Borgerne som nyttige redskaber for konkurrencestaten

Nyttige redskaber for konkurrencestaten. Lyder det som noget tilhængerne af udvikling af nutidens konkurrencestat kunne have fundet på? Der er nok ikke rigtig nogen, der i dag åbent vil vedkende sig et synspunkt om, at folkeskolens formål skulle være ”at skabe nyttige borgere for staten”. Men måske er der alligevel tendenser, der peger i den retning?

Det er ikke ukendt, at magthavere ønsker at spænde folkeskolen for en vogn, som alene indeholder en last af nytteværditænkning.

I det, der er blevet kaldt Danmarks første folkeskolelov, nemlig  Lov om Almueskolen fra 1814, var det bærende synspunkt, at skolens opgave er at danne børnene ”til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk- christelige lære” og sørge for, ”at de blive nyttige borgere i staten”, som der direkte står i lovens formål. Men 1814-loven blev jo vedtaget af enevoldskongen Frederik den Sjette, så det måtte forventes, at der alene var fokus på nytteværdi og ikke på udvikling af medborgerskabsevne og andre almene dannelsesmæssige aspekter. Siden Frederik den Sjettes tid er der heldigvis sket store ændringer i det danske samfund. En helt afgørende ændring er, at samfundet nu bygger på en demokratisk grundlov, hvor det forudsættes, at borgerne har den nødvendige viden og dannelse til at indgå i demokratiet. Viden og dannelse der gør dem i stand til at påtage sig deres medborgerlige ansvar, som den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt formulerede det under valgkampen til Folketinget i 1953. 

Vi lever stadig i et demokrati, så dannelsesbegrebet må vel fortsat være højt prioriteret i folkeskolen fremover?

Det spørgsmål er relevant at stille, når man ser den vinkling magtfulde internationale økonomiske organisationer som fx OECD og EU lægger til grund i forhold til den økonomiske nytteværdi af investering i landenes uddannelsessystemer. I Danmark bakkes den samme vinkling op af økonomiorienterede magtorganer som Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og KL. Fokus er ensidigt rettet mod styrkelse af borgernes værdi som en effektiv arbejdskraft, der kan sikre højere produktivitet og forbedret konkurrenceevne. De tidligere højt estimerede aspekter i dansk pædagogik og uddannelse som almen viden, kulturforståelse, dannelse og medborgerskabsduelighed tillægges tilsyneladende ikke længere større betydning.

Er det nu ikke en kraftig overdrivelse vil nogen måske spørge. 

Det håber jeg, det er. Men der er desværre mange indikationer på, at der er noget om snakken. Blot nogle få eksempler. I de nationale test er der  primært fokus på at teste undervisningens resultater i form af kundskaber og færdigheder. Bekendtgørelsen om kvalitetsrapporter i folkeskolen lægger i høj grad op til at sætte alt det målbare i centrum blandt andet i form af afgangsprøveresultater og resultater fra nationale test.  Danmark har tilsluttet sig de testprogrammer, som internationale økonomiske samarbejdsor-ganisationer har sat i værk som fx PISA.

Det er selvfølgelig ikke evalueringerne i sig selv, der er et problem. Det er evalueringernes snævre fokus og troen på, at de kan bruges til systemkontrol, der er problemet. Selve det at evaluere resultatet af sit arbejde er et udtryk for professionelt lærerarbejde, men det er  vigtigt, at alle læringsmæssige aspekter inklusive de dannelsesmæssige indgår i evalueringen.

I sig selv er der jo heller ikke noget i vejen med at have fokus rettet mod, at uddannelsessystemet sørger for, at eleverne opnår de bedst mulige færdigheder og kundskaber. Det er også en legitim interesse, at vi som samfund er i stand til at klare os bedst muligt i den internationale konkurrence. Vi skal kunne producere såvel materielle som immaterielle produkter, der kan afsættes, og som vi kan tjene penge på. Men det kræver netop et bredere perspektiv på læring end alene kundskaber og færdigheder. Det er et problem, hvis konkurrenceevne og en stærk økonomi bliver et mål i sig selv. Menneskelivet indeholder mange andre aspekter end konkurrenceevne og økonomi.

God økonomi er jo kun et middel til at opnå et højere mål om stærke og frie borgere, der evner at være pilot i eget liv, evner at indgå i positive fællesskaber, evner at påtage sig det medborgerlige ansvar i forhold til den løbende udvikling af demokratiet og som er sikret den højst mulige grad af fysisk og psykisk velfærd.

Målet med  et uddannelsessystem må være at ruste  borgerne til at tage vare på  eget liv, tage ansvar for et godt familieliv, kunne bidrage til samfundets indtjening gennem deltagelse i erhvervslivet, kunne have et positivt og udviklende fritids- og kulturliv og på et oplyst grundlag kunne indgå i det demokratiske samfundsliv. 

Arbejdet med at kunne opfylde sådanne ønsker til folkeskolens virksomhed har da også gennem flere århundreder  afspejlet sig i lovgivers arbejde med at tilpasse formålsformuleringerne for folkeskolen. Dette arbejde kulminerende med 1975-loven. Her indgik ønsket om at fremme elevernes alsidige, personlige udvikling på lige fod med målet om færdigheder og kundskaber. Men det er som om ønsket om at fremme elevernes alsidige personlige udvikling er blevet meget nedtonet i de sidste tre årtier til fordel for en ensidig tankegang om nytteværdi. Og meget nedtonet her på det sidste. Denne nedtoning af interessen for elevernes dannelse og alsidige personlige udvikling falder sammen med det generelle fald i opbakningen til folkeskolen og mangel på tillid til dens ansatte. De fleste af de flotte dannelsesmæssige formuleringer står stadig i folkeskolens formål, men det er, som om der ikke rigtig lægges vægt på dem længere.

I samme periode synes folkeskolen i højere og højere grad at være blevet spændt for konkurrencestatens tankegang om at skabe nyttige konkurrencestærke borgere. Hvis det er rigtigt, og hvis denne udvikling fortsætter, kan der ske stor skade på folkeskolens resultater. Man opnår så det diametralt modsatte af, hvad der var den udtalte hensigt.

Dannelsesbegrebet bør stadig være højt prioriteret i folkeskolen og i hele uddannelsessystemet. Og så bør folkeskolen tilføres noget finsk ”sisu”.

Det første man bemærker, når man rejser i Finland, er den helt særlige ånd, der hersker i hele samfundet omkring det at gå i skole og det at lære. Denne etos af "sisu" gennemsyrer alle de miljøer, hvor børn og unge færdes. Familien, borgerne, politikerne, erhvervslivet og medierne understøtter og stiller positive forventninger til elevernes læring. Omgivelserne respekterer og bakker i høj grad op om skolens virke. Det er et højt estimeret job at være ansat i den finske folkeskole.

Hvis vi i Danmark kunne skabe en tilsvarende understøttende etos med det mål at styrke elevernes kundskabsmæssige, dannelsesmæssige, sociale og kreative færdigheder samtidig med, at de danske elevers store glæde ved at gå i skole bliver bevaret. Ja, så ville vi kunne ruste de unge, der forlader skolesystemet til at kunne leve et rigt og alsidigt voksenliv og samtidig evne at udvikle fremtidens nye arbejdspladser. Folkeskolen og folkeskolens ansatte har behov for at kunne udføre deres arbejde inden for rammerne af en tillidskultur og kunne føle omgivelsernes respekt for deres arbejdes vigtighed. Undervisningsarbejde kræver i høj grad en selvstændighedskultur. En sådan selvstændighedskultur bør ikke afvikles, men udvikles.

Det er for ensidigt, hvis formålet med folkeskolen alene er at sikre nyttig og konkurrencedygtig arbejdskraft. Mit bud er, at folkeskolens opgave bør være at uddanne unge som har gode kundskaber og færdigheder, som har et skelet af nyttig paratviden, som evner udsyn og perspektiv i tid og rum, som evner tværfaglighed på et fagligt grundlag, og som evner at indgå og være bidragende i positive fællesskaber. En sådan skole har brug for, at dannelse fortsat er et vigtigt mål – ikke bare i ord, men også i gerning. Ellers er vi tilbage ved enevoldskongens tanker om ”nyttige borgere for staten”. Det er lidt pauvert i forhold til den udvikling folkeskolen har gennemlevet siden 1814 og demokratiet siden 1849. Vi skulle dog gerne være nået længere.