Broderskab og fællesskab - Sol og sjæl

"...Kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde og ingen skaber alene…"

Sådan udtalte kunstneren Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) engang. Og det er den tråd, der går gennem hendes kunst, som jeg havde den store fornøjelse at opleve ved et besøg i særudstillingen om Ferlov Mancoba på Statens Museum for Kunst (SMK).

Jeg var efter togafgang tidlig morgen fra Kolding på en dagstur til Frederiksberg og København. Primært for om formiddagen at besøge min broder på Frederiksberg. Det blev en herlig formiddag, helt i overensstemmelse med ovennævnte citat af Sonja Ferlov Mancoba. Fælles erindringer, gode historier, hygge og nostalgi. Om fortid, nutid og fremtid. En gåtur i nabolaget rundt på Frederiksberg. Kaffe i formiddagssolen på fortovet foran Café Kaleidoskop på Peter Bangsvej. Herligt.

Ved middagstid drog jeg som planlagt hjemmefra videre til eftermiddagens forventede inspirerende oplevelser på SMK. Museet har netop nu to særudstillinger, jeg gerne ville se. En om Sonja Ferlov Mancoba. Og en med udvalgte billeder fra museets samlinger "Sol og Sjæl. Vitalisme og symbolisme fra SMK’s samling”. Jeg fik til fulde mine forventninger opfyldt.

Ferlov Mancoba troede på fællesskab på tværs af kulturer. Hun stræbte efter at skabe kunst, der igen kunne forbinde mennesker i den materialistiske, egoistiske verden, hun følte, hun levede i.

Sonja Ferlov Mancoba: Krigeren 1961

En del af udstillingen består af masker. Masken var i slutningen af 1930´erne et meget brugt motiv af Sonja Ferlov Mancoba. Hun orienterede sig gennem maskemotivet mod ikke-vestlige kulturer. Her var hun på linje med hendes kreds af danske kunstnerkammerater som for eksempel Egill Jacobsen, Ejner Bille og Asger Jorn. Denne kreds af kunstnere så maskemotivet som et positivt udtryk og en mulighed for at udtrykke noget usynligt.

Sonja Ferlov Mancoba: Maske og figur, 1977-84

Sonja Ferlov Mancobas tidligste maskeskulpturer blev udført 1939-40. Rædslen ved krigen og brutaliteten i tiden blev en del af hendes baggrund for maskeværkerne.

Sonja Ferlov Mancoba: Effort commun (Fælles bestræbelse), 1963-64

Et hovedværk i Sonja Ferlov Mancobas kunst er skulpturen ”Effort commun (Fælles bestræbelse)” fra 1963-64. En skulptur der gjorde et stort indtryk på mig. Skulpturen er udformet som to skikkelser, der griber ud efter og støtter hinanden. Dermed viser den de kræfter, som forbinder levende væsener og giver dem styrke. Samhørighed var et emne, der lå Sonja Ferlov Mancoba meget på sinde. Mennesker på tværs af kulturer og tider hører sammen og kan styrke og hjælpe hinanden. Det er et gennemgående budskab i hendes kunst.

Videre til udstillingen "Sol og Sjæl. Vitalisme og symbolisme fra SMK’s samling” . En udstilling jeg ventede mig meget af. Jeg blev ikke skuffet. Gennem udstillingen oplevede jeg en række af dansk kunsts vigtigste værker fra omkring år 1900. Lige noget for mig.

Theodor Philipsen: Lange skygger. Kvæg på Saltholm, cirka 1890

Omkring år 1900 orienterede de danske kunstnere sig mod vitalismen. Udstillingen viser billeder af malere som Theodor Philipsen, Jens Ferdinand Willumsen og Peter Hansen, der dyrkede lyset, landskabet og mennesket i naturen. Udstillingen får dybde ved, at de lyse billeder sættes i relief af  blandt andre Vilhelm Hammershøis gråtonede sjælelige billeder. Hammershøis billeder udgør udstillingens omdrejningspunkt, og hans billeder fylder to sale.

Peter Hansen: Legende børn på Enghave plads, 1907-08

Men udstillingen viser også andre spændende modsætninger. Om begejstringen ved det nye og mennesket magt over naturen kontra menneskets skrøbelighed og det at leve på kanten af det moderne.

Jens Ferdinand Willumsen: En bjergbestigerske, 1912

Ærkevitalisten J.F. Willumsens står for det optimistiske med sit kendte værk "En bjergbestigerske", hvor han hylder menneskets livskraft og evne til at hæve sig og herske over naturen. 

Ejnar Nielsen: En læsende blind pige, 1905

I modsætning til Willumsen og de lyse malere skildrer Ejnar Nielsen menneskets skrøbelighed, mens Laurits Andersen Ring viser figurbilleder fra kanten af det moderne liv.

Laurits Andersen Ring: På kirkegården i Fløng, 1904

Vilhelm Hammershøi er kendt for sine gråtonede billeder af ensomme isolerede skikkelser i for eksempel en tom stue. Mennesker uden kontakt med hinanden. Mennesketomme byer og landskaber, hvor al romantisk stemning er væk. Han skabte med sin gråtoneskala noget på engang fortroligt og hjemligt, men samtidig også foruroligende og ubestemmeligt.

Vilhelm Hammershøi: Kvindefigur set fra ryggen, 1888

Rosenborg og Kongens Have 24. april 2019

Københavns indre by. 24. april 2019

Således mættet af indtryk sluttede jeg besøget i København med via Østre Anlæg og Kongens Have at vandre gennem de gamle københavnske bydele omkring Gl. Strand, Magstræde, Vandkunsten og Løngangsstræde. Herligt at opleve København uden det hav af turister, som præger de områder og ruter, som jeg af og til forfalder til at benytte på vandringer gennem København.

Henry Luckow-Nielsen skulptur på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard
 og Rådhuspladsen, overfor Tivoli. 24. april 2019

Jeg sluttede dagens vandring med at gå langs H. C. Andersens Boulevard - forbi Henry Luckow-Nielsens skulptur af H. C. Andersen opstillet i 1965 - og hen til Espresso House, hvor jeg med en americano og en hindbærsnitte satte mig ved bordet foran vinduet med den flotte udsigt over Rådhuspladsen. Her kunne jeg både følge livet på Rådhuspladsen og hvile mine mødige ben, inden jeg skulle gå de sidste meter til Hovedbanegården for at påbegynde togrejsen hjem.

Udsigten over Rådhuspladsen fra det store panoramavindue. Espresso House  24. april 2019

Hvor kan man dog med god planlægning nå meget på en dagsudflugt til vores spændende hovedstad.

Rejsefortælling fra påskebesøg 2019 i Rom, Den Evige Stad

Vi har tradition for at tage på en årlig familie-påskerejse. I 2019 gik turen til Rom. Vi boede på Hotel Cesari midt i Den Evige Stad. Byen der spiller på alle tangenter.

Romerske dage

Pantheons smukke indre kuppel.

Historie og matematik i skøn forening i Pantheon. Den to-tusindårige kirke, der startede sit arkitektoniske liv som romersk tempel. Dens store kuppelrum, hvor højde og diameter i kuplen gør den til en perfekt halvkugle. Matematisk og geometrisk skønhed, der gør en ånde- og målløs. Morgenbesøget inden invasionen af vældet af turister forstærkede oplevelsen.

Colosseum. Arena for den del af magthavernes brød- og skuespilspolitik, der under folkets jubel
 indebar bestialsk død og lemlæstelse

Colosseum hvor romerne nød den del af kejsernes brød- og skuespilspolitik, der bestod af bestialsk død og lemlæstelse brugt som underholdning.

Ulvinden på Kapitol med de diende brødre, Remus og Romelus. Ulvinden er sandsynligvis førromersk, måske helt tilbage fra etruskernes tid. Brødrene er tilføjet så sent som i 16. årh. e. Kr. for at illustrere myten om Roms grundlæggelse

Klappe årtusindårig gammel granit. Vandre rundt på Kapitol og skæve til den kapitolinske ulvinde, der ifølge sagnet opfostrede byens mytiske grundlæggere, Remus og Romelus.

Ned i Domitilla-katakomberne. 12 km underjordiske grave og kapeller

Begive sig væk fra den overjordiske verden. Dykke ned i det underjordiske, ned i de klamme, dystre og mørke Domitilla-katakombere i byens udkant.

Eller nyde barokken i en kirke nær vores hotel, Chiesa San Ignazio di Loyola opført 1626-1650, beliggende på en plads omkranset af nogle smukke små rokokopalæer, på romernes tidligere Marsmark og opkaldt efter jesuiterordenens stifter, Ignazio (1491-1556). Ordenen er vist nok historisk ukorrekt - særlig i protestantiske lande - blevet knyttet til den romerske-katolske kirkes mørke inkvisitoriske bagside, der lemlæstede, brændte og torturerede anderledes tænkende. Ignazio-kirkens store attraktion er de fantastiske loftsfreskoer og den falske kuppel, der opstår som følge af et fantastisk malet perspektivisk loftsmaleri.

Barokkirken San Ignazios helt overvældende freskoudsmykning. Kirken er bygget 1626-50

Inkvisitionens hovedkvarter lå tidligere tæt på Ignazio-kirken i den bygning, hvor der nu er postministerium. Her blev Galileo dømt for sine kætterske tanker om jordens bevægelser.

Eller beundre en del af al den anden forskelligartede kirkearkitektur i byen og de mange andre historiske og arkitektoniske relikter. Slikke sol på Den Spanske Trappe. Tage en americano, en aperol sprits eller en is på en fortovscafe. Eller, eller...

Romerske nætter

Månebelyste gader ved vores hotel

Slentreture gennem de månebelyste snævre gader nær vores hotel i indre by.

Resterne af Hadrians tempel ligger nærmeste nabo til vores Hotel Cesari. Templet blev indviet i år 145 e. Kr. til ære for den da nyligt afdøde Kejser Hadrian. Kejser Hadrian (76 e. Kr - 145 e. Kr) var den romerske kejser, der i 122 e.kr. måtte bygge Hadrians Mur fra kyst til kyst i Nordengland for at værne denne Romerrigets yderste grænse mod indfald fra de vilde skotske klaner. Muren kunne være et symbol på nutidens Brexit-problemer, hvor der i Skotland modsat i England er flertal for at forblive i EU

Forbi resterne af Hadrians tempel. Nyde Pantheon i den fløjlsbløde aftenbelysning på tidspunkter, hvor de fleste turister har andre gøremål.

Pantheon i nattebelysning

Restauranten Spiriti & Forme med den lækre mad og flotte æstetik

Få ganen pirret af lækre romerske retter i den smukke restaurant Spiriti & Forme i en sidegade nær Trevi-fontænen.

Vi venter på en Anita Ekberg-afløser sammen med hundredvis af andre. Der kom ikke nogen. 
 Derfor kan man godt nyde den helt særlige stemning ved Trevifontænen, når mørket sænker sig

Efter en lækker middag spadsere hjem til hotellet forbi Trevi-fontænen, hvor et væld af besøgende fra hele verden i nattemørket afventer en mulig nutidig afløser for Anita Ekberg. Den svenske skuespillerinde der i Federico Fellinis film La Dolce Vita forførte en hel verden med sin berømte badescene i Trevi-fontænen.

Så er det tid til at lade nattens hvile falde over os i vores hotel Albergho Cesari. Beliggende i et gammelt palads i Via di Pietra midt i Rom, midt mellem Trevi-fontænen og Pantheon, 200 m fra Via del Corso - Roms hovedstrøg.

Sidste dag

Vi havde meget, der skulle nås. Tidlig morgenmad. Udcheckning fra hotellet. Placering af kufferter i hotellets bagageopbevaring. Så af sted på gåben mod Campo dei Fiori. Pladsen var tidligere byens henrettelsesplads og blev senere kvæg- og hestemarked. Nu er her blomster- og loppemarked.

 

Statuen af Giordano Bruno midt på den tidligere henrettelsesplads Campo dei Fiori

Midt på Campo dei Fiori står en statue af filosoffen Giordano Bruno (1548-1600), der her midt på pladsen i år 1600 blev brændt på bålet for kætteri. Bruno var en varm fortaler for et nyt verdensbillede og støttede Kopernikus' teori om, at solen var universets centrum. Brunostatuen blev opstillet af i 1887-1889 som en protest mod den katolske kirke.


 

Palazzo Farnese. Højrenæssancens stjernekunstner Michelangelo (1475-1564) står bag en stor del af paladsets flotte renæssancefacade. Paladset er nu fransk ambassade

Så passerede vi forbi Palazzo Farnese, det flotteste eksempel på renæssancebyggeri i hele Italien. Således mættet med kulturhistorie og stærke æstetiske indtryk gik vi videre mod hyggelige Trastevere. Undervejs nød vi i det skarpe hvide forårslys udsigten over Tiberen mod Peterskirken.

 

Udsigten fra Ponte Sisto over Tiberen mod Peterskirken badet i hvidt forårslys. Ponte Sisto er en af de broen, der forbinder Rom på venstre side af Tiberen med Trastevere på højre side.

I Trastevere besøgte vi først kirken Santa Maria in Trastevere. Dele af den er opført helt tilbage i 300-tallet. Kirken er særlig interessant, fordi den er et godt eksempel på, hvordan opførelsen af kristne kirker indebar genbrug af byggemateriale fra romertiden. Kirkens 22 søjler har deres oprindelse i forskellige antikke templer og er tilpasset kirkerummet.

Santa Maria in Trastevere. Treskibet basilika. Genbrugssøjler. Smukt loft. Og mange andre smukke ting.

Så måtte vi hvile. Formiddagskaffen blev med udsigt til Trasteverekirken indtaget i gaden Via della Paglia på restaurant Tonnarellos fortovscafé med hyggelige tjenere, der bød på både småkager og slikkepinde.


Udsigten fra Isola Tiberina mod tiberens lille vandfald

Tilbageturen mod Roms indre by gik over Tiberøen, Isola Tiberina og gennem det jødiske kvarter forbi kæmpesynagogen, Tempio Maggiore fra 1904. I det jødiske kvarter er et stort udbud af koshermad, kosherkager og klezmermusik.

 

 Skildpaddefontænen foran Palazzo Matei

Undervejs passerede vi Palazzo Mattei og beundrede skildpaddespringvandet, Fontana delle Tartarughe. Vi stak lige igennem den indre gård i Palazzo Venezia, bygget i 1455 til kardinal Barbo. Her nød vi stilheden, mens vi tænkte på, at de var på dette sted Mussolini meddelte Italiens indtræden i 2. verdenskrig på tysk side.

Frokost på Caffe´in Lucina, der ligger på den smukke lille plads Piazza S. Ignazio, overfor San Ignaziokirken og omgivet af elegante små rokokopaladser

Nu havde vi ikke bare ømme fødder, men var også sultne. Det kunne ordnes med en
 portion ravioli på vores egen lille henrivende Piazza Sant'Ignazio nær hotellet.

Vi var i god tid, da vi først skulle af sted mod lufthavnen kl. 17.00. Kabinekufferterne var som nævnt fra morgenstunden godt placeret i hotellets kuffertopbevaring. Vore ømme fødder og ønsket om et sidste kig på Pantheon fik os til at vælge at sidde og slappe af på yndlingspladsen Piazza della Rotunda. Her kunne vi på Tempio Bar en sidste gang nyde italiensk tiramisu, kaffe og en enkelt Aperol Spritz. Aperolfarven stod godt til caféens bordpynt.

Aperolfarven står godt til Tempio Bars bordpynt.

Altid en rejse værd

Så blev det tid til afgang med privat limousinekørsel (ja, det hedder det, når vi bestiller gennem hotellet, men det var - heldigvis - bare en lækker Mercedes, dog med uniformsklædt chauffør) til lufthavnen. Smart med digital check-in, så man kommer uden om de lange køer. Efter en behagelig flyrejse var vi efter fire dage i Rom hjemme i datterens lejlighed i København kl. 0.45 natten til langfredag.

Med opfriskede gode minder fra Den Evige Stad konstaterede vi atter engang den indlysende sandhed, at Rom bliver man aldrig færdig med. Den er altid en rejse værd.