Folkeskolen gennem 144 år delt i landsbyskoleordning og købstadsskoleordning

Den 29.juli 2014 kan vi fejre 200-året for det, vi normalt kalder folkeskolens fødselsdag. Det er en sandhed med modifikationer. 

Det er rigtigt, at Frederik den Sjette den 29. juli 1814 underskrev lovgivning om skolevæsenets ordning. Der var nu ikke tale om én lov. Julilovgivningen bestod af tre skolelove. Ordet folkeskolen indgik heller ikke, men blev først taget i brug langt senere. De tre love omfattede henholdsvis Anordning for almueskolevæsenet på landet (billede 1), Anordning for almueskolevæsenet i købstæderne og Anordning for almueskolevæsenet i København. Udover disse tre love underskrev kongen i august samme år en særlig tillægslov gældende for jødiske borgere samt "Allgemeine Schulordnung für die Herzogtümer Schleswig und Holstein vom 24. August 1814". Vi fejrer således i år indførelsen af i alt 5 skolelove - alle omhandlende almueskolen. Det vil sige den del af skolevæsenet, der senere bliver benævnt folkeskolen. Kongens forskellige kancellier måtte samarbejde om at få udformet lovgivning for den enevældige konges forskellige lande. Kongens forskellige kancellier eller regeringer befandt sig i Røde Bygning på Slotsholmen, der i dag alene huser Finansministeriet. Røde Bygning blev bygget i 1721 og indeholdt oprindeligt Tyske Kancelli for hertugdømmerne,  Danske Kancelli for Kongeriget, Nordiske Kancelli for kongens nordiske lande, Rentekammeret og en del andet. (billede 2: Røde Bygning-Finansministeriet)

200 års jubilæet specielt for Kolding Kommune
I Kolding Kommune er vi i den helt særlige situation, at vi nord for Kolding Å og Kolding Fjord kan fejre 200 året for indførelsen af henholdsvis "Anordning for almueskolevæsenet på landet" og "Anordning for almueskolevæsenet i købstæderne". Syd for Kolding Å og Kolding Fjord kan vi der i mod fejre 200 året for "Allgemeine Schulordnung für die Herzogtümer Schleswig und Holstein". Samtidig kan vi så for øvrigt mindes, at det i år er 150 år siden, at de såkaldt 8 sogne syd for Kolding Å efter krigen 1864 overgik fra at være en del af hertugdømmet Slesvig til at blive en del af Kongeriget Danmark. Den resterende del af den nuværende Kolding Kommune syd for Kolding Å og Kolding Fjord - udover de otte sogne - blev efter nederlaget i krigen 1864 i 56 år frem til 1920 en del af det tyske skolesystem.

Skolegang under landsbyskoleordningen
For mig personligt er det så for øvrigt meget sjovt at tænke på, at jeg har nået at gå i skole under landsbyskoleordningen. Ordningen med folkeskolens opdeling i købstadsordning og landsbyordning blev først ophævet med folkeskoleloven af 1958. Jeg gik i skole ude på landet på Vestfyn. Her lykkedes det sognerådet i Husby at opnå dispensation fra 1958-lovens bestemmelser, så de kunne bevare landsbyskoleordningen helt frem til midt i 1960´erne, men så blev skolen så også lukket. (Billede 3: Klassebillede fra vores 2. klasse i Husby Skole. Hansenbrødrene indtager fløjpladserne. Jeg sidder yderst til venstre, mens min broder sidder yderst til højre på første række. Skolens samlede lærerkorps , overlærer Andersen, andenlærer Tagesen og forskolelærerinde fru Breiner dækker bagtroppen).

Billede 1:

Billed 2:

Billede 3:

Danskheden kom i mindretal i zone 2- Sønderjylland kom hjem til Danmark

Den 14. marts 1920 blev der holdt afstemning i zone 2 om områdets fremtidige statstilhørsforhold. 80 % af de stemmeberettigede stemte for tilslutning til Tyskland. I zone 1 var den tilsvarende afstemning blevet afholdt 10. februar 1920. Her stemte 75 % for tilslutning til Danmark.

Resultatet af afstemningerne blev, at grænsen blev lagt fast, som vi kender den i dag, nord om Flensborg og syd om Tønder. Efter 56 års tysk herredømme efter det danske nederlag i 1864 kunne en del af det tabte land - det nuværende Sønderjylland - så vende hjem til Danmark. Men en anden konsekvens var, at et stort mindretal af dansksindede i Sydslesvig mod deres ønske måtte forblive tyske statsborgere, ligesom et stort mindretal af tysksindede i Sønderjylland måtte overgå til at blive danske statsborgere.

Nationalistiske kredse i Danmark ville dog ikke umiddelbart anerkende resultatet fra afstemningen i zone 2, som jo blandt andet havde den konsekvens, at Flensborg ville blive tysk. Diskussionerne førte til den såkaldte "Påskekrisen 1920". Kong Christian den Tiende afskedigede blandt andet med baggrund i spørgsmålet om Flensborgs statslige tilhørsforhold den radikale regering Zahle, hvilket var et brud på kongens tidligere løfte i 1919 om at bekende sig til parlamentarismen. Folketinget blev opløst.

Fagforeningerne reagerede mod "statskuppet" med trusler om generalstrejke. Der blev udskrevet nyvalg til Folketinget. Efter valget tog en ny regering under venstres Niels Neergaaard over. Den nye regering erklærede, at afstemningsresultaterne om nationalt tilhørsforhold står fast. Rigsdagen kunne derfor den 26. juni 1920 vedtage loven om Genforeningen.

Christian den Tiende skrev loven under den 9. juli 1920 og red dagen efter den 10.juli over grænsen ved Frederikshøj mellem Taps og Christiansfeld og markerer dermed symbolsk Genforeningen. Det reparerede noget på det slidte image, han havde fået i forbindelse med Påskekrisen.

En af de mange tunge ting under Sønderjyllands "tyskertid" var, at mange dansksindede sønderjyder blev tvunget til at gå i tysk krigstjeneste under "den store krig", 1. Verdenskrig 1914 - 18.

Min kones bedstefar deltog også som dansksindet sønderjyde nødtvunget som tysk soldat i 1. verdenskrig. Han blev såret på vestfronten og blev ført tilbage til Tyskland og lagt på lazaret i Andernach. Min kones bedstemor, - som han  hemmeligt var blevet gift med under en orlov meget mod familiens vilje, blandt andet fordi hun var meget ung, - rejste så gennem det krigsplagede Tyskland helt til Andernach for at besøge ham. Så i krigens gru var der også plads til romantik. Han kom hjem, kom over sin fysiske skade, men forvandt aldrig de psykiske men. Sådanne oplevelser giver selvfølgelig et andet perspektiv på forholdet til tyskerne, end det vi har i dag. Godt forholdet er blevet normaliseret. Tyskland har på det filosofiske, pædagogiske og kulturelle område så meget at byde på, som vi ikke må lade overskygges af Tysklands militærhistorie og de helt horrible og uacceptable ting, der tidligere er foregået.

I dag kan vi glæde os over det gode samarbejde hen over grænsen, det gode forhold der er for mindretallene på begge sider af grænsen, og at den tysk-danske grænseløsning og det gode samarbejde kan være et forbillede andre steder i verden, hvor man desværre ikke kan finde ud af at finde fredelige løsninger på nationale, etniske og religiøse konflikter.


Håndgribelige minder fra nogle gode år i folkeskolen

På mit skrivebord har jeg nogle artefakter, der hver dag konkret minder mig om nogle gode arbejdspladser. Da jeg efter 17 år som lærer på Bramdrup skole 1. februar 1995 forlod Bramdrup Skole for at blive skoleinspektør på Lyshøjskolen fik jeg som mindegave en stelton- papirkniv. 

Da jeg 1. august 1995 forlod Lyshøjskolen for at blive forvaltningschef i Nørre Åby Kommune, fik jeg som mindegave et stelton kuglepenneholdersæt.

Begge artefakter har jeg i mine hænder hver dag og bliver dermed konkret mindet om nogle gode elever, fantastiske kolleger og nogle gode arbejdspladser, som har betydet meget for mig i mit arbejdsliv.

Borgerne som nyttige redskaber for konkurrencestaten

Nyttige redskaber for konkurrencestaten. Lyder det som noget tilhængerne af udvikling af nutidens konkurrencestat kunne have fundet på? Der er nok ikke rigtig nogen, der i dag åbent vil vedkende sig et synspunkt om, at folkeskolens formål skulle være ”at skabe nyttige borgere for staten”. Men måske er der alligevel tendenser, der peger i den retning?

Det er ikke ukendt, at magthavere ønsker at spænde folkeskolen for en vogn, som alene indeholder en last af nytteværditænkning.

I det, der er blevet kaldt Danmarks første folkeskolelov, nemlig  Lov om Almueskolen fra 1814, var det bærende synspunkt, at skolens opgave er at danne børnene ”til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk- christelige lære” og sørge for, ”at de blive nyttige borgere i staten”, som der direkte står i lovens formål. Men 1814-loven blev jo vedtaget af enevoldskongen Frederik den Sjette, så det måtte forventes, at der alene var fokus på nytteværdi og ikke på udvikling af medborgerskabsevne og andre almene dannelsesmæssige aspekter. Siden Frederik den Sjettes tid er der heldigvis sket store ændringer i det danske samfund. En helt afgørende ændring er, at samfundet nu bygger på en demokratisk grundlov, hvor det forudsættes, at borgerne har den nødvendige viden og dannelse til at indgå i demokratiet. Viden og dannelse der gør dem i stand til at påtage sig deres medborgerlige ansvar, som den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt formulerede det under valgkampen til Folketinget i 1953. 

Vi lever stadig i et demokrati, så dannelsesbegrebet må vel fortsat være højt prioriteret i folkeskolen fremover?

Det spørgsmål er relevant at stille, når man ser den vinkling magtfulde internationale økonomiske organisationer som fx OECD og EU lægger til grund i forhold til den økonomiske nytteværdi af investering i landenes uddannelsessystemer. I Danmark bakkes den samme vinkling op af økonomiorienterede magtorganer som Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og KL. Fokus er ensidigt rettet mod styrkelse af borgernes værdi som en effektiv arbejdskraft, der kan sikre højere produktivitet og forbedret konkurrenceevne. De tidligere højt estimerede aspekter i dansk pædagogik og uddannelse som almen viden, kulturforståelse, dannelse og medborgerskabsduelighed tillægges tilsyneladende ikke længere større betydning.

Er det nu ikke en kraftig overdrivelse vil nogen måske spørge. 

Det håber jeg, det er. Men der er desværre mange indikationer på, at der er noget om snakken. Blot nogle få eksempler. I de nationale test er der  primært fokus på at teste undervisningens resultater i form af kundskaber og færdigheder. Bekendtgørelsen om kvalitetsrapporter i folkeskolen lægger i høj grad op til at sætte alt det målbare i centrum blandt andet i form af afgangsprøveresultater og resultater fra nationale test.  Danmark har tilsluttet sig de testprogrammer, som internationale økonomiske samarbejdsor-ganisationer har sat i værk som fx PISA.

Det er selvfølgelig ikke evalueringerne i sig selv, der er et problem. Det er evalueringernes snævre fokus og troen på, at de kan bruges til systemkontrol, der er problemet. Selve det at evaluere resultatet af sit arbejde er et udtryk for professionelt lærerarbejde, men det er  vigtigt, at alle læringsmæssige aspekter inklusive de dannelsesmæssige indgår i evalueringen.

I sig selv er der jo heller ikke noget i vejen med at have fokus rettet mod, at uddannelsessystemet sørger for, at eleverne opnår de bedst mulige færdigheder og kundskaber. Det er også en legitim interesse, at vi som samfund er i stand til at klare os bedst muligt i den internationale konkurrence. Vi skal kunne producere såvel materielle som immaterielle produkter, der kan afsættes, og som vi kan tjene penge på. Men det kræver netop et bredere perspektiv på læring end alene kundskaber og færdigheder. Det er et problem, hvis konkurrenceevne og en stærk økonomi bliver et mål i sig selv. Menneskelivet indeholder mange andre aspekter end konkurrenceevne og økonomi.

God økonomi er jo kun et middel til at opnå et højere mål om stærke og frie borgere, der evner at være pilot i eget liv, evner at indgå i positive fællesskaber, evner at påtage sig det medborgerlige ansvar i forhold til den løbende udvikling af demokratiet og som er sikret den højst mulige grad af fysisk og psykisk velfærd.

Målet med  et uddannelsessystem må være at ruste  borgerne til at tage vare på  eget liv, tage ansvar for et godt familieliv, kunne bidrage til samfundets indtjening gennem deltagelse i erhvervslivet, kunne have et positivt og udviklende fritids- og kulturliv og på et oplyst grundlag kunne indgå i det demokratiske samfundsliv. 

Arbejdet med at kunne opfylde sådanne ønsker til folkeskolens virksomhed har da også gennem flere århundreder  afspejlet sig i lovgivers arbejde med at tilpasse formålsformuleringerne for folkeskolen. Dette arbejde kulminerende med 1975-loven. Her indgik ønsket om at fremme elevernes alsidige, personlige udvikling på lige fod med målet om færdigheder og kundskaber. Men det er som om ønsket om at fremme elevernes alsidige personlige udvikling er blevet meget nedtonet i de sidste tre årtier til fordel for en ensidig tankegang om nytteværdi. Og meget nedtonet her på det sidste. Denne nedtoning af interessen for elevernes dannelse og alsidige personlige udvikling falder sammen med det generelle fald i opbakningen til folkeskolen og mangel på tillid til dens ansatte. De fleste af de flotte dannelsesmæssige formuleringer står stadig i folkeskolens formål, men det er, som om der ikke rigtig lægges vægt på dem længere.

I samme periode synes folkeskolen i højere og højere grad at være blevet spændt for konkurrencestatens tankegang om at skabe nyttige konkurrencestærke borgere. Hvis det er rigtigt, og hvis denne udvikling fortsætter, kan der ske stor skade på folkeskolens resultater. Man opnår så det diametralt modsatte af, hvad der var den udtalte hensigt.

Dannelsesbegrebet bør stadig være højt prioriteret i folkeskolen og i hele uddannelsessystemet. Og så bør folkeskolen tilføres noget finsk ”sisu”.

Det første man bemærker, når man rejser i Finland, er den helt særlige ånd, der hersker i hele samfundet omkring det at gå i skole og det at lære. Denne etos af "sisu" gennemsyrer alle de miljøer, hvor børn og unge færdes. Familien, borgerne, politikerne, erhvervslivet og medierne understøtter og stiller positive forventninger til elevernes læring. Omgivelserne respekterer og bakker i høj grad op om skolens virke. Det er et højt estimeret job at være ansat i den finske folkeskole.

Hvis vi i Danmark kunne skabe en tilsvarende understøttende etos med det mål at styrke elevernes kundskabsmæssige, dannelsesmæssige, sociale og kreative færdigheder samtidig med, at de danske elevers store glæde ved at gå i skole bliver bevaret. Ja, så ville vi kunne ruste de unge, der forlader skolesystemet til at kunne leve et rigt og alsidigt voksenliv og samtidig evne at udvikle fremtidens nye arbejdspladser. Folkeskolen og folkeskolens ansatte har behov for at kunne udføre deres arbejde inden for rammerne af en tillidskultur og kunne føle omgivelsernes respekt for deres arbejdes vigtighed. Undervisningsarbejde kræver i høj grad en selvstændighedskultur. En sådan selvstændighedskultur bør ikke afvikles, men udvikles.

Det er for ensidigt, hvis formålet med folkeskolen alene er at sikre nyttig og konkurrencedygtig arbejdskraft. Mit bud er, at folkeskolens opgave bør være at uddanne unge som har gode kundskaber og færdigheder, som har et skelet af nyttig paratviden, som evner udsyn og perspektiv i tid og rum, som evner tværfaglighed på et fagligt grundlag, og som evner at indgå og være bidragende i positive fællesskaber. En sådan skole har brug for, at dannelse fortsat er et vigtigt mål – ikke bare i ord, men også i gerning. Ellers er vi tilbage ved enevoldskongens tanker om ”nyttige borgere for staten”. Det er lidt pauvert i forhold til den udvikling folkeskolen har gennemlevet siden 1814 og demokratiet siden 1849. Vi skulle dog gerne være nået længere.

Konkurrencestaten udmanøvrerer dannelsesbegrebet i folkeskolen

Konkurrencestaten er i færd med at udmanøvrere det særlige danske dannelsesbegreb i folkeskolen.

Det synes jeg er meget uheldigt læringsmæssigt og på sigt meget skadeligt i forhold til vores danske model for samfundsmæssig udvikling, demokrati og velfærd. 

Denne udmanøvrering af dannelsesbegrebet er ikke i overensstemmelse med den helt særlige danske tradition, der har præget udviklingen af folkeskolen, demokratiet og vores politiske kultur gennem mange generationer.

Konkurrencestaten kapper rødderne

Når politikerne så ensidigt fokuserer på udviklingen af en konkurrencestat og så drastisk kapper rødderne til de traditioner, der er unikt danske, så spiller de hasard med vores fremtid. Politikerne fra begge sider af det politiske spektrum er i disse år i færd med at kappe de rødder over, som skal give den fornødne indsigt, energi, vilje og folkelige medejerskab til den udvikling og omstilling, som det danske samfund nødvendigvis må gennemleve for at kunne leve op til nutidens og fremtidens udfordringer. 

Hvis vi som en lille nation blot tilpasser os og kopierer de modeller, som store nationer og magtfulde internationale økonomiske organisationer som OECD og EU lægger for dagen, så risikerer vi at miste det unikke, der har gjort, at vi som småstat hidtil har klaret os så flot. Økonomernes ensidige fokusering på det, der kan måles og vejes, og det der har en umiddelbar økonomisk nytteværdi, indsnævrer på en uheldig måde dannelses- og læringspotentialet. Et potentiale vi gennem to århundreder har været gode til at udnytte i Danmark, og som har skabt flotte resultater. I flæng kan jeg blot nævne: et af verdens lykkeligste folkeslag, et af verdens rigeste folkeslag, en af Europas stærkeste økonomier, et af verdens sikreste og tryggeste samfund, verdens bedste retssamfund, et folkeslag med stor vilje og evne til livslang læring med den omstillingsevne, det medfører. Danske elever der ligger i toppen, når det gælder glæde ved at gå i skole, danske elever ligger på eller over gennemsnittet i internationale undersøgelser, når det gælder kundskabs- og færdighedsmæssige resultater. Det er resultater, der påkræver sig anerkendelse og ikke nedvurdering og desavouering.

Det er vigtigt for et samfund som det danske at have de pædagogiske og samfundsmæssige rødder i orden. Jeg har derfor samlet nogle, hvad jeg vil kalde opbyggelige pædagogiske citater, som jeg personligt finder beskriver nogle væsentlige sider ved dansk pædagogik, undervisning, folkeskole og demokrati. Nogle væsentlige sider, som man skal passe på ikke at smide ud med badevandet. 

Opbyggelige pædagogiske citater

Skolen ”må (...) for det første ikke gøre oplysning eller sig selv men livets tarv til sit øjemed” (N.F.S.Grundtvig. 1838)

”Oplysning har jeg næppe så godt greb på, som jeg har på oplivelse. Jeg opliver først, og så oplyser jeg bagefter, eller i alt fald opliver og oplyser jeg på engang” (Kristen Kold. 1866)

”… et Folks kultur kan måles ved dets evne til at forandre og forbedre sine livsvilkår og krav; jo mere udviklingsdygtighed et folk rummer, desto højere er det kultiveret." (Vilhelm Rasmussen. 1899)

"Børnene ejer sig selv og skal vurderes som selvstændige individer med ret til kærlighed, tryghed og anerkendelse" (Peter Sabroe o. 1910)

"Lær (...) at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig". (Th. Stauning. 1939)


”Demokrati er derfor en livsform. Man tilegner sig den ved at leve den igennem sit privatliv - i forhold til familie, naboer og foreningsliv. Det bliver en tankegang - en holdning, der gennem hele livet udmøntes ved handling og gennemstrømmer samfundet". (Hal Kock. 1945)

”Den ondskab, der findes i verden stammer næsten altid fra uvidenhed, og den gode vilje kan afstedkomme lige så megen fortræd som den onde, dersom den ikke ved bedre besked. Menneskene er snarere gode end slette, og i virkeligheden er det slet ikke der, spørgsmålet ligger. Men de er mere eller mindre uvidende, og her er det man kan skelne mellem dyd og last, idet den mest fortvivlende last er den uvidenhed, der tror at vide alt, og som tager sig ret til at dræbe.” (Albert Camus. 1947)

”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” (Julius Bomholt. 1953)

"Skolens hovedopgave er at give eleverne del i den oplysning om deres tilværelse og den verden, der er givet med vor kulturoverlevering. Under skoleforløbet sker oplysning til at begynde med med fortælling for at ende med stillingtagen". (K. E. Løgstrup. 1981)

”I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer og intet menneske i verden kan blande sig i den”. (Frank McCourts roman ”Angelas aske”. 1996)

"Den måde, hvorpå læreren præsenterer sig selv, vil være en faktor, som vil få stor indflydelse på læringskulturen. Den skal indeholde nogle komponenter, som sender nogle andre signaler. Hvordan læreren ”optræder”, kommer ind i rummet, betragter de unge, reagerer på forstyrrelser, det bliver i sig selv et spørgsmål om stil, med hvilken man viser faglighed, imødekommenhed og ro, træffer hurtige beslutninger, demonstrerer rutine og lejlighedsvis fascination." (Thomas Ziehe. 2001)

"...den grundholdning, som udtrykkes gennem anerkendelse, må være selve den kerne, som pædagogik er gjort af. I mødet med den anden må der være en anerkendelse, en respekt og en forståelse til stede." (Axel Honneth. 2004)

”Viden og kærlighed er den samme mentale aktivitet; for at forstå en ting må man elske den, for at elske en ting må man forstå den.” (Scharmer. 2006)

Refleksion og selvstændig stillingtagen

Citaterne er væsentlige for mig og giver efter min mening god anledning til at kunne reflektere over, hvordan vi som samfund også fremover løbende kan levendegøre og livliggøre et folkeligt demokrati, der afspejler og afspejles i folkeskolen. Det vigtige dannelsesbegreb er som nævnt efter min mening desværre i iveren efter at skabe en konkurrencestat ved at blive udmanøvreret i det danske uddannelsessystem. Dannelsesbegrebet må tilbage på dagsordenen. Selvfølgelig ikke på bekostning af kulturteknikkerne som læsning, stavning og regning, men disse fag er ikke mål i sig selv, men midler til at opnå kundskaber, færdigheder, dannelse og evne til at kunne påtage sig sit medborgerlige ansvar.

Citaterne er subjektivt valgt ud fra, hvad jeg gennem årene i min læsning er stødt på af spændende udsagn, der har gjort indtryk på mig og har været med til at danne mine personlige pædagogiske grundlæggende holdninger. 

Pædagogik er samfund, og samfund er pædagogik

Nogle citater vil man måske studse over, jeg kalder pædagogiske citater. De er valgt, fordi jeg som nævnt mener, at undervisning, pædagogik og opdragelse  ud over læring af nyttige kundskaber og færdigheder i form af de grundlæggende kulturteknikker også handler om dannelse, almendannelse og medborgerskabsduelighed. Borgerne må på et oplyst grundlag kunne leve og medvirke i et demokratisk samfund. Opdragelse, dannelse og uddannelse må være med til at sikre det enkelte menneske evnen til at være pilot i eget liv og til at kunne tage stilling til både egne og samfundsmæssige udfordringer.

Bekræftende og ikke-bekræftende udsagn

Folkeskolen skal selvfølgelig, som den altid har gjort, forandre sig i takt med, at samfundet forandrer sig, men det skal ske på en kontinuerlig og reflekterende måde. Måske er det ikke altid kun samfundet, der skal forandre folkeskolen. Men folkeskolen skal, når det er nødvendigt, medvirke til at skabe positive forandringer af samfundet og det enkelte menneskes vilkår og muligheder. Derfor må folkeskolens pædagogiske og demokratiske rødder ikke kappes over. Rødderne skal give den fornødne energi og det fornødne engagement til at gennemføre de fornødne forandringer.

Vi har alle en forpligtelse til at være åbne over for såvel bekræftende og som ikke bekræftende udsagn om folkeskolens og samfundets udviklingsretning. Det er farligt, hvis man alene via automatreflekser hager sig fast i de udsagn, der bekræfter den opfattelse, man på forhånd selv har. Man må også reflektere over de ikke-bekræftende udsagn, man møder på sin vej, og som måske kan skabe holdningsændringer hos en selv. Men man må have en ballast, der giver mulighed for at vurdere de ikke-bekræftende udsagn. De udvalgte citater har som nævnt haft betydning for min pædagogiske dannelse. Men valget af citater er absolut ikke et udtryk for, at jeg er enig i alt, hvad de pågældende citerede står for, men  som nævnt, er det vigtigt også at kunne reflektere over ikke-bekræftende udsagn.