Danskheden kom i mindretal i zone 2- Sønderjylland kom hjem til Danmark

Den 14. marts 1920 blev der holdt afstemning i zone 2 om områdets fremtidige statstilhørsforhold. 80 % af de stemmeberettigede stemte for tilslutning til Tyskland. I zone 1 var den tilsvarende afstemning blevet afholdt 10. februar 1920. Her stemte 75 % for tilslutning til Danmark.

Resultatet af afstemningerne blev, at grænsen blev lagt fast, som vi kender den i dag, nord om Flensborg og syd om Tønder. Efter 56 års tysk herredømme efter det danske nederlag i 1864 kunne en del af det tabte land - det nuværende Sønderjylland - så vende hjem til Danmark. Men en anden konsekvens var, at et stort mindretal af dansksindede i Sydslesvig mod deres ønske måtte forblive tyske statsborgere, ligesom et stort mindretal af tysksindede i Sønderjylland måtte overgå til at blive danske statsborgere.

Nationalistiske kredse i Danmark ville dog ikke umiddelbart anerkende resultatet fra afstemningen i zone 2, som jo blandt andet havde den konsekvens, at Flensborg ville blive tysk. Diskussionerne førte til den såkaldte "Påskekrisen 1920". Kong Christian den Tiende afskedigede blandt andet med baggrund i spørgsmålet om Flensborgs statslige tilhørsforhold den radikale regering Zahle, hvilket var et brud på kongens tidligere løfte i 1919 om at bekende sig til parlamentarismen. Folketinget blev opløst.

Fagforeningerne reagerede mod "statskuppet" med trusler om generalstrejke. Der blev udskrevet nyvalg til Folketinget. Efter valget tog en ny regering under venstres Niels Neergaaard over. Den nye regering erklærede, at afstemningsresultaterne om nationalt tilhørsforhold står fast. Rigsdagen kunne derfor den 26. juni 1920 vedtage loven om Genforeningen.

Christian den Tiende skrev loven under den 9. juli 1920 og red dagen efter den 10.juli over grænsen ved Frederikshøj mellem Taps og Christiansfeld og markerer dermed symbolsk Genforeningen. Det reparerede noget på det slidte image, han havde fået i forbindelse med Påskekrisen.

En af de mange tunge ting under Sønderjyllands "tyskertid" var, at mange dansksindede sønderjyder blev tvunget til at gå i tysk krigstjeneste under "den store krig", 1. Verdenskrig 1914 - 18.

Min kones bedstefar deltog også som dansksindet sønderjyde nødtvunget som tysk soldat i 1. verdenskrig. Han blev såret på vestfronten og blev ført tilbage til Tyskland og lagt på lazaret i Andernach. Min kones bedstemor, - som han  hemmeligt var blevet gift med under en orlov meget mod familiens vilje, blandt andet fordi hun var meget ung, - rejste så gennem det krigsplagede Tyskland helt til Andernach for at besøge ham. Så i krigens gru var der også plads til romantik. Han kom hjem, kom over sin fysiske skade, men forvandt aldrig de psykiske men. Sådanne oplevelser giver selvfølgelig et andet perspektiv på forholdet til tyskerne, end det vi har i dag. Godt forholdet er blevet normaliseret. Tyskland har på det filosofiske, pædagogiske og kulturelle område så meget at byde på, som vi ikke må lade overskygges af Tysklands militærhistorie og de helt horrible og uacceptable ting, der tidligere er foregået.

I dag kan vi glæde os over det gode samarbejde hen over grænsen, det gode forhold der er for mindretallene på begge sider af grænsen, og at den tysk-danske grænseløsning og det gode samarbejde kan være et forbillede andre steder i verden, hvor man desværre ikke kan finde ud af at finde fredelige løsninger på nationale, etniske og religiøse konflikter.