Kirstine Holehus - fornuft og romantik?

Holehuset 1948 - tilhørende Kirstine og Anton Larsen.

"Jæ  kå´ jutte så´n gå u´ i stå´li å målk en ko!"

"Jeg kan jo ikke sådan gå ud i stalden og malke en ko". Sådan faldt ordene på syngende vestfynsk, da Kirstine Holehus ville bremse min bror Leif i at pøse for meget mælk i kaffen. Det var engang omkring 1960, da vi sammen med vores mor var på besøg hos hende. Vi var 9-10 år gamle. Dengang brugte vi at hælde mælk i kaffen for at afbøde den kraftige kaffesmag. Den dagligdags kaffe - og også kaffen hos Kirstine - var dengang tilsat en god del kaffeerstatning. Jeg ved ikke, om Kirstine brugte kaffeerstatning fra Richs eller fra Danmarks. To firmaer der i de år førte en munter indbyrdes reklamekamp med slogans som "Det er Richs, der driks" og "Det er Danmarks, der dur".

Bemærkningen om, at hun ikke lige kunne gå ud i stalden og malke en ko, glemte vi aldrig. Kirstine Holehus - eller Gamle Kirstine, som hun også blev kaldt - var enke i 19 år, fra 1950 til hun døde som 91-årig i 1969. Hun boede alene nogle hundrede meter nord for vores barndomshjem i det gamle tidligere husmandssted "Holehuset", der ligger på toppen af Holebakken, lige før Eskørgyden.

"Holehuset" lå engang tilbage i 1800-tallet i bunden af Skræppedalen, men blev flyttet til den nuværende placering, da man omkring år 1900 førte Skræppedalsvej på en vejdæmning over dalen og en nu rørlagt bæk, der fører til Moserenden. Bækken kom - som det fremgår af efterfølgende geodætiske kort - omme fra Holen, den skovomkransede kedelrunde dødisdal nord for Husby Kirke.

Målebordsblad tegnet i 1866 og rettet i 1886. På det her tidspunkt er der bebyggelsestomt mellem kirken og landsbyen Husby og mellem kirken og Holehuset. Bemærk, at Holehuset på dette tidspunkt ligger helt nede ved Moserenden, hvor markvejen går ind til Husby Hole. Holegården hedder på dette tidspunkt Møllegård. Bemærk ligeledes kirkestien fra Eskør, der går tværs over markerne fra gården Bondero og ned til Holehuset.

Med sine talemåder og vendinger i forhold til påholdenhed og sparsommelighed gjorde Kirstine et uudsletteligt indtryk på os drenge. Hendes tilgang til sparsommelighed oplevede vi ikke blot i forhold til forbrug af mælk. Engang vi var på vej med rutebilen fra Husby til Ejby, vinkede hun Rute-Ras til at stoppe. Hun havde en pakke, der skulle med til Ejby. Rute-Ras nævnte en pris for at tage pakken med. Straks lød det fra Kirstine:”Hvo´fo´ska´du ha´pæng fo´de, do kør´jo elæn?” "Hvorfor skal du have penge for det. Du kører jo alligevel?" Jo, Kirstine vidste nok, hvad penge var værd. Ikke sært, når man ser på hendes baggrund. Hvem var Kirstine Holehus egentlig?

Holehuset 1951. Ejer Kirstine Larsen. Anton døde i 1950, 77 år gammel. Markvejen, der går af til højre fører op til Holegården. Eskørgyden går af til venstre bag den fjernestliggende ejendom, som blandt andet blev drevet som frugtplantage. Den ejendom har været ejet af Søren Laurits Sørensen, senere af sønnen Kaj S. L. og endnu senere af Herdis og Jørgen Rasmussen. Begge ejendomme på billedet ligger der endnu, den bagerste stærkt ombygget og renoveret.  
 

Hygindpige

Kirstine blev født i Hygind den 29. marts 1877 som datter af arbejdsmand Lars Jensen og hustru Maren Dortea. Hun fik navnet Maren Kirstine Jensen, men blev aldrig kaldt andet end Kirstine. Ved dåben i Husby Kirke blev fadderne noteret i kirkebogen. De var alle på nær en fra Ørslev Sogn. Den ene var fra Hygind. Kirstines far var fra Ørslev, mens moderen var fra Barløse. Dengang kom man ikke så langt omkring, når man skulle finde en ægtefælle. De fleste ægteskaber blev indgået indensogns eller mellem personer fra nabosogne.

Lars og Maren Jensen med børnene Kirstine og Jens Peter boede i et hus, der lå på matrikel nr.10 i Hygind, på vestsiden af hjørnet Hygindvej, Fuglemosegyden og Skræppedalsvej. Jeg tror, det var der, hvor købmand Vejby senere havde forretning. I begyndelsen af 1890´erne væltede ulykkerne ind over den lille familie. Først døde Kirstines bror Jens Peter  kun 10 år gammel i juni 1891. Så døde Kirstines mor 47 år gammel i 1894.

Lidt glæde nåede familien dog at opleve inden de to nævnte dødsfald. Kirstine blev konfirmeret i Husby Kirke den 5. april 1891. Dengang skulle præsterne ved konfirmationen give karakter i kundskab og opførsel. Kirstine opnåede karakteren "meget godt" i både kundskab og opførsel.

Kirstine var 17 år, da hendes mor Maren Dortea døde i 1894. Faderen Lars Jensen blev dermed enkemand allerede som 49-årig. Kirstine var herefter husbestyrerinde for faderen, til han døde 78 år gammel den 17. februar 1924. 

På tidspunktet for faderens død var Kirstine 47 år gammel, havde været  husbestyrerinde for faderen i 30 år og var ugift. Det har nok ikke altid været så spændende for en ung kvinde. Efter faderens død arvede hun som eneste barn faderen og blev nu tituleret husejerske. Hun blev et godt parti. Der gik da heller ikke mere end knap 4 år, før hendes liv i 1927 tog en afgørende drejning.

Der kan også gå ild i gamle huse

Nu begyndte romantikken at blomstre. Eller måske var det lige dele romantik og fornuft. Det skal jeg ikke kunne sige. Men lad os holde os til de faktiske forhold, dog tilsat lidt spekulationer.

Midt i billedet "Holehuset" set fra markvejen fra Skræppedalsvej om til Husby Hole. Til højre ejendommen på hjørnet af Skræppedalsvej og Eskørgyden. Dalen midt gennem billedet er den rørlagte bæk fra Husby Hole til Moserenden.

Yderst i bylavet Eskør ved Moserenden på grænsen ind til bylavet Husby lå "Holehuset". På en gård i Husby gik en ældre ungkarl Anton Larsen rundt og manglede en kone. Han var født i Højen i Vejle Amt i 1873 og var dermed blot 4 år ældre end husejersken Kirstine i Hygind. En sammenføring af disse tre parter - "Holehuset", Kirstine og Anton - var helt klart en fornuftig handling. Det blev også resultatet efter et bryllup den 7. december 1927.

Kirstine solgte ejendommen i Hygind, og de flyttede som ægtefolk på 54 og 50 år sammen i "Holehuset". Men måske har der udover fornuft også været noget romantik med i billedet. De kan have mødt hinanden så mange steder i sognet, men min romantiske streng kommer til at tænke på, om de kan have mødt hinanden til de skovballer, der gennem mange år blev afholdt i Husby Hole ikke langt fra "Holehuset" og fra vores barndomshjem. Hvem ved?

Vor Frue Kirke, Odense

Brylluppet var noget specielt. Det blev ikke indgået i Husby Kirke, men i Vor Frue Kirke i Odense. Brudeparret lejede en bil med chauffør og blev kørt til Odense. Vielsen blev forrettet af pastor Mollerup fra Vor Frue Kirke. Vidnerne var chauffør Viggo Hansen fra Husby og graver Niels Hansen fra Odense.Der har åbenbart ikke været andre deltagere ved ceremonien. Det blev noteret i kirkebogen, at Anton Larsen var husejer, så han må allerede på det tidspunkt have erhvervet "Holehuset".

Hvorfor de valgte Vor Frue Kirke langt væk i Odense er svært at svare på. Brylluppet kunne jo ikke holdes hemmeligt. Det blev nemlig lyst i Husby Kirke den 20. november 1927. Mon ikke forklaringen er, at nu havde de begge ventet på ægteskab i så mange år og med så mange forhindringer, at når det nu skulle være, skulle der kirkeligt slås til med den store hammer med en bykirke. Eller måske var det for at undgå "globryllup". De har ikke rigtig haft noget familie og en større omgangskreds at fejre vielsen med, så måske indbefattede turen til Odense også en middag på en restaurant eller en kro. Det kunne jeg unde dem. Med deres påholdenhed tvivler jeg dog på det, men måske afveg de denne ene gang fra deres natur. 

Kirstines verden forandrer sig igen 

Efter brylluppet i 1927 levede Kirstine og Anton i 23 år sammen i "Holehuset", en ejendom frit men ensomt beliggende med smuk udsigt over Husby Mose og Husby Hole. I starten var nærmeste nabo Søren Laurits Sørensen og familie i husmandsstedet på hjørnet af Skræppedalsvej og Eskørgyden samt den tidligere møllegård Holegården ude ad markvejen mod øst fra Skræppedalsvej, højt oppe på bakken mod Håre. Søren Laurits Sørensens familie bestod af hustruen Anne Johanne og sønnen Kai. Kai blev aldrig kaldt andet end Kai S.L. ("æsel") efter faderens forbogstaver. S.L. Sørensen drev frugtplantage og solgte maskiner og cykler. I 1948 kom der flere naboer til her i det yderste land kaldet Holen (hulen, efter den kedelformede dal) mellem landsbyerne Husby, Eskør og Hygind. Da blev de tre huse for foden af Skræppedalsbakken bygget.

Da Anton blev syg og alderssvækket, fik han bolig på De Gamles Hjem i Ejby Stationsby. Siden blev han indlagt på Sygehuset i Middelfart, hvor han døde 77 år gammel den 29. november 1950.

Kirstine blev boende i "Holehuset" efter Antons død. Det må have været et ensomt liv. Jeg ved ikke, om hun havde en omgangskreds eller om nogen hjalp hende, men nogen hjælp må hun vel have fået. Som naboer besøgte vi hende som nævnt af og til og slog blandt andet hendes græsplæne. Hun boede i "Holehuset" i endnu 19 år efter Antons død, før hun blev indlagt på Sygehuset i Middelfart, hvor hun døde 91 år gammel den 25. januar 1969.

Berigende periferisk at have kendt Kirstine. Jeg tænker på hendes tilgang til livet, hver gang jeg passerer forbi "Holehuset", der ligger der endnu, men godt gemt af buske og træer.

Ib Hansen

Her er omtale af flere personer fra Skræppedalsvej, der har gjort indtryk på mig i min barndom i Husby: https://ih18.blogspot.com/2018/02/barndommens-vej-landskaber-og-mennesker.html

Den korte historie om Husby

På min reol står de meget værdsatte og anbefalelsesværdige bøger "Den korte historie om Tyskland" og "Den korte historie om England".  Begge bøger er skrevet af James Hawes. Nu får jeg jo nok ikke James Hawes til at skrive en tilsvarende bog "Den korte historie om Husby". Så hvorfor dog ikke prøve selv, ikke med en bog, men med en kort fortælling?

Her kommer mit forsøg. Jeg skal understrege, at det er en fortælling.  Det er ikke en historieafhandling, men jeg har tilstræbt, at alle fakta er så korrekte som muligt. Den blev så kort, som jeg nu kan gøre det.

De første mennesker på Husby-egnen

Der har levet mennesker på Husby-egnen i tusinder af år. Menneskene bosatte sig i det af den seneste istid formede landskab. Den seneste istid begyndte for cirka 117.000 år siden og sluttede for cirka 11.700 år siden.  Først formede den seneste istids gletsjere de store linjer i landskabet. Is og vand modellerede herefter gennem årtusinder videre på området. Resultatet blev bløde bølgende bakker, snoede bække, strømmende åer, stille søer, snævre bugter og brede vige. I dette attraktive område slog mennesker sig ned for omkring 7.300 år siden. I begyndelsen levede de af havets rigdomme og skovenes rige dyreliv. Senere slog de sig også på landbrug.

 

De første mennesker kender vi ikke så meget til, men gennem arkæologiske fund kan vi alligevel forestille os, hvordan menneskene her på egnen har levet op gennem tiden.

Rekonstruktion af ung kvinde fra Ertebølletiden for 6-7000 år siden fundet i Tybrind Vig. Udstilling på Moesgård Museum.

Fund fortæller om fortiden 

De marinarkæologiske fund fra Tybrind Vig fortæller os om de mennesker fra Ertebølletiden, der levede her for 6-7000 år siden. De levede af jagt og fiskeri. Da landet i det sydlige Danmark løbende sænker sig, ligger deres boplads nu under vandet ude i Tybrind Vig.

 

Tæt på Hylkedamvejen kan vi inde i Håre Bjerge vandre op på 4 meter høje gravhøje fra bronzealder og yngre jernalder. Her blev områdets døde gennem århundreder begravet for 2000-4000 år siden. Den tids mennesker har, som mennesker til alle tider har gjort, anråbt de højere magter om hjælp til at klare dagen og vejen. Det er der blandt andet fundet spor af tæt på Håre Mose, hvor nogle af bronzealderens mennesker for cirka 3000 år siden ofrede et fornemt bronzealdersværd, der i næsten intakt tilstand blev udgravet for få år siden. Som et led i deres religiøse handlinger brugte bronzealderens mennesker store slyngede blæseinstrumenter støbt i bronze. Sådanne instrumenter kaldes lurer. I Tellerup Mose nær Ørslev ganske tæt på vejen mellem Husby og Ejby er fundet et par fornemme 3000 år gamle bronzealderlurer.

 

Nær Hygind Torp- også ved vejen mellem Husby og Ejby - er der ved Hjortebjerg fundet gravpladser fra førromersk jernalder for omtrent 2.500 år siden.

Skriftlige kilder fortæller Husby-historie

Længere fremme i tiden begynder vi at kunne bruge skriftlige historiske kilder til fortælle os om Husby-egnens historie, ligesom vi stadig rundt i landskabet kan møde fysiske minder, der viser os noget om fortidens menneskers aktiviteter.

 

Mest markant og også ældst er selvfølgelig Husby Kirke. Den er opført for cirka 8-900 år siden omkring år 1200 e. Kr. Kirken er opført i granit og ligger højt, så den med sine smukke gule pilastre og den løgformede kuppel er synlig så godt som i hele Husby Sogn. På det tidspunkt, da kirken blev opført, levede der selvfølgelig fast bosatte mennesker her. Mennesker der levede af landbrug og fiskeri. De fleste boede i landsbyen Husby omkring det nuværende kryds mellem Storegade og Lillegade samt ved Sjobjergvej.

Navnet Husby nævnes på skrift første gang i år 1295 efter Kristi fødsel.   ”Hus” betyder befæstet gård. En gård der som regel var ejet af en kongelig lensmand eller en af den katolske kirkes højeste ledere. ”By” betyder landsby. Husby er altså landsbyen med den befæstede gård. Kirken lå de første mange århundreder ensomt et stykke udenfor landsbyen, østligst i sognet. Der var i århundreder efter kirkens opførelse bebyggelsestomt mellem landsbyen og kirken.

Grevskabet Wedellsborg har i høj grad defineret Husby

Husby Sogns historie kan ikke fortælles uden at fortælle om grevskabet Wedellsborgs historie.

Første gang vi i kilderne kan læse noget om det, vi idag kender som Wedellsborg er i 1295. Her nævnes en hovedgård kaldet Husbygård, ikke at forveksle med nutidens Husbygård. Den daværende Husbygård lå i landsbyen Husby. I begyndelsen af 1300-tallet blev denne gård flyttet ud fra landsbyen og ud til den nuværende og mere beskyttede placering. Gården fik da navnet Iversnæs. Ivers er ikke et mandenavn, men en forvanskning af det oldnordiske "iurs", som betyder vildsvin. Altså kom hovedgården til at ligge på vildsvinenæsset.

I midten af 1300-tallet blev Iversnæs overtaget af holstenske adelsmænd. Fra slutningen af 1300-tallet kom godset atter på danske hænder. Godset var i de følgende århundreder gennem en turbulent periode, hvor ejendommen hurtigt skiftede hænder.

I 1664 blev Iversnæs overtaget af Hannibal Sehested. I 1665 fik Sehested fri birkeret på sine to herregårde, Tybrind og Iversnæs. Det vil sige, at herregårdene blev selvstændige retskredse, hvor Sehested fik bevilling til selv at udnævne og aflønne dommere. En sådan retskreds blev kaldt birketing og var uafhængig af den tids gængse herredsting.  Birketinget og sædet for birkedommeren var Kællingbjerg, der ligger ved Hygind Torp, tæt på vejen mellem Husby og Ejby.

Sehesteds datter Christiane Sophie overtog Iversnæs og giftede sig med den tyske adelsmand Wedell. I 1672 blev Wedell ophøjet i den danske grevestand, og dagen efter ophøjelsen oprettede han af herregårdene Iversnæs og Tybrind grevskabet Wedellsborg.

Wedellsborg Slot

Grevskabet Wedellsborg blev gennem de følgende århundreder en helt afgørende faktor for Husby og mange andre vestfynske sogne, hvis gårde efterhånden blev lagt ind under Wedellsborg Gods og Birketing. Bønderne var på det tidspunkt under godset, skulle betale leje af deres gårde og gøre tvangsarbejde - det såkaldte hoveriarbejde. Vejen mellem Husby og Håre hedder stadig Hovvej, som en reminiscens fra den tid, hvor bønderne fra nordøst drog ad denne vej, når de skulle udføre deres hoveriarbejde på Wedellsborg Gods. Hvis der skete ulovlige handlinger, eller der var tvistspørgsmål, blev bønderne dømt af den af greven udnævnte birkedommer, der residerede på Kællingbjerg.

Wedellsborg Birks tidligere birkedommerbolig, Kællingbjerg

Vi forlader lige Wedellsborgs historie et øjeblik for at fortælle om en stor og dramatisk begivenhed i både Iversnæs´ og Husbys historie. Den begivenhed kender vi både fra skriftlige kilder og fra fund. På markerne ved Eskør er der gennem tiden fundet en del geværkugler, der minder om dengang svenskerne i den kolde vinter 1658 gik over det tilfrosne Lillebælt og ved landgangen i Tybrind Vig stødte sammen med danske tropper, der dog ikke kunne forhindre dem i at fortsætte besættelsen af Danmark.

Men tilbage til det nye grevskabs indflydelse på Husbys historie.

Fæstegårde, kirke og skole

Som nævnt ejede Grevskabet Wedellsborg på en stor del af Nordvestfyn en mængde bøndergårde og andre ejendomme. 

Grevskabet ejede også mange af områdets sognekirker, herunder selvfølgelig Husby Kirke. Greven modtog kirkernes afgifter kaldet kirketidende, som skulle betales af bønderne. Først i 1990 overgik Husby Kirke til menigheden. Grevekronen hænger stadig og minder om forgangne tider i kirkens historie. 

Husby Kirke set fra vest

Det var også grevskabet, der havde indflydelse på bønderbørnenes undervisning. Før folkeskolelovene i 1814 var der ikke rigtig nogle fælles landsdækkende retningslinjer for børnenes undervisning udover nogle regler for konfirmationsforberedelsen.

I 1712 stiftede lensgrevinde Banner en fundats, der skulle sikre etablering af skoler i Husby og i flere andre tilstødende sogne. Husby Skole kom til at ligge ved kirken i 171 år, indtil den i 1893 blev flyttet til nye bygninger på hjørnet af nuværende Storegade og Skræppedalsvej, hvor bygningen fortsat ligger, selvom skolen blev nedlagt i slutningen af 1960´erne for at blive lagt sammen med Tanderup Skole. Husby Skoles bygninger bruges nu til smykkeværksted og beboelse.

Husby Skole i 1962, nogle år før lukningen

Landsbyen og landskabet forandrede sig

Gennem århundreder blev landbrugsjorden drevet gennem landsbyfællesskaber, hvor bønderne i fælleskab pløjede, såede og høstede landsbymarkerne, der lå tættest på landsbyen. Tilbage i oldtiden blev jorden pløjet med en ard. En ard var vel nærmest en træpind, der blev trukket gennem jorden af okser og lavede nogle lange riller. I 1100-tallet blev arden afløst af hjulploven, der kunne vende den pløjede jord. Denne funktion blev brugt til at at vende furerne ind mod hinanden, så der opstod langstrakte forhøjninger og lavninger på markerne. Et eksempel på en sådan højrygget mark kan vi endnu se nær Hårevej ved vejen mellem Håre og Favrskov, lige ved p-pladsen der ligger på venstre hånd i skovkanten, når man kommer fra Håre. Marken plejer at være afgræsset af får, så man rigtig kan se ryggene og lavningerne på marken.

Landsbyernes kreaturer blev af landsbyhyrderne drevet ud på landsbyernes overdrev, den ikke-dyrkede jord der lå i udkanten af landsbyernes dyrkede arealer. Husby Mose, Husby Hole, strandengene ved Sdr. Åby, Husby og Eskør og lignende områder er eksempler på sådanne overdrev. I Husby Sogn er der fire landsbyer, der tidligere blev drevet efter modellen med fælles drift af markerne og fælles udnyttelse af overdrevene. Det er Husby, Sønder Åby, Eskør og Hygind. Hertil kommer så selvfølgelig herregårdsjorden, som havde sin egen drift, hvor man blandt andet benytte bønderne til tvangsarbejde. Mellem landsbyerne var der helt frem til 1800-tallet næsten bebyggelsestomt.

Men så skete der noget, der kom til at ændre landskabet i Husby Sogn. ligesom i andre sogne udover landet. Landets enevældige konge udstedte i 1781 en lov om, at landsbyjordene skulle udskiftes, det vil sige de enkelte gårde skulle have hver deres jord samlet i marker.

Det forandrede landskabet, da hver gårds marker nu blev afgrænset af markdiger med levende hegn. Efterfølgende skete der det mange steder i landet, at nogle af landsbyens gårde blev flyttet fra landsbyen ud på den pågældende gårds marker, væk fra landsbyen. Det gik det lidt trægt med i Husby Sogn. Helt op til slutningen af 1800-tallet var det kun få gårde, der var placeret uden for landsbyen. Et eksempel er Holegården, der oprindelig var en møllegård. Et andet eksempel er Hygind Torp og Hvidensand, der blev flyttet ud på deres marker yderst ude i landsbyen Hygind. Som et tredje eksempel kan nævnes Nygård i Sdr. Åby.

Baggrunden for denne træghed var nok fæsteafhængigheden af Wedellsborg, der jo ejede gårdene. Og så kunne det også de fleste steder lade sig gøre at placere markerne i stjerneform eller kamform, så gårdene kunne blive i landsbyerne og alligevel have direkte adgang til den enkelte gårds jord. Det var jo mere trygt at blive i landsbyens sikre fællesskab i forhold til ransmænd og vilde dyr.  Sdr. Åby er et meget fornemt eksempel på en sådan landsby, hvor gårdene stadig ligger i landsbyfællesskabet langs en gennemgående vej.

Sdr. Åby er en "slynget vejby", hvor markerne "stråler" ud fra de enkelte gårde

Nye tider

I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet kom der mere gang i forandringerne. Der blev bygget mejeri, brugsforening, forsamlingshus, en ny skolebygning, forretninger, telefoncentral, rutebilstation med pakkeudlevering og andre bygninger til diverse funktioner 

Husby Forsamlingshus i 1960

Som et af de sidste steder i landet kom lensafløsningen endelig til Husby i 1916-19. Fæstegårdene blev til selvejergårde. Wedellsborg Birkeret blev i 1919 afløst af det almindelige retssystem. Landbruget udviklede sig i retning af mere animalsk produktion, som krævede mange ansatte.

Gårde som for eksempel Breidablik-også kaldet Sognefogedgården, Blidkær og Klokkekær flyttede i starten af 1900-tallet ud fra den oprindelige landsby, der som nævnt, indtil da var afgrænset til området ved Kalvehave, ved krydset Storegade-Lillegade, langs Lillegade og Sjobjergvej. De flyttede ud på deres marker i det indtil da gårdtomme område omkring Husby Kirke. Der blev bygget huse, både i landsbyerne og ude i det åbne land. 

Det åbne stykke langs vejen mellem landsbyen Husby og kirken blev  bebygget. Landskabet ændrede sig igen markant. Masser af levende hegn og spredt bebyggelse med gårde, husmandssteder og huse. Husby Sogn var på den tid inde i en markant positiv udvikling.

Siden 1843 var sognene - herunder selvfølgelig også Husby Sogn - blevet ledet af et såkaldt sogneforstanderskab. Sogneforstanderskaberne bestod blandt andet af godsejerne, præsterne og herreds- og birkefogederne. I Husby Sogn bestod forstanderskabet derfor blandt andet udover greven selv af sognepræsten og birkefogeden, der begge blev udnævnt af greven. Bønder og borgere havde således ikke megen magt over egne forhold.

Sogneforstanderskaberne blev i 1867 afløst af sogneråd, hvortil ret store grupper af befolkningen - men ikke alle - havde valgret, blandt andet ikke kvinder og folk på fattighjælp. Det gav nu ikke de store ændringer i Husby. Mange stemte på partiet Højre - forgængerpartiet for nutidens Konservative. Godsejeren var konservativ. I flere år - helt frem til omkring 1920 - blev greven eller hans forvalter af sognerådsmedlemmerne valgt til sognerådsformand. Mange af sognerådets øvrige medlemmer var afhængige af grevskabet.

Nå, jeg skal jo huske, at min ambition var at lave en fortælling under titlen "Den korte historie om Husby", så lad os springe frem til moderne tid.

Udvikling og afvikling

I takt med landbrugets omlægning til en højere grad af animalsk produktion kom der flere ansatte i landbruget og i landbrugets støttefunktioner som for eksempel mejeri, håndværk, energiforsyning og handel. Befolkningstallet i Husby var i udviklingsårene stigende.

Vi kan lade tallene tale i form af nogle udvalgte indbyggertal. I 1801 var der i Husby Sogn 802 indbyggere. Indbyggertalet var i 1890 steget til 972. I 1930 var det faldet til 784 indbyggere, mens indbyggertallet i 2024 nu er helt nede på 359.

Ændringerne i indbyggertallet fortæller om flere faktorer, der har påvirket Husby Sogn. Mekaniseringen af landbruget o. 1960 betød markant færre ansatte. Mange ikke-jordbesiddende indbyggere flyttede under den såkaldte anden industrielle revolution i 1950´erne og 1960´erne til købstæderne for at arbejde på fabrik, i butikker eller i entreprenørvirksomheder. Som mange andre landkommuner forsøgte Husby Sogneråd at modvirke forandringerne ved i 1950´erne blandt andet at udbygge og renovere Husby Skole, bygge to nye lærerboliger, etablere en af den tids bedste sportspladser på Vestfyn og asfaltere og forbedre vejene. Lige lidt hjalp det. Det var for sent. Her som andre steder ud over landet havde landsbyerne svært ved at klare sig. Skolen blev omkring 1965 fusioneret med Tanderup Skole og nogle år senere helt nedlagt, ligesom Tanderup Skole nu også er det. Hvor der før var et rigt idrætsliv, blev det nu vanskeligt i de forskellige idrætsgrene at stille hold. Husby Brugsforening blev nedlagt. De tidligere 5 købmandsforretninger spredt ud i sognets landsbyer blev nedlagt. Der var ikke længere slagterforretning, cafe og brødudsalg, og i hele sognet er der nu kun en smedie tilbage. Autoværkstedet på Husby Storgade har mærkværdigvis overlevet og lagde for nogle år siden lokaler til en mindeværdig meget velbesøgt koncert med Car Park North.

Kommunalreformernes tid

Den generelle udvikling i landkommunerne førte med sig, at Folketinget i 1970 besluttede at gennemføre en kommunalereform med etablering af 272 storkommuner fremfor de tidligere omkring 1300 sognekommuner. 

I Husby Sogn havde man ligesom i blandt andet Ejby-Balslev, Føns-Ørslev, Tanderup og flere andre sognekommuner set skriften på væggen. Før kommunalreformen blev der med disse kommuner i 1966 indgået en frivillig fusion. Det blev i 1970 til Ejby Storkommune, hvor der indgik endnu flere af de tidligere sognekommuner.

Men udviklingshjulet kører ubarmhjertigt. Hastigheden sættes op. Småt er ikke længere godt. Decentralisering afløses af centralisering. Ved kommunalreformen i 2007 betød at 272 storkommuner blev til 98 endnu større kommuner. Middelfart, Ejby og Nørre Åby storkommuner blev slået sammen til Middelfart Kommune. Tanderup Skole blev nedlagt.

Den generelle nedgang i sognenes befolkningstal betød også, at kirkerne og menighedsrådene ikke længere var bæredygtige. Det blev til samarbejde og fælles præst mellem Husby, Føns, Ørslev og Udby, mens Tanderup Kirke er i samarbejde med kirken i Gelsted.

Fremtiden?

Samarbejderne på det kirkelige område viser nok vejen. Der er behov for samarbejde og etablering af nye fællesskaber. Et positivt tegn er etableringen af den nye multihal ved Husby Forsamlingshus og fælles idrætsforening og borgerforening mellem Husby og Tanderup. Imponerende, hvordan frivillige i fællesskab kan etablere og drive sådanne for små sogne vigtige funktioner. Men det er jo også sårbare konstruktioner, hvis man ikke lykkes med at rekruttere nye kræfter, når nogle falder fra.

Det var så mit bud på på Husby Sogn korte historie gennem 7000 år. Når man skal udvikle, er det med at havde rødderne i orden, så der kan suges energi til nye grene og visioner, der forhåbentlig kan udvikle sig i Husby-Tanderup. Jeg giver mine bedste ønsker med på vejen. 

Ib Hansen 14. august 2024

 

Med Husby i hjertet

Poul kom fra Odense. Jeg kom fra Kolding. Vi havde aftalt at mødes ved Husby Forsamlingshus og vandre en tur rundt i Husby Sogn med udveksling af gode minder fra vores fælles fortid i Husby. 

Vi ville også give os tid til at drøfte "verdenssituationen" netop nu, som den ser ud for hver af os og vore. Og så alt det andet som popper op, når gamle kammerater mødes. Der var nok at snakke om. Det er omkring 40 år, siden vi sidst har set hinanden og talt sammen. Ikke noget problem. Fra start var det, som om det bare var i går, vi sidst havde talt sammen. Det tog os 4 timer at gennemføre vandreturen som blev på 8,5 kilometer - der skulle jo være tid til pauser og snak undervejs.

Men hvem er Poul?

Det er Poul Storm Andersen. Også kaldt og bedre kendt på egnen under navnet Poul "Husbygård". Han er min gode skole-, ungdoms- og fodboldkammerat fra vores fælles tid i Husby. Vi flyttede begge fra sognet i starten af 1970´erne, men kom stadig på besøg hos vores forældre indtil midt i 1990´erne. Svært at følge med i sognet, når man ikke længere har familie der. Det er nu mere end tredive år siden, vi ikke længere havde familie i Husby. Jeg kan heldigvis jævnligt glæde mig over mine gode kammerat Arne Lygums beretninger fra Husby og omegn.

Poul, hans forældre og søskende boede de første mange år i vores barndomstid på den gamle Wedellsborgejede Husbygård fra 1846.

Pouls far Aksel var i begyndelsen af deres tid på Husbygård ansat som bestyrer. Senere, da Husbygård af godset blev mageskiftet bort, flyttede Aksel og familien til Nyhuse, og Aksel fortsatte som traktorfører på Wedellsborg. Pouls mor Ingeborg var i øvrigt medlem af Husby sogneråd forud for kommunesammenlægningen i 1966 til Ejby Storkommune. En sammenlægning der foregik før kommunesammenlægningerne blev obligatorsike ud over hele landet i 1970. Ingeborg var også medlem af Ejby Kommunalbestyrelse i en enkelt periode efter sammenlægningen.

Min bror Leif og jeg kom ofte på Husbygård og senere til Nyhuse. Når der er fodbold-VM tænker jeg altid tilbage på året 1966. Det var det år England vandt VM-finalen ved at slå Vesttyskland efter en kontroversiel dommerkendelse. Geoff Hurst hamrede i overtiden målet på overliggeren, så den sprang ned på mållinjen. Indenfor eller udenfor? Det var spørgsmålet. Dommeren dømte mål og England vandt 3-2. Der var ikke VAR dengang, men efterfølgende har situationen været vist mange gange på TV. Det er ikke til at se, om bolden var inde eller ude.

Både Poul og jeg huskede, hvordan vi efter den dramatiske kamp med en fodbold hamrede løs på det mål, han og hans bror Jørgen havde lavet i Husbygårds tidligere hønsegård. Vi gik efter at ramme overliggeren. Det blev et problem for mig i efterfølgende års turneringskampe, idet jeg ved straffe- og frispark havde en tendens til at ramme overliggeren! Der er noget tilfredsstillende i det brag, det giver at ramme målets sammenføjning, "treeren" som vi kaldte det dengang. Det øvede mine brødre Bo, Leif og mig os også i oppe på Husby Sportsplads, hvor vi med gode kammerater tilbragte mange timer af vores fritid.

Poul og jeg huskede også tydeligt, da vi med vore brødre spillede indendørs gespenstfodbold i Husbygårds store nedlagte hønsehus. Hvad er gespenstfodbold?

Jo, det blev det til, fordi det nedlagte hønsehus var desinficeret med kalk. Så efter nogle timers fodboldspil var vi helt dækket med hvidt kalk og lignede nogle gespenster.

I det hele taget gav Husbygård optimale udfoldelsesmuligheder. Vi spillede for eksempel ofte Matador. Det var et spil, vi tog meget alvorligt. Spillet kunne strække sig over mange timer. Der gik meget tid med at være uenige. Oftest indbyrdes mellem de to brødrepar, Jørgen og Poul og Leif og mig. Nogen gange lod vi spillet blive liggende i en af gårdens mange stuer, så kunne vi gøre det færdig en anden dag.

Disse historier og mange flere underholdt vi os med, mens vi bevægede og rundt i det kendte landskab. Nu er landskabet for øvrigt blevet noget forandret. Diger og hegn er fjernet. Stykker af enge er opdyrkede. De tilbageblevne gårdes marker er store, som de herregårdsmarker vi kendte i vores tid.

Vi mødte både levende og døde på vores vandretur. Vi startede nemlig med at gå ind i Husby Kirke, hvor vi begge er konfirmeret. Som altid en smuk oplevelse, også selv om apsismuren er under reparation og alteret i den forbindelse er afdækket. På kirkegården dvælede vi ved forskellige gravstene og udvekslede erindringer om de afdøde.

Så gik vi ad Hovvej i retning mod Håre, men faldt undervejs i snak med Vagn "Klokkekær" Jensen. Imponerende så vidende han er om sognet, og imponerende som han holder sin gamle slægtsgård Klokkekær. Bygninger og have i perfekt og smuk stand.

Fra Hovvej bøjede vi ind på markvejen, der går tværs gennem skov og eng i den hulning, der hedder Holen. Holen var en central del af min og mine brødres verden i vores barndom. Her kælkede vi, løb på skøjter, lavede bål, overnattede i bivuak og legede "vilde" lege.

Derefter gik vi ad Skræppedalsbakken forbi mit barndomshjem op til den gård, vi kaldte Sonefogedgården, men som retteligen har det flotte oldnordiske navn Breidablik. Ad markvejen herfra gik mod Lillegade og Sjobjergvej. Undervejs kunne vi følge Bakkegårdens arbejde med at bringe årets høst i hus. Sikke store maskiner. Det gav anledning til at fortælle om, hvordan vi begge på forskellige gårde havde hjulpet med at køre korn fra traktortrukne mejetærskere eller køre fyldte kornsække ind fra markerne. For mit og min bror Leifs vedkommede var det især på Sognefogedgården hos Jørgen Andersen, vi hjalp til i høstens tid. Her hjalp vi nu til året rundt. I høstens tid hjalp vi også nogle gange på Klokkekær sammen med Vagn, hos Vagns onkel Jens Peter på Holegården og hos Jens Jacobsen i Lillegade. Vi kunne begge huske , hvor godt vi blev behandlet af gårdmandskoner, der vist glædede sig over at have mandskab i huset til frokost i en tid, hvor mekaniseringen havde afskaffet tjenestehold på gårdene. I hvert fald nød vi nogle gode frokoster.

Vi havde planlagt at holde ølpause ved Husby Strand. Godt med en kold øl i det fine, lyse og varme sensommervejr. Sikken udsigt over Tybrind Vig til Skærbækværket og til det yderste af Wedellsborg Hoved. En af historierne, vi huskede her, var om, dengang vi to brødrepar lå i telt en nat på strandengen ved Husby Strand. Vi så lys ude på vandet og gejlede hinanden op om smugling og andre lyssky ting, der måtte foregå ude i Vigen. Efterfølgende troede vi ikke rigtig selv på det, men her mange år efter har jeg læst, at netop kysterne ved Wedellsborghalvøen var en del brugt af cigaretsmuglere fra Østeuropa.

Fra Husby Strand gik vi op forbi Pouls barndomshjem Husbygård og diverterede hinanden med førnævnte historier. Ærgerligt som gården er forfalden. Der er ikke meget, der fortjener at bliver stående. Sikken en grund at bruge til opførelse af for eksempel seniorboliger, hvor beboerne vil kunne glæde sig over udsigten over Tybrind Vig og Lillebælt og over den lette adgang til skov og strand.

Nå, og så kunne vi ikke lade være med at blive imponerede af de kæmpe maskiner, Wedellsborg Gods tager i anvendelse, når høsten hurtigt skal bringes i hus. Sikke store mejetærskere, traktorer og kornvogne. Imponerende i forhold til de maskiner, vi var i lag med for omkring 60 år siden. Det høstede korn bliver med det samme læsset over i en af de store nye megalastbiler, der herefter bringer det ud til Wedellsborgs silo- og korntørringsanlæg på Fønsskov. Vi talte med lastbilchaufføren, der kunne fortælle, at lastbilen i denne tid kører i døgndrift. Det er blot chaufføren, der afløses for at overholde hviletidsbestemmelserne.

Vi gik ind på Husby Storgade ved det arkitektonisk vildt flotte men meget slidte hus, Skårenborg. Huset er for øvrigt til salg, men kræver mere end blot lidt renovering.

Ad Storegade kom vi forbi stederne, hvor købamnad Hallberg, Otto Barber, Ruteras og Jørgen Bjørnekær boede. Hvert sted kunne vi udveksle historier. Det kunne vi selvfølgelig også, hvor Ellas brødudsalg engang lå og udover brødudsalg og kiosk også var mødested for egnens unge i fritiden.

Så var vi ved at være rundt. Vi valgte at gå tilbage til vores biler ved forsamlingshuset ved at gå over sportpladsen, der engang var et af de flotteste og bedste sportsanlæg på Vestfyn. Her var der selvfølgelig mange historier at fortælle om de mange timer, vi har brugt til skoleidræt, træning og turneringskampe på dette anlæg.

Så ville vi lige slutte dagen med en cola på bænken ved forsamlingshuset og minihallen før, vi tog hver til sit. Men så skete der noget!

Drit, drat dukkede der pludselig kendte ansigter op. Min gamle klassekammerat fra Husby Skole Vagn Åge. Arne min lillebrors klassekammerat og hans kone Marjan, hvis søn min mor af og til passede, da han var barn. Ole Vagn som så flot ordner en stor del af idrætsforeningens og borgerforeningens kommunikation samt en hel del andre personer. De skulle blandt andet i gang med at ordne forsamlingshusets og hallens udearealer. Imponerende, hvad et sådant lille samfund som Husby-Tanderup med blot tilsammen 5-600 indbyggere kan klare. Det kan beboerne i de to sogne godt være stolte af. Og min gamle klassekammerat Vagn Åge kan være stolt af at være udnævnt til æresborger på grund af hans store hjælpsomhed.

Så tog Poul og jeg hver til sit. Berigede af en god dags mange oplevelser, både med hensyn til landskab og ikke mindst mødet med mennesker. Tak for turen Poul. 

Hvor er jeg dog personligt glad over, at jeg for år siden fik den ide at vandre gennem sognet eller mødes med mennesker, der enten bor der endnu eller er flyttet, men fortsat bærer Husby og deres opvækst der i hjertet. Forhåbentlig kan jeg glæde mig til mange flere af den slags nostalgivandringer, men det giver jo også noget selv at vandre og lade tankerne flyve frit. 

Ib Hansen, tirsdag 13. august 2024.

Når skæbnen griber ind

Det var en aften som i aften. En lun sommeraften en af de sidste dage i juli. Men vi skal 56 år tilbage. Tilbage til det herostratisk berømte år, 1968. Året hvor alt var i opbrud. Og vi skal tilbage til Husby. En aften hvor jeg tumlede med et mylder af tanker. Hvordan skulle jeg finde den rette vej?

I den lune sommeraften gik jeg op ad Skræppedalsvej, fra Holen op mod Husby. Alt åndede fred og idyl. Solen var på vej ned over Sjobjerg og Rævebjerg. Mosekonen var så småt begyndt at brygge, så bryggesafterne hang tungt over Husby Mose. Mosen, markerne og skoven sendte krydrede sommerdufte ind over Skræppedalsbakken. 

Mit hoved var fyldt med myriader af forvirrede tanker. Hvad skulle jeg give mig til efter den i juni 1968 overståede realeksamen. Jeg havde søgt et ufaglært job, men havde fået afslag. Det var nok meget godt med mine ti tommelfingre. Men hvad skulle jeg så? Hvad skulle der blive af mig? Min et år yngre bror Leif, som jeg havde gået i klasse med i alle de foregående 10 år, var rejst hjemmefra som 17-årig. Helt til København for at påbegynde en uddannelse i det hæderkronede Østasiatisk Kompagni, ØK. Nu var jeg alene tilbage. Vidste ikke, hvad vej jeg skulle vælge.

Men så greb tilfældet ind. På vej tilbage ned ad bakken mødte jeg tilfældigvis min gamle klassekammerat Agnete, der kom trækkende med sin cykel op ad den lange stejle bakke på vej fra Ejby mod sit hjem i Sønder Åby. Agnete havde min bror Leif og jeg gået i klasse med, først 7 år i Husby Skole, så 2 år i Ejby Folke- og Realskole, indtil Agnete sammen med Inger fra Eskelund i Håre gik ud efter 2. real for at gå på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Andre fra klassen i Ejby tog til gymnasiet i Fredericia, eller til Handelsskolen i Assens, gik i lære eller fik et arbejde . På dette tidspunkt var der endnu ikke gymnasium i Middelfart. Agnete foreslog, at jeg dagen efter skulle tage kontakt til vores skoleinspektør Holger Lund på Ejby Folke- og Realskole for, at han her nogle få dage før det nye skoleårs start skulle lægge nogle gode ord ind for mig overfor rektor Poul Hansen på Vestfyns Gymnasium.

Jeg fulgte Agnetes råd. Holger Lund lagde gode ord ind for mig. Nogle få dage efter startede jeg tre spændende og udviklende år i gymnasiet. Gik efterfølgende i gang med en uddannelse til lærer på Kolding Seminarium. Fik en god og bred pædagogisk og faglig baggrund i adskillige fag. Jeg specialiserede mig i linjefagene historie og geografi. Og har efterfølgende gennem årtier haft spændende jobs, udfordringer og udviklingsmuligheder på flere forskellige poster i uddannelsesverdenen. Både som underviser og administrator. Har haft fantastiske ledere, kolleger, elever og forældre. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte denne vej. Tvært i mod. Jeg har været taknemmelig for alle de gode muligheder, der er blevet mig til del. Til og med fandt jeg på seminariet min nuværende kone. Vi fik en datter, der også er læreruddannet. Jeg kom på rette hylde.

Hvert år på denne tid af året tænker jeg på den lune sommeraften i Husby for mange år siden, hvor tilfældighedernes spil fik mig ind på rette livsbane. Samtidig tænker jeg  på de mange unge nu til dags, der har svært ved at finde ud, hvad vej de skal gå. Først bliver det til et sabbatår. Så to. Og måske endda tre. Nogle kommer ikke rigtig i gang med noget, hverken arbejde eller uddannelse. De er ikke at misunde. Jeg ønsker dem alt det bedste og håber de finde den rette vej for dem.

Ib Hansen tirsdag 30. juli 2024 

Forfatter med rødder i Husby dømt i kriminalretten

Adlerhus

 

Født i Husby Sogn. Efter retssag blev han dømt for fornærmelse af landets højeste embedshavere. 

Det var nu en indirekte snedigt udtænkt dom. Retten dømte ham efter lovens paragraffer om utugtige skrifter og ikke efter paragrafferne om majestætsfornærmelse og ærekrænkelser. Det var der en særlig grund til. Den vender vi tilbage til. 

Det var grove sager delinkventen diverterede sine læsere med. Her er et eksempel på hans omtale af de højeste personer i det danske samfund:

" Jeg ler ad hver en dosmerpande,

i hvilken kjole han end går;

om han regerer folk og lande,

om han på talerstolen står;

Jeg ler ad alle Jordens narre,

og ingen for min spot går fri,

men mest jeg ler ad dem, som parre 

med dumhed pral og skryderi...."

Frederik Julius Schaldemose
(Født på Wedellsborgs i Adlerhus den 15. februar 1783, død i København 70 år gammel 22. februar 1853)

Prikkeltorne

Det er forfatteren Frederik Julius Schaldemose, der har skrevet dette beske udfald mod kongen. Han blev født i Adlerhus ved Wedellsborg i Husby i 1783. Han kom flere gange i retten for sine krasse udfald mod samfundets magthavere. Schaldemose udgav et ugeblad under titlen "Prikkeltorne". Ovennævnte er hentet fra et nummer af "Prikkeltorne."

Så godt som hvert nummer af "Prikkeltorne" indeholdt drastiske angreb mod kongerne Christian den Ottende (1839-1848) og Frederik den Syven­de (1848-1863), mod ledende politikere og forfattere som Carl Ploug og Grundtvig, mod rigsdagsbønderne, men frem for alt imod kvinden Frederik den Syvende giftede sig med til ventre hånd, grevinde Danner og hendes tidligere elsker Carl Berling, »Trykkeren«, som nu havde en høj hofstil­ling hos Kongen, bl.a. som kammerherre.

Grevinde Danner og Frederik den Syvende

Det var grove og slibrige udsagn Schaldemose fremsatte i sine smædeviser i "Prikkeltorne" om grevinde Danner, Frederik den Syvende og grundlæggeren af Berlingske Tidende Carl Berling. Her er et eksempel:

"...Og nu en sang om en figurantinde,

som blev gjort om til en nådig grevinde

ved hjælp af to lægge, to lår og en brand,

som nærmest forplumret en højheds forstand..."

Dømt ved Københavns Criminal- og Politiet

Schaldemose blev indbragt for den dengang nye domstol Kjøbenhavns Criminal- og Politiret, som ved dom af 18. novem­ber 1851 uden anden begrundelse end den tomme, at Schaldemose ved det utugtige indhold i sine skrifter havde forset sig imod § 8 om utugtige skrifter i "Lov om Pressens Brug" af 3. januar 1851. Retten idømte ham en bøde på 200 Rd. og konfiskerede det relevante nummer af "Prikkeltorne". Det var snedigt af anklagemyndigheden at vælge denne paragraf i stedet for for eksempel samme lovs paragraf om majestætsfornærmelse (rettet mod Frederik den Syvende) og lovens paragraf om ærekrænkelse (rettet mod grevinde Danner). Havde anklagemyndigheden valgt disse paragraffer havde den jo gået Schaldemoses ærinde og havde erkendt, at versene kunne udlægges som rettet mod Frederik den Syvende og Grevinde Danner. Senere samme år fik Schaldemose endnu en dom for sine efter rettens forklaring utugtige skrifter.

Domsakterne nævner ikke, om bøderne blev betalt eller afsonet, men da Schaldemose ved sin død mindre end et år efter intet ejede, har han forment­lig afsonet bøderne. Ifølge anordning af 16. november 1836 omsattes uafsonede bøder til fængsel på vand og brød.

Retssagerne mod Schaldemose medførte, at konge- og systemtro kredse gav ham det lidet flatterende øgenavn Skurkemose. Men hvem var Frederik Julius Schaldemose egentlig?

Frederik Julius Schaldemose

Frederik Schaldemose blev som nævnt født på i Adlerhus i 1783. Hans forældre var skovrider på Wedellsborg Niels Schaldemose (1743-1789) og hustru Cathrine Marie født Smidt (1756-99).

Den unge Schaldemose tog studentereksamen i Horsens og tog efterfølgende flere andre eksamener. Under Napoleonskrigene (1803-1815) deltog han som sekondløjtnant i Landeværnet. I 1808 blev Schaldemose under en sejlads mellem Århus og Kalundborg taget til fange af englænderne. 

Det engelske skib, hvor han blev holdt fanget, drev under en storm ind på den hollandske kyst. Det lykkedes ham under skibets ophold i Holland at undslippe. Han gik i hollandsk militærtjeneste, men skiftede senere til et sekretærjob for en fransk efterretningsofficer, som han fulgte under flere spionrejser rundt i Europa. Disse rejser og hans videre studier gav ham gode og mangfoldige sprogkundskaber og omverdensforståelse, som han fik stor nytte af efter han vendte hjem til Danmark i 1812.

I første omgang indtrådte han igen som sekondløjtnant i hæren. Senere blev han adjunkt på Nykøbing Falster Katedralskole.

Schaldemose udnyttede sine sproglige talenter som forfatter og oversætter. Blandt mange oversættelsesarbejder har han oversat Goethe og Walter Scott til dansk. Senere tog han forskellige jobs udenfor den akademiske verden og begyndte at udgive sin ugeskrifter med smædeviser for at tjene penge. Det blev disse viser, der ødelagde hans ry som oversætter og forfatter. 

"Prikkeltorne"

I bogen "Konger, krigere og andet godtfolk. Ti historiske retssager" har Peter Garde, tidligere dommer ved Retten i Hillerød dog betegnet ham som "en mand af et ikke ringe format i den danske litterære verden i tiden 1825 - 1850". Peter Garde mener for øvrigt, at Schaldemoses eventyrlyst og mange rejser rundt i Europa har givet ham en robust og kamplysten livsholdning. En kamplyst der måske har givet sig udslag i hans lyst til at sætte sig op mod og drive gæk med hans samtids autoriteter.

Det tror jeg, der kan være noget om. Men måske har hans rødder i den fynske muld i en egn med stovte og stærke ege- og bøgetræer, født ind i en skovmandsfamilie og med en barndom i et lokalsamfund, hvor faderens arbejdsgivere stadig efter demokratiets indførelse 5. juni 1849 blev omtalt som "nådigherren" og "nådigfruen" også sat sit præg på hans seje og stridbare sind. Hvem ved? Sjovt er det for øvrigt, at både Schaldemose og digteren Lars Clausen har haft deres gang i og ved Adlerhus.

Ib Hansen 26. juli 2024