Støv og mynteduft står op fra siderne

Regnvejrsdagene giver læselyst. Når dagens vandring i det tågede klamme vejr er gennemført, nyder jeg indendøre at kunne dyrke min lyst til at søge viden om verden og til at kunne opleve menneskelivet i al dets mangfoldighed.

I den sidste uges tid har jeg i tid og rum rejst verden rundt via skønlitterære værker. Først til North Carolina i 1950’erne gennem Delia Owens roman “Hvor flodkrebsene synger”. Så i Danmark og til Skotland i 1920’erne gennem Vibeke Marxs roman “Jord og hjerte”.

Senest har jeg “læserejst” mig til Ægypten i 1940’erne gennem romanen “Den kongelige egyptiske Automobilklub” skrevet af den ægyptiske pendant til Leif Panduro, tandlægen Alaa Al-Aswany.

Som helt ung gennemførte jeg i 1974 min første større udenlandsrejse til et andet kontinent. Turen gik til mit drømmeland Ægypten. Med tog rejste jeg gennem Nildalen til Aswan og retur. Og med ophold på spændende steder undervejs. Jeg kan stadig i mine dagdrømme fornemme larmen, støvet og jasminduften ved Nilens bred ved Luxor og alle de andre steder, jeg besøgte dengang.

Lige siden har jeg været grebet af Ægyptens ufatteligt rige historie, fortryllende landskaber og spændende geografi. Jeg kan stadig i mine dagdrømme fornemme folkevrimlen, larmen, støvet og jasminduftene ved Nilens bredder og stilheden og bageovnstemperaturerne i ørkenen.

Efterfølgende har jeg rejst yderligere to gange i Ægypten, nu med familie. Det har gjort, at jeg udover mine oprindelige interesser også er blevet optaget af at forsøge at forstå det moderne Ægyptens muligheder og udfordringer. Her tilbyder Alaa Al-Aswanys roman “ Den kongelige egyptiske Automobilklub” nye forståelsesrammer i forhold til, hvordan og hvorfor Ægypten er havnet, hvor landet er i dag. Det er en fortælling om modsætninger: Herskab og tjenestefolk, mænd og kvinder, egyptere og europæere, undertrykkelse og selvstændighed, fattig og rig, ung og gammel, kærlighed og had, egoisme og opofrelse, tradition og fornyelse. Men først og fremmest en historie om at være menneske og de faldgruber, vi slås med.

Alle med interesse for nutidens mellemøstlige problemer bør læse “Den kongelige egyptiske Automobilklub.” Bogen minder om, at Mellemøstens problemer er dybt forankret i kolonitidens traditioner for undertrykkelse og menneskeforagt. Men den minder også om, hvor dejligt alt kunne være, og trods alt er, i det rige, fattige Egypten.

En meget anbefalelsesværdig bog. Al-Aswany skriver så duften af mynte og Ægyptens støv står op fra bogens sider.

Julens Glæde - et nostalgisk juletrip

Julens klassiske sange klinger allerede fra november i TV og radio og i butikkerne. Hvert år sender sangene mig tilbage i tiden.

”Lad alle mine drømme blive virkelighed”

Jeg drømmer om en hvid jul, hvor alle mine ønsker bliver opfyldt. Fred i verden. Styr på den menneskeskabte del af klimaforandringerne. Genopretning og styrkelse af naturens mangfoldighed. Gensidig respekt og tolerance mellem mennesker.

Men jeg drømmer mig også tilbage til min barndoms juletid for omkring 60 år siden i barndomslandet i Husby. Når tankerne flyver tilbage til barndommen oplever jeg altid en hvid jul. Et hvidt landskab, frostklar luft og knitrende sne. En hvid jul, der indrammer julens mange glæder og traditioner.

I fantasiens nostalgiske tilbageblik hører jeg på lang, lang afstand bjældeklang over det tyste, snehvide landskab omkring Skræppedalen. Først næsten uhørligt nede fra Hygindkanten. Så tydeligt tæt på op ad Skræppedalsbanken mod Husby Kirke, hvorefter bjældeklangen igen gradvis klinger af på vejen mod Wedellsborg.

"Bjældeklang, bjældeklang over vej og sti."

Når vi på Skræppedalsvej op mod juletid i det fjerne hørte bjældeklangen, var det med at komme ud til vejen. Det var nemlig et ualmindelig flot syn, når Wedellsborgs kane forspændt et spand flotte heste kom glidende forbi, mens bjælderne på seletøjet i den frostklare luft ringlede til hver en bevægelse, hestene gjorde. Hvis det var snevejr op mod jul – og det var det jo som sagt altid, når vi husker tilbage på vores barndom, - så blev Wedellsborgs julegæster afhentet i kane fra Ejby Station. Om Karen Blixen har været med i kanen ved jeg ikke, men hun holdt ofte jul på Wedellsborg, og nogle af vores kammerater med forældre ansat på godset har oplevet, at hun læste julehistorier op for dem.

Men snevejret trak også andre spændende hestespand ud på vejene. Maskinstationsejer Carl Ellegårds søn Jens fra Lillegade ryddede snesjap af vejene ved hjælp af et hestespand, der var spændt for en stor kileformet træsneplov.

Slagtemåned

Jo, jo der var mange vinterglæder op mod jul. Det hele startede med Slagtemåneden, november måned. Næsten alle i landsbyerne rundt om på Wedellsborghalvøen holdt fedesvin, også os der boede i hus. Julegrisen var så vigtig en formue, at der var lavet en ”Grisekasse”, en lokal gensidig forsikringsordning, så man kunne få hjælp, hvis ens gris døde før tid.

Grisen skulle slagtes og laves til julesul. Sylte, medister, flæskesteg, rullepølse, blodpølse, fedtegrever og meget mere. Hjemme hos os havde vi de første år ikke fryseboks, så slagtningen måtte vente til temperaturen var så lav, at kødvarerne kunne holde sig i kælderen pakket ind i salt i saltkarret. Sådan var det mange steder ud over landet. I november var temperaturen passende, og der blev slagtet alle vegne, derfor navnet Slagtemåned.

Slagtedagen som optakten til julen står stærkt i min erindring. Det var et værre hus, når hjemmeslagteren kom. Først skulle der koges vand i gruekedlen. Så blev grisen under skrig og skrål slæbt ud på gårdspladsen. Her blev den "slået for panden" med en boltpistol. Så stukket i halsen, så blodet sprøjtede og siden hængt på en stige og sprættet op, så indvoldene kunne fjernes. Indvoldene blev lagt ud i skoven, som vi boede fem meter fra. Så kunne de vilde dyr og skovens fugle også mærke, det snart var jul. Til sidst hjalp hjemmeslagteren mor med de mere komplicerede ting som at lave medisterpølse og presse fedtslag til rullepølse.

Julens Glæde

En anden stor dag i november måned var, når årets saldo fra Julens Glæde blev udbetalt. Det var de penge vores forældre havde indbetalt til den lokale spareforening i løbet af året. Lokale spareforeninger blev oprettet over hele landet i slutningen af 1800-tallet under navnet Julens Glæde. Sådan en forening havde vi endnu i min barndom i 1950´erne og 1960´erne også i Husby. Når sparepengene fra Julens Glæde blev udbetalt, vidste vi, at der også det år var penge til julegaver. Det var der for øvrigt i alle årene.

Julegaverne ønskede vi os ud mest fra katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasiner. Mor udfyldte i hemmelighed bestillingslisterne og sendte dem ind. Så kunne vi bare afvente, at årets julepakker blev tilsendt pr. efterkrav. Det var en stor dag, når Helge Post en dag midt i december kom ind med opkrævningen på årets julepakker. Så kunne vi efterfølgende afhente pakkerne fra postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og Lillegade. Pakkerne blev vendt og drejet og befølt på vejen hjem fra Anna Rute Ras, der stod for udleveringen af postpakker. Var det bløde eller hårde pakker? - Bløde pakker rummede for eksempel sokker, underbukser og skjorter. Ting, som vi mente, at "vi jo skulle have alligevel". Det vidste vores forældre godt. Vi havde dengang ingen klar forestilling om, hvor små pengene var, men glædede os blot over, at selv om der ind i mellem var bløde pakker, sørgede vores forældre for, at de hårde pakker altid var flest. Vores forældre var påholdende folk, der selv om midlerne var små ønskede, at deres tre drenge aldrig skulle mangle noget.

Slagtemåneden november måned var en måned, hvor forventningerne om den kommende jul virkelig blev skærpet.

Jagttid

Tiden op mod jul var også jagttid. Vi Husbydrenge havde i jagtsæsonen en særlig opgave, som vi dengang anså for at være en stor fordel. Forud for de store klapjagter på Wedellsborg og på Fønsskov ringede overjægermesteren på Wedellsborg til førstelærer Andersen i Husby Skole med besked om, at de store drenge fra skolen skulle møde på godset som klappere en af de efterfølgende dage. Vi fik så besked fra lærer Andersen om dette. Der var ikke noget med, at vi skulle spørge hjemme eller have seddel med hjemmefra.

Under klapjagten var vi under kommando af overjægermester Knarreborg og hans håndgangne mænd som for eksempel skytte Hansen på Wedellsborg og skytte Skæg (jeg husker ikke hans rigtige navn) på Fønsskov eller nogle af skovfogederne. I jægernes frokostpause havde vi kampe med drengene fra de andre skoler, blandt andet drengene fra Føns Skole. Kampene blev udkæmpet med klapperstokkene. Det var ikke rart at få et slag over fingrene med en klapperstok, men vi havde en sjov dag, hvor vi til belønning fik sodavand, wienerbrød og en to- eller femkrone. Så måtte vi også tage det ubehagelige med som for eksempel at løfte skamskudte harer op ved ørerne og udfri dem af deres pinsler ved at slå dem ihjel med et kraftigt slag af vores klapperstok bag ørerne.

Snemand Frost

Jo længere vi kom hen i december. Jo mere steg spændingen om den tilstundende jul. Men vi havde da heldigvis mange ting at adsprede os med. Som sagt føles det nu, som om der altid var sne og vinter.

Vinteren, frosten og sneen affødte en del mere eller mindre muntre oplevelser. Den eneste gang jeg har siddet efter i Husby Skole var affødt af snevejret. Engang var vi en større gruppe drenge, der stod og snakkede for enden af skolegården, ude ved vejen. Førstelærer Andersen var i færd med at feje sne væk fra fliserne ved skolens ladelænge. En af drengene fik den ulyksalige ide at kaste en snebold op på taget ovenover lærer Andersen. Det fik en lavine af sne fra taget til at falde ned  over ham. Det brød han sig mildt sagt ikke om. Da ingen ville vedgå sig kastet eller fortælle, hvem der havde kastet, kom hele gruppen af drenge til at sidde efter.

Efter skoletid var der masser af vinterudfoldelser at gøre. Nogen løb på skøjter på bugten ved Sdr. Åby. Lærerne kunne med kikkert se, hvor langt skøjteløberne løb ud. Hvis de syntes, nogen løb for langt ud, fik klasserne næste dag ikke-kammeratlige samtaler om, hvilke sikkerhedsregler der skulle overholdes, når man skøjtede på bugten. Det var meget ansvarligt af lærerne. Men dengang syntes vi, de ikke skulle blande sig i, hvad vi lavede i fritiden.

Os der boede tæt på Husby Mose og Holen havde andre muligheder. Der var ingen højvandsklap i Moserenden dengang, så når der var højvande i Tybrind Vig, steg vandet også inde i Husby Mose. Når oversvømmelsesvandet frøs til is, havde vi nogle spændende skøjtebaner. Nogen gange lå isen nemlig i flere niveauer, fordi vandet under isen igen havde trukket sig tilbage ved lavvande. Vi kunne også løbe på skøjter på vandingshullerne på engene omme i Holen. Det gjorde vi, selv om isen brækkede og fik store revner, når det var midlertidigt tøvejr. Engang var jeg så uheldig at falde i, så jeg blev drivvåd. Det gav godt nok skæld ud af en forskrækket mor, da jeg efter at have løbet den halve kilometer hjem måtte præsentere mig for hende iført ispanser.

Omme i Holen havde vi verdens bedste kælkebakke. Det var den lange stejle smalle mark, der forbinder Jørgen Sognefogeds to græsmarker – engen og den lille græsmark ovenfor skoven, lige under hvor Holegårdens vindmølle nu står. Her kunne vi rigtig få fart på slæderne, når vi lå på maven eller ryggen. Sikken nogle rutsjeture vi fik ud over slæderne, når vi uforvarende kom til at glide ind i et dybfrossent muldvarpeskud.

Hvem ringer klokkerne for?

Dengang fik vi først armbåndsur, når vi var blevet konfirmerede. Men selv om vi ikke havde ur på, vidste vi altid, hvornår vi skulle hjem og spise. I den frostklare luft lød Husby Kirkes klokker nemlig helt tæt på, når aftenen blev ringet ind. Så vidste vi, at vi skulle hjem.

Den søde juletid

"Ved Julelampens Skær" var i årtier en populær julebog i mange danske hjem

I skolen var der et langt tilløb til julen. Forberedelserne begyndte allerede i november. Førstelærer Andersen uddelte bestillingssedler til julebøger fra Grønvald Fynbos Forlag. Vi tog sedlen med hjem og afkrydsede sammen med vores forældre de julehæfter, vi gerne ville købe. Som minimum bestilte vi altid "Ved Julelampens Skær" og "Historiebogen. Børnenes Julebog". Op mod jul udleverede lærer Andersen så julehæfterne til os. Måske var det samme dag, fru Andersen kom ind fra privaten og hjalp os med at flette julestjerner og klippe julehjerter. En helt anderledes skoledag hvor vi havde lys, gran og slik med i skole!

Det var rigtig populært, når fru Andersen hjalp os med at lave julepynt. Den dag i dag kan jeg stadig klippe og flette julehjerter.

Så blev det endelig jul

Familien Hansen. Nina, Ib, Bo, Leif, Peter. Omkring 1960

Så blev det endelig juleaften med alt, hvad dertil hører. Det var nogle rigtig dejlige aftener i familiens skød og tit med mange gæster i juledagene.

Her mange år efter er det faktisk juletræsfesterne i Husby forsamlingshus, der står stærkest i erindringen om jul og vinter.

Julen sluttede hvert år med skolens store juletræsfest fjerde juledag. Jeg husker specielt et år først i tresserne, hvor nogle af de store piger i syvende klasse vakte en del furore, da de dansede twist til nogle af de moderne tiders nye twist and shout hits. Ja, og så var det jo i 1962, vi begyndte at høre Beatles, da de udsendte deres første plade ”Love me do”. Den indvarslede de moderne tider, der desværre førte til Husby Skoles endeligt. Det var dog ikke musikkens skyld, men afvandringen fra landet!

Vi var også til fagforeningens juletræsfest en af juledagene. Ved denne årets sidste juletræsfest blev Forsamlingshusets juletræ plyndret. Når træet skulle ud i gården for at give plads til dansen, trak børnene i den ene ende af træet og de voksne mænd i den anden ende. Jeg husker det, som om børnene altid vandt. Men vi havde jo også fået gode kræfter af de omfangsrige godteposer, der hørte med til en god juletræsfest. Skolen startede hvert år igen efter jul og nytår på Hellig Tre Kongers Dag den 6. januar.

Dejligt at have gode minder at hygge sig med her i årets mørkeste tid. Et godt juleønske kunne derfor være, at alle verdens børn hver på deres sted og i hver deres tid får tilsvarende gode minder, der senere i deres liv kan varme og lysne deres tilværelse. 

Dagtilbud og folkeskoler for fremtidens Kolding

Jydske Vestkystens Koldingsektion har hver tirsdag en side, de kalder Panelet. Her stiller de på skift spørgsmål til en række borgere i Kolding om ugens hændelser. I denne uge er jeg en af de tre borgere. Her er mine svar på ugens spørgsmål tirsdag den 5. november 2019.

1: Borgmester Jørn Pedersen (V) fralægger sig store dele af ansvaret for den økonomiske krise i Kolding. Hvad tænker du om det? https://jv.dk/artikel/borgmester-om-sparebudget-det-er-de-andres-skyld

ad.1

Kommunens førstemand

Byrådet beslutter ved stemmeflertal. Borgmesterens stemme vejer ikke tungere end øvrige medlemmers. Sådan er det formelt set. Reelt set er borgmesteren den første blandt ligemænd. Eneste fuldtidsansatte politiker. Øverste administrative chef. Men det er slet ikke her problemet ligger. Byrådet har arbejdet med forventede senere gennemførte effektiviseringer og ikke konsekvensbeskrevne besparelser. Det giver mangel på central styring. Og forringer borgernes mulighed for at følge de politiske prioriteringer.

2: Få dage efter, at forligspartierne var blevet enige om at skære fem-seks millioner på normeringer i daginstitutionerne, ombestemte de sig og fandt i stedet pengene i reservepuljer. Hvad tænker du om det? https://jv.dk/artikel/to-dage-f%C3%B8r-sparem%C3%B8de-dropper-udsk%C3%A6ldt-millionbesparelse-p%C3%A5-normeringer-i-daginstitutioner

ad.2

Fremtidsforvaltning

Omsorg, trivsel, udvikling, kundskaber, færdigheder og uddannelse. Det er basis i en enhver udviklingsorienteret kommunes fremtidspolitik. Derfor godt, at der blev fundet penge til at afbøde en del af de planlagte drastiske besparelser på børneområdet. Og derfor er det særdeles problematisk, at folkeskolerne fremover får dramatisk forringede muligheder. Børn og unge er fremtiden. Selv i en tid, hvor der skal prioriteres skarpt, skal disse områder derfor sættes øverst på den politisk-økonomiske dagsorden.

3: Hvordan tror du, at den netop vedtagne spareplan i Kolding Kommune vil påvirke næste kommunalvalg?

ad.3

Borgernes medansvar

Erfaringsmæssigt får spareplaner midt i en byrådsperiode ikke stor betydning ved et valg to år senere. Uanset spareplanernes dramatiske karakter. Vælgernes hukommelse er kort. Når det gælder kommunalpolitik er indsigten lille og motivationen ringe. Den kommunale beslutningsproces kan være svær at forstå. Men borgerne har et ansvar for at holde sig orienteret. Og Byrådet har ansvar for at gøre det let og gennemsigtigt at kunne følge med i Byrådets politisk-økonomiske prioriteringer og konsekvenserne heraf.

Ib Hansen, november 2019