Lammes indsigten, evnen og viljen til demokrati?

"...Efter min opfattelse består en påtrængende opgave i, dels at ændre kursen for mål og mening med uddannelse, dels at arbejde for, at så mange som muligt via undervisning og oplysning kan få del i den viden, som er en basal forudsætning for på rimelig vis at kunne fungere som aktiv borger i demokratiske sammenhænge. Vi MÅ gøre den amerikanske sociolog og filosof Christopher Lasch’s ord til skamme, at samtidens kompleksitet ser ud til at lamme ikke bare evnen, men også viljen til medbestemmelse... Jeg ser kun en udvej: uddannelse og oplysning, kritisk dannelse...”

Sådan skrev min bror Leif Emil Hansen i det, der skulle blive hans sidste bog. En bog han med gode venners og tidligere kollegers hjælp fik udgivet på Roskilde Universitets forlag i maj 2019 på et tidspunkt, hvor han på grund af en rædselsfuld sygdom allerede i nogle år havde ligget lammet og lænket til sygesengen på et Frederiksbergsk plejehjem.

Jeg kunne ikke være mere enig. Allerede på tidspunktet for udgivelsen af Leifs bog havde man i nogle årtier kunnet se, hvor det bar hen. Uddannelse og folkeoplysning blev - og bliver - i højere og højere grad vurderet ud fra en snæver samfundsøkonomisk interesse. Myndige, indsigtsfulde og medborgerskabsorienterede borgere bliver i mindre og mindre grad i praksis målet for uddannelse og folkeoplysning.

Resultatet bliver apati, lukkede øjne og ører, vidensfri populistiske meninger og forlystelsesflugt fra samtidens store udfordringer. I de år, der er gået, siden Leif Emil udgav sin bog, har udviklingen i verden i endnu højere grad understreget behovet for en generel oprustning i forhold til dannelse, uddannelse og folkeoplysning. Populismen er på ilmarch overalt i den vestlige verden. Og hvad har magthavernes svar på denne udfordring været? Indtil nu endnu mere indsnævring og nytteværdiorientering af uddannelsessystemet fra bund til top!

Leifs mangeårige forskningsmæssige arbejde med disse ting trækker linjer tilbage til vores familie, vores baggrund og vores opvækst i Husby på Vestfyn. Herfra har vi Hansen-brødre høstet uvurderlige oplevelser og livserfaringer, som er indgået som baggrund for hver vores uddannelse og dannelse.

Leif og jeg gik i skole sammen de første 10 skoleår i først Husby landsbyskole og senere i Ejby Folke- og Realskole. Vi gjorde barndomslivet sammen og gjorde sammen med gode venner og kammerater fra egnen de første prøvende skridt ind i ungdoms- og voksenlivet. På mange måder har opvæksten på Vestfyn været omdrejnings- og udgangspunkt for  alle os tre brødre, både i vores liv og arbejdsliv. Efternølerlillebror Bo har trods sine 6-7 års forsinkelse været samme vej igennem som sine to storebrødre og har været og er en stor del af brødrefællesskabet. Vi tre brødre havde alle på trods af de geografiske afstande et nært forhold til hinanden og nød samværet, når lejlighed blev givet og satte stor pris på vores fælles baggrund og opvækst.

Det sidste skriver jeg i datid. Leif Emil er desværre ikke mere, så nu er vi kun to brødre til at fortsætte brødrefællesskabet.

Efter i flere år at have været pint og plaget af en bestialsk sygdom blev min lillebror Leif Emil endelig søndag den 11. december 2022 sat fri af kroppens fysiske fængsel. Han blev bisat torsdag den 15.december 2022 fra Søndermark Kapel på Frederiksberg. Selvom Leif Emil allerede som syttenårig i 1968 flyttede fra Husby til København for at uddanne sig og blev hængende, bar han - som vi to andre brødre - vores hjemegn og de gode minder derfra i sit hjerte lige til det sidste. I januar 2023 vendte han  efter sit udtalte ønske tilbage til udgangspunktet, den rige vestfynske muld. Hans urne blev nedsat i vores familiegravsted på Ejby Kirkegård. Leif og jeg er født i Ejby. Flyttede med mor Nina og far Peter Emil i 1954 til Husby, hvor vi nogle år efter havde den glæde at få en efternølerlillebror, Bo.

Ejby Kirkegård, julen 2024

Ib Hansen, marts 2025

En kæmpe i skoven

Kristian Levinsen, Gammelhuse, 1991, 72 år gammel 

Kristian Levinsen. Billedet af ham som 72-årig fortæller sin egen historie om en mand, der har haft et arbejdsomt og hårdt liv som skovarbejder i de mægtige Wedellsborgskove. En læsende, samfundsinteresseret og samfundsengageret arbejdsmand. Han levede hele sit liv i skyggen af Wedellsborgskovene. Han vidste, hvad han gik ind til, da han blev skovarbejder. Hans far var også skovarbejder på Wedellsborg. Begge generationer boede i Gammelhuse på Wedellsborgvej. 

Han var en vidende skovarbejder med gode iagttagelses- og fortælleevner. En mand det var givtigt at have besøg af. Kristian Levinsen var et navn og en person, der stod respekt om i mit barndomshjem på Skræppedalsvej i Husby. Som dreng var det spændende at sidde med ved køkkenbordet, når han og far udvekslede fortællinger fra blandt andet deres arbejdsliv, men også synspunkter om fagforening og politik. Mor deltog også i samtalen, mens hun gik fra og til med kaffe og brød. Vi drenge lyttede andægtigt til de voksnes samtale og lærte deraf. Kristian Levinsen og far kendte hinanden fra skovarbejde og gennem bestyrelsesarbejde i fagforeningen og i vælgerforeningen.

Et sidespring

Lige et lille sidespring. Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan jeg skaber mine fortællinger. Kan du virkelig huske alt det så mange år tilbage? Ja, meget kan jeg huske. Jeg har altid været meget iagttagende og har haft et følsomt absorberende sind med en god hukommelse. Men der skal selvfølgelig mere til. Så her kommer opskriften.

Jeg vil gerne have, at almindelige mennesker også får en fortælling. En fortælling som kan stå eksemplarisk i den overordnede fortælling om større forandringer og udfordringer i samfundet nationalt og internationalt gennem tiderne. Jeg tager ofte udgangspunkt i noget, jeg personligt har oplevet eller kan huske. I dette tilfælde skovarbejderen Kristian Levinsen, der kom i mit barndomshjem. Så tager jeg desuden selvfølgelig fat i alt, hvad jeg har hørt om, kan huske og finde ud af om ham. Samtidig ser jeg, om jeg kan finde nogle for ham aktuelle ting og begivenheder fra den tid, han levede i. Disse indledende øvelser fører frem til, at jeg laver en vinkling af min fortælling. 

I dette tilfælde ville jeg gerne lave en fortælling, som giver perspektiv på, hvordan arbejdslivet i 1950´erne og 1960´erne hastigt forandrede sig blandt andet i forhold til mekanisering og arbejdets organisering. Dermed blev også livet på landet afgørende forandret. Det sidste, jeg gør, inden jeg ser, om jeg kan få en fortælling ud af det, er at grave mig tilbage i egnens kirkebøger, folketællinger, gamle avisartikler, billeder og dokumenter. Kristian Levinsen har i 1990 udarbejdet en lille artikel "Skovarbejderliv". Artiklen fortæller om årets gang som skovarbejder. Den kan lånes digitalt på folkebibliotekerne.

Det er som at lægge et puslespil. Nå, nok om det. Videre med fortællingen om Kristian Levinsen. 

Født i skyggen af Den Store Krig

Kristian Levinsen blev født den 17. juli 1919. Hans mor var den 22-årige tjenestepige i Emtekær Anna Elise Poulsen, ved fødslen bosiddende i Nyhuse ved Husby. Faderen var den 26-årige tjenestekarl i Emtekær Johannes Theodor Levinsen. Anna og Johannes blev gift i Husby Kirke 5. november 1920. De bosatte sig med lille Kristian i Nyhuse. Kristian forblev enebarn hele livet. 

 Familien Levinsen på gårdpladsen foran hjemmet i Gl. huse, Wedellsborgvej 65. Kristian ses som en kvik, opvakt 11-årig. 1930

Wedellsborgvej 65 i år 1974

Wedellsborgvej 65 tegnet og akvarelmalet af Kristian i 1952

Som voksen blev Kristian skovarbejder på Wedellsborg ligesom faderen. Han blev boende hjemme hos forældrene.

I Wedellsborgskovene var der flere fra min familie, der mødte de to Levinsen-skovarbejdere. Både min onkel og min far arbejdede om vinteren som skovarbejdere. Min onkel som regel hver vinter. Min far mest som afløser af og til. I kraft af køkkenbordssamtalerne med Kristian Levinsen i mit hjem og i kraft af samtalerne mellem min far og onkel om skovarbejdet kunne jeg følge lidt med i vilkårene for skovarbejderne og skovarbejdets udvikling i slutningen af 1950´erne.

Skovens kæmper

Skovarbejdere var dygtige og modige folk. Det var med at holde hovedet koldt, tage de fornødne sikkerhedsforanstaltninger og passe godt på hinanden, når skovens kæmper skulle fældes. Det farligste var, når der skulle ryddes op i store indeklemte vindfældede træer. De opførte sig ikke altid som forventet, når der blev savet eller hugget i dem.

Omfanget af et sådant arbejde med et vindfældet træ får man et indtryk af ved at se på nedenstående billede af Kristians far Johannes Levinsen og Anton Andersen foran en af skovens faldne kæmper i vinteren 1941. Der var ingen motorsave dengang, men kun håndværktøj som skovøkser, skovsave, kiler og håndtrukne spil. Og så var der selvfølgelige nogle meget vigtige hjælpere, skovhestene og skovkuskene. De kunne hjælpe med at trække de store træstammer fra hinanden og transportere dem ud til nærmeste skovvej. Vi kendte en af skovkuskene, nemlig Rasmus "Skovkusk", der boede nede i Hygind. Når min bror Leif og jeg kendte flere af arbejderne på Wedellsborg, var det fordi, vi om søndagen bragte "Søndags-Aktuelt" ud til dem. 

Johannes Levinsen, Gammelhuse og Anton Andersen, Rævebjerg 1941. Bemærk, at der ikke er hjelm, visir, sikkerhedssko, sikkerhedsvest eller sikkerhedsbukser.

Romantikken blomstrede

Kristian Levinsen omkring 1945,

hvor han var cirka 26 år gammel

Kristian var en flot fyr med en lidt uudgrundelig fransk charme udfoldet på fynsk. Han har nok været en omsværmet ung fyr til forsamlingshusballerne rundt på egnen med sine stærke muskuløse skovhuggerarme, den franske charmeklud og det forsigtige smil. Stilen var som i de hårdtslående franske film, som var så populære i 1930-erne og 1940-erne. Ja, helt op i 1950´erne var det populære film, når rejsebiografen Stjerne Bio gæstede Husby Forsamlingshus. Den populære franske skuespiller Eddie Constantine debuterede med sin første "Lemmy" film i 1953. Det var en populær filmserie i Stjerne Bio.

Nå, men jeg ved i virkeligheden ikke om og i givet fald, hvor meget Kristian Levinsen huserede til lørdagenes forsamlingshusballer. På et tidspunkt finder han sammen med den 8 år yngre Astrid fra Bredning i Tanderup Sogn. Hun var datter af malermester Bent Clausen og barnebarn af den på egnen berømte væver og digter Lars Clausen. 

Astrid Clausen, Bredning o. 1945. Hun var på dette tidspunkt cirka 18 år, mens Kristian var 26 år.

Astrid får hurtigt sin gang i hjemmet, hvor Kristian boede med sine forældre. Hvis dateringerne på billederne er nogenlunde rigtige, var hun kun 17-18 år, da hun flyttede ind. Hun og Kristian blev først gift senere. Det fremgår af billederne, at de havde et tæt forhold i deres lille familie.

Astrid og Kristian foran Wedellsborgvej 65

  cirka år 1945. Hun var 18 år. Han var 26 år. 

Kristian og Astrid foran Wedellsborgvej sammen med  Kristians forældre. Tidspunktet er angivet til årene 1942-44. I givet fald er Astrid 15-17 år og Kristian 23-25 år. Gad vide om Astrid er startet som tjenestepige i huset ved Levinsen familien?

Verden under hastig forandring

Så ændrer verden sig drastisk  for Kristian og resten af familien Levinsen. Som verden for øvrigt  i det hele taget gør her i starten af 1950´erne. Det første varsel på skovarbejdernes område kom allerede i 1953.

Demonstration af den tyske kæmpemotorsav Stihl i Ravnholt- og Wedellsborgskovene i 1953.

Fynske skovfolk tog i følge Fyens Stiftstidende i november 1953 i stort tal til Ravnholt- og Wedellsborgskovene for at se en demonstration af den motordrevne tyske storsav "Stihl". Den kunne på under 10 minutter fælde et kæmpetræ, som det normalt ville tage en erfaren skovarbejder en hel dag at fælde med økse og håndsav.

Kristians far Johannes var på dette tidspunkt 60 år, mens Kristian var en mand i sin bedste alder på 34 år. De kunne sammen med de til forevisningen fremmødte og avislæserne nok se, hvilken vej det gik med det hårde manuelle skovarbejde og dermed også med antallet af skovarbejdere. Det gik ikke helt så hurtigt som forventet. Der gik endnu nogle år inden mekaniseringen og motoriseringen slog igennem i skovbruget, og så var der blevet brug for arbejdskraft i andre sektorer.

Nu til dags er skovarbejdet totalt mekaniseret. En mand kan med et stort uhyre af en skovmaskine i en arbejdsgang, uden at træet bliver berørt af menneskehånd, på få dage fælde lige så meget træ, som det før 1960 tog adskillige skovarbejdere en hel skovningssæson at fælde. Det er nærmest som om skoven bliver høstet med en mejetærsker. Meget langt fra tidligere tiders skovarbejderes mere nænsomme skovning og skovhestenes udtrækning af tømmer. Kristian Levinsen fortæller i sin artikel "Skovarbejderliv", at skovarbejderne dengang havde tid til at nyde naturen.

 

Drastiske forandringer

Husby Kirkegård

På det personlige plan kom familien Levinsen ud for drastiske forandringer. I 1957 døde Kristians mor Anna Elise kun 60 år gammel. Nu blev Astrid 30 år gammel enehusmoder for familiens to skovarbejdere. Rollen som hjemmearbejdende husmor indebar udover det huslige også arbejde i den store køkkenhave, som landbrugere og arbejdere havde dengang.

Senere forandrede familiens verden sig igen drastisk. Nogle år efter Anna Elises død - jeg kan ikke helt stedfæste tidspunktet præcist, men nok mellem 1960 og 1970 - flyttede familien lige over på den anden side af Wedellsborgvej i et nyere og mere moderne hus.

Wedellsborgvej 81, 1960-70.

En kæmpe faldt

I maj 1995 døde Kristian Levinsen 76 år gammel. I øvrigt blot nogle få måneder før min far døde i august 1995. 

Gennem hele sit liv havde Kristian Levinsen været en fornem repræsentant for arbejderstanden, for sit arbejde og for sin familie. Han havde ydet sit til fællesskabet. Gennem årene havde han ved egen indsats opnået den dannelse, nogle af os igen efterspørger så meget i disse år. Han var en læsende arbejder, både aviser og bøger. Han var en skrivende arbejder, som for eksempel ovennævnte artikel "Skovarbejderliv". Han var en kreativ udøvende arbejder for eksempel i sine akvareller, der på smukkeste vis beskriver hans daglige omgivelser. Han var engageret i samfundslivet, i fagforeningen og i politik. Han var prototypen på en myndig demokratisk borger, der indenfor fællesskabets rammer på oplyst vis påtog sig ansvaret for sit medborgerskab. Sådanne borgere har vi ud over den vestlige verden brug for netop i disse år.

Godt at have mødt Kristian Levinsen.   

Husby Kirkegård

Ib Hansen 3. marts 2025