Flystyrt ved Flækøjet

Flækøjets position i Lillebælt mellem Stenderuphalvøen og Fønsskov

Fly styrtet ned ved Flækøjet i Lillebælt. Alle ombordværende dræbt. Flystyrtet skete under dramatiske omstændigheder.

Flækøjet er en grund i Lillebælt bestående af revler, der ligger 4 meter under havoverfladen. Grunden ligger ud for Binderupbugten syd for Fænø og vest for Fønsskov. Stedet er mest kendt som et de af steder, der skal rundes i de kapsejladser, sejlklubberne i blandt andet Kolding og Middelfart har afholdt i over hundrede år. På det seneste er Flækøjet også blevet kendt for en bitter strid mellem Sportsfiskerforbundet og firmaet bag det havbrug, der er placeret ved Flækøjet.

Men tilbage til flystyrtet. Natten mellem den 9. og 10. februar 1945 stod modstandsfolk på 7 fynske nedkastningspladser klar. Syv engelske Short Stirlings fly var på vej for at kaste våben ned til de fynske modstandsfolk.

Stirling fly

Men vejret skiftede. Flyene fløj ind i en snestorm. Kun 6 fly nåede tilbage til England. Det sidste fly nåede ikke at få nedkastet sin last, men styrtede ned ved Flækøjet. Det er aldrig blevet opklaret, om det var vejrliget eller tyske natjagere, der var årsagen til flystyrtet.

Udsigten over Fønsvang Sø, der nu igen er vandfyldt efter at have været afdrænet og opdyrket i årtier

En af de fynske nedkastningspladser var ved Fønsvang i bunden af Gamborg Fjord. Stedet er igen blevet givet tilbage til havet, men var i en lang årrække inddæmmet land. Den pågældende nat var en modstandsgruppe på plads ved Fønsvang, men modtog ingen våben, da flyet som nævnt styrtede ned i Lillebælt. Skuffede vendte gruppen på cykler og i lastbiler tilbage mod Middelfart. Ved Udby kom de i voldsom ildkamp med tyske tropper. To tyskere blev dræbt og en hårdt såret. Det lykkedes modstandsfolkene at slippe væk.

Mindestenen i Middelfart for W. J .Carthew

For nu snart 75 år siden, den 9. juni 1945 blev et af besætningsmedlemmerne fra det nedstyrtede Stirling fly fundet skyllet i land på halvøen Ålehoved mellem Føns Vig og Tybrind Vig. Det var australieren W. J. Carthew. Han blev begravet i Middelfart på Nye Kirkegård. I januar 1946 - næsten et år efter flystyrtet - blev liget af australieren Richard French fundet drivende i Lillebælt ved Brandsø. Dette lig blev begravet i Fredericia. De øvrige besætningsmedlemmer er ikke blevet fundet.

Ib Hansen marts 2020

Vi troede, vi var frie

Endelig. Nu var det tiden til at glæde sig over den "svævende" kuppel i Istanbuls legendariske Hagia Sophia. Troede jeg.

Når så den svævende kuppel var oplevet, kunne min datter og jeg så nogle måneder efter glæde os til EM-kampene i fodbold på hjemmebane i et sommerligt København i juni. Troede jeg.

Istanbulturen er aflyst. EM kan måske blive flyttet langt ud på året til et tidspunkt med regn og rusk. Koldt, klamt og fugtigt. Ærgerligt, efter at min datter var heldig at få to billetter til de tre kampe i København. UEFA diskuterer afviklingen af EM tirsdag den 17, marts. Håber da ikke EM bliver helt aflyst og heller ikke, at det bliver flyttet. Sådanne aflysninger er selvfølgelig mindre ting i det store spil.

Hagia Sophias unikke arkitektur og historie som helligt sted vekslende mellem to store verdensreligioner. Og Albert Camus "Pesten". Det er to ting, jeg har bragt med mig fra min gymnasietid. At stå under Hagia Sophias svævende kuppel har været mit ønske og min drøm i årtier, lige siden bygningsværket blev gennemgået i en historietime på Vestfyns Gymnasium.

Hagia Sophia - ude og inde

Vi har aldrig været i Istanbul. Sidst vi havde købt flybilletter skete der på 14 dage tre voldsomme attentater i Istanbul. Derfor aflyste vi. Nu ville vi i påsken nyde Istanbuls herligheder. Flybilletter og hotel var på plads. Igen må vi aflyse. Hagia Sophias kuppel må fortsat nøjes med at svæve i mine drømme.

Her er det så Camus "Pesten" kommer ind i billedet "... ingen vil mere være frie, så længe der er hjemsøgelser til".

Jeg har stadig friheden til at drømme, at jeg nok kommer til at stå under Hagia Sophias kuppel og sidde i Parken på en dejlig junidag og se Danmarks EM-kampe. Håber blot ikke, det bliver ved at være drømme, men at drømmene en dag nok skal blive realiteter. 

Også i den nuværende situation må vi erkende, at vores frihed altid vil være begrænset af naturlige og menneskeskabte plager. Plager som gør det nødvendigt at stå sammen i vore fællesskaber for bekæmpe plagerne. Det er ikke en dårlig lære.

Cykler og æsler

Der sker meget med ejendommen på hjørnet af Skræppedalsvej og Eskørgyden, men æslet står stadig i indkørslen. Marts 2020

Ejendommens udlænger er nedrevet og grunden planeret. Marts 2020

Ejendommen på hjørnet af Eskørgyden og Skræppedalsvej på en mørk efterårsdag 2018. Udlængerne med stald og lade er her på dette tidspunkt stadig.     

På grænsen mellem Eskør og Husby bylav ligger et gammelt husmandssted med en spændende historie. Nu sker der en masse med denne ejendom beliggende på hjørnet af Skræppedalsvej og Eskørgyden. Der forandres og rives ned. Historiens store drivhjul drejer.

Foran ejendommen har der i mange år stået et lille æsel lavet i beton. Hvorfor nu det?

Bag æslet gennem sig en interessant familie-, erhvervs- og lokalhistorie. Lad os starte med Søren Laurits Sørensen. Han blev i daglig tale kaldt SL. Hans kone hed Anne Johanne. SL og Anne Johanne blev gift i Husby Kirke i 1912. De drev i nogle år en handelsforretning i Ejby. Mens de boede i Ejby blev sønnen Kaj født. Det var i marts 1914.

Familien Sørensen valgte dog snart at flytte fra Ejby. De slog sig ned i ejendommen på hjørnet af nuværende Skræppedalsvej og Eskørgyden. Her ernærede de sig ved husmandsbrug og ved cykelforretning. SL fortsatte med at handle med maskiner og slog sig på frugtavl.

Der var for øvrigt stor lokal konkurrence på cykelforretningsområdet. I 1919 var der i Husby Sogn bare langs vejen fra Husby mod Ejby tre cykelsmede. Niels E. Hindsgaul over for smeden i Husby, S.L. Sørensen ved krydset Eskørgyden-Skræppedalsvej og smeden på Hygind Mark ved Sibirien. Og de tjente penge alle tre.

 

 

 

Det fremgår af Husby Kommunes skatteliste for 1919, at cykelhandlereren i Husby betalte 38 kroner i skat, cykelhandleren i Eskør 35 kroner og smeden i Hygind 18 kroner. 

Grusvejen mellem Husby og Ejby. 1920-30

Cyklen var i starten af 1900-tallet et vigtigt transportmiddel. Sognevejene var dengang belagt med grus og skærver. En belægning der gav et stort behov for reparationer af cykler, blandt andet med nye dæk og slanger. Deraf de mange cykelforretninger og cykelsmede. I min drengetid i 1960´erne var det smed Kühne i Husby, der reparerede vores cykler. Vi var altid lidt beklemte ved at komme hos ham. En åben ildsprudende esse, en sort sodsværtet smed og en tilsvarende hjælper. Og smeden kunne mere end sit fadervor. Holdt da op, hvor han kunne bande og svovle, når han i vrimlen af værktøj og andet habengut ikke lige kunne finde det dækjern eller den svensknøgle, han skulle bruge til reparationen af vores cykel. Men det er en anden historie. Tilbage til SL i krydset ved Eskørgyden.

Som det var sædvane i Husby helt op i min skoletid fik Søren Laurits og Anne Johannes søn Kaj et tilnavn. Der var på den tid ikke gadenavne eller husnumre. Så det var med at kunne stedfæste en person nærmere end bare ud fra fornavn og efternavn. Kaj kom selvfølgelig til at hedde Kaj SL efter faderen Søren Laurits. Kaj SL overtog ejendommen efter forældrene og blev gift med Nanny Eleonora. Jeg husker ikke Nanny, men kun Kaj SL.

Et lille husmandsbrug var ikke nok til at give et udkomme for en familie. Cykelforretningen var tiden løbet fra, men der var andre muligheder. Udover husmandsbruget drev Kaj frugtavl. Der var frugtplantage mellem Kajs ejendom og Holehuset, den stråtækte ejendom, der ligger og vipper på toppen af den nordlige del af Skræppedalsbakken, gemt bag et tæt buskads. I min drengetid boede enken Kirstine Holehus i denne ejendom.

Udover arbejdet med husmandsbrug og frugtavl kørte Kaj SL mælk til Fælleslykke Mejeri ved Brænde Mølle mellem Håre og Tanderup. Når han kom forbi vores hjem på Skræppedalsvej om morgenen, tog han en lille mælkespand med, som mor havde sat ud til vejen med de fornødne mønter pakket i et stykke papir. Senere på dagen afleverede han så spanden med konsummælk. Vi var derfor helt fra små vant til at drikke dejlig kølig og behandlet mejerimælk. Det var nogen gange et problem, når vi var på ferie eller besøg hos familie med landbrug. Havregryn med friskmalket varm fed gul jersey-råmælk var det simpelthen umuligt for os at få ned.

Min broder Leif og jeg hjalp Kaj SL. med at tærske om vinteren. Han havde et lille husmandstærskeværk, som det Frank Erichsen bruger i TV-programmet "Bonderøven". Vi stod oppe på stænget på loftet over laden og smed negene ned til Kaj, der skar dem op og lagde dem i tærskeværket. Stænget var blot nogle lange rafter lagt over ladens bjælker. Når vi stod der og forkede neg ned, stak vi af og til forken ned i musereder fyldt med små lyserøde museunger. Det syntes vi ikke var særlig lækkert, men gårdhunden og kattene, der sprang rundt om os, syntes om det og fik hurtigt gjort kål på sådanne lækkerbiskener.

Efter Kaj S. L. har Herdis og Jørgen Rasmussen med sønnen Lars boet i ejendommen på hjørnet i mange år.

Jørgen Rasmussen har i debatbogen fra 1990 "Lidenskab og smålighed" lavet en meget fin artikel om Husby i gamle dage, "Træk af Husby Kirkes og Sogns historie" . Herdis var i mange år leder af dagplejen i Nørre Åby Kommune, så hendes navn stødte jeg på mange gange i min tid som forvaltningschef 1995-96 i Enhedsforvaltningen i Nørre Åby Kommune, selv om hun var gået på pension nogle år før min ansættelse. Jørgen Rasmussen holdt på hobbyplan et par æsler og  lavede på et tidspunkt i beton et æsel og stillede det op i indkørslen ind til ejendommen. Her kommer så svaret på det i indledningen rejste spørgsmål.

Hvorfor opstille et æsel i indkørslen? Æslet passer meget godt med, at ejendommen tidligere var ejet af Kaj S.L., "Kaj Æsel".

Lillebælt - nøglen til riget

Nogle af skanserne ved Snævringen, Lillebælts nordre del

Tyskerne stod på kanten af Lillebælt overfor Middelfart. Kolding var overløbet og Fredericia omringet. Danske kanonbåde måtte trække sig fra kampene ved Gudsø Vig. Det var i 1849 midt under Treårskrigen.

Kampene om egnene ved Snævringen, Lillebælts nordligste, dybeste, smalleste og mest strømfyldte del var på sit højeste. Tyskerne måtte endelig ikke komme over Lillebælt og få fodfæste på Fynssiden. Så ville det se sort ud for Danmark. Heldigvis havde den danske flådes skibe og kanonbåde magten på havet og var lykkedes med at blokere de nordtyske havne.

Ville flåden kunne fortsætte med at forhindre de slesvig-holstenske oprørere støttet af regulære tropper fra Det Tyske Forbund i at sætte over Lillebælt og dermed true Danmarks fortsatte eksistens som nation? Det var et spørgsmål de rystede danskere stillede sig.

Den danske hær forsøgte i 1849 ved en række slag i egnene omkring Kolding, Gudsø Vig og Fredericia at forhindre tyskerne i igen at rykke op i Jylland og sætte over Lillebælt. Det gik mildt sagt ikke godt for den danske hær, selvom fæstningen i Fredericia i 1849 igen var på danske hænder. Langs den fynske kyst var der bygget skanser og opstillet kanonbatterier fra Strib og rundt om Hindsgavlhalvøen til Hindsgavl, ligesom der på den lille ø Fænø Kalv var skanser bestykket med kanoner.

Inspirationen fra Paris

Inden vi ser på krigens videre udvikling, skal vi lige se på, hvad Treårskrigen 1848-50 egentlig handlede om. Treårskrigens inspiration var Februarrevolutionen 1848 i Paris. En revolution der resulterede i det franske kongedømmes fald og i indførelsen af almindelig valgret.

I mange af Frederik den Syvendes riger ville borgerne også have en fri forfatning og almindelig valgret. Det gjaldt i Kongeriget Danmark, hvor Frederik den 7. var konge, og det gjaldt i Slesvig og Holsten, hvor han var hertug. Kongen var i første omgang ikke indstillet på at imødekomme ønskerne. Han ville kun høre tale om rådgivende stænderforsamlinger. Efter pres fra et folkemøde i København i marts 1848 lovede Frederik den 7. en fri forfatning for kongeriet Danmark, men ikke for hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Fra dansk side forsøgte man at indlemme Slesvig, men ikke Holsten under den danske forfatning. Det vakte harme og oprør i Slesvig og Holsten. Og i Det Tyske Forbund var man rasende. Der udbrød åben krig.

Fæstningen Rendsborg 1848. Rendsborg ligger ved Ejderen, på grænsen mellem Slesvig og Holsten

Slesvig-holstenerne dannede selv en provisorisk regering med sæde i Kiel og indtog fæstningen i Rendsborg. Den danske regering var totalt uforberedt på situationen, men forsøgte at dæmpe konflikten ved at sende tropper til hertugdømmerne. I første omgang sejrede den danske hær i et slag ved Bov 9. april 1848, men måtte efterfølgende trække sig nordpå. Hele Jylland blev besat af preussiske styrker, der på vegne af Det Tyske Forbund var kommet slesvig-holstenerne til hjælp.

Rusland pressede preusserne til at indgå våbenhvile den 26. august 1848. Det viste sig at være en stakket frist for Danmark.

Krigen om grænsen ved Kolding

I februar 1849 opsagde Danmark våbenhvilen og den 3. april fortsatte kampene. Den danske hær omfattede 41.000 mand, mens slesvig-holstenerne kunne mønstre 19.000 mand samt 47.000 mand regulære tropper sendt til hjælp af Det Tyske Forbund. Danskerne opgav at føre kampen i Sønderjylland og trak sig nordpå for ved Kolding at forsvare grænsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig. Den 23. april 1849 kom det til voldsomme kampe ved Kolding. Danskerne kunne ikke holde byen og rykkede ud.

Slaget ved Kolding 23. april 1849

Danske kanonbåde under tysk beskydning

Efter det tabte slag ved Kolding trak general Rye sig nordpå. Den danske hær blev opstillet i en buelinje fra Gudsø over Sdr. Vilstrup, Alminde-Viuf, Dons, Øster Starup og ud vestpå. Ude i det flade vest var danskerne i fare for at blive omgået, derfor var stillingen ikke holdbar. 7. maj, mens et større slag ved Gudsø var i gang, var der mindre fægtninger ved Blåkærskov og Viuf. Men den danske generalstabs intention var heller ikke at engagere sig i et større slag.

Planen var med skinfægtninger undervejs at trække nogle af de tyske tropper med nordpå og ud på Djursland, væk fra Fæstningen Fredericia.

Kort over de danske og oprørernes (insurgenternes) hærafdelinger ved Gudsøkampene 7. maj 1849. Helt nederst midt i ses Houens Odde og signaturen for danske kanonbåde

Under de betydelige slag, der under Treårskrigen fandt sted ved Gudsø i maj 1849 efter det af danskerne tabte slag ved Kolding, sejlede danske kanonbåde ind i Gudsø Vig og beskød de tyske tropper ved Gudsø. Kanonbådene måtte dog snart trække sig tilbage, da tyskerne gik ud på Houens Odde og beskød kanonbådene derfra. Det har ikke været sjovt at ligge i de små åbne kanonbåde uden beskyttelse mod den fjendtlige kugleregn.

Kanonbåd ud for Skærbæk ved mundingen af Kolding Fjord

Den danske styrke ved Gudsø måtte efter hårde kampe og på grund af den overlegne modstand trække sig tilbage til Fæstningen Fredericia, hvorfra en del efterfølgende blev sejlet over til Middelfart. Resten blev liggende i den belejrede fæstning.

 

Fredericia Volde er nu et attraktivt naturområde og et spændende kulturhistorisk oplevelsesområde

General Rye opgav som nævnt efter 7. maj stillingen mellem Kolding og Vejle. Han trak sig med tyskerne i hælene op nord om Århus. Trak sig ud på Djursland til Helgenæs og lod sig derfra udskibe med sine soldater til Fyn og Fredericia. Her kunne Ryes styrke så medvirke ved det berømte udfald fra Fæstningen Fredericia den 6. juli 1849, mens Ryes forfølgere ikke kunne nå tilbage til Fredericia. Den danske hærledelse ville med et udfald bryde den tyske belejring af Fredericia.

Udfaldet fra Fredericia planlagt i Vejlby

Den danske generalstabs strategiske planlægning af den danske hærs udfald fra Fredericia skete den 4. juli 1849 på præstegården i Vejlby på Vestfyn nær Middelfart. På kirkegården i Vejlby kan man stadig se en mindesten for generalstabsmødet den 4. juli 1849.

 

Mindesten på Vejlby Kirkegård nær Middelfart for generalstabsmødet den 4. juli 1849 i Vejlby Præstegård, hvor den danske hærs udfald fra Fæstningen Fredericia den 6. juli blev planlagt

Den 6. juli 1849 vandt danskerne, men Rye blev dræbt. Nu pressede de europiske stormagter igen Preussen til at trække sig ud af kampene om Slesvig og Holsten. Derfor kunne den danske hær efterfølgende vinde over de slesvigske-holstenske oprørstropper ved et af de største slag i Nordens historie, nemlig slaget på Isted Hede 25. juli 1850. Krigen fortsatte med endnu nogle småslag frem til årsskiftet 1850-51. Nu lagde også Det Tyske Forbund pres på den slesvig-holstenske selvudråbte regering. Forbundet af tyske stater ønskede ikke længere, der blev ført en krig om Slesvig og Holstens tilhørsforhold. Hertugdømmerne var blevet en lille brik i et stort overordnet europæisk magtspil. Stormagterne ville have fred ved indsejlingen til Østersøen. Den slesvig-holstenske regering gav efter for presset, opgav kampen og opløste sig selv og oprørshæren.

Euforisk sejrssang

Hvordan mon det var gået, hvis ikke Lillebælt og den danske flåde i første omgang forhindrede de forenede tyske hærstyrker i at besætte resten af Danmark udover Jylland? Og hvordan var det gået, hvis de europiske stormagter ikke havde grebet ind til fordel for Danmark?

Det ved vi af gode grunde ikke. Men vi ved, at den helt urealistiske danske eufori, hvor politikere og befolkning troede, at den danske hær på egen hånd havde slået en af Europas stærkeste militære magter, fik fatale konsekvenser. Hurra-romantikken fra sejrssangen ”Dengang jeg drog af sted”, tidens nationalisme og overmodet fik 14 år senere Danmark til i 1863-64 at stikke hovedet i den preussiske jernkansler Bismarcks snare. Det medførte i 1864 en ny dybt ulykkelig krig, der udover de mange dræbte og sårede fik som resultat, at dansksindede i Sønderjylland i 56 år måtte leve som en del af det tyske rige, indtil Sønderjylland i 1920 efter afstemning blev en del af Danmark.

Lillebælt som ”nøglen til riget”

Den nordlige del af Lillebælt og egnene omkring spillede i 1848-50 en central rolle i forsvaret af Danmark. Snævringen har også tidligere i historien været  betragtet som ”nøglen til riget”, herom vidner de mange borge, volde og skanser, der ligger rundt langs kysterne på begge sider af bæltet. Borgene Koldinghus, Hindsgavl Gamle Slot, Borgsted Banke, Hønborg, Fæstningen Fredericia, Gamborg, skanserne på Hindsgavlhalvøen, skanserne ved Strib, skanserne ved Stenderup Midtskov og skanserne på Fænø Kalv blot for at nævne nogle af forsvarsværkerne, der gennem tiderne skulle sikre, at Danmark forblev på danske hænder.

Borgbanken efter Gamle Slot ved Hindsgavl på den fynske side set fra Borgsted Banke ved strandkanten i Stenderup Midtskov på den jyske side.

Ib Hansen marts 2020