Lammes indsigten, evnen og viljen til demokrati?

"...Efter min opfattelse består en påtrængende opgave i, dels at ændre kursen for mål og mening med uddannelse, dels at arbejde for, at så mange som muligt via undervisning og oplysning kan få del i den viden, som er en basal forudsætning for på rimelig vis at kunne fungere som aktiv borger i demokratiske sammenhænge. Vi MÅ gøre den amerikanske sociolog og filosof Christopher Lasch’s ord til skamme, at samtidens kompleksitet ser ud til at lamme ikke bare evnen, men også viljen til medbestemmelse... Jeg ser kun en udvej: uddannelse og oplysning, kritisk dannelse...”

Sådan skrev min bror Leif Emil Hansen i det, der skulle blive hans sidste bog. En bog han med gode venners og tidligere kollegers hjælp fik udgivet på Roskilde Universitets forlag i maj 2019 på et tidspunkt, hvor han på grund af en rædselsfuld sygdom allerede i nogle år havde ligget lammet og lænket til sygesengen på et Frederiksbergsk plejehjem.

Jeg kunne ikke være mere enig. Allerede på tidspunktet for udgivelsen af Leifs bog havde man i nogle årtier kunnet se, hvor det bar hen. Uddannelse og folkeoplysning blev - og bliver - i højere og højere grad vurderet ud fra en snæver samfundsøkonomisk interesse. Myndige, indsigtsfulde og medborgerskabsorienterede borgere bliver i mindre og mindre grad i praksis målet for uddannelse og folkeoplysning.

Resultatet bliver apati, lukkede øjne og ører, vidensfri populistiske meninger og forlystelsesflugt fra samtidens store udfordringer. I de år, der er gået, siden Leif Emil udgav sin bog, har udviklingen i verden i endnu højere grad understreget behovet for en generel oprustning i forhold til dannelse, uddannelse og folkeoplysning. Populismen er på ilmarch overalt i den vestlige verden. Og hvad har magthavernes svar på denne udfordring været? Indtil nu endnu mere indsnævring og nytteværdiorientering af uddannelsessystemet fra bund til top!

Leifs mangeårige forskningsmæssige arbejde med disse ting trækker linjer tilbage til vores familie, vores baggrund og vores opvækst i Husby på Vestfyn. Herfra har vi Hansen-brødre høstet uvurderlige oplevelser og livserfaringer, som er indgået som baggrund for hver vores uddannelse og dannelse.

Leif og jeg gik i skole sammen de første 10 skoleår i først Husby landsbyskole og senere i Ejby Folke- og Realskole. Vi gjorde barndomslivet sammen og gjorde sammen med gode venner og kammerater fra egnen de første prøvende skridt ind i ungdoms- og voksenlivet. På mange måder har opvæksten på Vestfyn været omdrejnings- og udgangspunkt for  alle os tre brødre, både i vores liv og arbejdsliv. Efternølerlillebror Bo har trods sine 6-7 års forsinkelse været samme vej igennem som sine to storebrødre og har været og er en stor del af brødrefællesskabet. Vi tre brødre havde alle på trods af de geografiske afstande et nært forhold til hinanden og nød samværet, når lejlighed blev givet og satte stor pris på vores fælles baggrund og opvækst.

Det sidste skriver jeg i datid. Leif Emil er desværre ikke mere, så nu er vi kun to brødre til at fortsætte brødrefællesskabet.

Efter i flere år at have været pint og plaget af en bestialsk sygdom blev min lillebror Leif Emil endelig søndag den 11. december 2022 sat fri af kroppens fysiske fængsel. Han blev bisat torsdag den 15.december 2022 fra Søndermark Kapel på Frederiksberg. Selvom Leif Emil allerede som syttenårig i 1968 flyttede fra Husby til København for at uddanne sig og blev hængende, bar han - som vi to andre brødre - vores hjemegn og de gode minder derfra i sit hjerte lige til det sidste. I januar 2023 vendte han  efter sit udtalte ønske tilbage til udgangspunktet, den rige vestfynske muld. Hans urne blev nedsat i vores familiegravsted på Ejby Kirkegård. Leif og jeg er født i Ejby. Flyttede med mor Nina og far Peter Emil i 1954 til Husby, hvor vi nogle år efter havde den glæde at få en efternølerlillebror, Bo.

Ejby Kirkegård, julen 2024

Ib Hansen, marts 2025

En kæmpe i skoven

Kristian Levinsen, Gammelhuse, 1991, 72 år gammel 

Kristian Levinsen. Billedet af ham som 72-årig fortæller sin egen historie om en mand, der har haft et arbejdsomt og hårdt liv som skovarbejder i de mægtige Wedellsborgskove. En læsende, samfundsinteresseret og samfundsengageret arbejdsmand. Han levede hele sit liv i skyggen af Wedellsborgskovene. Han vidste, hvad han gik ind til, da han blev skovarbejder. Hans far var også skovarbejder på Wedellsborg. Begge generationer boede i Gammelhuse på Wedellsborgvej. 

Han var en vidende skovarbejder med gode iagttagelses- og fortælleevner. En mand det var givtigt at have besøg af. Kristian Levinsen var et navn og en person, der stod respekt om i mit barndomshjem på Skræppedalsvej i Husby. Som dreng var det spændende at sidde med ved køkkenbordet, når han og far udvekslede fortællinger fra blandt andet deres arbejdsliv, men også synspunkter om fagforening og politik. Mor deltog også i samtalen, mens hun gik fra og til med kaffe og brød. Vi drenge lyttede andægtigt til de voksnes samtale og lærte deraf. Kristian Levinsen og far kendte hinanden fra skovarbejde og gennem bestyrelsesarbejde i fagforeningen og i vælgerforeningen.

Et sidespring

Lige et lille sidespring. Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan jeg skaber mine fortællinger. Kan du virkelig huske alt det så mange år tilbage? Ja, meget kan jeg huske. Jeg har altid været meget iagttagende og har haft et følsomt absorberende sind med en god hukommelse. Men der skal selvfølgelig mere til. Så her kommer opskriften.

Jeg vil gerne have, at almindelige mennesker også får en fortælling. En fortælling som kan stå eksemplarisk i den overordnede fortælling om større forandringer og udfordringer i samfundet nationalt og internationalt gennem tiderne. Jeg tager ofte udgangspunkt i noget, jeg personligt har oplevet eller kan huske. I dette tilfælde skovarbejderen Kristian Levinsen, der kom i mit barndomshjem. Så tager jeg desuden selvfølgelig fat i alt, hvad jeg har hørt om, kan huske og finde ud af om ham. Samtidig ser jeg, om jeg kan finde nogle for ham aktuelle ting og begivenheder fra den tid, han levede i. Disse indledende øvelser fører frem til, at jeg laver en vinkling af min fortælling. 

I dette tilfælde ville jeg gerne lave en fortælling, som giver perspektiv på, hvordan arbejdslivet i 1950´erne og 1960´erne hastigt forandrede sig blandt andet i forhold til mekanisering og arbejdets organisering. Dermed blev også livet på landet afgørende forandret. Det sidste, jeg gør, inden jeg ser, om jeg kan få en fortælling ud af det, er at grave mig tilbage i egnens kirkebøger, folketællinger, gamle avisartikler, billeder og dokumenter. Kristian Levinsen har i 1990 udarbejdet en lille artikel "Skovarbejderliv". Artiklen fortæller om årets gang som skovarbejder. Den kan lånes digitalt på folkebibliotekerne.

Det er som at lægge et puslespil. Nå, nok om det. Videre med fortællingen om Kristian Levinsen. 

Født i skyggen af Den Store Krig

Kristian Levinsen blev født den 17. juli 1919. Hans mor var den 22-årige tjenestepige i Emtekær Anna Elise Poulsen, ved fødslen bosiddende i Nyhuse ved Husby. Faderen var den 26-årige tjenestekarl i Emtekær Johannes Theodor Levinsen. Anna og Johannes blev gift i Husby Kirke 5. november 1920. De bosatte sig med lille Kristian i Nyhuse. Kristian forblev enebarn hele livet. 

 Familien Levinsen på gårdpladsen foran hjemmet i Gl. huse, Wedellsborgvej 65. Kristian ses som en kvik, opvakt 11-årig. 1930

Wedellsborgvej 65 i år 1974

Wedellsborgvej 65 tegnet og akvarelmalet af Kristian i 1952

Som voksen blev Kristian skovarbejder på Wedellsborg ligesom faderen. Han blev boende hjemme hos forældrene.

I Wedellsborgskovene var der flere fra min familie, der mødte de to Levinsen-skovarbejdere. Både min onkel og min far arbejdede om vinteren som skovarbejdere. Min onkel som regel hver vinter. Min far mest som afløser af og til. I kraft af køkkenbordssamtalerne med Kristian Levinsen i mit hjem og i kraft af samtalerne mellem min far og onkel om skovarbejdet kunne jeg følge lidt med i vilkårene for skovarbejderne og skovarbejdets udvikling i slutningen af 1950´erne.

Skovens kæmper

Skovarbejdere var dygtige og modige folk. Det var med at holde hovedet koldt, tage de fornødne sikkerhedsforanstaltninger og passe godt på hinanden, når skovens kæmper skulle fældes. Det farligste var, når der skulle ryddes op i store indeklemte vindfældede træer. De opførte sig ikke altid som forventet, når der blev savet eller hugget i dem.

Omfanget af et sådant arbejde med et vindfældet træ får man et indtryk af ved at se på nedenstående billede af Kristians far Johannes Levinsen og Anton Andersen foran en af skovens faldne kæmper i vinteren 1941. Der var ingen motorsave dengang, men kun håndværktøj som skovøkser, skovsave, kiler og håndtrukne spil. Og så var der selvfølgelige nogle meget vigtige hjælpere, skovhestene og skovkuskene. De kunne hjælpe med at trække de store træstammer fra hinanden og transportere dem ud til nærmeste skovvej. Vi kendte en af skovkuskene, nemlig Rasmus "Skovkusk", der boede nede i Hygind. Når min bror Leif og jeg kendte flere af arbejderne på Wedellsborg, var det fordi, vi om søndagen bragte "Søndags-Aktuelt" ud til dem. 

Johannes Levinsen, Gammelhuse og Anton Andersen, Rævebjerg 1941. Bemærk, at der ikke er hjelm, visir, sikkerhedssko, sikkerhedsvest eller sikkerhedsbukser.

Romantikken blomstrede

Kristian Levinsen omkring 1945,

hvor han var cirka 26 år gammel

Kristian var en flot fyr med en lidt uudgrundelig fransk charme udfoldet på fynsk. Han har nok været en omsværmet ung fyr til forsamlingshusballerne rundt på egnen med sine stærke muskuløse skovhuggerarme, den franske charmeklud og det forsigtige smil. Stilen var som i de hårdtslående franske film, som var så populære i 1930-erne og 1940-erne. Ja, helt op i 1950´erne var det populære film, når rejsebiografen Stjerne Bio gæstede Husby Forsamlingshus. Den populære franske skuespiller Eddie Constantine debuterede med sin første "Lemmy" film i 1953. Det var en populær filmserie i Stjerne Bio.

Nå, men jeg ved i virkeligheden ikke om og i givet fald, hvor meget Kristian Levinsen huserede til lørdagenes forsamlingshusballer. På et tidspunkt finder han sammen med den 8 år yngre Astrid fra Bredning i Tanderup Sogn. Hun var datter af malermester Bent Clausen og barnebarn af den på egnen berømte væver og digter Lars Clausen. 

Astrid Clausen, Bredning o. 1945. Hun var på dette tidspunkt cirka 18 år, mens Kristian var 26 år.

Astrid får hurtigt sin gang i hjemmet, hvor Kristian boede med sine forældre. Hvis dateringerne på billederne er nogenlunde rigtige, var hun kun 17-18 år, da hun flyttede ind. Hun og Kristian blev først gift senere. Det fremgår af billederne, at de havde et tæt forhold i deres lille familie.

Astrid og Kristian foran Wedellsborgvej 65

  cirka år 1945. Hun var 18 år. Han var 26 år. 

Kristian og Astrid foran Wedellsborgvej sammen med  Kristians forældre. Tidspunktet er angivet til årene 1942-44. I givet fald er Astrid 15-17 år og Kristian 23-25 år. Gad vide om Astrid er startet som tjenestepige i huset ved Levinsen familien?

Verden under hastig forandring

Så ændrer verden sig drastisk  for Kristian og resten af familien Levinsen. Som verden for øvrigt  i det hele taget gør her i starten af 1950´erne. Det første varsel på skovarbejdernes område kom allerede i 1953.

Demonstration af den tyske kæmpemotorsav Stihl i Ravnholt- og Wedellsborgskovene i 1953.

Fynske skovfolk tog i følge Fyens Stiftstidende i november 1953 i stort tal til Ravnholt- og Wedellsborgskovene for at se en demonstration af den motordrevne tyske storsav "Stihl". Den kunne på under 10 minutter fælde et kæmpetræ, som det normalt ville tage en erfaren skovarbejder en hel dag at fælde med økse og håndsav.

Kristians far Johannes var på dette tidspunkt 60 år, mens Kristian var en mand i sin bedste alder på 34 år. De kunne sammen med de til forevisningen fremmødte og avislæserne nok se, hvilken vej det gik med det hårde manuelle skovarbejde og dermed også med antallet af skovarbejdere. Det gik ikke helt så hurtigt som forventet. Der gik endnu nogle år inden mekaniseringen og motoriseringen slog igennem i skovbruget, og så var der blevet brug for arbejdskraft i andre sektorer.

Nu til dags er skovarbejdet totalt mekaniseret. En mand kan med et stort uhyre af en skovmaskine i en arbejdsgang, uden at træet bliver berørt af menneskehånd, på få dage fælde lige så meget træ, som det før 1960 tog adskillige skovarbejdere en hel skovningssæson at fælde. Det er nærmest som om skoven bliver høstet med en mejetærsker. Meget langt fra tidligere tiders skovarbejderes mere nænsomme skovning og skovhestenes udtrækning af tømmer. Kristian Levinsen fortæller i sin artikel "Skovarbejderliv", at skovarbejderne dengang havde tid til at nyde naturen.

 

Drastiske forandringer

Husby Kirkegård

På det personlige plan kom familien Levinsen ud for drastiske forandringer. I 1957 døde Kristians mor Anna Elise kun 60 år gammel. Nu blev Astrid 30 år gammel enehusmoder for familiens to skovarbejdere. Rollen som hjemmearbejdende husmor indebar udover det huslige også arbejde i den store køkkenhave, som landbrugere og arbejdere havde dengang.

Senere forandrede familiens verden sig igen drastisk. Nogle år efter Anna Elises død - jeg kan ikke helt stedfæste tidspunktet præcist, men nok mellem 1960 og 1970 - flyttede familien lige over på den anden side af Wedellsborgvej i et nyere og mere moderne hus.

Wedellsborgvej 81, 1960-70.

En kæmpe faldt

I maj 1995 døde Kristian Levinsen 76 år gammel. I øvrigt blot nogle få måneder før min far døde i august 1995. 

Gennem hele sit liv havde Kristian Levinsen været en fornem repræsentant for arbejderstanden, for sit arbejde og for sin familie. Han havde ydet sit til fællesskabet. Gennem årene havde han ved egen indsats opnået den dannelse, nogle af os igen efterspørger så meget i disse år. Han var en læsende arbejder, både aviser og bøger. Han var en skrivende arbejder, som for eksempel ovennævnte artikel "Skovarbejderliv". Han var en kreativ udøvende arbejder for eksempel i sine akvareller, der på smukkeste vis beskriver hans daglige omgivelser. Han var engageret i samfundslivet, i fagforeningen og i politik. Han var prototypen på en myndig demokratisk borger, der indenfor fællesskabets rammer på oplyst vis påtog sig ansvaret for sit medborgerskab. Sådanne borgere har vi ud over den vestlige verden brug for netop i disse år.

Godt at have mødt Kristian Levinsen.   

Husby Kirkegård

Ib Hansen 3. marts 2025

 

Verden venter

Det er ufattelige 60 år siden. Søndag den 4. april 1965. Den dag blev jeg konfirmeret i Husby Kirke på Vestfyn. Den smukke kirke der fra sin høje placering i sognet skuer ud over de nærliggende landsbyer og med sit høje løgformede lanternespir vidtskuer over Lillebælt længere ud mod Bågø, Assens og fjernere horisonter. 

Verden venter. Det var den følelse, jeg efter søndagens kirkeritual og det efterfølgende festlige familiesamvær i barndomshjemmet på Skræppedalsvej lagde mig til ro med. Ro var der nu ikke meget af den søndag nat. Mit hoved boblede med ønsker og drømme, men også betænkeligheder og bekymringer. Hvordan skulle det mon gå? Nu havde min bror Leif og jeg besluttet sammen efter 7. klasse at fortsætte skolegangen i Ejby, 10 kilometer væk i Ejby Folke- og Realskole.

Men tiden i Husby Skole var endnu ikke helt til ende. Da vi efter konfirmationen igen kom i skole, følte vi os som nogle vældige karle. De første par dage stod vi frikvartererne henne ved hovedindgangen. Vi løb ikke omkring og legede mellem skolens samlede 76 elever, som vi plejede. Og mest mærkeligt. Vi spillede ikke fodbold, som ellers var vores yndlingsbeskæftigelse. Vi stod blandt andet og diskuterede de sidste Beatlesplader, som vi havde indkøbt for nogle af vores konfirmationspenge. 

Nå, men de griller gik da heldigvis over efter nogle dage. Nu kunne vi slutte skolegangen i Husby med de næste måneder at lege, spille bold og hygge os, som vi plejede. I skoleåret 1964-65 gik alle tre Hansen-brødre i Husby Skole. Bo i første klasse, Leif og Ib i syvende. Enkelte gange kunne vi godt lege på tværs af klasserne. Skolegangen i Husby fik en ende sidst i juni 1965. 

I august 1965 fortsatte den videre skolegang i Ejby Folke- og Realskole. Vi spillede nu også fodbold i Ejby og begyndte at have vores gang i klubhuset og på baneanlægget på Tennisvej, både når vi selv skulle spille, og når vi skulle se Ejbys serie-1 hold spille.

Det var også i efteråret 1965, at vi måtte begynde at gå til søndagsbal kl.16.00 i store sal på Ejby Kro, hvor der var levende musik leveret af fynske pigtrådsorkestre. Når der ikke var søndagsbal var vi i stedet til eftermiddagsforestilling i Ejby Kino, hvor repertoiret ofte bød på Cliff- eller Elvisfilm.

1965 var året, hvor vi startede i Ungdomsskolen. Maskinskrivning, bogføring og motorlære er nogle af de fag, jeg umiddelbart husker, jeg gik til. Som indskrevet i Ungdomsskolen måtte vi også komme i Ungdomsklubben, der lå i kælderen i Ejby Folke- og Realskole. For øvrigt kunne vi også fra 1965 gå i ungdomsklubber i både Husby og Tanderup Forsamlingshuse. De arbejdede sammen om tilbud til egnens unge. 1965 var derfor året, hvor vi begyndte at lære en masse unge at kende, som ikke boede i vores nærområde. Vores verden blev større.

Jo, 1965 var et år der indebar voldsomme ændringer og skift i vores hidtil så rolige hverdag. Nu lærte vi en masse nyt, oplevede en masse og grublede en masse over fremtiden. Men retningen kendte vi nu de næste tre år frem. Frem til 1968

Året 1968 med de mange forandringer. Igen var der personlige valg og beslutninger, der skulle træffes. Og det skulle ske i skyggen af det verdensomspændende ungdomsoprørs omvæltninger i normer, magthierakier og samværsformer. Der var en masse at forholde sig til og spekulere over. Men det er en anden historie.

Ingen tvivl om, at jeg den 4. april  i år vil vende tankerne 60 år tilbage i tiden til min konfirmationssøndag i Husby Kirke. I modsætning til dengang ved jeg nu, hvordan de næste 60 år forløb. Der var ingen grund til uro og bekymringer. Det har været nogle rigtig gode 60 år med masser at glæde sig over. Glæder der har kunnet opveje de sorger og bekymringer, som er en selvfølgelig del af livet.

Ib Hansen, 28. februar 2025. 

Gryder og bøger

Gryder blev vekslet til læseoplevelser. Helt ligesom min mormor gerne ville det.

Jeg var det første barnebarn i familien på min mors side. Derfor blev jeg i særlig grad forkælet af min mormor og morfar. Jeg husker mange gode oplevelser med baggrund i denne forkælelse.

Et særligt eksempel på denne forkælelse oplevede jeg sammen med min mellemste lillebror i forbindelse med min mormors 60 års fødselsdag. Mormor fik en fornem gave i form af et stort grydesæt. Et grydesæt til mange hundrede kroner. Vi var dengang henholdsvis 10 og 9 år gamle og var nogle læseheste, der slugte alt læsestof, vi kom i nærheden af. Det vidste mormor. Hun var tilfreds med sine gamle gryder og ville derfor hellere bruge de nye gryder til at kunne glæde sig over vores læseoplevelser.

Mormor fik derfor den ide at forære os grydegaven. 

"Så kan I gå op til isenkræmmer Bay-Petersen og høre, om han vil give jer pengene tilbage for gryderne, selv om jeg ikke har nogen regning." 

"Hvis han vil det, kan I bagefter gå ind i Ejby Boghandel og bruge pengene på bøger efter eget valg"

Den ide var vi med på.

Bay-Petersen var som sædvanlig venlig og imødekommende. Vi fik de mange penge udbetalt med en formaning om at passe godt på kontanterne. 

"Det skal vi nok, men vi skal ikke gå så langt med dem. Vi går straks hen i Ejby Boghandel og køber bøger for pengene".

Som sagt, så gjort. I Ejby Boghandel købte vi, så vidt jeg husker, 10-12 bøger. Bøger der hjemme blev slugt i et rasende tempo. Mormors runde fødselsdag var i 1960, to år før hun i 1962 døde som 62-årig.

Ejby Boghandel spillede 11 år senere en rolle i forhold til morfars anerkendelse af min studentereksamen i juni 1971. En af dagene efter studentereksamen kom han kørende på knallert fra Ejby til Husby. Han medbragte en studentergave, han havde indkøbt i boghandlen. En Parker kuglepen med mit navn indgraveret. Nej, hvor blev jeg glad for den gave. 

Desværre led Parker kuglepennen en krank skæbne allerede 4 år efter,  i foråret 1975 kort tid efter min lærereksamen for 50 år siden. Jeg var på det tidspunkt lærer på Ødis Sogneskole. Jeg var klasse- og dansklærer for en syvende klasse og forestod al drengegymnastik på skolen. I forbindelse med en gymnastiktime skulle jeg op i ringene for at vise nogle drenge, hvad jeg forventede, de skulle gøre i ringene. Under denne øvelse faldt min Parker ud af lommen og ned på gulvet. Ak, kuglepennen knækkede i to halvdele.

I dag har jeg desværre hverken bøgerne købt for grydepengene eller kuglepennen. Det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er de gode minder om mormor og morfar.  Og så er det vigtigt at minde forældre, bedsteforældre, tanter, onkler og mostre om, at bøger og skriveredskaber stadig er en god vej til oplevelser og læring. Flere undersøgelser viser, at blyant og bog stadig er de stærkeste læringsværktøjer. Selvfølgelig i behørigt samarbejde med nutidens moderne, men mere flygtige medier. Læsning og læring er en familieaktivitet.

Den Korte Historie om Bramdrup

Rensdyr trak langs de tilbagerykkende gletsjere

Rensdyrjægerne bevægede sig på lette fødder gennem det lavklædte, vandfyldte landskab. De bevægede sig i vifteform op mod vinden. Rensdyrene måtte ikke få færten af dem, før de kunne omringe et jagtbytte. Så ville de, deres kvinder og børn gå glip af et godt aftensmåltid. 

Et godt stykke bagude fulgte kvinder og børn efter de jagende rensdyrjægere. Rensdyrene søgte i den korte kølige sommer efter græs og lav langs de store gletsjeres isrande.

Nogenlunde sådan kunne en jagt foregå, hvis vi i fantasien søger 11.000 år tilbage. Bramdrup og omegn var på dette tidspunkt begyndt at dukke frem af isen, der var under tilbagesmeltning.

Den seneste istid begyndte for cirka 117.000 år siden og sluttede for cirka 11.700 år siden. I den sidste del af istiden var der forskellige "krampetrækninger", hvor isen rykkede frem og tilbage henover nuværende Bramdrup og omegn i takt med klimasvingningerne. For nylig har arkæologiske udgravninger ved den tidligere Dybvadbro Station påvist en cirka 11.000 år gammel jagtlejrplads for rensdyrjægere. Fundene blev gjort på bakken lige overfor områdets shelters, langs cykelstien mellem V. Nebel og Troldhedestien, hvor den passerer Almind Å. 

Nogle af de første rensdyrjægere her på egnen slog 

jagtlejr ved nutidens Dybvadbro

Men hvordan så det landskab ud, som de første mennesker på vores egn mødte?

Den seneste istids gletsjere formede først de store linjer i landskabet. Is og vand modellerede herefter gennem årtusinder videre på landskabet. Resultatet blev for Bramdrup og omegns vedkommende små bløde bølgende bakker, stejle randmoræner, dybe dale, stejle skrænter, flade smeltevandssletter, stille søer, dybe moser, snoede bække og brusende åer.

Hvor isranden gennem længere tid stod stille som følge af afsmeltning, afleverede gletsjerne masser af materiale, der havde været indefrosset i isen. Istidens sidste krampetrækninger formede blandt andet en skarpskåret stejl randmoræne ved den vej i det nordlige industrikvarter, der i dag hedder Kokbjerg. Her viser nogle store mosehuller, at der i randmorænen var en gletsjerport, hvorfra gletsjerens smeltevand blev presset ud fra isen og strømmede ud og aflejrede sand og grus over den smeltevandsslette, der i dag meget sigende har navnet Almind Hede. 

På grund af isens og smeltevandets aktiviteter har vi meget forskelligartede jordbundsforhold på Bramdrupegnen. Ler og sandblandet morænejord ned mod Kolding Fjord mod syd i sognet, hvor isen huserede og i en lang periode rykkede frem og tilbage. Sandjord nordvest for den omtalte randmoræne. Den sandede jord strækker sig nordvest om Bramdrup gennem Eltang, Almind og Harte sogne. De blandede jordbundsforhold får senere stor betydning for bosætningen i Bramdrup og omegn, men herom senere, når vi når meget længere op i tiden. 

Jordbundskort over Bramdrup og omegn. Den brune farve viser usorteret moræneler. Den rødlige farve indikerer sorteret smeltevandssand og -grus. Den grønne farve viser ferskvandsdannelser. Den grønne farve, der strækker sig diagonalt fra billedets øverste venstre hjørne gennem billedets midte, viser placeringen af Marielundsdalen, mens den grønne farve yderst til højre indikerer Elbodalen, hvor den munder ud i Kolding Fjord ved Lyshøjallé. Begge de to nævnte dale var gode til anlæg af jernbanelinjer. 

Foran isranden lå der kæmpe isklumper, der havde mistet forbindelsen til den tilbagerykkende gletsjeris. Sådanne isklumper bliver kaldt "dødis". Forstå mig ret. Gletsjerisen skred selvfølgelig fremad. Det gør gletsjeris, men de stigende temperaturer, fik afsmeltningsranden til at rykke tilbage, når afsmeltningen af gletsjeris blev større end tilførslen af is.

Resultatet af israndens tilbagerykningsproces med efterladte kæmpestore isklumper kan vi i dag opleve i form af små runde bakker, mosehuller og flade enge (tidligere søer) ved Surkjær, Busholm og Bramdrup Dam. Alle disse steder blev der efterladt "dødis". Det var disse områder, de første mennesker strejfede igennem på deres jagter.

Dødishul. En stor isklump mistede forbindelsen til gletsjeren 

og lå her mellem nuværende Påbyvej og Nørreled og afsmeltede langsomt gennem mange år. Hullet efter isen blev til Bramdrupdam Dam. Først en sø og senere groet til som mose og nu igen udgravet til sø. 

Den korte historie om Bramdrup

Lad ovennævnte være indledningen til mit forsøg på at fortælle "Den Korte Historie om Bramdrup". Fortællingen kommer til at handle om Bramdrup, Bramdrupdam og omegn. Det bliver en fortælling og ikke en historisk afhandling, men jeg bestræber mig selvfølgelig på, at alle fakta bliver så rigtige som muligt. Min inspiration har jeg fra James Hawes, der har skrevet et par fantastiske, spændende og meget anbefalelsesværdige historiebøger "Den Korte Historie om Tyskland" og "Den Korte Historie om England". Jeg får nok ikke ham til at skrive en lignende bog om Bramdrupdam og omegn. Så må jeg jo gøre forsøget selv. Ikke i form af en bog forstås, men en kort fortælling.

Den første tid 

Vores sogn hedder Nørre Bramdrup Sogn. Det gik oprindelig fra Kolding Fjord til et stykke nord for nuværende motorvej, til lige før rundkørslen mellem Bramdrupdam og Almind.

Det var i det ovenfor beskrevne landskab, de første mennesker slog sig ned. Der har levet mennesker på Bramdrup-egnen i tusinder af år.  De første mennesker var ikke bofaste, men var på gennemrejse. I Bramdrup Sogn har vi ikke mange spor af de første mennesker. Udover enkelte fund  er der en del større fund i områderne, der grænser op til Bramdrup Sogn.

Min indledende fortælling er inspireret af de fund arkæologer fra Museum Sønderjylland i 2017 og 2022 har gjort nær cykelstien fra V. Nebel til Troldhedestien ved Dybvadbro. Udgravningerne fandt sted på bakkeskråningen overfor cykelstien og de shelters, der ligger i rørskoven nær den gamle station. Fundene fortæller, at en gruppe rensdyrjægere her havde en jagtlejr, hvor de rastede under jagten. Jagt på primært de rensdyr, der søgte føde langs isranden. Forhåbentlig kunne hele gruppen af jægere, børn og kvinder fortære et godt måltid, da de rastede ved Dybvadbro.

 

Nu hvile deres bene bag højens bautastene

Senere slog de første mennesker sig ned flere steder i det landskab, vi nu kalder Bramdrup Sogn. De første mennesker kender vi ikke så meget til, men gennem arkæologiske fund kan vi alligevel forestille os, hvordan menneskene her på egnen har levet op gennem tiden.

De mest markante fortidsminder fra den første bosætningstid er gravhøjene. Desværre er mange gravhøje i Bramdrup Sogn overpløjede og udjævnede. I Bramdrup Sogn har der været omkring 18 gravhøje, antagelig fra bondestenalder (3.900 år f.kr til 1.700 år f.kr.) og fra bronzealder (1.700 år f.kr til 500 år f.kr.). 

Højene viser, at befolkningen efterhånden blev bofaste. De begyndte at brænde skov af. I de brændte områder lagde de korn i asken og anråbte de højere magter om hjælp til, at kornet ville spire og kunne brødføde dem i det kommende år. Som mellemmænd i anråbelsen af guderne brugte de ofte de i gravhøjene begravede hedengangne slægter. Vi kan endnu fornemme stemningen ved de to træbevoksede gravhøje, der ligger ved Baldersvej i det område ved Sjællandsvej, der tidligere hørte til Bramdrup Sogn, men som i 1930 blev overført til Kolding Købstad.

Oldtidshøj ved Baldersvej i et område
der indtil 1930 hørte til Bramdrup Sogn

Jernalderfolk i Bramdrup

Flere steder i Bramdrup Sogn er der fundet tegn på bosættelser fra jernalderens første tid. Jernalderen er årene fra 500 f.kr. til 1.050 e.kr.  Der er for eksempel fundsteder ved den store motorvejsrundkørsel nordøst for Bramdrup, hvor der er afkørsel til Kolding og Bramdrupdam. Også ved Julivænget, ved Slåenvej, ved busvendepladsen nær Plejehjemmet Kirsebærhaven og på Bramdrup Kirkegård er der fundet spor af jernalderfolket. 

Som nævnt var landbruget i de første mange tusinde år baseret på svedjeagerbrug, altså afbrændingslandbrug. Ved brug af økser og ild ryddede fortidens bønder et areal i skoven og såede korn i asken. Udbyttet var meget ringe og ofte gik høsten tabt som følge af tørke eller for meget regn. Men Bramdrup havde en attraktiv placering med fugtige enge i Marielundsdalen sydvest for, hvor Bramdrup Kirke nu ligger. Det gav gode græsningsmuligheder for kreaturerne. Agerbrugsmulighederne gennem svedjeagerbrug gjorde datidens bønder brug af på de flade dengang skovklædte småbakker nordøst for Marielundsdalen.

Brams udflytterlandsby i skoven

I vikingetiden (750 e.kr. til 1050 e.kr.) opstod der overalt i nuværende Danmark - og også i resten af Skandinavien - den situation, at landet ikke længere kunne brødføde befolkningen. Svedjelandbruget havde udpint jorden omkring de eksisterende landsbyer. Den udfordring var der to svar på. Det ene svar var at rejse ud og tage nyt land i andre egne af Europa. Færøerne, Island, Danelagen i England og Normandiet i Frankrig er blot nogle eksempler på disse nye vikingebosættelser. Et andet svar var at flytte ud fra en eksisterende landsby, ud i skoven og rydde et område til placering af en ny landsby og nye permanent opdyrkede marker.

Der er ikke gjort fund i Bramdrup Sogn fra vikingetiden, men det behøver ikke at betyde, at der ikke var bosættelse her. Der er mange tolkninger af navnet Bramdrup. Jeg hælder til den opfattelse, at forleddet er det gamle nordiske mandenavn Bram-, mens efterleddet -drup er en senere forvanskning af -thorp. Thorp betyder udflytterlandsby anlagt et stykke væk fra en eksisterende landsby.

Hvorom alting er, blev landsbyen Bramthorp sandsynligvis anlagt her omkring år 1000 e.kr. Første gang, vi på skrift møder Bramthorp, er i år 1231, men da har landsbyen eksisteret længe før. Udflytterlandsbyen Bramdrup blev placeret på plateauet nord for Marielundsdalen og vest for skoven. Placeringen er bestemt af de forhold den seneste istid havde efterladt. God græsning på engene i tunneldalen og ved moserne, agerbrug på den gode, men knap så tunge jord på de flade bølgende bløde bakker, mens den fede og med datidens redskaber vanskelig dyrkbare lerjord mod øst fortsat henlå som skov, som den også gør i dag.

Nå, jeg må lige huske, at min ambition var at lave "Den korte historie om Bramdrup", så vi må videre på vores rejse op gennem tiderne.

Nørre Bramdrup Sogn

I slutningen af vikingetiden blev danskerne kristne, også dem der boede i Bramdrup. I løbet af 1000- og 1100-tallet blev der i Danmark gennemført en sogneinddeling, hvor hvert sogn fik sin egen kirke. Ordet sogn kommer af det oldnordiske ord "sókn", som betyder det område, hvis beboere søger til samme kirke. Nørre Bramdrup Sogn gik oprindelig fra Kolding Fjord i syd til tæt på den nuværende store rundkørsel i nord mellem Almind og Bramdrupdam. Og i øst fra motorvejsrundkørslen Kolding Øst til Surkjær i vest nede i Marielundsdalen ved motorvejsdæmningen nær Påbyvej. 

Kirkepladsen med den tidligere smedje til venstre, den tidligere skole under det store træ og yderst til højre Kringsgården

Bramdrup Kirke

Hvornår kirken er blevet rejst vides ikke med sikkerhed.  I en kirkeprotokol fra 1862 står skrevet: "Man ved ej, hvornår kirken blev bygget. Ingen kender noget til dens oprindelige tilblivelse, antagelig fra 1100-tallet."

Bramdrup Kirke er opført i fint tilhuggede granitsten, derfor er det nærliggende at antage, at den blev bygget i 1100-tallet eller 1200-tallet. Kirken blev kraftigt ombygget i 1880. Derfor er der ikke meget tilbage af den oprindelige kirke. For øvrigt er der grund til at antage, at der i begyndelsen af den kristne tid har stået en trækirke, hvor Bramdrup Kirke senere blev opført. 

Bramdrup Kirke er med den kraftige tilflytning til Bramdrupdam fra omkring 1960 til nu blevet for lille, hvorfor kirken i disse år igen renoveres og udbygges.

Fæstebønderne og den jagtgale Christian den Fjerde

Anneksgården lå lige øst for Bramdrup Kirke (gul indkredsning). Gårdens marker er de lange røde strimler

Jorden blev dyrket i et landsbyfælleskab, men hvor hver gård havde sine egne marker. Den enkelte gårds marker var lange smalle strimler jord. Og hver gård havde mange strimler. Her kommer konsekvensen af istidens forskellige aflejringer igen ind i billedet. Hver gård fik nogle strimler af den gode jord, strimler af den mellemgode jord og strimler af den ringe jord. Længst væk fra landsbyen blev overdrevene (græs med spredte træer og buske) brugt til fælles græsning, hvor byhyrden drev kreaturerne ud om morgenen og hjem igen om aftenen. Hvordan et overdrev så ud, kan man se ved at gå en tur ad Brynetstien med udsigt over græsmarkerne ned mod Troldhedestien.

Gårdene lå tæt samlet omkring kirken. Det gav tryghed og fællesskab. Til hver gård hørte ud over agerstrimlerne også en strimmel mose, en strimmel eng og et stykke skov. På grund af de mange langstrakte strimler måtte bønderne i fællesskab blive enige om, hvornår der skulle pløjes, sås og høstes.

I løbet af 1400- og 1500-tallene mistede bønderne over hele landet deres frihed. De måtte leje deres jord og bygninger af en herremand og betale lejen ved at udføre pligtarbejde (=hoveri) for herremanden. I Bramdrup hørte jorden under kongen og dermed lensmanden på Koldinghus.

Det gjorde det nu ikke lettere for bønderne i Bramdrup i forhold til bønder, der var fæstere under herremænd. Bramdrups bønder måtte for eksempel tåle, at kongen med stort følge red vilde vildsvinejagter gennem skovene og over deres marker. Af hensyn til kongens vildt som vildsvin og rådyr måtte bønderne ikke, som det ellers var sædvanligt, drive deres svin ind i skovene, så de kunne finde føde i form af for eksempel rødder og nedfaldne træfrugter som bog og agern.

I Bramdrupskovene levede vildsvin

Bramdrupbønderne var stærkt utilfredse med, at vildsvin fra skovene trak ud på deres marker og rodede jorden igennem på jagt efter orm og rødder. Derfor klagede bønderne for eksempel i 1612 til lensmand Caspar Markdanner på Koldinghus over vildsvinenes hærgen på deres jorder. Det fik de nu ikke noget ud af. Med en jagtgal Christian den Fjerde, der ofte opholdt sig på Koldinghus, kunne lensmanden ikke gøre noget. Jeg tror nu heller ikke, han personligt interesserede sig for bønderne i Bramdrup. Fæstebønder var på den tid ikke højt regnet af datidens høje herrer.

Den eneste kongevej i Jylland gik gennem Bramdrup Sogn og krydsede over Marielundsdalen ved den tidligere Bramdrupdam Kro, hvor der langt senere opstod et vigtigt trafikknudepunkt mellem Hovedvej 10, Egtvedbanen og Troldhedebanen. 

Christian den Fjerdes far Frederik 2. (1559-1588) anlagde Kongevejen fra Haderslevhus over Koldinghus til Nygård ved Egtved. Den jyske kongelige privatvej havde egen bro over Kolding å, nær nuværende Kongebrogade. Kongevejen passerede gennem vildtbanen (Dyrehaven), hen over den nuværende golfbane, ned over tærsklen ved Bramdrup Dammen, hvor overgangen over det lange og stejle dalstrøg var knap så stejl og ufremkommelig som andre steder. Herfra gik kongevejen mod nordvest omtrent ad nuværende Gammel Donsvej forbi Dons og Nygård mod Jelling. Kongevejen nåede aldrig at blive lavet færdig helt til Skanderborghus, som var kongevejens egentlige mål.

Kongevejen gennem Kolding og Bramdrup. Ankershus lå, hvor golfklubben nu har sin materialegård

Den daglige trummerum afløst af store forandringer

Gennem århundreder gik livet i landsbyfælleskabet Bramdrup sin vante gang. Dagliglivet ændrede sig i takt med årstiderne. Forårsarbejde med pløjning og såning. Sommertidens høhøst. Høstens tid i sensommeren eller i det tidlige efterår alt efter vejrliget. Om efteråret gik tiden med at grave jord og sten op til etablering af diger op omkring markerne og ind til skovene. En del af digerne kan vi stadig se på vores vandreture rundt i Bramdrup Sogn. De står som minde om bønderkarlenes og husmændenes slidsomme arbejde med i efterårets kolde våde vejr at skabe og sikre afgrænsninger af markerne. Et fint sted at se et sådant historisk kulturminde er ved busvendepladser nær Plejehjemmet Kirsebærhaven. Om vinteren blev der i de lange mørke aftener lavet husflidsarbejder med snitning af skeer, forke og alskens redskaber, der var brug for på gården.

Efterhånden havde det gamle system med fæstebønder og landsbyfællesskaber overlevet sig selv. Produktiviteten var for lav. Bønderne var for kuede. I løbet af årene fra omkring 1750 til 1814 blev det gamle dyrkningsfællesskaber ophævet, og herremændenes fæstegods blev solgt fra til selvejende bønder. Det gjaldt også krongodset i Koldinghus Len. Så nu blev bønderne i Bramdrup selvejerbønder med den stolthed, det medførte.

For Bramdrups Sogn vedkommende kender vi det konkrete årstal for den nye jordfordeling. Det var i 1765 bønderne i Bramdrup fik hver deres marker i modsætning til den gamle fordeling af jorden med strimler af god jord, mellemgod jord og dårlig jord. Også overdrevsjorden i sognets udkant blev fordelt til den enkelte gårdmand. I løbet af 1770´erne ophørte det tidligere dyrkningsfælleskab, og de enkelte bønder dyrkede herefter hver deres egne marker. Nu blev der virkelig brug for at etablere mange jord- og stendiger til afgrænsning af de nye marker. Digerne blev beplantede med træer og buske. Det nyder planter og dyr godt af i vore dage i de diger, der har overlevet sognets voldsomme udvikling.

Landskabet og landsbylivet ændrer sig

Ændringen i jordfordelingen fik store konsekvenser for landsbyen Bramdrup. Mange af gårdene blev liggende i den gamle landsby omkring Bramdrup Kirke. Men de af gårdmændene, der havde fået marker længst væk fra landsbyen, flyttede i årene omkring år 1800 og tiårene efter deres gårde ud på de nye marker. Nogle gårde blev flyttet syd for Bramdrupskov som for eksempel Mølgaard (senere Hvidsminde) og Petersbjerggård (senere nedrevet og genopført som Restaurant Den Gyldne Hane i Geografisk Have). Højgård (nuværende Kastanjegården) og Nørreskovgård blev flyttet ud nordøst for landsbyen, mens andre gårde som for eksempel Rodbjerggård blev flyttet mod nordvest, ud på Bramdrup Vestermark. Det er der,  hvor landevejen mod Ødsted og Vingsted drejer af fra Hovedvej 10.

Efterhånden fik man også behov for, at de jordløse husmænd, der havde sæsonarbejde på gårdene, kunne knyttes nærmere til landsbyen for at sikre bønderne den nødvendige arbejdskraft. Man etablerede husmandssteder med et mindre jordtilliggende. Så måtte husmændene stadig  tage arbejde for at sikre familiens udkomme.

Husmandsstederne blev lagt på nogle af landsbyens marginaljorde. Det kunne være vanskeligt dyrkbare skrænter og lave fugtige enge og moser. Som eksempler kan nævnes husmandskolonien Surkjær nede i Marielundsdalen, hvor motorvejen nu krydser henover dalen. Et andet sted, hvor der blev lagt husmandssteder, er på den lave jord, der ligger omkring markvejen, der fra Oktobervænget går ud mod Bramdrup Nørreskov.

Da det blev nødvendigt at sikre lærerembedet i sognet et udkomme, fik læreren også del i jorden i det lave fugtige strøg langs markvejen ud til Bramdrup Nørreskov. Læreren fik dog jord tættere på landsbyen end husmændene. Lærerens jord lå omtrent der, hvor Septembervænget ligger i dag. Ved Den Gamle Skole nær kirkepladsen kan man endnu se en udbygning, der minder om, at skolelæreren havde stald til sin ko og et par svin.

Nye tider

Den nye tid krævede uddannelse og oplysning. Alle sogne skulle have egen skole. Det havde Bramdrup ikke haft. Børn, der skulle i skole, måtte gå til Harte. Det var derfor kun enkelte, der kom i skole. 

Kirken i Bramdrup var dengang en annekskirke til kirken i Harte. Da skoler og kirker var tæt sammenknyttede, var det naturligt, at skolegangen også blev løst i fællesskab mellem hovedsognet i Harte og annekssognet i Bramdrup. Først i 1993 ophørte Bramdrup Kirke med at være annekskirke under Harte Kirke.

I 1817 blev det kort tid efter folkeskolereformerne i 1814 besluttet at opføre en skole- og lærerbygning i Bramdrup tæt på Bramdrup Kirke. Dele af denne skole ligger her fortsat og bruges nu som privat beboelse.

Senere kom der forskoler til, på Sommerfuglevej i Hvidsminde og på Møllegårdsvej i Bramdrup. Forskolen på Sommerfuglevej blev nedlagt, da Hvidsmindeområdet i 1930 blev overført fra Bramdrup Sogn til Kolding by, mens forskolen på Møllegårdsvej efter 1963 blev til og fortsat fungerer som børnehave. I 1963 blev en ny skole på hjørnet af Bramdrupvej og Møllegårdsvej taget i brug, så al skolegang i Bramdrup Sogn blev samlet i en skole. Det er den skole, der er efter en række renoveringer og tilbygninger fortsat fungerer. 

I 1978 var elevtallet blevet så stort i Bramdrup Sogn, at man besluttede at indrette en aflastningsskole i 12 rækkehuse på Julivænget. Skolen fik navnet Nørreskovskolen. Den blev nedlagt i 1991, hvorefter der igen blev indrettet familieboliger i rækkehusene. 

 

Den nye tid for landsbylivet havde længe anmeldt sit komme. Landsbyerne Bramdrup og Hvidsminde blev i løbet af 1800-tallet suppleret med bebyggelse langs hovedvejen fra Kolding til Vejle. Ved hovedvejen gennem Bramdrupdam kom der for eksempel smed, brugsforening, mejeri, bageri, brødudsalg, købmand og en del andre virksomheder. Hele den udvikling blev kraftigt accellereret af den trafikale udvikling. Store overordnede trafikårer krydsede hinanden, hvor den gamle kongevej tidligere havde krydset over Marielundsdalen ved Bramdrupdam Dammen.

Hovedvejen mellem Kolding og Vejle var her allerede gennem århundreder. I 1898 kom den smalsporede jernbane mellem Egtved og en ny banegård på nuværende Ndr. Ringvej i Kolding til. Senere fulgte Danmarks længste private jernbane fra Kolding til Troldhede. Den blev i årene 1915-17 gravet gennem den stadig eksisterende dæmning, der førte Egtvedbanen over den dybe dal ved den nu nedlagte Bramdrupdam Kro. Troldhedebanen fungerede fra 1917 til 1968, mens Egtvedbanen allerede blev nedlagt i 1930.

Troldhedebanen blev ført gennem Egtvedbanens dæmning over dalen. Egtvedbanen fungerede, mens gravearbejdet stod på

Kommunestyret

I 1842 blev det af den enevældige konge fastsat, at der skulle oprettes et administrativt organ kaldet sogneforstanderskaber i alle landets sogne. Harte Sogn og Bramdrup Sogn blev derfor efter 1842 styret af et fælles sogneforstanderskab. I 1868 blev sogneforstanderskaberne afløst af sogneråd, men Harte og Bramdrup fortsatte med at have fælles sogneråd. Bramdrup Sogn var simpelthen for lille til at udgøre en selvstændig administrativ enhed.     

Men forholdet mellem Harte og Bramdrup skulle snart ændre sig. Bramdrups centrale trafikale placering tiltrak flere og flere indbyggere og flere og flere private og offentlige funktioner. Da Harte-Bramdrup Sognekommune skulle have kommunekontor blev dette placeret på Vejlevej i Bramdrupdam. Bygningen ligger der stadig ved siden af Shelltanken. Bramdrupdam var den førende vækstbydel, mens udviklingen stod stille i landsbyerne Harte og Bramdrup. 

Det tidligere kommunekontor på Vejlevej i Bramdrupdam

Boligmarkedet i Bramdrupdam var glohedt

I løbet af 1950´erne blev der foretaget store parcelhusudstykninger i Bramdrupdam i Damhusområdet. Sønderled, Nørreled, Mosegårdsvej, Vestervang og Damhusvej er nogle af de nye gader, der kom til omkring 1960. I midten af 1960´erne anlagde kommunen en ny omfartsvej - Bramdrupskovvej - vest om gårdene Julianelyst, Kringsgård og Bramdrupgård frem til  Nørreskovgårdsvej. På hjørnet af Bramdrupskovvej og Nørreskovgårdvej blev der efterfølgende opført haller og idrætsanlæg.

I 1970 indgik Harte-Bramdrup Sognekommune i den nye Kolding Storkommune. Nu skete der igen en eksplosiv udvikling af boligudviklingen og befolkningstallet. Der kom nye udstykninger på begge sider af Bramdrupskovvej og i løbet af 1970´er også mod nordøst langs Nørregyden.

Den Sønderjyske Motorvej blev anlagt i 1970 og skar sig gennem landskabet nordvest om Bramdrupdam og på en høj vejdæmning hen over dalen ved Surkjær, hvor de fleste af de små husmandssteder måtte bøde for udviklingen. Men nærheden til motorvejen gjorde det endnu mere attraktivt at bosætte sig i Bramdrup og Bramdrupdam. 

Det væltede ind med nye indbyggere. Børnetallet steg og steg og satte skolekapacitet, børnehavekapacitet, fritidshjemskapacitet og meget andet under pres. Men i dag er disse udfordringer stort set løst.

Bramdrup og Bramdrupdam er blevet attraktive boligområder med let adgang til natur, grønne områder, fritidsfaciliteter, indkøbsmuligheder og transportmuligheder.

Det af istiden efterladte bløde bølgende bakkelandsskab gennemskåret af stejle dale og krydret med rislende bække og stille småsøer er nu blevet til attraktive bo- og leveområder for både børn, unge og ældre. Men ligesom det er sket gennem de seneste 12.000 år, vil området fortsætte med at udvikle sig. Forhåbentligt kan det under denne udvikling lykkedes at bevare nogle af de værdier og attraktioner, vi som nuværende bramdrupborgere nyder godt af i dag. 

Bramdrup februar 2024, Ib Hansen