lørdag den 4. juni 2016

Historien om huset i Husby

Vi flyttede fra Ejby og ind i huset på Skræppedalsvej 7 i Husby den 1. november 1954. Det med husnumre kom nu først til senere, og vejen forbi var på det tidspunkt stadig en grusvej. Vi var dengang mor, far, lillebror Leif og mig. Senere kom yderligere en lillebror, Bo til.
Vores hus fra dengang fortæller en konkret historie om, hvordan staten engang følte ansvar for boligforholdene og mulighederne for befolkningsudvikling på landet. Huset fortæller historie om velfærds- og boligudviklingen på landet i Danmark i sidste halvdel af det tyvende århundrede. Matrikelkort, slutsedler, pantebreve, håndværkerregninger m.v. i dødsboet efter ens forældre fortæller spændende historie.
Det første lån i forbindelse med opførelsen af huset beliggende på matrikel 14d, Husby Sogn blev optaget af Ejner Edvard og Elna Hansen. Lånet var et statslån på 14.500 kr. optaget i henhold til Lovbekendtgørelse nr. 452 af 27. oktober 1947 om opførelse af arbejderboliger på landet.
Pågældende Ejner Edvard Hansen døde 23. januar 1954. Huset blev herefter købt af vores forældre Peter Emil og Nina Hansen for en købesum på 17.000 kr. til overtagelse 1. november 1954.
Vores forældre knoklede, spinkede og sparede gennem årene for hele tiden at kunne lave forbedringer af den lille landarbejderbolig.
Der blev indlagt wc til afløsning af det gamle das. Det gav behov for, at den gamle vandpost blev afløst af en elektrisk vandpumpe placeret i den 12 meter dybe brønd. Senere blev huset tilsluttet Husby-Sdr. Åby Vandværk. Der blev etableret badeværelse og indlagt centralvarme - først opvarmet med fast brændsel siden med olie. Efterhånden som vi børn blev til unge mennesker, blev der lavet værelser på loftet. Det oprindelige tag med skrøbelige cementtagsten blev erstattet af et nyt tag. Ydermurene blev hulmursisolerede, og der blev lavet carport, da økonomien tillod indkøb af en brugt bil, så vores far ikke længere skulle cykle eller køre på knallert til arbejdspladserne i Ejby, Kauslunde eller Middelfart.
Historien kan følges i udviklingen af husets værdistatus og diverse økonomiske transaktioner:
1948 - huset blev bygget og købt via et statspantebrev på 14.500 kr.
1954 - vores forældre købte huset for 17.000 kr.
1955 - huset blev brandforsikret med en forsikringssum på 30.800 kr.
1963 - blev der optaget et pantebrevslån i Spare- og Lånekassen for Ejby og Omegn på 4.500 kr.
1970 - blev der optaget et pantebrevslån i Spare- og Lånekassen for Ejby og Omegn på 10.000 kr.
1975 - blev der optaget et pantebrevslån i Amtssparekassen Ejby på 20.000 kr.
1978 - blev der optaget et kontantlån på 29.800 kr. ved Forenede Kreditforeninger
1995 - ved vores fars død i 1995 var husets offentlige ejendomsværdi sat til 240.000 kr.
1995 - vores mor flyttede samme år til Ejby, hvor hun boede til sin død i 2010.

Huset på Skræppedalsvej 7 blev solgt til en Finn Johansen fra Silkeborg for 310.000 kr. Det fremgår af salgsopstillingen, at huset er opført i 1948. Arealet er 64 m2, kælderen er 8 m2, baghuset 24 m2, carporten 17 m2 og udhuset 9 m2. I barndommen opfattede vi ikke huset som lille.
Huset fortæller historie om Danmark under hastig økonomisk forvandling, om Danmark som et velfærdssamfund, hvor der også blev taget vare på landområderne og om et Danmark i en så rivende udvikling og forandring, at man skal holde godt fast for ikke at falde af vognen.
Skræppedalsvej 7 har sat rammerne for en opvækst i trygge og kærlige rammer med omsorgsfulde og arbejdssomme forældre, der levede efter devisen "gør din pligt, kræv din ret". Forældre der så oplysning, dannelse og uddannelse som fundamentet for deres børns liv og for et demokratisk velfærdssamfund med lige muligheder og lige ret for alle uanset baggrund.
Forhåbentlig kan det fortsat være en karakteristik for nutidens og fremtidens Danmark.
1958

1962
Om mit hjemland Husby, Ejby og Vestfyn: http://ih18.blogspot.dk/2017/12/mit-hjemland-om-husby-ejby-og-vestfyn.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar