Bordets glæder dobledes og redobledes

I mit barndomshjem på Skræppedalsvej i Husby var FDB-køkkenmøblerne bestående af ”pindestole” og bord med rengøringsvenligt glat grå laminatbordplade samlingsstedet. Her spiste vi morgenmad og aftensmad. Her hørte mor os en sidste gang i salmevers, inden vi skulle i skole. Det var en æressag, at vi kunne vores lektier.

Bordet med tilhørende køkkenstole blev sat ind i skorstenskrogen, hvor tidligere vores store støbejernskomfur havde stået. Komfuret blev fjernet, da vi fik centralvarme og nyt køkken med gaskomfur. Komfurkrogen blev i stedet en lun hyggelig spisekrog med en varm radiator og gedigne FDB-møbler. I køkkenkrogen samledes vi og tit nogle af vores kammerater efter skoletid. Mens mor forberedte aftensmaden, havde hun gode muligheder for at følge med i drengesnakken i køkkenkrogen. Mor var derfor godt opdateret i, hvad der rørte sig på de forskellige samtalefronter i køkkenkrogen. Om skole. Om fodbold. Om musik. Om vores mening om verden.

Det gode FDB-bord med glat laminatplade var alle tiders kortspilbord. Og det blev også flittigt anvendt som sådan. Specielt spillede lillebror Bo og jeg mange gange fynsk ligeud med hans skolekammerater, John, Finn, Flemming og andre. Hold da op, hvor havde vi det sjovt. Undervejs serverede mor kaffe, smurte boller og småkager. Alt blev ryddet, ikke en krumme gik til spilde. Hvis der manglede en fjerdemand til spillet, kunne hun også ind i mellem spille med, mens hun holdt øje med ovn og gryder.

Min far var passioneret fynsk ligeud spiller. Han var så heldig at have fået tre sønner. Det blev selvfølgelig udnyttet, når vi var samlede i ferier, ved fødselsdage og i højtider. Så var der ikke plads til mor, selv om vi i princippet godt kunne spille med oversidder, altså en femte spiller. Det gjorde vi ofte, hvis vi havde besøg af flere kammerater. Mor gjorde os i de tilfælde opmærksomme på, at det var mod skik og brug at spille kort i måneder med navne uden ”r” eller i højtider. Når hun kunne være med, undlod hun sådanne bemærkninger. Når alle drengene var hjemme i julen, var det da også ærgerligt, hvis der ikke kunne spilles et godt slag kort. Da der senere kom svigerdøtre måtte de under de ofte mange timers kortspil finde på andet at underholde sig med.

Det gode køkkenbord har lagt plade til mangen meldinger om ligeud, oplægger og til mange knytnæver, der doblede eller redoblede. Meldingerne blev ofte godt pressede. Priserne var jo ikke fyrstelige. 5 øre og 10 øre, hvis det gik højt for sig. Min bror Leif og far var blandt de værste til pressede overambitiøse meldinger.

Men hvordan kom FDB-køkkenmøblerne overhovedet ind i vores liv? Det har sin helt særlige historie.

Da køkkenet blev lavet om, talte mine forældre med uddeler Folmer Andersen om mulighederne for at købe FDB-køkkenmøbler. Udvalget af møbler kunne ses på FDB´s daværende møbellager i Odense. Min far fik først kørekort, da han var i slutningen af fyrrerne, så det var noget besværligt at besøge møbellageret for at vælge det helt rigtige køkkensæt. Men det var ikke noget problem, uddeler Andersen tilbød at køre os til Odense. Som sagt så gjort. Hele familien blev kørt til Odense. Køkkenmøblerne valgt og senere blev de leveret med fragtmand, mens fakturaen blev betalt i Husby Brugsforening. Det var dengang, der var service til. Og dengang handelen foregik via bog. Hver medlem af brugsen havde to bøger, hvor varekøbene blev noteret i. Den ene bog havde kunden med sig. Den anden blev opbevaret af brugsforeningen. Der blev så afregnet engang om måneden, og Brugsen lavede status og vareoptælling en gang om året. Den dag var Brugsen lukket.

Brugsuddeler Folmer Andersen kendte min mellemste bror Leif og jeg rigtig godt. Han var nemlig vores første fodboldtræner. Det var ham, der fik os med i spillet, da vi engang var gået op på sportspladsen for at overvære træningen. Det var også ham, der fik vores forældre til at investere i fodboldstøvler til os. De første var brugte støvler med korkpropper sat i fodsålen med fire søm. Når propperne blev slidte stak sømmene ud. Så stemplinger kunne have endnu mere fatale konsekvenser end i dag. Vi kunne også blive stemplede på en anden måde. De første år vi spillede, var det med en snørefodbold. En læderbold med en gummiblære snøret inden i. Når fodbolden var godt våd, og vi headede til den, fik vi ofte et aftryk af snøren lige midt i panden. For øvrigt headede vi ikke dengang. Vi nikkede.

Husby Brugsforening var et centralt omdrejningspunkt i sognets liv i 92 år, fra 1897 til 1989. De sidste år som købmandsgård. Ud over brugsforeningen var der tre købmandsforretninger i Husby Sogn. Købmand Bernth i Lillegade. Hallberg i Storegade. Søgård i Sdr. Åby og Vejby i Hygind. Husby Brugsforening er bygget i 1897. Købmand Bernths butik blev overtaget af Jørgensen, der senere blev brugsuddeler i Husby Købmandsgård og flyttede ind i lærerboligen over for skolen. I Tanderup var der også brugsforening og i Håre hele to købmandsforretninger. Købmand Lassen og købmand Thomsen. Thomsen kørte også lillebil, og det var ham, der kørte os ud til fodboldkampe over hele Nordvestfyn. Senere kørte jeg også med ham hver dag fra Håre til Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Og vi var ofte en gruppe unge fra Husby og Tanderup, der hyrede Thomsen til at køre os til fester og hente os igen.

Utroligt, hvad erindringen om et køkkenbord kan føre med sig. Ærgerligt, at bordet ikke flyttede med, da min mor efter fars død i 1995 flyttede fra Husby til Ejby. Hvor kunne det havde været sjovt med et slag kort ved det gamle bord sammen med nogle af de gamle kammesjukker. Der ville sikkert også i givet fald have fulgt mange gode historier med i tillæg til kortspillet. Måske var historierne også blevet både doblede og redoblede. Det var de bestemt ikke blevet ringere af.

Skrig fra en stukken gris

Sønderrivende skrig lød fra gårdspladsen. De gik gennem marv og ben. Skrigene var startet som småhvin. 

Den tunge, lade og flæskesvulmende julegris brød sig ikke meget om at skulle forlade sin varme grisesti. Men der var ingen pardon. Vi var allerede langt henne i november måned, slagtemåneden. Når grisen kom ud i novemberkulden og af set-uppet af hjemmeslagter, slagtebænk og skoldekar på gårdspladsen blev klar over, at der var andet på færde end bare det at skulle forlade den lune grisesti, gik dens småhvinen over i øredøvende skrig. Skrig der flængede den i ly af Holeskoven kolde stillestående luft nede i Skræppedalen og ramte vore anspændte drengeører. Vi fulgte opmærksomt med i, hvad der foregik, ligesom vi for øvrigt altid gjorde, når der var noget på færde. 

Her så mange år efter kan jeg hvert år i november for mit indre øre høre julegrisens skingre skrig. De indre skrig sender mig på et nostalgisk trip tilbage til barndommens jul. 

Et nostalgisk juletrip

Tiden op mod jul var præget af store forventninger. Forventninger der over flere uger jævnligt blev stimuleret. Det hele startede i Slagtemåneden, november måned med skingre skrig fra julegrisen. Næsten alle i landsbyerne rundt om på Wedellsborghalvøen holdt fedesvin, også os der boede i hus. Julegrisen var så vigtig en formue, at der var lavet en ”Grisekasse”, en lokal gensidig forsikringsordning, så man kunne få hjælp, hvis ens gris døde før tid.

Grisen skulle slagtes og laves til julesul. Sylte, medister, flæskesteg, rullepølse, blodpølse, fedtegrever og meget mere. Hjemme hos os havde vi de første år ikke fryseboks, så slagtningen måtte vente til temperaturen var så lav, at kødvarerne kunne holde sig i kælderen pakket ind i salt i saltkarret. Sådan var det mange steder ud over landet. I november var temperaturen passende, og der blev slagtet alle vegne, derfor navnet Slagtemåned. 

Slagtedagen som optakten til julen står stærkt i min erindring. Det var et værre hus, når hjemmeslagteren kom. Først skulle der koges vand i gruekedlen. Så blev grisen som nævnt under skrig og skrål slæbt ud på gårdspladsen. Her blev den "slået for panden" med en boltpistol. Så stukket i halsen, så blodet sprøjtede og siden hængt på en stige og sprættet op, så indvoldene kunne fjernes. Indvoldene blev lagt ud i skoven, som vi boede fem meter fra. Så kunne de vilde dyr og skovens fugle også mærke, det snart var jul. Til sidst hjalp hjemmeslagteren mor med de mere komplicerede ting som at lave medisterpølse og presse fedtslag til rullepølse. 

Bjældeklang, bjældeklang over vej og sti

Men der var også mere romantiske oplæg til julen. fantasiens nostalgiske tilbageblik hører jeg på lang, lang afstand bjældeklang over det tyste, snehvide landskab omkring Skræppedalen. Først næsten uhørligt nede fra Hygindkanten. Så tydeligt tæt på op ad Skræppedalsbanken mod den løgkuplede og gulpilastrede Husby Kirke, hvorefter bjældeklangen igen gradvis klinger af på vejen mod Wedellsborg.

Når vi på Skræppedalsvej op mod juletid i det fjerne hørte bjældeklangen, var det med at komme ud til vejen. Det var nemlig et ualmindelig flot syn, når Wedellsborgs kane forspændt et spand flotte ens heste kom glidende forbi, mens bjælderne på seletøjet i den frostklare luft ringlede til hver en bevægelse, hestene gjorde. Hvis det var snevejr op mod jul – og det var det jo som sagt altid, når vi husker tilbage på vores barndom, - så blev Wedellsborgs julegæster afhentet i kane fra Ejby Station. Om Karen Blixen har været med i kanen ved jeg ikke, men hun holdt ofte jul på Wedellsborg, og nogle af vores kammerater med forældre ansat på godset har oplevet, at hun læste julehistorier op for dem. 

Snevejret trak også andre spændende hestespand ud på vejene. Maskinstationsejer Carl Ellegårds søn Jens fra Lillegade ryddede snesjap af vejene ved hjælp af et hestespand, der var spændt for en stor kileformet træsneplov. 

Julens Glæde

En stor dag i november måned var, når årets saldo fra Julens Glæde blev udbetalt. Det var de penge, vores forældre havde indbetalt til den lokale spareforening i løbet af året. Lokale spareforeninger blev oprettet over hele landet i slutningen af 1800-tallet under navnet Julens Glæde. Sådan en forening havde vi endnu i min barndom i 1950´erne og 1960´erne også i Husby. Når sparepengene fra Julens Glæde blev udbetalt, vidste vi, at der også det år var penge til julegaver. Det var der for øvrigt i alle årene.

Julegaverne ønskede vi os ud mest fra katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasiner. Vi satte en masse krydser i katalogerne ud for det, vi ønskede os. Mor udfyldte i hemmelighed bestillingslisterne og sendte dem ind. Så kunne vi bare afvente, at årets julepakker blev tilsendt med posten pr. efterkrav. Det var en stor dag, når Helge Post en dag midt i december kom ind med opkrævningen på årets julepakker. Når postopkrævningerne var betalt kunne vi efterfølgende afhente pakkerne fra postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og Lillegade. Pakkerne blev vendt og drejet og befølt på vejen hjem fra Anna Rute Ras, der stod for udleveringen af postpakker. Var det bløde eller hårde pakker? - Bløde pakker rummede for eksempel sokker, underbukser og skjorter. Ting, som vi mente, at "vi jo skulle have alligevel". Det vidste vores forældre godt. Vi havde dengang ingen klar forestilling om, hvor små pengene var, men glædede os blot over, at selv om der ind i mellem var bløde pakker, sørgede vores forældre for, at de hårde pakker altid var flest. Vores forældre var påholdende folk, der selv om midlerne var små ønskede, at deres tre drenge aldrig skulle mangle noget. 

Jagttid

Tiden op mod jul var også jagttid. Vi husbydrenge havde i jagtsæsonen en særlig opgave, som vi dengang anså for at være en stor fordel. Forud for de store klapjagter på Wedellsborg og på Fønsskov ringede overjæger Knarreborg på Wedellsborg til førstelærer Andersen i Husby Skole med besked om, at de store drenge fra skolen skulle møde på godset som klappere en af de efterfølgende dage. Vi fik så besked fra lærer Andersen om dette. Der var ikke noget med, at vi skulle spørge hjemme eller have seddel med hjemmefra.

Under klapjagterne var vi under kommando af overjæger Knarreborg og hans håndgangne mænd som for eksempel skytte Hansen på Wedellsborg og skytte Skæg - jeg husker ikke hans rigtige navn - på Fønsskov eller nogle af skovfogederne. I jægernes frokostpause havde vi kampe med drengene fra de andre skoler, blandt andet drengene fra Føns Skole. Kampene blev udkæmpet med klapperstokkene. Det var ikke rart at få et slag over fingrene med en klapperstok, men vi havde en sjov dag, hvor vi til belønning fik sodavand, wienerbrød og en to- eller femkrone. Så måtte vi også tage det ubehagelige med som for eksempel at løfte skamskudte harer op ved ørerne og udfri dem af deres pinsler ved at slå dem ihjel med et kraftigt slag af vores klapperstok bag ørerne. 

Snemand Frost 

Jo længere vi kom hen i december. Jo mere steg spændingen om den tilstundende jul. Men vi havde da heldigvis mange ting at adsprede os med. Som sagt føles det nu, som om der altid var sne og vinter.

Vinteren, frosten og sneen affødte en del mere eller mindre muntre oplevelser. Den eneste gang jeg har siddet efter i Husby Skole var affødt af snevejret. Engang var vi en større gruppe drenge, der stod og snakkede for enden af skolegården, under de store nu fældede kastanjetræer, ved cykelskuret ude ved vejen. Førstelærer Andersen var i færd med at feje sne væk fra fliserne ved skolens ladelænge. En af drengene fik den ulyksalige ide at kaste en snebold op på taget ovenover lærer Andersen. Det fik en lavine af sne fra taget til at falde ned over ham. Det brød han sig mildt sagt ikke om. Da ingen ville vedgå sig kastet eller fortælle, hvem der havde kastet, kom hele gruppen af drenge til at sidde efter.

Efter skoletid var der masser af vinterudfoldelser at gøre. Nogen løb på skøjter på bugten ved Sdr. Åby. Lærerne kunne med kikkert se, hvor langt skøjteløberne løb ud. Hvis de syntes, nogen løb for langt ud, fik klasserne næste dag ikke-kammeratlige samtaler om, hvilke sikkerhedsregler der skulle overholdes, når man skøjtede på bugten. Det var meget ansvarligt af lærerne. Men dengang syntes vi, de ikke skulle blande sig i, hvad vi lavede i fritiden. Os der boede tæt på Husby Mose og Holen havde andre muligheder. Der var ingen højvandsklap i Moserenden dengang, så når der var højvande i Tybrind Vig, steg vandet også inde i Husby Mose. Når oversvømmelsesvandet frøs til is, havde vi nogle spændende skøjtebaner. Nogen gange lå isen nemlig i flere niveauer, fordi vandet under isen igen havde trukket sig tilbage ved lavvande. 

Vi kunne også løbe på skøjter på vandingshullerne på engene omme i Holen. Det gjorde vi, selv om isen brækkede og fik store revner, når det var midlertidigt tøvejr. Engang var jeg så uheldig at falde i, så jeg blev drivvåd. Det gav godt nok skæld ud af en forskrækket mor, da jeg efter at have løbet den halve kilometer hjem måtte præsentere mig for hende iført ispanser. 

Omme i Holen havde vi verdens bedste kælkebakke. Det var den lange stejle smalle mark, der forbinder Jørgen Sognefogeds to græsmarker – engen og den lille græsmark ovenfor skoven, lige under hvor Holegårdens vindmølle nu står. Her kunne vi rigtig få fart på slæderne, når vi lå på maven eller ryggen. Sikken nogle rutsjeture vi fik ud over slæderne, når vi uforvarende kom til at glide ind i et dybfrossent muldvarpeskud.

Hvem ringer klokkerne for? 

Dengang fik vi først armbåndsur, når vi var blevet konfirmerede. Men selv om vi ikke havde ur på, vidste vi altid, hvornår vi skulle hjem og spise. I den frostklare luft lød Husby Kirkes klokker nemlig helt tæt på, når solen om aftenen blev ringet ned. Så vidste vi, at vi skulle hjem. 

Senere da min far var gået på efterløn og blev ringerafløser, har jeg ofte været med oppe i tårnet for at ringe solen ned. Først blev skodderne til de fire verdenshjørner åbnet, så blev der ringet, og inden vi igen lukkede skodderne, kiggede vi ud over Lillebælt og mod omegnens markante skove og kirker. 

Den søde juletid 

I skolen var der et langt tilløb til julen. Forberedelserne begyndte allerede i november. Førstelærer Andersen uddelte bestillingssedler til julebøger fra Grønvald Fynbos Forlag. Vi tog sedlen med hjem og afkrydsede sammen med vores forældre de julehæfter, vi gerne ville købe. Som minimum bestilte vi altid "Ved Julelampens Skær" og "Historiebogen. Børnenes Julebog". 

Op mod jul udleverede lærer Andersen så julehæfterne til os. Måske var det samme dag, fru Andersen kom ind fra privaten og hjalp os med at flette julestjerner og klippe julehjerter. En helt anderledes skoledag hvor vi havde lys, gran og slik med i skole! 

Det var rigtig populært, når fru Andersen hjalp os med at lave julepynt. Den dag i dag kan jeg stadig klippe og flette julehjerter. 

Endelig blev det jul 

Så blev det endelig juleaften med alt, hvad dertil hører. Det var nogle rigtig dejlige aftener i familiens skød og tit med mange gæster i juledagene. Her mange år efter er det faktisk juletræsfesterne i Husby forsamlingshus, der står stærkest i erindringen om jul og vinter. Julen sluttede hvert år med skolens store juletræsfest fjerde juledag. Jeg husker specielt et år først i tresserne, hvor nogle af de store piger i syvende klasse vakte en del furore, da de dansede twist til nogle af de moderne tiders nye twist and shout hits. Det var vist samme år, hvor vi var begyndt at høre Beatles. Det var i 1962, de udsendte deres første plade ”Love me do”. Den indvarslede de moderne tider, der desværre førte til Husby Skoles endeligt. Det var dog ikke musikkens skyld, men afvandringen fra landet!

Vi var også til fagforeningens juletræsfest en af juledagene. Ved denne årets sidste juletræsfest blev forsamlingshusets juletræ plyndret. Når træet skulle ud i gården for at give plads til dansen, trak børnene i den ene ende af træet og de voksne mænd i den anden ende. Det var altid børnene der vandt. Men vi havde jo også fået gode kræfter af de omfangsrige godteposer, der hørte med til en god juletræsfest. 

Skolen startede hvert år igen efter jul og nytår på Hellig Tre Kongers Dag den 6. januar. Dejligt at have gode minder at hygge sig med her i årets mørkeste tid. Et godt juleønske kunne derfor være, at alle verdens børn hver på deres sted og i hver deres tid får tilsvarende gode minder, der senere i deres liv kan varme og lysne deres tilværelse.

Iskolde gys

”Der er to skibe, der er gået op gennem Lillebælt mellem Wedellsborg og Bågø. Isen er blevet brudt op. De er blevet spærret inde ovre på Bågø”. 

Ophidsede stemmer viderebragte med en hastighed som en susende iskold polarvind nyhederne fra mund til øre i frikvartererne i Husby Skole. I timerne kiggede de, der var så heldige at have klasseværelser ud mod vejen og dermed udsigt over Lillebælt, mod Bågø, hvor to drenge fra Husby og Tanderup skoler nu var blev afskåret fra at vende tilbage til skolegangen. Tankerne kredsede om de to, der på den ene side nu var spærrede inde på Bågø og på den anden side kunne nyde friheden og den smukke vinternatur på Bågø, fri for skolens forpligtelser. Ikke at det gjorde de pågældende noget, men lærerne og forældrene havde nok gerne set, at de kunne komme i skole. 

Det var i den store isvinter 1962-63. Drengene var gået ud fra Sønder Åby for at gå over det tilfrosne Lillebælt for at besøge den ene drengs morforældre på Bågø. Øen var i den iskolde vinter blevet landfast med Fyn. Det gik fint nok med at komme over isen, men efterfølgende sejlede nogle isbrydende skibe op gennem sejlrenden mellem Bågø og Fyn. Derfor gik der flere uger, inden drengene kunne vende tilbage til dagligdagen og skolegangen i Tanderup og Husby skoler. 

Det var en vinter, der betød anderledes hverdage for os alle sammen. Vi kunne skøjte, kælke og slås med sne. Fuglene på bugten ved Sønder Åby havde stort besvær med at finde føde. Det satte gang i en indsamling i sognet af brød, spildkorn og afrensede frø fra gårdenes tærskeværker. Korn og brød blev i sække samlet på skolen og efterfølgende lagt ud på den tilfrosne bugt, så svømme- og vadefugle kunne få noget føde, der kunne give dem varme og energi til at modstå kulden. 

I skolen gav det aktuelle vintervejr anledning til at fortælle om dengang i januar 1658, da svenskekongen gik over isen fra Hejlsminde og gik i land inde i Tybrind Bugten. Hjemme på Skræppedalsvej blev vi fortalt historier om nogle andre gange i mands minde, hvor Lillebælt var frosset til. Vi havde nemlig i nogle dage Kristian Brandsø på besøg for at lave småreparationer. Kristian Brandsø havde evner i det at arbejde med træ. Han var ikke uddannet, men selvlært. Når man havde levet på en ø, var der mange ting, man selv måtte klare og lære sig. 

Når Kristian skulle lave noget hjemme indebar det også, at vi havde ham på fuld kost. Ved måltiderne gav han sig god tid til at fortælle om sine mange oplevelser, blandt andet fra den tid hvor han havde arbejdet på Brandsø. Han kunne berette om, hvordan mælken i de strenge isvintre først i 1940´erne fra Bågø og Brandsø blev transporteret over Lillebælt med isslæde, bil og sågar med motorcykel. Når bæltet i flere måneder var frosset til, blev der sat riskoste op på isen, så det var muligt at finde vej fra Fyn til Bågø, Brandsø, Årø og den sønderjyske kyst.

Kristian Brandsø var god til at dramatisere sine fortællinger og krydrede med begivenheder, der kunne få os til at gyse, for eksempel historien om dengang tre mænd fra Bågø efter at have bragt mælk på slæde over isen til mejeriet i Assens på tilbagevejen faldt i en strømvåge i isen og druknede. Så løb iskolde gys gennem vore rygge ved tanken om, hvad der kunne være sket de drenge, der havde vovet sig over isen til Bågø. 

Kristian Brandsøs fortællinger blev vi mindet om i mange år efter, når vi gik op til drengeværelserne på loftet. Det var hans gelænder, vi holdt fast i, når vi gik op ad den stejle trappe. Og det var hans loftslem, vi kunne lukke af med ned til trapperummet. Hvor er det dog en stor rigdom i sin barndom at have mødt mange forskellige voksne, der altid var gode for en fængende fortælling, og som gerne også inddrog os drenge. Det er en rigdom at bære med sig.