"...Efter min opfattelse består en påtrængende opgave i, dels at ændre kursen for mål og mening med uddannelse, dels at arbejde for, at så mange som muligt via undervisning og oplysning kan få del i den viden, som er en basal forudsætning for på rimelig vis at kunne fungere som aktiv borger i demokratiske sammenhænge. Vi MÅ gøre den amerikanske sociolog og filosof Christopher Lasch’s ord til skamme, at samtidens kompleksitet ser ud til at lamme ikke bare evnen, men også viljen til medbestemmelse... Jeg ser kun en udvej: uddannelse og oplysning, kritisk dannelse...”
Sådan skrev min bror Leif Emil Hansen i det, der skulle blive hans sidste bog. En bog han med gode venners og tidligere kollegers hjælp fik udgivet på Roskilde Universitets forlag i maj 2019 på et tidspunkt, hvor han på grund af en rædselsfuld sygdom allerede i nogle år havde ligget lammet og lænket til sygesengen på et Frederiksbergsk plejehjem.
Jeg kunne ikke være mere enig. Allerede på tidspunktet for udgivelsen af Leifs bog havde man i nogle årtier kunnet se, hvor det bar hen. Uddannelse og folkeoplysning blev - og bliver - i højere og højere grad vurderet ud fra en snæver samfundsøkonomisk interesse. Myndige, indsigtsfulde og medborgerskabsorienterede borgere bliver i mindre og mindre grad i praksis målet for uddannelse og folkeoplysning.
Resultatet bliver apati, lukkede øjne og ører, vidensfri populistiske meninger og forlystelsesflugt fra samtidens store udfordringer. I de år, der er gået, siden Leif Emil udgav sin bog, har udviklingen i verden i endnu højere grad understreget behovet for en generel oprustning i forhold til dannelse, uddannelse og folkeoplysning. Populismen er på ilmarch overalt i den vestlige verden. Og hvad har magthavernes svar på denne udfordring været? Indtil nu endnu mere indsnævring og nytteværdiorientering af uddannelsessystemet fra bund til top!
Leifs mangeårige forskningsmæssige arbejde med disse ting trækker linjer tilbage til vores familie, vores baggrund og vores opvækst i Husby på Vestfyn. Herfra har vi Hansen-brødre høstet uvurderlige oplevelser og livserfaringer, som er indgået som baggrund for hver vores uddannelse og dannelse.
Leif og jeg gik i skole sammen de første 10 skoleår i først Husby landsbyskole og senere i Ejby Folke- og Realskole. Vi gjorde barndomslivet sammen og gjorde sammen med gode venner og kammerater fra egnen de første prøvende skridt ind i ungdoms- og voksenlivet. På mange måder har opvæksten på Vestfyn været omdrejnings- og udgangspunkt for alle os tre brødre, både i vores liv og arbejdsliv. Efternølerlillebror Bo har trods sine 6-7 års forsinkelse været samme vej igennem som sine to storebrødre og har været og er en stor del af brødrefællesskabet. Vi tre brødre havde alle på trods af de geografiske afstande et nært forhold til hinanden og nød samværet, når lejlighed blev givet og satte stor pris på vores fælles baggrund og opvækst.
Det sidste skriver jeg i datid. Leif Emil er desværre ikke mere, så nu er vi kun to brødre til at fortsætte brødrefællesskabet.
Efter i flere år at have været pint og plaget af en bestialsk sygdom blev min lillebror Leif Emil endelig søndag den 11. december 2022 sat fri af kroppens fysiske fængsel. Han blev bisat torsdag den 15.december 2022 fra Søndermark Kapel på Frederiksberg. Selvom Leif Emil allerede som syttenårig i 1968 flyttede fra Husby til København for at uddanne sig og blev hængende, bar han - som vi to andre brødre - vores hjemegn og de gode minder derfra i sit hjerte lige til det sidste. I januar 2023 vendte han efter sit udtalte ønske tilbage til udgangspunktet, den rige vestfynske muld. Hans urne blev nedsat i vores familiegravsted på Ejby Kirkegård. Leif og jeg er født i Ejby. Flyttede med mor Nina og far Peter Emil i 1954 til Husby, hvor vi nogle år efter havde den glæde at få en efternølerlillebror, Bo.
Ejby Kirkegård, julen 2024
Ib Hansen, marts 2025
