Den Korte Historie om Bramdrup

Rensdyr trak langs de tilbagerykkende gletsjere

Rensdyrjægerne bevægede sig på lette fødder gennem det lavklædte, vandfyldte landskab. De bevægede sig i vifteform op mod vinden. Rensdyrene måtte ikke få færten af dem, før de kunne omringe et jagtbytte. Så ville de, deres kvinder og børn gå glip af et godt aftensmåltid. 

Et godt stykke bagude fulgte kvinder og børn efter de jagende rensdyrjægere. Rensdyrene søgte i den korte kølige sommer efter græs og lav langs de store gletsjeres isrande.

Nogenlunde sådan kunne en jagt foregå, hvis vi i fantasien søger 11.000 år tilbage. Bramdrup og omegn var på dette tidspunkt begyndt at dukke frem af isen, der var under tilbagesmeltning.

Den seneste istid begyndte for cirka 117.000 år siden og sluttede for cirka 11.700 år siden. I den sidste del af istiden var der forskellige "krampetrækninger", hvor isen rykkede frem og tilbage henover nuværende Bramdrup og omegn i takt med klimasvingningerne. For nylig har arkæologiske udgravninger ved den tidligere Dybvadbro Station påvist en cirka 11.000 år gammel jagtlejrplads for rensdyrjægere. Fundene blev gjort på bakken lige overfor områdets shelters, langs cykelstien mellem V. Nebel og Troldhedestien, hvor den passerer Almind Å. 

Nogle af de første rensdyrjægere her på egnen slog 

jagtlejr ved nutidens Dybvadbro

Men hvordan så det landskab ud, som de første mennesker på vores egn mødte?

Den seneste istids gletsjere formede først de store linjer i landskabet. Is og vand modellerede herefter gennem årtusinder videre på landskabet. Resultatet blev for Bramdrup og omegns vedkommende små bløde bølgende bakker, stejle randmoræner, dybe dale, stejle skrænter, flade smeltevandssletter, stille søer, dybe moser, snoede bække og brusende åer.

Hvor isranden gennem længere tid stod stille som følge af afsmeltning, afleverede gletsjerne masser af materiale, der havde været indefrosset i isen. Istidens sidste krampetrækninger formede blandt andet en skarpskåret stejl randmoræne ved den vej i det nordlige industrikvarter, der i dag hedder Kokbjerg. Her viser nogle store mosehuller, at der i randmorænen var en gletsjerport, hvorfra gletsjerens smeltevand blev presset ud fra isen og strømmede ud og aflejrede sand og grus over den smeltevandsslette, der i dag meget sigende har navnet Almind Hede. 

På grund af isens og smeltevandets aktiviteter har vi meget forskelligartede jordbundsforhold på Bramdrupegnen. Ler og sandblandet morænejord ned mod Kolding Fjord mod syd i sognet, hvor isen huserede og i en lang periode rykkede frem og tilbage. Sandjord nordvest for den omtalte randmoræne. Den sandede jord strækker sig nordvest om Bramdrup gennem Eltang, Almind og Harte sogne. De blandede jordbundsforhold får senere stor betydning for bosætningen i Bramdrup og omegn, men herom senere, når vi når meget længere op i tiden. 

Jordbundskort over Bramdrup og omegn. Den brune farve viser usorteret moræneler. Den rødlige farve indikerer sorteret smeltevandssand og -grus. Den grønne farve viser ferskvandsdannelser. Den grønne farve, der strækker sig diagonalt fra billedets øverste venstre hjørne gennem billedets midte, viser placeringen af Marielundsdalen, mens den grønne farve yderst til højre indikerer Elbodalen, hvor den munder ud i Kolding Fjord ved Lyshøjallé. Begge de to nævnte dale var gode til anlæg af jernbanelinjer. 

Foran isranden lå der kæmpe isklumper, der havde mistet forbindelsen til den tilbagerykkende gletsjeris. Sådanne isklumper bliver kaldt "dødis". Forstå mig ret. Gletsjerisen skred selvfølgelig fremad. Det gør gletsjeris, men de stigende temperaturer, fik afsmeltningsranden til at rykke tilbage, når afsmeltningen af gletsjeris blev større end tilførslen af is.

Resultatet af israndens tilbagerykningsproces med efterladte kæmpestore isklumper kan vi i dag opleve i form af små runde bakker, mosehuller og flade enge (tidligere søer) ved Surkjær, Busholm og Bramdrup Dam. Alle disse steder blev der efterladt "dødis". Det var disse områder, de første mennesker strejfede igennem på deres jagter.

Dødishul. En stor isklump mistede forbindelsen til gletsjeren 

og lå her mellem nuværende Påbyvej og Nørreled og afsmeltede langsomt gennem mange år. Hullet efter isen blev til Bramdrupdam Dam. Først en sø og senere groet til som mose og nu igen udgravet til sø. 

Den korte historie om Bramdrup

Lad ovennævnte være indledningen til mit forsøg på at fortælle "Den Korte Historie om Bramdrup". Fortællingen kommer til at handle om Bramdrup, Bramdrupdam og omegn. Det bliver en fortælling og ikke en historisk afhandling, men jeg bestræber mig selvfølgelig på, at alle fakta bliver så rigtige som muligt. Min inspiration har jeg fra James Hawes, der har skrevet et par fantastiske, spændende og meget anbefalelsesværdige historiebøger "Den Korte Historie om Tyskland" og "Den Korte Historie om England". Jeg får nok ikke ham til at skrive en lignende bog om Bramdrupdam og omegn. Så må jeg jo gøre forsøget selv. Ikke i form af en bog forstås, men en kort fortælling.

Den første tid 

Vores sogn hedder Nørre Bramdrup Sogn. Det gik oprindelig fra Kolding Fjord til et stykke nord for nuværende motorvej, til lige før rundkørslen mellem Bramdrupdam og Almind.

Det var i det ovenfor beskrevne landskab, de første mennesker slog sig ned. Der har levet mennesker på Bramdrup-egnen i tusinder af år.  De første mennesker var ikke bofaste, men var på gennemrejse. I Bramdrup Sogn har vi ikke mange spor af de første mennesker. Udover enkelte fund  er der en del større fund i områderne, der grænser op til Bramdrup Sogn.

Min indledende fortælling er inspireret af de fund arkæologer fra Museum Sønderjylland i 2017 og 2022 har gjort nær cykelstien fra V. Nebel til Troldhedestien ved Dybvadbro. Udgravningerne fandt sted på bakkeskråningen overfor cykelstien og de shelters, der ligger i rørskoven nær den gamle station. Fundene fortæller, at en gruppe rensdyrjægere her havde en jagtlejr, hvor de rastede under jagten. Jagt på primært de rensdyr, der søgte føde langs isranden. Forhåbentlig kunne hele gruppen af jægere, børn og kvinder fortære et godt måltid, da de rastede ved Dybvadbro.

 

Nu hvile deres bene bag højens bautastene

Senere slog de første mennesker sig ned flere steder i det landskab, vi nu kalder Bramdrup Sogn. De første mennesker kender vi ikke så meget til, men gennem arkæologiske fund kan vi alligevel forestille os, hvordan menneskene her på egnen har levet op gennem tiden.

De mest markante fortidsminder fra den første bosætningstid er gravhøjene. Desværre er mange gravhøje i Bramdrup Sogn overpløjede og udjævnede. I Bramdrup Sogn har der været omkring 18 gravhøje, antagelig fra bondestenalder (3.900 år f.kr til 1.700 år f.kr.) og fra bronzealder (1.700 år f.kr til 500 år f.kr.). 

Højene viser, at befolkningen efterhånden blev bofaste. De begyndte at brænde skov af. I de brændte områder lagde de korn i asken og anråbte de højere magter om hjælp til, at kornet ville spire og kunne brødføde dem i det kommende år. Som mellemmænd i anråbelsen af guderne brugte de ofte de i gravhøjene begravede hedengangne slægter. Vi kan endnu fornemme stemningen ved de to træbevoksede gravhøje, der ligger ved Baldersvej i det område ved Sjællandsvej, der tidligere hørte til Bramdrup Sogn, men som i 1930 blev overført til Kolding Købstad.

Oldtidshøj ved Baldersvej i et område
der indtil 1930 hørte til Bramdrup Sogn

Jernalderfolk i Bramdrup

Flere steder i Bramdrup Sogn er der fundet tegn på bosættelser fra jernalderens første tid. Jernalderen er årene fra 500 f.kr. til 1.050 e.kr.  Der er for eksempel fundsteder ved den store motorvejsrundkørsel nordøst for Bramdrup, hvor der er afkørsel til Kolding og Bramdrupdam. Også ved Julivænget, ved Slåenvej, ved busvendepladsen nær Plejehjemmet Kirsebærhaven og på Bramdrup Kirkegård er der fundet spor af jernalderfolket. 

Som nævnt var landbruget i de første mange tusinde år baseret på svedjeagerbrug, altså afbrændingslandbrug. Ved brug af økser og ild ryddede fortidens bønder et areal i skoven og såede korn i asken. Udbyttet var meget ringe og ofte gik høsten tabt som følge af tørke eller for meget regn. Men Bramdrup havde en attraktiv placering med fugtige enge i Marielundsdalen sydvest for, hvor Bramdrup Kirke nu ligger. Det gav gode græsningsmuligheder for kreaturerne. Agerbrugsmulighederne gennem svedjeagerbrug gjorde datidens bønder brug af på de flade dengang skovklædte småbakker nordøst for Marielundsdalen.

Brams udflytterlandsby i skoven

I vikingetiden (750 e.kr. til 1050 e.kr.) opstod der overalt i nuværende Danmark - og også i resten af Skandinavien - den situation, at landet ikke længere kunne brødføde befolkningen. Svedjelandbruget havde udpint jorden omkring de eksisterende landsbyer. Den udfordring var der to svar på. Det ene svar var at rejse ud og tage nyt land i andre egne af Europa. Færøerne, Island, Danelagen i England og Normandiet i Frankrig er blot nogle eksempler på disse nye vikingebosættelser. Et andet svar var at flytte ud fra en eksisterende landsby, ud i skoven og rydde et område til placering af en ny landsby og nye permanent opdyrkede marker.

Der er ikke gjort fund i Bramdrup Sogn fra vikingetiden, men det behøver ikke at betyde, at der ikke var bosættelse her. Der er mange tolkninger af navnet Bramdrup. Jeg hælder til den opfattelse, at forleddet er det gamle nordiske mandenavn Bram-, mens efterleddet -drup er en senere forvanskning af -thorp. Thorp betyder udflytterlandsby anlagt et stykke væk fra en eksisterende landsby.

Hvorom alting er, blev landsbyen Bramthorp sandsynligvis anlagt her omkring år 1000 e.kr. Første gang, vi på skrift møder Bramthorp, er i år 1231, men da har landsbyen eksisteret længe før. Udflytterlandsbyen Bramdrup blev placeret på plateauet nord for Marielundsdalen og vest for skoven. Placeringen er bestemt af de forhold den seneste istid havde efterladt. God græsning på engene i tunneldalen og ved moserne, agerbrug på den gode, men knap så tunge jord på de flade bølgende bløde bakker, mens den fede og med datidens redskaber vanskelig dyrkbare lerjord mod øst fortsat henlå som skov, som den også gør i dag.

Nå, jeg må lige huske, at min ambition var at lave "Den korte historie om Bramdrup", så vi må videre på vores rejse op gennem tiderne.

Nørre Bramdrup Sogn

I slutningen af vikingetiden blev danskerne kristne, også dem der boede i Bramdrup. I løbet af 1000- og 1100-tallet blev der i Danmark gennemført en sogneinddeling, hvor hvert sogn fik sin egen kirke. Ordet sogn kommer af det oldnordiske ord "sókn", som betyder det område, hvis beboere søger til samme kirke. Nørre Bramdrup Sogn gik oprindelig fra Kolding Fjord i syd til tæt på den nuværende store rundkørsel i nord mellem Almind og Bramdrupdam. Og i øst fra motorvejsrundkørslen Kolding Øst til Surkjær i vest nede i Marielundsdalen ved motorvejsdæmningen nær Påbyvej. 

Kirkepladsen med den tidligere smedje til venstre, den tidligere skole under det store træ og yderst til højre Kringsgården

Bramdrup Kirke

Hvornår kirken er blevet rejst vides ikke med sikkerhed.  I en kirkeprotokol fra 1862 står skrevet: "Man ved ej, hvornår kirken blev bygget. Ingen kender noget til dens oprindelige tilblivelse, antagelig fra 1100-tallet."

Bramdrup Kirke er opført i fint tilhuggede granitsten, derfor er det nærliggende at antage, at den blev bygget i 1100-tallet eller 1200-tallet. Kirken blev kraftigt ombygget i 1880. Derfor er der ikke meget tilbage af den oprindelige kirke. For øvrigt er der grund til at antage, at der i begyndelsen af den kristne tid har stået en trækirke, hvor Bramdrup Kirke senere blev opført. 

Bramdrup Kirke er med den kraftige tilflytning til Bramdrupdam fra omkring 1960 til nu blevet for lille, hvorfor kirken i disse år igen renoveres og udbygges.

Fæstebønderne og den jagtgale Christian den Fjerde

Anneksgården lå lige øst for Bramdrup Kirke (gul indkredsning). Gårdens marker er de lange røde strimler

Jorden blev dyrket i et landsbyfælleskab, men hvor hver gård havde sine egne marker. Den enkelte gårds marker var lange smalle strimler jord. Og hver gård havde mange strimler. Her kommer konsekvensen af istidens forskellige aflejringer igen ind i billedet. Hver gård fik nogle strimler af den gode jord, strimler af den mellemgode jord og strimler af den ringe jord. Længst væk fra landsbyen blev overdrevene (græs med spredte træer og buske) brugt til fælles græsning, hvor byhyrden drev kreaturerne ud om morgenen og hjem igen om aftenen. Hvordan et overdrev så ud, kan man se ved at gå en tur ad Brynetstien med udsigt over græsmarkerne ned mod Troldhedestien.

Gårdene lå tæt samlet omkring kirken. Det gav tryghed og fællesskab. Til hver gård hørte ud over agerstrimlerne også en strimmel mose, en strimmel eng og et stykke skov. På grund af de mange langstrakte strimler måtte bønderne i fællesskab blive enige om, hvornår der skulle pløjes, sås og høstes.

I løbet af 1400- og 1500-tallene mistede bønderne over hele landet deres frihed. De måtte leje deres jord og bygninger af en herremand og betale lejen ved at udføre pligtarbejde (=hoveri) for herremanden. I Bramdrup hørte jorden under kongen og dermed lensmanden på Koldinghus.

Det gjorde det nu ikke lettere for bønderne i Bramdrup i forhold til bønder, der var fæstere under herremænd. Bramdrups bønder måtte for eksempel tåle, at kongen med stort følge red vilde vildsvinejagter gennem skovene og over deres marker. Af hensyn til kongens vildt som vildsvin og rådyr måtte bønderne ikke, som det ellers var sædvanligt, drive deres svin ind i skovene, så de kunne finde føde i form af for eksempel rødder og nedfaldne træfrugter som bog og agern.

I Bramdrupskovene levede vildsvin

Bramdrupbønderne var stærkt utilfredse med, at vildsvin fra skovene trak ud på deres marker og rodede jorden igennem på jagt efter orm og rødder. Derfor klagede bønderne for eksempel i 1612 til lensmand Caspar Markdanner på Koldinghus over vildsvinenes hærgen på deres jorder. Det fik de nu ikke noget ud af. Med en jagtgal Christian den Fjerde, der ofte opholdt sig på Koldinghus, kunne lensmanden ikke gøre noget. Jeg tror nu heller ikke, han personligt interesserede sig for bønderne i Bramdrup. Fæstebønder var på den tid ikke højt regnet af datidens høje herrer.

Den eneste kongevej i Jylland gik gennem Bramdrup Sogn og krydsede over Marielundsdalen ved den tidligere Bramdrupdam Kro, hvor der langt senere opstod et vigtigt trafikknudepunkt mellem Hovedvej 10, Egtvedbanen og Troldhedebanen. 

Christian den Fjerdes far Frederik 2. (1559-1588) anlagde Kongevejen fra Haderslevhus over Koldinghus til Nygård ved Egtved. Den jyske kongelige privatvej havde egen bro over Kolding å, nær nuværende Kongebrogade. Kongevejen passerede gennem vildtbanen (Dyrehaven), hen over den nuværende golfbane, ned over tærsklen ved Bramdrup Dammen, hvor overgangen over det lange og stejle dalstrøg var knap så stejl og ufremkommelig som andre steder. Herfra gik kongevejen mod nordvest omtrent ad nuværende Gammel Donsvej forbi Dons og Nygård mod Jelling. Kongevejen nåede aldrig at blive lavet færdig helt til Skanderborghus, som var kongevejens egentlige mål.

Kongevejen gennem Kolding og Bramdrup. Ankershus lå, hvor golfklubben nu har sin materialegård

Den daglige trummerum afløst af store forandringer

Gennem århundreder gik livet i landsbyfælleskabet Bramdrup sin vante gang. Dagliglivet ændrede sig i takt med årstiderne. Forårsarbejde med pløjning og såning. Sommertidens høhøst. Høstens tid i sensommeren eller i det tidlige efterår alt efter vejrliget. Om efteråret gik tiden med at grave jord og sten op til etablering af diger op omkring markerne og ind til skovene. En del af digerne kan vi stadig se på vores vandreture rundt i Bramdrup Sogn. De står som minde om bønderkarlenes og husmændenes slidsomme arbejde med i efterårets kolde våde vejr at skabe og sikre afgrænsninger af markerne. Et fint sted at se et sådant historisk kulturminde er ved busvendepladser nær Plejehjemmet Kirsebærhaven. Om vinteren blev der i de lange mørke aftener lavet husflidsarbejder med snitning af skeer, forke og alskens redskaber, der var brug for på gården.

Efterhånden havde det gamle system med fæstebønder og landsbyfællesskaber overlevet sig selv. Produktiviteten var for lav. Bønderne var for kuede. I løbet af årene fra omkring 1750 til 1814 blev det gamle dyrkningsfællesskaber ophævet, og herremændenes fæstegods blev solgt fra til selvejende bønder. Det gjaldt også krongodset i Koldinghus Len. Så nu blev bønderne i Bramdrup selvejerbønder med den stolthed, det medførte.

For Bramdrups Sogn vedkommende kender vi det konkrete årstal for den nye jordfordeling. Det var i 1765 bønderne i Bramdrup fik hver deres marker i modsætning til den gamle fordeling af jorden med strimler af god jord, mellemgod jord og dårlig jord. Også overdrevsjorden i sognets udkant blev fordelt til den enkelte gårdmand. I løbet af 1770´erne ophørte det tidligere dyrkningsfælleskab, og de enkelte bønder dyrkede herefter hver deres egne marker. Nu blev der virkelig brug for at etablere mange jord- og stendiger til afgrænsning af de nye marker. Digerne blev beplantede med træer og buske. Det nyder planter og dyr godt af i vore dage i de diger, der har overlevet sognets voldsomme udvikling.

Landskabet og landsbylivet ændrer sig

Ændringen i jordfordelingen fik store konsekvenser for landsbyen Bramdrup. Mange af gårdene blev liggende i den gamle landsby omkring Bramdrup Kirke. Men de af gårdmændene, der havde fået marker længst væk fra landsbyen, flyttede i årene omkring år 1800 og tiårene efter deres gårde ud på de nye marker. Nogle gårde blev flyttet syd for Bramdrupskov som for eksempel Mølgaard (senere Hvidsminde) og Petersbjerggård (senere nedrevet og genopført som Restaurant Den Gyldne Hane i Geografisk Have). Højgård (nuværende Kastanjegården) og Nørreskovgård blev flyttet ud nordøst for landsbyen, mens andre gårde som for eksempel Rodbjerggård blev flyttet mod nordvest, ud på Bramdrup Vestermark. Det er der,  hvor landevejen mod Ødsted og Vingsted drejer af fra Hovedvej 10.

Efterhånden fik man også behov for, at de jordløse husmænd, der havde sæsonarbejde på gårdene, kunne knyttes nærmere til landsbyen for at sikre bønderne den nødvendige arbejdskraft. Man etablerede husmandssteder med et mindre jordtilliggende. Så måtte husmændene stadig  tage arbejde for at sikre familiens udkomme.

Husmandsstederne blev lagt på nogle af landsbyens marginaljorde. Det kunne være vanskeligt dyrkbare skrænter og lave fugtige enge og moser. Som eksempler kan nævnes husmandskolonien Surkjær nede i Marielundsdalen, hvor motorvejen nu krydser henover dalen. Et andet sted, hvor der blev lagt husmandssteder, er på den lave jord, der ligger omkring markvejen, der fra Oktobervænget går ud mod Bramdrup Nørreskov.

Da det blev nødvendigt at sikre lærerembedet i sognet et udkomme, fik læreren også del i jorden i det lave fugtige strøg langs markvejen ud til Bramdrup Nørreskov. Læreren fik dog jord tættere på landsbyen end husmændene. Lærerens jord lå omtrent der, hvor Septembervænget ligger i dag. Ved Den Gamle Skole nær kirkepladsen kan man endnu se en udbygning, der minder om, at skolelæreren havde stald til sin ko og et par svin.

Nye tider

Den nye tid krævede uddannelse og oplysning. Alle sogne skulle have egen skole. Det havde Bramdrup ikke haft. Børn, der skulle i skole, måtte gå til Harte. Det var derfor kun enkelte, der kom i skole. 

Kirken i Bramdrup var dengang en annekskirke til kirken i Harte. Da skoler og kirker var tæt sammenknyttede, var det naturligt, at skolegangen også blev løst i fællesskab mellem hovedsognet i Harte og annekssognet i Bramdrup. Først i 1993 ophørte Bramdrup Kirke med at være annekskirke under Harte Kirke.

I 1817 blev det kort tid efter folkeskolereformerne i 1814 besluttet at opføre en skole- og lærerbygning i Bramdrup tæt på Bramdrup Kirke. Dele af denne skole ligger her fortsat og bruges nu som privat beboelse.

Senere kom der forskoler til, på Sommerfuglevej i Hvidsminde og på Møllegårdsvej i Bramdrup. Forskolen på Sommerfuglevej blev nedlagt, da Hvidsmindeområdet i 1930 blev overført fra Bramdrup Sogn til Kolding by, mens forskolen på Møllegårdsvej efter 1963 blev til og fortsat fungerer som børnehave. I 1963 blev en ny skole på hjørnet af Bramdrupvej og Møllegårdsvej taget i brug, så al skolegang i Bramdrup Sogn blev samlet i en skole. Det er den skole, der er efter en række renoveringer og tilbygninger fortsat fungerer. 

I 1978 var elevtallet blevet så stort i Bramdrup Sogn, at man besluttede at indrette en aflastningsskole i 12 rækkehuse på Julivænget. Skolen fik navnet Nørreskovskolen. Den blev nedlagt i 1991, hvorefter der igen blev indrettet familieboliger i rækkehusene. 

 

Den nye tid for landsbylivet havde længe anmeldt sit komme. Landsbyerne Bramdrup og Hvidsminde blev i løbet af 1800-tallet suppleret med bebyggelse langs hovedvejen fra Kolding til Vejle. Ved hovedvejen gennem Bramdrupdam kom der for eksempel smed, brugsforening, mejeri, bageri, brødudsalg, købmand og en del andre virksomheder. Hele den udvikling blev kraftigt accellereret af den trafikale udvikling. Store overordnede trafikårer krydsede hinanden, hvor den gamle kongevej tidligere havde krydset over Marielundsdalen ved Bramdrupdam Dammen.

Hovedvejen mellem Kolding og Vejle var her allerede gennem århundreder. I 1898 kom den smalsporede jernbane mellem Egtved og en ny banegård på nuværende Ndr. Ringvej i Kolding til. Senere fulgte Danmarks længste private jernbane fra Kolding til Troldhede. Den blev i årene 1915-17 gravet gennem den stadig eksisterende dæmning, der førte Egtvedbanen over den dybe dal ved den nu nedlagte Bramdrupdam Kro. Troldhedebanen fungerede fra 1917 til 1968, mens Egtvedbanen allerede blev nedlagt i 1930.

Troldhedebanen blev ført gennem Egtvedbanens dæmning over dalen. Egtvedbanen fungerede, mens gravearbejdet stod på

Kommunestyret

I 1842 blev det af den enevældige konge fastsat, at der skulle oprettes et administrativt organ kaldet sogneforstanderskaber i alle landets sogne. Harte Sogn og Bramdrup Sogn blev derfor efter 1842 styret af et fælles sogneforstanderskab. I 1868 blev sogneforstanderskaberne afløst af sogneråd, men Harte og Bramdrup fortsatte med at have fælles sogneråd. Bramdrup Sogn var simpelthen for lille til at udgøre en selvstændig administrativ enhed.     

Men forholdet mellem Harte og Bramdrup skulle snart ændre sig. Bramdrups centrale trafikale placering tiltrak flere og flere indbyggere og flere og flere private og offentlige funktioner. Da Harte-Bramdrup Sognekommune skulle have kommunekontor blev dette placeret på Vejlevej i Bramdrupdam. Bygningen ligger der stadig ved siden af Shelltanken. Bramdrupdam var den førende vækstbydel, mens udviklingen stod stille i landsbyerne Harte og Bramdrup. 

Det tidligere kommunekontor på Vejlevej i Bramdrupdam

Boligmarkedet i Bramdrupdam var glohedt

I løbet af 1950´erne blev der foretaget store parcelhusudstykninger i Bramdrupdam i Damhusområdet. Sønderled, Nørreled, Mosegårdsvej, Vestervang og Damhusvej er nogle af de nye gader, der kom til omkring 1960. I midten af 1960´erne anlagde kommunen en ny omfartsvej - Bramdrupskovvej - vest om gårdene Julianelyst, Kringsgård og Bramdrupgård frem til  Nørreskovgårdsvej. På hjørnet af Bramdrupskovvej og Nørreskovgårdvej blev der efterfølgende opført haller og idrætsanlæg.

I 1970 indgik Harte-Bramdrup Sognekommune i den nye Kolding Storkommune. Nu skete der igen en eksplosiv udvikling af boligudviklingen og befolkningstallet. Der kom nye udstykninger på begge sider af Bramdrupskovvej og i løbet af 1970´er også mod nordøst langs Nørregyden.

Den Sønderjyske Motorvej blev anlagt i 1970 og skar sig gennem landskabet nordvest om Bramdrupdam og på en høj vejdæmning hen over dalen ved Surkjær, hvor de fleste af de små husmandssteder måtte bøde for udviklingen. Men nærheden til motorvejen gjorde det endnu mere attraktivt at bosætte sig i Bramdrup og Bramdrupdam. 

Det væltede ind med nye indbyggere. Børnetallet steg og steg og satte skolekapacitet, børnehavekapacitet, fritidshjemskapacitet og meget andet under pres. Men i dag er disse udfordringer stort set løst.

Bramdrup og Bramdrupdam er blevet attraktive boligområder med let adgang til natur, grønne områder, fritidsfaciliteter, indkøbsmuligheder og transportmuligheder.

Det af istiden efterladte bløde bølgende bakkelandsskab gennemskåret af stejle dale og krydret med rislende bække og stille småsøer er nu blevet til attraktive bo- og leveområder for både børn, unge og ældre. Men ligesom det er sket gennem de seneste 12.000 år, vil området fortsætte med at udvikle sig. Forhåbentligt kan det under denne udvikling lykkedes at bevare nogle af de værdier og attraktioner, vi som nuværende bramdrupborgere nyder godt af i dag. 

Bramdrup februar 2024, Ib Hansen