det er indbygget i diskussionen om konkurrencesamfundet.

Konsekvenserne af 1814-lovgivningen blev, at skolebilledet i 1800-tallet blev mere varieret med almueskoler på landet og borger- og almueskoler i byerne samt latinskoler, der oprindelig var statslige, men som i stadig højere grad blev private.

Borgerskolerne bestod i byerne omkring 1840 dels af gratis borgerskoler, såkaldte fattigskoler, dels af finere betalingsborgerskoler med udvidet undervisning, begge typer opdelt i en drenge- og pigeafdeling. Kommunale og private realskoler førte fra 1881 frem til en almen forberedelseseksamen, præliminæreksamen. 

Vamdrup Private Realskole eksisterede med denne opgave fra 1893-1963 og stod for forskellene mellem privat og offentlig, land og by, grundskole og videre uddannelse.
Skolerne mellem 1864 og 1920
Efter 1864 blev Ødis Sogn en del af skolelovgivningen i kongeriget sammen med de syd for Kolding Fjord og Å beliggende syv øvrige sogne, der udgjorde de såkaldte ”otte sogne”, der kom til kongeriget efter 1864 i bytte for nogle såkaldte kongerigske enklaver længere nede sydpå.

Den del af det nuværende Sønderjylland, der blev tysk i 56 år fra 1864 til 1920 oplevede en helt anden skoleudvikling end i kongeriget. Det angik skolerne i for eksempel Højrup, Stepping og Farris.

Den preussiske skole efter 1867 har i den folkelige, sønderjyske bevidsthed fået et dårligt skudsmål.
Det fremgår af utallige erindringer om en skolegang med tvungen tyskundervisning, tyske kejsersange og tysk national indoktrinering, alt forestået af en autoritær lærer uden forståelse for børnenes danske oprindelse.
Min kones bedstemor fortalte tit om denne tvang. Tvangen gjorde et stærkt indtryk, som også hang ved den efterfølgende generation, der efter 1920 ikke havde gået i tysk skole, men hvis forældre havde gjort det.
Skolen blev efterhånden et hovedinstrument i fortyskningspolitikken, men det bør dog også fremhæves, at skolen også blev omfattet af de reformer, som det nye og effektive preussiske styre førte med sig.
Der oprettedes et nyt lærerseminarium i Haderslev i 1885. Det allerede eksisterende Tønder seminarium blev indrettet med en dansk og en tysk afdeling, hvor førstnævnte uddannede lærere, som kunne undervise i dansk i de nordslesvigske landskoler.
Provsternes tilsyn med skolen blev afskaffet, mens biskoppers og provsters overtilsyn med skolerne fortsatte i kongeriget. 
I hertugdømmet udnævntes fra 1876 i stedet verdslige kredsskoleinspektører som tilsynsførende med skolernes pædagogiske virke. Derimod fortsatte sognepræsterne med at føre det lokale skoletilsyn. 
De slesvigske skolers forhold blev gennemreguleret med love, der satte højere standarder for skolebygninger, undervisningsmateriel og undervisning. Mange nye og bedre bygninger gav skolen en mere fremtrædende placering i nærmiljøet.
Lærerne fik særlig fra 1890’erne en bedre løn og pension, og deres anseelse i lokalsamfundet var voksende.
Mulighederne for en videregående undervisning blev fremmet ved oprettelse af statslige realskoler og overrealskoler i købstæderne, der supplerede de gamle latinskoler. Dertil kom et større antal erhvervsskoler for kommende landmænd, købmænd og håndværkere.
Men som sagt blev skolen også et hovedinstrument i fortyskningspolitikken. Tønder Seminariums danske afdeling blev lukket i 1884 og tysk indførtes overalt som skolesprog.
Ændringer efter 1920
Efter Genforeningen 1920 kom de sønderjyske skoler ind under de love, der nu blev kaldt folkeskoleloven, men fortsat med opdelingen i landsbyordning og købstadsordning. Tilhørsforholdet til Slesvig Stift ophørte, da Haderslev Stift blev oprettet i 1922. Det betød så, at nogle af skolerne her i området fik ført overordnet tilsyn fra biskoppen i Haderslev, mens andre fortsatte med tilsynet fra biskoppen i Ribe.

En afgørende ændring, som berører grænselandet mellem land og by, var folkeskoleloven af 1958 med de tilhørende såkaldte ”blå betænkning fra 1960”, som afskaffede landsbyskoleordningen, og dermed i nogen grad ophævede det skolemæssige skel mellem land og by.

De faglige krav til skolerne medførte, at mange af ejerlavsskolerne i de små landsbyer blev afskaffet og sammenlagt til centralskoler. Ofte under forskellige navne. Skolerne i Ødis blev til Ødis Sogneskole. Skolerne i Alminde Sogn og Viuf Sogn blev til Alminde-Viuf Fællesskole. Og sådan ud over det ganske land. Og specialiteten er fra 1963 med Skanderup-Hjarup Forbundsskole sammenlagt på tværs af to kommuner.

De nye centralskoler – og også forbundsskolen -  blev ofte lagt på bar mark mellem to større landsbyer, som for eksempel Ødis Sogneskole, der blev lagt mellem Ødis-Bramdrup og Ødis. De små landsbyer mistede deres skole. Nye fag blev introduceret som for eksempel sprogfag.

Alminde-Viuf Fællesskole blev lagt tættest på Alminde, men i Viuf Sogn på en stejl skråning ned til en å. Sådan går det, når der skal findes en afbalancering mellem de forskellige landsbyers ønsker og behov. Så bliver resultatet ikke altid det mest optimale, men i stedet det mulige.

Kommunalreformen 1970 medførte ændringer i tilhørsforhold. De nye kommuner Lunderskov og Vamdrup flyttedes fra Ribe Amt til Vejle Amt, hvad der medførte ændringer i tilsyn fra andre amtsskoledirektører og amtsskolekonsulenter.
Tavle til anskuelsesundervisning "Landsbyen" o.1902.
Brugt som forsideillustration til jubilæumsskriftet " Kolding Lærerkreds gennem 125 år. 1859-1984"

Dermed var Andst Herreds Lærerkreds, som kommunerne omkring Vamdrup og Lunderskov havde tilhørt, delt af amtsgrænsen. Otto Sørensen fra Vester Vamdrup Skole havde været formand for Andst Herreds Lærerkreds fra 1966-1970. Vamdrup og Lunderskov kommuners lærere blev efter 1970 en del af Kolding Lærerkreds.

Den seneste kommunalreform, som trådte i kraft 1. januar 2007, betød også store ændringer for skolerne på Vamdrupomegnen. Ødis Sogneskole og Stepping Skole blev lagt sammen til Ødis Skole. Stepping fortsatte som privatskole.

Kongeåskolen og Vester Vamdrup Skole blev lagt sammen til Vamdrup Skole, men med afdelinger på de tidligere adresser.

Skolerne i Lunderskov og Vamdrup Kommuner skulle nu passes ind i et gammelt købstadsordnet skolevæsen. Det blev en gensidig læreproces. Men her er jeg jo nok noget inhabil.

Udfordringerne for skolerne i disse år er strukturændringer, kulturændringer og budgetændringer. De pædagogiske og politiske skel i forhold til folkeskolerne går mellem konkurrencestatstankens kompetencerettede nytteorienterede skole kontra den dannelsesorienterede skole. Men det er en helt anden historie.