Bramdrups bud til kommende slægter mejslet i sten

Der står den. Midt i Bramdrup, nær kirken. Tung og massiv. Ikke på lerfødder, men båret oppe af et fællesskab af mindre sten. Stenen bærer et indmejslet tungtvejende budskab til kommende slægter. 

Når jeg passerer den massive sten, sætter den altid tanker i gang. Om forbindelsen mellem fortid og nutid. Og om hvordan vi sikrer den bedst mulige fremtid for kommende slægter. De tanker vender jeg tilbage til, men først lige nogle konkrete fakta om mindestenen opsat den 5. maj 1949, 4 år efter Danmarks befrielse fra nazismens umenneskelige åg.

Stenen er fundet på gården Julianelyst´ marker. De marker der nu er blevet til gaderne Brynet, Gyden, Løkken og Kringsvej. Stenen blev i 1949 skænket til mindestensformålet af gårdens daværende ejere, Hans og Christian Rønning. En gruppe borgere i Bramdrup og Bramdrupdam arbejdede sammen om mindestensprojektet. 

Det var murermester Barsøe i Bramdrupdam, der sørgede for, at stenen kom til at stå fast og sikkert. Malermester Johannes Jensen, Bramdrupdam forfattede teksten på mindestenen. Flere andre medvirkede om projektet, der endeligt kunne afsluttes ved afsløringen af mindestenen den 5. maj 1949.

På stenen står:

5.maj 1945

Om Danmarks Frihedsdag

og Danmarks Ære

Til slægt der kommer

Skal Bud jeg bære

Mindestenen blev opsat tæt på alfarvej, den daværende landevej mellem Hvidsminde og Bramdrupdam, midt i landsbyen Bramdrup og tæt på forsamlingshus og kirke. I 1967 blev den tæt befærdede vej mellem Hvidsminde og Bramdrupdam ført til en ny vej vest om de stadig bygningsmæssigt eksisterende gamle gårde Julianelyst og Kringsgård. Det er den vej, der hedder Bramdrupskovvej.

Befrielsestropperne kom i maj 1945 gennem Bramdrupdams ad sognets anden store indfaldsvej, Vejlevej.

De engelske befrielsestropper fik en varm velkomst i Bramdrupdam i maj 1945, blandt andet med et velkomstbanner på hjørnet af Bramdrupvej og Vejlevej

Indtil 1967 gik landevejen, som det ses på dette luftfoto fra 1953, mellem Hvidsminde (Snoghøjlandevejen) og Bramdrupdam (Vejlelandevejen) gennem landsbyen Bramdrup og øst om de gamle store gårde Julianelyst og Kringsgård.

Nå, det var alle de faktuelle ting om mindestenen midt i landsbyen Bramdrup. Nu vil jeg så som tidligere annonceret fortælle lidt om de tanker, mindestenen sætter i gang hos mig. Jeg er en fra de kommende slægter, som mindestenen bærer bud til.

Her kommer de tanker, jeg gør mig affødt af mindestenen:

Når vi lukker øjne og ører

Ondskabens grimme svulster har det med at få tag i mennesker. Vi har det med at glemme tidligere tiders misgerninger og lukke øjne og ører for den uretfærdighed, den brutalitet og det magtmisbrug, der foregår for øjnene af os. Vi bliver historisk demente. Vi mister evnen til at sætte os i andre menneskers sted.

Den kendsgerning er udtrykt allerede for mere end 2500 år siden af Ezekiel. I Ezekiels bog i Bibelen, kapitel 12, vers 1-2 er det beskrevet på denne måde:

"Herrens ord kom til mig. Menneske, du bor i et genstridigt folk. De har øjne til at se med, men ser ikke. De har ører til at høre med, men hører ikke, for de er et genstridigt folk."

Eller som en af min ungdoms yndlingsforfattere, den franske filosof og nobelpristager Albert Camus har sagt det: "Et menneske uden moral er som et vildt dyr, tabt for verden". 

Når vi i år 85 år efter Danmarks besættelse og 80 år efter Danmarks befrielse mindes dem, der gav det ultimative offer i kampen mod ufattelig menneskelig ondskab, sker det i lyset af en aktuel verdenssituation, der gør det på sin plads at vende vore tanker tilbage til årsagerne til 2. Verdenskrig. Hvordan kan en sådan ondskab opstå?

Fascismen opstod i det små

Mørke fascistoide kræfter var langsomt vokset frem i Europa i årene efter Første Verdenskrig, først formaliseret i 1919 af italienske Benito Mussolini. Den fascistiske svulst fremtrådte først nationalistisk og antidemokratisk og bredte sig i skyggen af Europas demokratiske og økonomiske problemer fra Italien til en lang række europæiske lande.

Nazismen i Tyskland tilføjede antisemitisme og racisme til den italienske fascismes nationalistiske og antidemokratiske profil.

Nazismens ideologi gik i praksis ud på at etablere et racerent tysk samfund. Der skulle ikke være plads i Tyskland til andre end de rene tyske "ariere". Tyskland for tyskere. Og Tyskland skulle gøres stort igen efter det forsmædelige nederlag i Første Verdenskrig.

Her mange år efter kan vi med den britiske forfatter Martin Amis ord i forhold til udviklingen af den tyske nazisme, spørge os selv om hvordan: "et søvnigt land af digtere og drømmere, og den mest højtuddannede nation, der nogensinde havde gået på jorden, kunne overgive sig til en så vanvittig og fantastisk skændsel". 

Ondskaben kom til magten via demokratiske processer

Vi må aldrig glemme, at Hitler kom til magten som følge af demokratiske processer som tyskernes stemmeafgivning den 31. juli 1932, hvor nazisterne blev det største parti, og dannelsen af en regering i januar 1933, hvor Hitler blev sat i spidsen for en demokratisk dannet koalition bestående af nazistpartiet, konservative og det førende katolske parti.

To måneder efter denne regeringsdannelse blev Den Tyske Rigsdag gennem vedtagelse i Rigsdagen af en såkaldt bemyndigelseslov frataget den lovgivende magt, som i stedet overgik til Hitlers regering, der så egenrådigt kunne styre gennem udstedelse af dekreter.

I oktober 1933 meldte Tyskland sig ud af det internationale fællesskab i Folkeforbundet, forløberen for FN. 

Ti måneder efter regeringsdannelsen i januar 1933 blev nazistpartiet den 1. december 1933 det eneste tilladte parti i Tyskland. 

Og i august 1934 overtog Hitler den totale magt i Tyskland med titel af "Fører". 

Så hurtigt kan det gå. To år fra demokratiske valg i 1932 til en eneherskende "Fører" i 1934. 

Medicin mod historieløse, demente samfund  

Desværre ser vi i vore dage tegn på gentagelse af disse historiske fakta. Både i Europa og rundt om i verden, i øst og vest. Det er som om store dele af befolkningerne med Ezekiels ord lukker øjne og ører for virkelighedens realiteter og fakta og glemmer ellers herskende moralske ledetråde. Det er for en stor del af befolkningerne blevet vigtigere bare at have en mening, end at have en mening baseret på viden og indsigt.

Vi må selvfølgelig derfor alle stille os selv spørgsmålet: "Hvordan kan sådan noget ske med krig, ufrihed, usolidaritet og dehumanisering til følge?"

Disse tendenser må vi prøve at imødegå, før det bliver nødvendigt, at nogen skal dø for os, som soldater og frihedskæmpere gjorde det i årene op til 2. Verdenskrig og under 2. Verdenskrig.

Men hvad kan vi gøre, før vi igen bliver nødt til at sende nogen ud for at dø for os? Det er jo ikke alene diktatorer og autokrater, der er problemet. Det er helt almindelige mennesker, der gennem deres stemmeafgivning sætter dekretudstedende magtmennesker i spidsen for regeringer. Ofte i en uhellig konstellation af pengemænd og magtmennesker. En sådan konstellation fører ikke til noget godt.

Dannelse, uddannelses og oplysning er en vigtig medicin i kampen mod et historieløst dement samfund præget af ligegyldighed, selviskhed, dehumanisering og "enhver er sig selv nok"-mentalitet. Her vil jeg citere min lillebror Leif Emil Hansen, som efter et helt arbejdsliv i uddannelsesforskningens tjeneste i sin sidste bog skrev følgende:

"...Efter min opfattelse består en påtrængende opgave i, dels at ændre kursen for mål og mening med uddannelse, dels at arbejde for, at så mange som muligt via undervisning og oplysning kan få del i den viden, som er en basal forudsætning for på rimelig vis at kunne fungere som aktiv borger i demokratiske sammenhænge. Vi MÅ gøre den amerikanske sociolog og filosof Christopher Lasch’s ord til skamme, at samtidens kompleksitet ser ud til at lamme ikke bare evnen, men også viljen til medbestemmelse... Jeg ser kun en udvej: uddannelse og oplysning, kritisk dannelse...”

I lyset heraf bliver en mindesten med et tydeligt budskab en vigtig brik i oplysningens tjeneste. Vi må ikke glemme den menneskelige ondskabs mekanismer, og vi må ikke glemme at bekæmpe ondskaben og blokere vejen mod menneskenes umenneskeliggørelse. 

Beundringsværdigt er det, at borgere i Bramdrup Sogn lige efter krigen i 1949 besluttede at rejse en mindesten for at bringe et budskab til efterfølgende slægter. Mindestenen i Bramdrup og de mange andre ud over landet er brikker i den oplysning, der kan være med til at imødegå den mangel på viden og moral, der er med til, at mennesker bliver som vilde dyr tabt for verden. Mennesker der lukker øjne og ører for deres medmenneskers ret og behov.

Stenen midt i Bramdrup minder os om hver på vores plads hver dag at arbejde for et demokrati, der bygger på indsigt, frihed, fællesskab, omsorg og personligt ansvar.

Ib Hansen 9. april 2025