Bekræftende og ikke-bekræftende udsagn om folkeskolen

Produktivitetskommissionen foreslår, at man undersøger muligheden for privatisering af folkeskolen. Det skal efter kommissionens mening være muligt for private at trække overskud ud af en privatiseret skole.Et sådant forslag giver anledning til mange overvejelser og sætter gang i automatreflekserne. Det er godt nok.

Så må man selvfølgelig efterfølgende overveje sine automatreflekser og analysere, om de  holder for en nærmere prøvelse. Hvis der er forskellige firmaer, der skal ind, kan man vel ikke længere tale om samfundets fælles folkeskole. Fællesskabets skole. 

Det bliver en anden opgave at være ansat i en sådan privatdrevet skole. Ud over at sikre elevernes gode læring, skal man som ansat også medvirke til, at ejerne og investorerne får et afkast. Det er en helt central overvejelse. Hvordan vil læring, dannelse og uddannelse blive varetaget, når de ansatte ikke længere er ansatte i folkeskolen.

Det er folkeskolens ansatte som i virkeligheden nu er dem, der udfylder den samfundsmæssige meget vigtige opgave, det er at sikre børn og unges udvikling, uddannelse og dannelse og ikke mindst at sikre, at den negative sociale arv brydes, så flere borgere i fremtiden mestrer at være pilot i eget liv. 

Hvordan vil en privat virksomhed forholde sig til "bøvlede børn" og børn og forældre i udsatte positioner. En ekstraordinær indsats vil kunne gå ud over det overskud, der kan trækkes ud af virksomheden. Vi har  allerede erfaringer, der viser, at de nuværende private skoler sorterer kraftigt i de elever, de optager. 

Hvad gør vi efter en udlicitering af folkeskolen med de elever ingen vil have? Jeg må straks bekende mig til, at jeg hører til dem, der mener, at folkeskolen er helt nødvendig, når det gælder at sikre og udvikle sammenhængskraft i det danske samfund. Og det på tværs af sociale og kulturelle grupperinger. Før havde vi kirken og forsvaret, hvor befolkningen kunne mødes på tværs af rige og fattige, veluddannede og ikke veluddannede. Nu har vi kun folkeskolen tilbage, og den er under stort pres i forhold til at kunne opretholde mangfoldigheden og det menneskelige møde på tværs. 

Et lille øjeblik vil jeg glemme alt om nutidens trakasserier og være meget højtidelig på folkeskolens vegne. Højtideligt sagt. Folkeskolen – er en funklende juvel i det danske demokrati. Det fælles skolesystem vi i dag kalder folkeskolen har siden starten i 1814 evnet at udvikle sig i takt med samfundet. Undervisningen har ændret sig i samspil med tidernes krav til børns uddannelse og med skiftende opfattelser af pædagogiske metoder. Hvilke fag der var nødvendige, og hvilke idealer børnene skulle opdrages efter. Landets mange lokale folkeskoler udgør tilsammen den Folkeskole, som omtales i Grundlovens § 76 ”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i Folkeskolen”. Folkeskolen giver eleverne nyttige kundskaber, færdigheder og personlig alsidig udvikling. Herudover er åbenhed, gå på mod, medmenneskelighed, evne til at omgås og samarbejde med alle mennesker, resultater der kan lægges til, når regnebrættet over folkeskolens resultater gøres op. 

Hvis folkeskolen ikke får den nødvendige status og etos, så kan folkeskolereform og overenskomster ikke skabe forbedringer. Og det gode er, at det kan folkeskolen og dens ansatte selv delvist påvirke. Sæt mere fokus på folkeskolens gode resultater.

Folkeskolens gode resultater viser sig mange steder. Færdigheds- og kundskabsniveauet generelt i det danske samfund giver os plads blandt verdens rigeste nationer. Danske unge scorer højest i internationale undersøgelser i forhold til medvirken i og viden om demokratiet. Vi ligger højest i verden, når det gælder elevernes glæde ved skolen. Danskerne er verdens lykkeligste folkeslag.  Og vi er et af de lande i verden, der har mindst social uro. 

Vi skal varme os ved folkeskolens gode resultater, men ikke lade os nøje med det. Vi skal varme os ved, at langt de fleste forældre bakker os op, men det gælder ikke borgerne i al almindelighed. De bygger alene deres vurdering på deres egen skoletid, og det de hører i pressen. Der er mange, der taler folkeskolen ned. Gør folkeskolens selv det? Eller taler folkeskolens ansatte den op? Hvordan kan økonomerne i en produktivitetskommission overhovedet få den ide at udlicitere en så central og fundamental samfundsinstitution som folkeskolen?

I fremtidens folkeskole skal eleverne selvfølgelig fortsat lære nyttige faglige kundskaber og færdigheder. Men samtidig skal eleverne i endnu højere grad udvikle alsidige kompetencer som kreativitet, innovation, samarbejds- og problemløsningsevne. Kompetencer som samfundet har brug for. 

Folkeskoleeleverne får herudover gennem en demokratiets og mangfoldighedens skole helt unikke muligheder i forhold til den menneskelige vækst og forståelse, der følger af deltagelse i forpligtende fællesskaber præget af mangfoldighed. Det kræver, at det omgivende samfund giver folkeskolens ansatte den respekt, tillid og status, der svarer til vigtigheden af den opgave, de udfører i relation til børn og unges læring, uddannelse og dannelse. 

Folkeskolen er værd at kæmpe for. Når man skal analysere og reflektere over nye tiltag og overraskende forslag, er det vigtigt at klargøre sig, hvad der er  bekræftende udsagn, og hvad der er ikke- bekræftende udsagn i forhold til ens egen umiddelbare mening.

Man kan have en tendens til at tage bekræftende udsagn til sig og med en automatrefleks afvise ikke- bekræftende udsagn. Det er vigtigt, at folkeskolens ansatte også beskæftiger sig med de ikke- bekræftende udsagn. Efterfølgende kan man så flytte sig eller beslutte at holde fast i sin egen mening.

Ved en analyse af folkeskolens nuværende situation og udfordringer kan man vælge at holde fast i en peptalk gående på optimisme for fremtiden og de nye muligheder fremtiden bringer. Denne tilgang fravælger jeg, da jeg tænker, at det nok ikke lige er tiden i forhold til de mange følelser lærerne på nuværende tidspunkt forståeligt nok stadig kan have i forhold til begreber som damptromling, angreb og overgreb, matchfixing og lignende af samme skuffe, som har været bragt på banen i forbindelse med lærerlockouten og det efterfølgende regeringsindgreb. 

Man kan også vælge en  medlidenhedstilgang i forhold til, hvor synd det er, at det omgivende samfund ikke udstråler en etos af agtelse, værdsættelse og anerkendelse i forhold til folkeskolen og lærerarbejdet. Jeg fravælger også denne tilgang, fordi jeg tænker, at en sådan ”hvor er det synd for os”- tilgang ikke kan bruges til noget som helst. Og slet ikke til at bearbejde og komme videre efter lock-outens frustrationer.

Jeg vælger istedet at overveje og redegøre for mit syn på, hvilket fundament jeg mener er vigtigt at bygge lærerarbejdet på fremover. Og samtidig ønsker jeg at tilkendegive stor opbakning til folkeskolen og til lærerne.  Men jeg vil ikke bare komme med en jubel- og lalleglad holdning om, at alt er godt, og at der ikke er steder, hvor noget kan gøres endnu bedre. En sådan jubel- og lalleglad tilgang, mener jeg ikke ville være respektfuld og anerkendende i forhold til det vigtige arbejde, lærerne udfører.

En ordentlig tilgang til udvikling af folkeskolen og lærerarbejdet må efter min mening bygge på anerkendelse, positiv kravstilling og konstruktive tilbagemeldinger. Det vil jeg så prøve på!

Ud fra denne tilgang vil jeg tage udgangspunkt i den australske professor John Hattie, der i foråret 2013 var  på besøg i Danmark. Han holdt nogle foredrag, hvor han sagde mange rigtig fornuftige ting om Folkeskolen.

Han sagde blandt andet: Danmark har nogle lærere, der er fantastiske.
Folkeskolen er omgivet af succes, …  Jeg er helt enig med ham.
Men han siger også: Folkeskolen er omgivet af succes, men det ser man ikke ud fra det image, lærerne skaber af sig selv. Her er jeg også enig.

Det er nok et ikke bekræftende udsagn i forhold til lærernes egen selvforståelse. Det beklager jeg, men jeg mener ikke desto mindre, at Hatties påstand er rigtig. Efter min mening formår folkeskolens ansatte, ledere og organisationer ikke at komme ud med det budskab, at der er meget at være stolte af, og at de har et meget vigtigt job, som de er forfærdelig glade og stolte af at have. I stedet benytter de alt for mange gange lejligheden til at hænge det snavsede vasketøj til offentligt skue. Og borgerne får nogen gange den opfattelse, at hvad de læser sker i den ene ende af landet nok også sker i den anden ende.  

Desværre bliver  folkeskolens etos og opbakning ikke styrket i befolkningen ved hele tiden at fortælle, hvor vanskelige elever og forældre, folkeskolen har. De er nu engang, som de er. Det hjælper heller ikke at fortælle, hvor dårligt arbejdsmiljøet er, hvor hårdt det er at være lærer, og hvor meget bedre det ville blive med bevilling af flere ressourcer. Selv om det sidste selvfølgelig er vigtigt nok.

En sådan tilgang italesætter, at folkeskolen suges ned i en Bermudatrekant af trøstesløshed og negativisme og fremmer en opfattelse hos forældre og borgere af forarmethed, og af at ingenting kan lade sig gøre. Konsekvensen er fravalg af folkeskolen og manglende opbakning til folkeskolen og dens ansatte. Nu vil jeg ikke misforstås. Jeg synes, vi skal arbejde endnu mere og endnu bedre med at forebygge dårligt arbejdsmiljø og arbejdsbetinget stress og sikre de nødvendige ressourcer.  Ikke alt, men rigtig meget kan vi med de ressourcer, vi har, selvom vi kunne ønske os flere. Men vi må italesætte, at job i folkeskolen er samfundets vigtigste job, og at der grund til at være  stolt af at arbejde i folkeskolen. 

Folkeskolens ansatte bør udstråle stort selvværd, stor selvrespekt og faglig professionalisme samtidig med, at de viser lydhørhed i forhold til andres ideer og ønsker. Pointen er, at en effekt der fremmer samfundsmæssig anerkendelse og opbakning bedst opnås ved at italesætte og fokusere på det, der udfordrer og fremmer elevernes læring. John Hattie siger det på denne måde:Troværdige og tydelige lærere, feedback og dialog mellem eleverne lagt bevidst til rette af læreren er (blandt de) allermest effektive metoder, man kan sætte ind i undervisningen, og som rykker langt mere end den strukturelle tilgang.

En sådan tilgang tror jeg er vigtig, når man skal italesætte udviklingen af en positiv etos og status omkring folkeskolen og lærerne. 

Produktivitetskommissionen har efter min bedste overbevisning overset denne tilgang, og forfalder til automattænkning at skabe effektivitet og kvalitet gennem en strukturel tilgang i form af konkurrenceudsættelse og forretningsdannelse.

Når frustrationerne over lærerlockouten har lagt sig- og dem skal der i en periode være plads til - så må man håbe, at både ledere og ansatte i folkeskolen vil samarbejde ud fra, hvad jeg vil kalde moderne ledelses- og styringsmetoder. Ledelse kan ikke udføres af én part, men kræver både de formelle lederes og de ansattes indsats og respekt for hinandens forskellige roller.

For mig er moderne ledelse, at lederne fortsat viser tillid til de ansatte. Giver medansvar til de ansatte. At de ansatte tager ansvaret på sig. At ledere og ansatte viser gensidig anerkendelse og opbakning kombineret med positiv kravstilling og konstruktive tilbagemeldinger. Den populære disciplin abekastning - om at bare den anden part var lidt mere medgørlig, så vil alt blive såre godt- giver ingen mening. Den vil tvært i mod medføre en boomerang, der vil ramme folkeskolen og dens ansatte i baghovedet i form af fortsat mangel på samfundsmæssig opbakning omkring arbejdet i folkeskolen. Ingen tvivl om at god ledelse er en af nøglerne, der skal arbejdes med, når  der skal ske sikring og udvikling af god folkeskole.  Men god ledelse skabes kun i et forpligtende samarbejde mellem ledere og ansatte. God ledelse kan ikke opnås uden de ansattes konstruktive medvirken. 

Og så risikerer jeg lige alligevel det ene øje i forhold til det  ikke at holde en peptalk og risikerer at nærmere mig noget, som nogen måske vil betegne som at være lalle- og jubelglad. Men alligevel. Jeg prøver, 

Jeg tror på 
-       At glade lærere giver
-       Glade elever
-       At glade elever giver
-       Glade forældre
-       At glade forældre giver
-       Glade borgere og
-       At glade forældre og borgere giver
-       Glade politikere og
-       At glade politikere hellere vil investere i noget, der omtales med glæde end i noget, hvor man har opfattelsen af trøstesløshed og negative spiraler.

Det er vigtigt at italesætte en sådan positiv spiral. Det er et middel til at komme ud af frustrationernes negative spiral og opnå den status, anerkendelse og etos som lærerfaget har brug for, og som lærerfaget fortjener. Folkeskolens brugere og ansatte skal blive bedre til at vise kommunikere de konkret gode resultater, folkeskolen kan opvise og huske at italesætte de gode resultater over for både forældrene og borgerne. 

Folkeskolens kvalitet har i de senere år udviklet sig enormt. Og det er folkeskolens lærere og ledere, der har drevet de gode resultater frem. Der er virkelig noget at være stolt af. Den stolthed skal også også vises i forhold til omgivelserne. 

En international rapport, PIRLS-rapporten placerer Danmark som nr. 5 i en verdensomspændende undersøgelse af elevernes læsekundskaber i 4. klasse. En anden international rapport, TIMMS-rapporten placerer de danske elever som nr. 9 i matematik og natur/teknik. Siden 1995 har danske elever forbedret deres kompetencer inden for matematik og natur/teknik svarende til et helt klassetrin. Der er ikke mange, der har hørt om PIRLS og TIMMS, hvor den danske skole har topplaceringer, men næsten alle har hørt om PISA, hvor den danske folkeskole for nogle år siden blev placeret cirka i midten blandt de undersøgte landes skolesystemer.

Åbenhed, gå på mod, medmenneskelighed, evne til at omgås og samarbejde med alle mennesker med alle baggrunde og af alle observanser - er resultater, der kan lægges til de flotte faglige resultater, når regnebrættet over folkeskolens samlede resultater gøres op. Det er der heldigvis nogen, der har opdaget og nu råber vagt i gevær mod niveaudeling og social segmentering af skolerne. 

Rapporter fra internationale undersøgelser viser, at danske unge internationalt set er dem, der ved mest om demokratiet, og at de har lyst til at indgå i demokratiet med dets rettigheder og pligter. Danske elever er verdensmestre i glæde ved at gå i skole. Folkeskolens gode resultater viser sig mange steder. Færdigheds- og kundskabsniveauet generelt i det danske samfund giver os plads blandt verdens rigeste nationer. Danskerne er verdens lykkeligste folkeslag.  Og vi er et af de lande i verden, der har mindst social uro. Både avisen Financial Times og tv-stationen CNN har på det seneste interesseret sig for, hvorfor et land kan være både rigt, lykkeligt og næsten uden social uro.

Det at trives med at gå i skole er selvfølgelig i sig selv ikke tilstrækkeligt. Men det er en nødvendig forudsætning for at lære. Erfaring i forhold til glæde ved at gå i skole er helt grundlæggende for som voksen at kunne indgå i den livslange læring, der er nødvendig, når vi fortsat som samfund skal klare os i den internationale konkurrence. Det er derfor, finske skoler og det finske undervisningsministerium kommer til Danmark for at lære, hvordan man kan sikre elevers glæde ved at gå i skole. Eleverne i Finland er nemlig ikke så glade som de danske i forhold til at gå i skole. 

På denne baggrund er der efter min bedste overbevisning ingen grund til at spille jeopardy med folkeskolen. Produktivitetskommissionens forslag om forretningsgørelse med hertil hørende konkurrenceudsættelse er efter min mening en særdeles risikofyldt gang jeopardy.