Vi har tradition for at tage på tur for at indsuge nogle efterårsoplevelser
i spændende danske landskaber – efterårsturene går gerne nordpå i Jylland.
Fredag i efterårsferien
kørte vi fra Tunneldalskolding diagonalt over de flade midtjyske
smeltevandssletter med tilhørende bakkeøer og ådale. Så gennem Sallings runde
bakker, slugter og dale. Via bro over det smukke Sallingsund. Nu er der ikke
længere megen pine og plage over den tur. Før Sallingsundbroen var der
færgefart mellem de to byer Pinen og Plagen.
Nykøbing Mors. Torvet med statuen af Christian den Niende |
Formiddagen blev brugt til
en bytur i skaldyrsbyen Nykøbing Mors med besøg på Mors Museum i Dueholm
Kloster. Efterfølgende tog vi fra Nordmors med færge over Feggesund. En kort,
men smuk tur med fine kig over den på denne dag så milde og solbeskinnede
Limfjord. Ikke megen blæsten går frisk over Limfjordens vande.
Færgen over Feggesund |
Landgang i Han Herred
Først på eftermiddagen
gjorde vi landgang i Han Herred. Herfra gik det op og ned, op og ned over de
for området så karakteristiske runde kalkbjerge, der i Stenalderen lå som
stejle øer i Stenalderhavet, hvor havoverfladen stod flere meter højere end i
dag.
Og bjerge er det. På
toppen af en af kalkknoldene kørte vi gennem landsbyen Bjerget. Ude ved kysten
nød vi fra toppen af Bulbjerg den flotte udsigt over Jammerbugten. Grønt, gråt,
blåt og hvidt kildrede de farvegerrige øjne. Og under gåturen her på
bjergtoppen mærkede vi den friske vind fra Skagerrak.
Udsigt fra Bulbjerg over Skagerrak |
Nedbrydningsarbejdet ved Bulbjerg
Ved foden af Bulbjerget
beundrede vi bølgernes arbejde med at holde kalkklinten stejl og nydelig.
Nedbrydningsarbejdet går fint. Skarreklit er nu kun en lille knold et stykke
ude i havet.
Bølgerne nedbryder Bulbjergs kalksten |
Selvfølgelig skulle vi
også lige se til gutterne fra kutterne ved Thorupstrand, inden vi sluttede
eftermiddagen med sen eftermiddagskaffe i cafeen ved Slettestrand. En god
americano med tilhørende pære- og valnøddetærte er ikke at foragte. Fruen fik
lov at vælge to forskellige stykker kage, så vi begge kunne få et halvt stykke
af hver. Så kunne hun smage to slags. Lidt ligesom dagens tur. Så mange
forskellige oplevelser på så relativ kort tid.
Der drives fortsat kystfiskeri direkte fra stranden ved Thorupstrand |
Vi overnattede på Rønnes
Hotel i Slettestrand. Efter middagen gik vi i mørket en tur på stranden i
lyster fra måne og stjerner og en grøn signallampe fra en de kuttere, der var
slæbt op på stranden.
Fantastisk, hvor mange
forskellige naturoplevelser, vi kan få i Danmark på nogle hundreder kilometer
ved at lave et diagonalt herresving fra sydøst mod nordvest.
Katolsk tid
Lørdag fortsatte vi vores
store sving gennem det nordlige Jylland på jagt efter nye oplevelsesfacetter i
vores spændende land. Vores todages sving gennem Mors, Han Herred og Himmerland
kan ses fra mange vinkler. Topografi, natur, historie og geologi. Men turen kan
også relateres til religionshistorie ved at besøge stadig eksisterende fysiske
steder, der fortæller om fortidens religionsopfattelse. Steder hvor der er
fysiske relikter, vi endnu kan tage og føle på.
Dueholm Kloster i Nykøbing Mors huser Mors Museum |
Den religionshistoriske
vinkling startede allerede fredag med et besøg i det tidligere kloster Dueholm
i Nykøbing Mors. Det er et tidligere Johanniterkloster stiftet i 1371. Nedlagt
som de andre katolske institutioner efter Reformationen i 1536.
Lørdag formiddag startede
vi med at vandre ad Fosdalstien fra Lerup Kirke ned ad Danmarks højeste og
længste indlandsskrænt, Stenalderhavsskrænten Lien, der sine steder er 70 m
høj. På Fosdalstien passerede vi forbi Vor Frue Kilde, hvis vand i Middelalderen
blev anset for helligt og helbredende og derfor trak mange mennesker til.
Helligkilden Vor Frue Kilde i Fosdalen nær Lerup Kirke |
Herefter satte vi ruten
mod sydøst. Vi skulle igen passere Limfjorden. Denne gang kørte vi over Aggersundbroen
ved Løgstør og kørte gennem Himmerland mod Mariager Fjord.
Livets skole
Vitskøl Kloster ved Ranum syd for Løgstør. I forgrunden resterne af den store klosterkirke, der aldrig blev fuldført |
Undervejs gjorde vi som så
ofte før holdt ved det tidligere Vitskøl Kloster nær Ranum. Det var cistercienserordenen,
der startede klosteret i 1158 efter opgave fra kong Valdemar den Store. Navnet
Vitskøl stammer fra navnet på den landsby, der lå her dengang og hed
Withscuele. Munkene latiniserede det til Vitae Scholae, som betyder Livets
Skole. Det blev i daglig tale til Vitskøl. I Jan Guillous romanserie om den
senere tempelridder Arn fra Sverige sendes Arn til Vitskøl Kloster - netop for
at gå i klosterskole.
Efter frokost gik vi en
tur gennem Mariager By med de velbevarede gamle huse. Byens ualmindeligt smukke
og interessante kirke er en del af et tidligere stort klosterområde, hvoraf det
meste nu er nedrevet.
Mariager Kirke er sammen med bygningen til højre de eneste tilbageværende rester af det store birgittinerkloster, |
Marias Ager
Klosteret blev grundlagt
omkring af 1440 af den svenske klosterorden birgittinerne, der er grundlagt af
den Hellige Birgitta. Klosteret her ved den lange tunneldalsfjord var viet til
Jomfru Maria. Byen, der efterhånden opstod omkring det store kloster, blev
derfor kaldt for “Marias Ager”, Mariager. Birgittinernes klostre havde både
nonner og munke, dog i adskilte afdelinger. Derfor var birgittinerklostrene
meget store, også det her på Marias Ager.
Dermed sluttede vi en
dejlig og interessant tur gennem en del af vores oplevelsesrige
mangefacetterede land.
Video: https://www.facebook.com/ib.hansen.33671/videos/1148396408649665/
Video: https://www.facebook.com/ib.hansen.33671/videos/1148396408649665/