 |
"Education is the basis of law and order".
James Stewart i westernfilmen "The Man who Shot Liberty Valance"
|
Samme dag som både min mor og min far havde fødselsdag, fik jeg også fødselsdag. Jeg er født 4. juli 1950 i Ejby Stationsby. Jo, den er god nok, vi havde alle tre fødselsdag på samme dato. Mellemste bror Leif blev født 10. juli 1951, også i Ejby, mens yngste bror Bo blev født i Husby den 21. juli 1957.
Vi flyttede fra Ejby til eget hus i Husby den 1. november 1954, den dato kaldte man dengang for "skiftedag" i lighed med 1. maj. Så det er miljøet i landsbyen Husby, der udover familiemiljøet, har præget vores opvækst. Eget hus. Det var stort. Huset var lille. Det følgende er en skildring af, hvordan det var at leve på landet i 1950´erne og 1960´erne. Og hvordan det altsammen har præget os i vores videre liv.
 |
| Familien Hansen: Nina, Ib, Bo, Leif og Peter, o. 1960 |
Mor var hjemmearbejdende, men med forefaldende sæsonarbejde i roerne og i frugtplantagerne. Far var landarbejder, jernbanearbejder, murerarbejdsmand og fabriksarbejder og klarede dertil sammen med mor en stor køkkenhave og havde af og til bijob som blandt andet garderobemand. Samtidig var han kontrolbestyrer, fagforenings- og vælgerforeningsformand. Når der ikke var arbejde at få i Husby, måtte han ofte cykle 10-15 kilometer hver vej til arbejde i Ejby eller Kauslunde. Mødetiden var oftest klokken 6 om morgenen. Senere fik han knallert, bl.a. en NZU. Først i en sen alder erhvervede han kørekort og en brugt bil, en Austin. Jeg tror, han da var midt i fyrrerne.
I enkelte perioder måtte far arbejde længere væk, i Middelfart, Fredericia eller Tommerup, for eksempel som løsarbejder ved DSB, da jernbaneskinnerne over Fyn skulle skiftes ud engang i slutningen af 1950’erne eller begyndelsen af 1960’erne. Han måtte så af sted på knallert de mørke og kolde vinternætter for at arbejde 20-30-40 kilometer væk fra hjemmet. Dengang eksisterede der ikke tøj som nutidens varme dragter egnet til transport på knallert i de kolde vinternætter. Der var for øvrigt heller ikke råd til at erhverve dyrt overtøj. Han måtte pakke sig ind med aviser under overtøjet for nogenlunde at holde varmen på den lange nattetur. Far var ligesom mor et pligt- og kærlighedsmenneske.
Demokratisk dannelse
Inden jeg går videre med fortællingen om brødrene Hansens opvækst og oplevelser i Husby, vil jeg kort opholde mig ved begrebet almen dannelse. Jeg er meget inspireret af professor Karsten Schnacks opfattelse af dannelsesbegrebet.
Begrebet almen dannelse henviser til i hvert fald tre forhold. Det drejer sig om kundskaber, der er – eller ønskes at være – alment udbredt i befolkningen. Det drejer sig om alsidig udvikling af alle sider af personen: det intellektuelle, det følelsesmæssige, det sociale, det fysiske og det kommunikationsmæssige. Og endelig drejer det sig om forhold af almindelig interesse, det der vedkommer os alle. Det sidste kan vi kalde medborgerskabsevne.
Når jeg personligt er optaget af begrebet almen dannelse, er det, fordi jeg oplever, at der i dag er mindre politisk fokus på det almendannende i uddannelsessystemet end tidligere.
Hvor er det almen dannende og demokratisk dannende henne? Disse forhold ser ud til at være henvist til skåltalerne. Men demokratisk dannelse og almendannelse er vigtige, faktisk helt afgørende, når det gælder at bryde negativ social arv, skabe lige muligheder og støtte borgerne i at kunne påtage sig deres medborgerlige ansvar i et demokratisk samfund. Mærkeligt, at der i nutiden præget af stærke populistiske kræfter på de politiske yderfløje ikke gøres mere i uddannelsessystemet i forhold til fremme af demokratisk og almen dannelse. Tvært imod lægges der i uddannelsessystemet større og større vægt på uddannelsernes erhvervsmæssige nytteværdi. Udviklingen af konkurrencestatstanken er i nutiden sat højt på mange partiers politiske dagsorden. Og det på tværs af de traditionelle ideologiske skel.
 |
Den franske filosof og nobelpristager i litteratur
Albert Camus: "Et menneske uden etik er et vildt
dyr tabt for denne verden" |
Nok om det. I lyset af begrebet almendannelse med dets underbegreber skal vi videre med brødrene Hansens opvækst og dannelse.
Familien Hansen flyttede 4 år efter Ibs fødsel og 3 år efter Leifs fra Ejby til Husby. Fra den gamle såkaldte ”skiftedag” den 1.november i 1954 dannede landarbejderboligen på Skræppedalsvej rammen om familielivet og om brødrenes opvækst og dannelse.
I Hansen-hjemmet på Skræppedalsvej vidste man nok, hvem man havde at takke for gode og billige boliger og regulerede arbejdsforhold. Da Forlaget Fremad i 1955 udgav trebindsværket ”En bygning vi rejser” om den politiske arbejderbevægelses historie i Danmark, blev dette værk straks indlemmet i reolens lille samling af bøger.
De fleste af reolens bøger var fra det socialdemokratiske forlag Fremad Folkebiblioteks serie af gode danske romaner, købt ved døren hos en af forlagets omrejsende såkaldte ”ombudsmænd”. Romanerne var for de flestes vedkommende socialrealistiske.
Hansen-hjemmet i Husby var – og huset ligger der stadig - placeret i det åbne land fem meter fra et skovbryn i en bebyggelse bestående af i alt tre landarbejderboliger. Her kunne brødrene Hansen frit tumle sig i leg i skov, mark og eng. Og da de blev lidt ældre også ved bæk, mose og strand. Når der var tid i det daglige, cyklede mor af og til med Leif i en cykelstol på styret og Ib på et cykelsæde på bagagebæreren de små 10 kilometer hver vej på besøg hos mormor og morfar eller anden familie i Ejby. Da Bo kom til, måtte vi tage med rutebilen til Ejby.
Lørdagene var jo også arbejds- og skoledage, men hele familien Hansen kunne om søndagen cykle på familiebesøg i Ejby eller over til nærliggende Kingstrup for at besøge farmor og farfar.
Morfar var jernbane- og vejarbejder. Mormor hjemmearbejdende. Farfar var nedslidt fodermester og farmor hjalp ham, mest med at håndmalke de mange køer. Ofte 60 køer, der skulle malkes 2-3 gange om dagen, 7 dage om ugen. Deres bolig var altid ejet af den bonde, de til enhver tid var "fæstet” hos.
Farmor var sej. Når hun havde født, arbejdede hun igen få dage efter fødslen. ”Barselsorloven” var 1-2 dage. Hun døde 86 år gammel efter at have været enke i mange år.
Mormor havde den sorg, at ikke alle hendes børn boede i hjemmet. En tvilling døde hurtigt efter fødslen, og mormors førstefødte, der var født udenfor ægteskab, var bortadopteret til hendes søster og svoger, der boede i Viby nær Nørre Åby, hvor svogeren var smedemester. Mormor døde desværre efter langvarig sygdom allerede som 60-årig i 1960. Så morfar var enkemand i mange år.
I 1957 kom realitetschokket for de to store brødrene Hansen. Lillebror Bo kom til. Hensyntagen, tage ansvar og tage omsorg på sig blev nye krav.
Nu måtte der findes på nye lege, som f.eks. nybyggervogntog på vej over prærien, mens de blev angrebet af indianere. Engene omme i den skovomkransede dal Husby Hole var perfekt til den slags lege. Lille Bo var med i legen, som barn af en de nybyggerkvinder, som skulle beskyttes mod indianeroverfald. Det betød, at en af storebrødrene eller en legekammerat måtte bære lille Bo på ryggen gennem engens prærieland.
De store magter
De store magter i Husby Sogn var skole-, greve- og kirkemagten. Førstelærer Andersen var kordegn ved siden af at være lærer. Andenlærer Tagesen var formand for idræts- og ungdomsforeningen. Fru Breiner var forskolelærerinde. Præsten var formand for skolekommissionen.
Skolen havde cirka 80 elever fordelt i 5 klasser, men omfattede i alt 7 årgange og nævnte tre lærere samt en ”lærer på græs”. Læreren "græssede” i et halvt år, så kom der en ny lærer under uddannelse.
De to store brødre startede sammen i 1. klasse i Husby Skole 1. april 1958. Dermed kom vi i nærkontakt med den ene af sognets tre stormagter.
Skolemagten
 |
Husby Skole 2. klasse, 1960. Leif sidder på fløjen
yderst til højre på første række. Ib dækker højre
fløj af yderst til venstre på første række. Lærerne er fra
venstre mod højre førstelærer Andersen, andenlærer
Tagesen og småbørnslærerinde fru Breiner. |
 |
Husby Skole, 1962
Husby Skole var i vores skoletid landsbyskole-ordnet, uanset at folkeskoleloven i 1958 havde afskaffet denne ordning. Husby Sognekommune opnåede dispensation til at fortsætte i den gamle gænge endnu i en årrække. |
Leif har så glimrende sammen med to medforfattere i bogen ”Husker du vor skoletid?” udgivet på forlaget Fremad i 1981 beskrevet det at gå i skole i 1950’ erne og 1960´erne.
Her er et par enkelte eksempler på undervisningsmetodikken i Husby Skole, mens vi gik der. Vi skulle selvfølgelig lære de basale færdigheder i læsning og regning. Men der var også andet, der var vigtigt.
Vi skulle for eksempel lære salmevers og Luthers Lille Katekismus i biskop Balslevs udgave udenad.
Dertil kom en Danmarkshistorie på vel omkring 120 sider og en Verdenshistorie på et tilsvarende antal sider. I dansk var diktat, oplæsning, resumé- og referatskrivning det bærende. I regning var tabellæring og hovedregning vigtige discipliner ved siden af den skriftlige regning.
Hukommelsestræning og det at lære udenad har jeg haft stor glæde af senere i livet. Da jeg engang i 3. klasse blev rost af lærer Tagesen, fordi jeg ved en overhøring af dagens historielektie nærmest kunne sige, hvor kommaerne stod, fik det mig til at gå hjem til mor og fortælle, at jeg ville være lærer, når jeg blev stor.
Vores forældre ønskede det bedste for os, også rent skolemæssigt. De indkøbte derfor gennem arbejderbevægelsens omrejsende "ombudsmand” forlaget Munksgaards 6 binds skoleleksikon med verdensatlas. Vi drenge konkurrerede hjemme jævnligt på viden gennem brug af opslagsord fra vores leksikon og trænede sammen navnestof fra vores verdensatlas, herunder navnene på verdens lande og hovedstæder. Så kunne vi være velorienterede i skolen. Desuden var det godt at have noget at stå imod med i forhold til det holdningstryk, vi af omgivelserne i Husby blev udsat for. Den anden stormagt, vi kom i kontakt med, var grevemagten.
Grevemagten
 |
| Wedellsborg Slot |
En helt afgørende faktor i vores opvækst og dannelse var, at familien Hansen var bosat ”uden for leddet”. Leddet skulle man igennem for at komme ind på godset Wedellsborgs indhegnede område. Medarbejdere ansat på Wedellsborg blev betragtet som ansat ”indenfor leddet”, også selvom de faktisk boede udenfor godsets indhegnede areal, for eksempel i et af godsets huse på vejen Nyhuse, også kaldet ”Husrækken”. Familien Hansen var ikke i form af bolig eller arbejde afhængig af greven, selvom både mor og far enkelte gange havde sæsonarbejde på godset. Far følte sig derfor fri til at have synlige fagforeningsmæssige og politiske meninger.
Den store helt i vores familie og modvægten mod sognets treenige magter var det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Sabroe. Som børn blev vi af vores far taget med til film og foredrag om Peter Sabroe i Husby Forsamlingshus. Peter Sabroe blev i filmen ”Kampen mod uretten” fra 1949 spillet af Mogens Wieth.
 |
Mogens Wieth spillede Peter Sabroe
i filmen "Kampen mod uretten" fra 1949 |
Vores far var i lange perioder tillidsmand på forskellige arbejdspladser samt aktiv formand i Husby for Socialdemokratiets lokalafdeling og Fagforeningen DASF: Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund. Tidligere DAF: Dansk Arbejdsmands Forbund, senere SiD: Specialarbejderforbundet i Danmark, nu 3F: Fagligt Fælles Forbund.
I ”mørkningen” - i dagslys ville de jo kunne ses, og følgelig frygtede de at blive udsat for repressalier, f.eks. i form af fyring, hvorved familien jo også ville miste deres bolig- kom der ofte fagforeningsmedlemmer, heraf en del fra ”inden for leddet”, på besøg i vores hjem. De kom for at få hjælp til at få deres overenskomstmæssige ret, få oplysning om en priskurant for roehakning eller få hjælp til udfyldelse af selvangivelse, kontrolkort (A-kasse) eller lignende.
Samtalerne med de besøgende arbejdere foregik ved vores køkkenbord, mens vi drenge i mange tilfælde lyttede med. En anden besøgende i vores hjem var ”Gamle Anders”. Han kom på besøg en gang om måneden. Han var af den tids lægevidenskab kendt retarderet og derfor af forsorgen anbragt på en af egnens gårde og kom rundt i sognet for at få sin aftenkaffe hos skiftende familier. Ved fastelavnstid kom han altid med maske på, den samme hvert år. Så sang han ”boller op og boller ned” for foruden kaffen at tjene sig en skilling. Det jævnlige møde med Anders har præget mig resten af livet i forhold til mit syn på handicappede og udviklingshæmmede,
Bestyrelsesmøder i fagforeningen eller i Socialdemokratiet blev holdt hjemme ved vores stuebord. Og vi drenge sad med til det hele eller lyttede på fra afstand. Når vi ikke sad i samme stue, sad vi i den tilstødende stue og fulgte med gennem den rist, der skulle fordele kakkelovnsvarmen i de to stuer. Det var almendannelse i praksis for langørede drenge.
 |
| "Efternøleren" Bo viser sin boglige side |
 |
Ib og Leif med en blomstrende karriere bag sig.
Risten i væggen fordelte varme fra kakkelovnen
i dagligstuen til den "fine stue" og gav mulighed
for uset at lytte med, når der var møder, vi
drenge ikke måtte deltage i.
|
Vores forældres opdragelsesstil var autoritativ med klare, rimelige forventninger og grænsesætning med varme og gensidig respekt. Opdragelsesstilen i Husby Skole var i høj grad autoritær. Kæft, trit og retning. Korporlig afstraffelse eller eftersidninger. Envejskommunikation og udenadslæren. Afstraffelse var dog ikke noget, vi brødre oplevede på egen krop.
Det autoritære kunne for eksempel også bestå i, at drengene i 6.- 7. årgang af førstelærer Andersen fik besked om at stille til klapjagt på Wedellsborg Gods et par dage efter. Dette uden at hverken vi eller vores forældre blev spurgt. Men det var ikke noget, vi tænkte over dengang. Klapjagterne gav adspredelse og mulighed for i frokostpausen at udkæmpe drabelige kampe mod drengene fra Føns Skole, der også var udkommanderede. Klapperkæppene blev brugt som våben. Et slag over fingrene gjorde ret ondt. Udover skoledrenge bestod klapperkæderne af skovarbejdere og skovfogeder. Klapperkæderne var under kommando af "Skytte Skæg”, der igen var under kommando af overjægermester Knarreborg.
Vi blev kørt rundt i landbrugsvogne til de forskellige såter siddende på halmballer og blev for dagens arbejde honoreret med en femmer, en sodavand og et stykke wienerbrød.
Grevemagten var meget nærværende i vores opvækst. Når vi besøgte Husby Forsamlingshus, blev vi mindet om grevens indflydelse på sognet. Over indgangsdøren er der stadig en mindetavle, hvor der står følgende:
"Vær dansk i sind og tanke
hver kvinde og hver mand,
lad altid hjertet banke
for konge, folk og land.
I taknemmelighed over Danmarks befrielse
skænkede lensgreve Julius Wedell Husby
Forsamlingshus til sognets beboere
den 26. juli 1947."
Grevskabet byggede Husby Forsamlingshus i 1904.
 |
Mindesten for væver og digter Lars Clausen
opstillet ved Wedellsborgs porthus, Adlerhus |
Når vi skulle besøge kammerater, der boede ”inden for leddet”, eller vi skulle ned til Wedellsborg Havn for at bade, blev vi af de forenede greve- og kirkemagter mindet om, hvad sand lykke er, og at lykke ikke kommer de ydre vilkår ved. Tæt på indkørslen til slottet foranstaltede pastor Spur, Husby Kirke i 1966 opstillet en mindesten for væver og digter Lars Clausen, der havde været ansat på Wedellsborg. På mindestenen står følgende, som kirkemagten og grevskabet øjensynlig var enige om var en god ting at minde godsets medarbejdere om, hvis de havde lønønsker:
"Den sande lykke er kun sjælefred og kommer ej de ydre vilkår ved"
Indgangsportal med grevekrone ovenover
Når vi i tiden, hvor vi gik til konfirmationsforberedelse, skulle i kirke eller ved andre kirkelige handlinger gik ind gennem kirkegårdsporten, blev vi mindet om godsets og kirken forenede magt. Vi skulle passere gennem kirkegårdsmuren under en portal med Wedellsborggrevernes grevekrone i toppen. Man skal for øvrigt stadig gennem den portal med grevekronen svævende ovenover, når man besøger Husby Kirke. Selvfølgelig skal man det. Kulturhistorien i form af skulpturer, genstande og andre markører, skal man ikke lave om, blot fordi tiderne ændrer sig. Husby Kirke tilhørte i århundreder Wedellsborg Gods og overgik først til sognet i 1991, hvor folkekirken købte den for 1 kr. Men så skulle kirken i de følgende år også kraftigt renoveres, blandt andet skulle der lægges kobber på tårnets flotte lanternespir og kirken skulle restaureres indvendig.
Kirkemagten.
Husby Kirkes søndre korsarm bliver blandt
andet brugt til kirkekaffe. Den flotte smedejernsport
er prydet med grevelige monogrammer.
Den tredje stormagt i sognet var kirken. Som det er fremgået af det foregående, var kirken i samspil med både grevemagt og skolemagt.
Førstelæreren i Husby Skole var kirkesanger i Husby Kirke. Hele skolen bad hver morgen samlet morgenbøn og sang morgensang. I religionstimerne skulle vi lære katekismus og centrale salmer udenad. I sangtimerne sang vi under lærer Andersens violinledsagelse de salmer, der blev anvendt i kirken. Undervisningen var ikke renset for forkyndelse. Tvært i mod. Sådan har kirke, tro og skole hængt sammen i hundreder af år og gør det vel nogen steder endnu, selv om forkyndelse blev taget ud af skolens undervisning med folkeskoleloven af 1975.
 |
Husby Kirkes smukke sengotiske alter
under kirkens imposante krydshvælv
|
Sognepræsten var formand for skolekommissionen. Da lærer Tagesen blev syg, mens vi gik i syvende klasse, fik vi pastor Jensen som vikar i regning, fysik og historie. Samtidig mødte vi pastor Jensen om morgenen en gang om ugen, når vi ”gik til præst”.
Konfirmationsforberedelsen foregik i den smukke præstegård i Sdr. Åby, så vi gik ikke til præst. Vi ”cyklede til præst.”
 |
| Husby Sogns præstegård i Sdr. Åby |
På Wedellsborg Slot er der et kapel, et kirkerum. Det er også sognepræsten i Husby, der forestår kirkelige handlinger i slotskapellet.
Greverne har deres egen indhegnede begravelsesområde i den sydøstlige del af Husby Kirkegård. I Husby Kirke er der en krypt under kirkegulvet. Her står grevelige sarkofager, blandt andet lensgrevinde Banners. Hun var den, der i 1712 med en grevelig fundats oprettede Husby Skole. I nordre sidekapel, står der stadig grevelige sarkofager. Kirkerummet og sidekapellernes smedejernsgitre er flot smykkede med grevelige monogrammer.
Verden venter
Alt får en ende. Det fik skolegangen i Husby Skole også. Leif og jeg blev konfirmerede den 4. april 1965 og gik ud af Husby Skole med udgangen af juni måned samme år. Det var på mange måder, da vi var i det, nogle gode år. Mange gode kammerater og mange gode oplevelser – ikke mindst rundt om på de vestfynske fodboldbaner. Vi lærte også praktisk arbejde og noget om landbrugskulturen ved at hjælpe til på nabogården og ind i mellem også på andre gårde eller husmandssteder. Ligeledes gav de fritidsjob, vi havde, da vi kom i realklassen, indsigt i arbejdslivet. Jeg havde nogle dage om ugen i 1967 eftermiddagsjob på Ejby Rebfabrik.
Vi var af vore forældre opdragede til at være høflige og tilbageholdende og have orden i vores ting. Skoleopgaverne voldte ikke store vanskeligheder. Så personligt havde vi som nævnt ikke problemer med den autoritære linje, vi mødte.
I vore dage fører vi i samfundet politiske diskussioner angående, om uddannelsessystemets vigtigste opgave er at uddanne nyttige borgere til konkurrencestaten, eller om opgaven er bredere i forhold til at uddanne og danne borgere, der ved noget og vil noget, og som evner at tage deres demokratiske medborgerskabsforpligtelse på sig. I det lys er det spændende at vurdere de dannelsesmæssige perspektiver, Leif, Bo og jeg og vores skolekammerater blev udsat for i løbet af skolegangen i Husby Skole.
Efter Folkeskoleloven af 18. juni 1958 burde dannelsesperspektivet i Husby Skole have været følgende: ”Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner og give dem nyttige kundskaber”.
Dette formål blev uddybet i den berømte ”Den blå betænkning” om folkeskolen fra 1960: ”Det må være et hovedtræk i skolens bestræbelser, at børnene lever sig ind i den tanke, at også de er med til at bygge samfundet op, og at de en skønne dag skal overtage det fulde ansvar for dette samfunds opretholdelse og videreførsel”.
Det er ikke sådan, vi nu med tidens afstand oplevede årene i Husby Skole. En af de første skoleforordninger, der blev udsendt efter Reformationen i 1536 giver nok et mere dækkende billede af de hensigter, man i de år havde med at holde skole i Husby. Den første skoleforordning efter Reformationen blev kaldt en kirkeordinants.
Kirkeordinantsen blev udsendt i 1537. Først på latin og senere i 1539 udkom den også på dansk: ”..ved hvilken Forberedelse den første Barndom gøres skikket til sand kristelig Gudsfrygt og andre Dyder og tilegner sig de Kundskaber, som har stor Betydning, naar det drejer sig om enten at lære det, som hører til Guds Ære i Kristendommen, eller at lære det, som hører til at opholde og bevare et godt civilt og verdsligt Regimente.”
Med andre ord: oplære børnene til fromme kristne, samt lydige og nyttige borgere.
Efter konfirmationen og afgangen fra syvende klasse skulle vi fortsætte i Ejby Folke- og Realskole, der lå og stadig nu under navnet Ejby Skole ligger 10 kilometer fra, hvor vi boede i Husby. Det var nu ikke nødvendigvis noget, der skulle ske automatisk. Normalt ville unge fra vores samfundslag være blevet udskrevet af skolen og ville være kommet ud at tjene bønder, som det hed. Dette skete da også for de fleste fra vores klasse – og i hvert fald for alle andre fra vores samfundslag: landarbejderklassen.
Husby Skoles andenlærer Tagesen, der vist nok som en del andre skolelærere dengang tilhørte Det Radikale Venstre, og vores forældre aftalte, at Leif og jeg skulle i realklassen i Ejby. Vi var fem det år fra Husby Skole, der skulle det. Det var usædvanligt ud af en årgang på vel omkring en halv snes. Den sidste tid i Husby Skole forberedte lærerne os fem på det, vi ville blive udsat for af opgaver i realklassen. Vi gennemgik for eksempel i regnetimerne 1.reals regnebog, så vi ikke ville bringe skam over Husby Skole ved ikke at kunne klare opgaverne. Under opsyn af repræsentanter for skolekommissionen havde vi årsprøver med karaktergivning i regning og dansk. Karaktergivningen var efter den daværende skala, der havde ug-ualmindeligt godt som den højeste karakter.
Da realen ikke var obligatorisk, skulle vi cykle de 10 kilometer hver vej til skole, også i snestorm, frost og kulde. Først i de sidste år af skolegangen i Ejby kunne vi i de værste vintermåneder komme gratis med rutebilen fra Husby til Ejby og retur.
 |
Ejby Junior A i Nørre Åby 1966.
Bagerste række nr. 4 fra venstre er Leif.
Ib er nr. 1 fra venstre i midterrækken. |
Fodbold spillede en stor rolle under vores opvækst. Først i Husby og senere i Ejby. Jeg spillede igen seniorfodbold i Husby, selv efter jeg var flyttet til Kolding for at læse på Kolding Seminarium. I Ejby spillede Leif og jeg på junior A, der blev trænet af vores dygtige idrætslærer fra realskolen, Bent Bill Brodersen.
Mange lørdage cyklede vi de 10 kilometer hver vej fra Husby til Ejby for at gå i skole. Om eftermiddagen samme vej for at spille fodbold. Og så nogle gange om aftenen tog vi turen igen for tredje gang for at gå i biografen i Ejby Kino. En flot og moderne biograf med Todd-AO system med widescreenformat og 6 kanalers stereolyd. Dengang en af de bedste biografer på Fyn.
Frigørelsen fra sognets stormagter
 |
Realeksamen 1968. Leif står nr. 3 fra venstre i første række, mens jeg i samme række står nr. 6 fra venstre. Vores tidligere klassekammerat i Husby Skole Jørgen Føns Rasmussen står nr. 3 fra højre i første række, mens Else Marie Hagsten, som vi også var klassekammerat med i Husby, står nr. 2 fra venstre i anden række. Den sidste af de fem fra vores årgang i Husby Skole, Agnete Strandgaard Hansen var gået ud efter 2. real for at fortsætte i gymnasiet i Glamsbjerg. Længst til venstre er det vores klasse- og engelsklærer Hårby og længst til højre er det skoleinspektør Lund, som vi havde til tysk.
|
I juni 1968 fik også realskolen ende. Leif havde fået plads som shippingelev i ØK-Østasiatisk Kompagni i København og var derfor ved afslutningen klædt i passende slips og blaser, mens jeg som den eneste af drengene var i fløjlsjakke og uden slips. I 1968 var ungdomsoprøret på sit højeste og hårlængden blev længere.
Efter stort set at have været sammen altid i Leifs første 17 leveår sluttede brødrene Hansens daglige samvær. Leif rejste til København. Ib startede på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg, mens Bo fortsat gik i Husby-Tanderup Skole, der var opstået som resultat af fusion af de to sognes landsbyskoler.
Da Leif var færdig med uddannelsen i ØK, stoppede han der og tog studentereksamen fra studenterkursus. Shippinguddannelsen og studentereksamen blev efterfulgt af en universitetseksamen i blandt andet litteratur fra Københavns Universitet. Han fik sit virke som underviser og forsker ved Roskilde Universitet.
Vi tre brødre fulgte hver vores vej i det fleksible uddannelsessystem. Jeg gik direkte i forlængelse af realeksamen i matematisk-fysisk gymnasium og tog studentereksamen i 1971 fra Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Efterfølgende fortsatte jeg på Kolding Seminarium og tog lærereksamen i 1975 blandt andet med linjefag i historie og geografi. Bo var ude at arbejde nogle år efter afgangseksamen fra Ejby Folke- og Realskole og tog efterfølgende HF-eksamen fra Middelfart Gymnasium & HF. Den eksamen brugte han til at læse historie ved Århus Universitet. Historieeksamen fulgte han op med it-studier og havde efterfølgende sit virke inden for it-området.
Vores forældre Nina og Peter Emil Hansen oplevede, at det, de følte sig lovet i det socialdemokratiske bogværk ”En bygning vi rejser”, blev opfyldt. Nemlig en god, sund og billig bolig. Et arbejde. Tryghed ved sygdom og arbejdsløshed. Og uddannelse til børnene. Uligheden i uddannelsen blev brudt, så deres tre børn fik den uddannelse, de aldrig selv fik chancen for at få.
Vores mor, Nina tog dog i en meget moden alder en 10. klasses afgangsprøve i dansk fra VUC i Middelfart. Det var stort for hende. Hun fik således gavn af det voksenuddannelsessystem, som Leif gennem sin ansættelse på Roskilde Universitet brugte rigtig mange af sine arbejdsår til at forske i.
Mon det nuværende uddannelsessystem fortsat evner at sætte både uddannelse og dannelse på dagsordenen og ikke mindst evner at bryde den negative sociale arv og uligheden i adgangen til uddannelse? Jeg tror det desværre ikke.
Tendenserne peger i andre retninger. Frit valg på alle hylder præger tidens skole og det videre uddannelsessystem. Det er ikke lige en model, der er med til at bryde den negative sociale arv i uddannelsessystemet, hvilket også bekræftes af diverse forskningsmæssige undersøgelser. Statistikkerne vedrørende unges uddannelse viser desværre, at der stadig er stor ulighed i uddannelse.
Mening må baseres på viden
Det er godt at have en mening. Men efter min mening er det endnu bedre at have en mening baseret på viden og indsigt. I dag oplever jeg, at en del i den offentlige debat mener, det er godt nok bare at have en mening, også selv om den mening ikke er baseret på viden. Men det kan være, jeg tager fejl. Det håber jeg.
Jeg skrev tidligere i denne fortælling om vigtigheden af begrebet almendannelse. I brødrene Hansens tilfælde er vores almendannelse ikke alene et resultat af en boglig teoretisk uddannelse. Der er i høj grad også et væsentligt element af praksisdannelse.
Vi blev gennem vores opvækst præget af den genetiske arv efter vores forældre og deres kærlige, tydelige og dialogorienterede opdragelse. Men vi blev også præget af sognets tre stormagter: skolemagten, kirkemagten og grevemagten. Vores mange gode barndoms- og ungdomskammerater har også lod og del i vores dannelsesmæssige udvikling. Alle påvirkningerne optog vi hver især efter loven om aktion og reaktion. Nogle af påvirkningerne inkorporerede vi positivt. Nogle reagerede vi imod. Det alt sammen dannede os som mennesker og gav os livsholdninger. Og så har jeg den opfattelse, at landskabet, naturen og miljøet, man lever i under opvæksten også betyder noget for ens dannelse.
Nu siger man jo, at man altid skal være optimist. Og det synes jeg også, man skal være. Det indebærer, at man altid arbejder for i en demokratisk dialog at fremme sine synspunkter. Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at de herskende vinde i retning af etablering af en konkurrencestat, hvor man måler borgerne efter, hvor gode de er til at skabe merværdi for samfundet, gør mig noget urolig i forhold til dannelsesbegrebets overlevelse i uddannelsessystemet.
Intentionerne i ”biblen” fra vores barndomshjem, trebindsværket ”En bygning vi rejser” er åbenlyst umoderne blandt vore dages politikere. Åbenbart også uanset traditionelle ideologiske skel. Jeg ser det at skaffe sig kundskaber som en forudsætning for at kunne danne sig sin egen holdning og mening baseret på indsigt i det, man mener noget om, skaffe sig almendannelse og kunne indgå i dialog med alle mennesker uden fordomme og holdningsmæssige blokeringer. Det er den lære, jeg drager efter at have set på brødrene Hansens opdragelse, dannelse og uddannelse. Men selvfølgelig bør jeg som alle andre være åben over for nye tider og nye skikke. Bare de er til det bedre for almindelige mennesker.
Hvordan det gik brødrene Hansen med den erhvervede familiemæssige, uddannelsesmæssige og opvækstmiljømæssige ballast er en anden historie. Her blot i korthed. Vi blev alle tre godt gift, fik rare svigerfamilier, søde børn og børnebørn. Gode, spændende og udfordrende jobs. Var aktive i samfundslivet. Alt det fortsatte påvirkningen af os, men som sagt det er en anden og længere fortælling.
Ib Hansen, 26.11.2025
Fortælleren Ib på besøg i Hemingways
yndlingsbar "El Floridita" i Havanna på Cuba
Min kone Anne Marie har i forbindelse med hendes modtagelse af dronningens fortjenstmedalje lavet en levnedsskrivelse om sin opvækst på en gård i Sønderjylland og hendes videre liv. Sjovt at sammenligne vores forskellige opvækst- og dannelsesbetingelser henholdsvis som landarbejdersøn fra Fyn og gårdmandsdatter fra Sønderjylland:
Der er selvfølgelig også sket sørgelige ting, som det fremgår af vores familiegravsted på Ejby Kirkegård. Sorg og glæde følges som bekendt ad.
