I et forord til Richs samlealbum "Vort flittige folk", som udkom første gang engang i 1930´erne skrev daværende statsminister Stauning følgende, som vist også kunne have været talt ud af Anker Jørgensens mund:
»Lær af Bogen at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig.«
Bemærk, hvordan individ og samfundsfællesskab flettes sammen. Ved flid kommer den enkelte frem, men skal samtidig være med til at skabe et fællesskab, et samfund, der kan yde den enkelte en god tilværelse i livets forskellige faser.
Kaffesurrogatfirmaet Richs og konkurrenten Danmark begyndte omkring 1925 at lægge et fire gange syv cm stort billede i kaffeerstatningsemballagen og leverede snart også tekstrige oplysende albums, hvor billederne efterhånden kunne klæbes ind.
Reklame-samlebillederne i pakkerne med kaffesurrogat opdragede, oplyste og underholdt folket i tider med smalhals.
Reklamekampen mellem de to firmaer er berømt.
Richs havde sloganet:"Det er Richs, der drik´s"
Det fik Danmark til at svare igen med:"Det er Danmark´s, der duer"