Tur i det pædagogiske landskab

Grove overgreb, barske flytninger, fantastisk tilpasningsevne, mistrivsel, skadefryd, trivsel, opblomstring og fuldt flor.

Dette er ikke en beskrivelse af børne- og uddannelsesområdet, men essensen af en tur rundt i min have. Enhver lighed med en tur rundt i det pædagogiske landskab er tilstræbt.

På turen rundt i haven møder jeg æbletræet, der efter haregnav i en barsk vinter for mere end 30 år siden blev flyttet til en sydgavl for at få lidt ekstra lys, varme og omsorg, og som nu trives fint som espaliertræ. Husker hvor ked jeg var af, at mit nyplantede æbletræ var udsat for et sådant barsk overgreb. Skammer mig samtidig ved erindringen om, at jeg fik det lidt bedre, da jeg kiggede på naboernes nyplantede frugttræer og så, at de også var gnaverskamferede.

Omsorg skal der til 

Næste møde er den tidligere så smukke, røde rododendron fra min moders have. Den har oplevet først at blive flyttet fra en fynsk landhave til en fynsk rækkehushave, begge steder med god jord, og nu er den så flyttet til en sydjysk lerjordshave. Lidt forpjusket er den, men omsorg og pleje i form af beskæring, gødning og tilførsel af sur jord skal nok få den til igen at belønne haveejeren med et fint blomsterflor.

Stopper op i køkkenhaven ved hindbærbuskene bragt til min have fra mit barndomshjems køkkenhave. Utrætteligt har de uanset vejret gennem nu mere end 30 år hver sommer leveret velsmagende bær. Hindbærsmagen bringer hvert år gode erindringer om nogle dejlige lange, lyse sommerferier. I erindringen altid somre med masser af solskin og oplevelser, og det uanset, at sommerferien ikke stod på ferierejser, men indeholdt masser af udfoldelser ved skov og strand i barndomslandets nærområde. 

Under hindbærbuskene trives og storblomster hvert forår de gule kodrivere, jeg engang fra en kalkrig sydvendt vestfynsk markvold flyttede til min have i det jyske. Også de fynske vilde hvide syrener står i fuldt flor. Fantastisk tilpasningsevne uanset den barske omflytning.

Refugium

Passerer forbi to æbletræer, der sammen med en hængekøje og en stråhat er en gave fra gode kolleger, engang jeg fyldte rundt. Husker, hvordan kollegerne i gule vejmandsjakker lavede afspærringer, målte op og plantede træerne, så de passede til hængekøjen. Gad vide om der var bagtanker med netop en hængekøje!

Et af havens mest spændende træer er en gave fra en anden kollega til en anden rund fødselsdag, nemlig mit søjleformede tempeltræ, ginkgo biloba. Bladene er anvendelige som medicin mod svampe- og bakterieinfektioner. Dejligt når gode kolleger viser omsorg og giver gaver, der retter sig mod afslapningsmuligheder, velvære og velbefindende.

Haven er et refugium, som giver mange sanseoplevelser og refleksioner. Modvirker stress og jag og er med til at sætte dagligdagens små og store, gode og dårlige oplevelser i perspektiv. Har for øvrigt hørt, at man kan få recept på behandling i sansehaver som middel mod stress og depressioner. Arboretet i Hørsholm har indrettet en sådan sansehave.

Plante smil og plante solskin

På mange måder minder en tur rundt i min have om de ture, jeg gennem tiden løbende har foretaget til institutioner og skoler. Eller de oplevelser jeg har haft som lærer og skoleleder.  I begge tilfælde har jeg mødt dedikerede voksne og delt erfaringer med dem om børn og unge med meget forskellige opvækstvilkår. Langt de fleste trives fint og har det vældig godt. Nogle har det mindre godt. Og et lille antal kommer med en familiebaggrund præget af mistrivsel og misrøgt. Men i alle tilfælde møder de nogle dygtige og engagerede voksne, som med smil, omsorg og indsigt hjælper dem til den bedst mulige udvikling og læring. Giver dem fremtidsperspektiv. Og forsøger at hjælpe dem til at kunne kompensere for de ødelæggelser, de måtte være blevet udsat for. 

Besøgene rundt i det pædagogiske landskab har givet og giver mig anledning til refleksioner over vores arbejde med børn og unge. Hvordan giver vi dem det bedst mulige liv, mens de er i vores varetægt? Hvordan ruster vi dem bedst muligt til de sorger og glæder, de møder på deres vej videre i livet? Hvordan sikrer vi dem den bedst mulige udrustning til det hele liv: familieliv, kulturliv, fritidsliv, erhvervsliv og samfundsliv? Hvordan fastholder vi glæde og energi i vores eget arbejdsliv?

Ansatte i dagpasnings- og undervisningsområdet laver generelt et flot stykke ”gartnerarbejde” uanset på hvilken plads indsatsen gøres. Alle er uundværlige  gartnere i den store pædagogiske og undervisningsmæssige have. Det kalder på respekt og anerkendelse. Det fortjener de.

Demokratisk dannelse er vigtig i folkeskolen

Demokrati kommer ikke af sig selv, men kræver viden, holdning og indsats. Et eksempel er, at der skulle gå 66 år efter indførelsen af en "demokratisk" grundlov i Danmark, inden kvinder fik stemmeret og var valgbare til Folketinget.

Den 22. april 1918 stemte kvinder for første gang til Folketinget og var valgbare. Valget resulterede i, at 4 kvinder blev valgt ind i Folketinget, der på det tidspunkt havde 140 pladser. Kvindelig stemmeret til Folketinget var blevet fastlagt ved en ændring af Grundloven 5. juni 1915. Kvinder havde haft stemmeret til kommunalvalgene fra 1908.

Danmark var det tredje land i Europa, hvor kvinderne fik fuld stemmeret – efter Finland (1906) og Norge (1913). Bemærkelsesværdigt, at det er under 100 år siden, man besluttede, at demokratiet også omfattede den halvdel af befolkningen, der er kvinder. Vi havde på det tidspunkt haft en "demokratisk forfatning" i form af Grundloven i 66 år!!!

Dannelse og demokrati hænger sammen
Vi må aldrig glemme, at demokrati ikke er noget givet, men noget vi skal kæmpe for og involvere os i hver dag. Det kræver oplysning, tolerance, fordomsfrihed og ikke mindst evne til at se  historiske, kulturelle og samfundsmæssige perspektiver.

Derfor bør dannelsesaspektet også fortsat være centralt i folkeskolen. I skolen skal eleverne dannes til at kunne påtage sig deres medborgerlige ansvar, som undervisningsminister J. Bomholt formulerede det i 1953.

Redskabsfag er værktøjer for dannelse
Forudsætningen for dannelse er, at eleverne behersker redskabsfagene, som fx læsning, stavning og regning. Disse fag er ikke mål i sig selv, men midler til at opnå nyttige kundskaber og færdigheder og ikke mindst dannelse. Det er dannelsen, der karakteriser et civiliseret, tolerant, fordomsfrit og oplyst menneske. Nutidens ensidige fokusering på redskabsfagene er meget betænkelig. Men det betyder jo ikke, at kvaliteten i disse fag ikke skal hæves. Man skal blot huske, at de er midler ikke mål. Målet med folkeskolen bør være at uddanne og danne eleverne til hele livet. Familielivet, kulturlivet, fritidslivet, samfundslivet og erhvervslivet. Og alle områder må anses for at være ligeværdige.

Ledelsesmetoden "brikke ind - brikke ud" giver dårlige resultater

Jeg fremsatte i august 2013 i Kolding Ugeavis følgende synspunkt om behovet for moderne lederskab i folkeskolen. Synspunktet er vist fortsat meget aktuelt:
»Reformerne giver selvfølgelig mange udfordringer af administrativ, organisatorisk og økonomisk art. Men den største og vigtigste opgave er at sikre, at medarbejderne ikke føler sig sat uden for indflydelse. Hvis det sker, får vi en psykologisk blokering, der ikke fremmer den kvalitetsudvikling af folkeskolen, der er lagt op til."

Kolding Ugeavis:

Onsdag den 7. august 2013, 13:40

En rundspørge, som Mandag Morgen har gennemført i samarbejde med Skolelederforeningen, viser, at mere end hver tredje skoleleder på landsplan ikke føler sig klædt helt på til at løfte opgaven i forhold til folkeskolereformen og de ny arbejdstidsregler for lærerne.

Børne- og Uddannelsesforvaltningen i Kolding Kommune har med baggrund i Mandag Morgens resultater foretaget en lynrundspørge til skolelederne i Kolding Kommune, om de føler sig klædt godt nok på til de nye udfordringer. Samtlige skoleledere, der med den korte tidsfrist har kunnet nå at svare, tilkendegiver, at det gør de. Børne- og Uddannelsesforvaltningens rundspørge har givet en svarprocent på 82 procent.

»Vi er meget tilfredse med og trygge ved, at vores skoleledere føler sig godt rustede og har mod på de mange udfordringer, der kommer i løbet af det næste år,« siger børne- og uddannelsesdirektør Ib Hansen.

De store udfordringer opstår efter Ib Hansens opfattelse først og fremmest på det lederskabsmæssige område, hvor skolelederne skal evne på en og samme tid at styre udviklingen og samtidig positivt inddrage folkeskolens medarbejdere i udviklingsprocessen.

»Reformerne giver selvfølgelig mange udfordringer af administrativ, organisatorisk og økonomisk art. Men den største og vigtigste opgave er at sikre, at medarbejderne ikke føler sig sat uden for indflydelse. Hvis det sker, får vi en psykologisk blokering, der ikke fremmer den kvalitetsudvikling af folkeskolen, der er lagt op til. Derfor godt at vores ledere føler sig rustede til og har mod på at udøve det nødvendige lederskab,« siger Ib Hansen.

I maj 2013 udtrykte jeg i et indlæg i JP håbet om, at politikere og ledere i folkeskolen vil finde frem til at samarbejde ud fra en moderne ledelsesform byggende på tillid til de ansatte. Det håb har jeg endnu, selv om det kun er realiseret i et mindretal af de 98 kommuner.

Jyllands-Posten:

Jyllands-Posten

LÆSERBREVE 06.05.13 kl. 03:00

Fremtidens ledelse i folkeskolen

AF IB HANSEN, BØRNE- OG UDDANNELSESDIREKTØR, KRIGSAGER 18, KOLDING

Når nu frustrationerne over lærerlockouten og regeringsindgrebet har lagt sig, må man håbe, at både ledere og ansatte i folkeskolen vil samarbejde.

Hvad er moderne arbejdstidsstyring? Hvad er gammeldags arbejdstidstyring? Det er spørgsmål, der under KL's lockout af lærerne har været givet mange svar på og udtrykt forskellige holdninger til. Kom til at tænke på et par oplevelser, jeg har haft på forskellige arbejdspladser. Oplevelser, der sætter disse spørgsmål i perspektiv.

Jeg arbejdede i en fjern fortid i min ungdom på en entreprenørarbejdsplads. Her blev arbejdsindsatsen opgjort i form af arbejdstidsregistrering på et stempelur. Her oplevede jeg hver dag cirka et kvarter før arbejdstidens ophør, at næsten alle medarbejdere stillede sig bag stabler af byggematerialer for at kunne komme først frem til stempeluret, når fløjten lød for arbejdsdagens ophør. Så gjaldt det om at løbe over til stempeluret og komme først i køen.

Alle ville nemlig gerne stemple ud først, så de kunne komme først ud fra parkeringspladsen og ikke skulle spilde fritid på at holde i kø. Produktiv udnyttelse af arbejds- og tilstedeværelsestiden? Næppe!

Effektiv udnyttelse af tiden

På en anden arbejdsplads med opgaver inden for offentlig administration oplevede jeg for en del år siden, at nogle medarbejdere indimellem forespurgte, om der var "brikket ind"? Også på denne arbejdsplads skulle man bruge stempelur, og hver ansat havde sin brik, der skulle trykkes ind, når man arbejdede og skulle trækkes ud, når man holdt pause eller holdt fri.

Spørgsmålet, om der var "brikket ind", blev stillet, hvis nogen i en kaffepause kom til at tale om de faglige opgaver, man var optaget af. Man ”brikkede" nemlig ud til kaffepause. Effektiv udnyttelse af arbejds- og tilstedeværelsetid? Næppe! Der blev jo ikke talt om at "brikke ud", hvis man i arbejdstiden i forbindelse med det sociale samvær tog sig en lille privat sludder. Hvilket jeg heller ikke synes, man skal "brikke ud" for.

Sociale relationer er vigtige for kvalitet i opgaveløsningen på en arbejdsplads.

Eksemplerne viser, at en opgørelse af arbejdsindsatsen på tilstedeværelsestid ikke nødvendigvis fremmer produktivitet, motivation og arbejdsglæde og dermed kvalitet i opgaveløsningen.

Medansvar til de ansatte

Når nu frustrationerne over lærerlockouten og regeringsindgrebet har lagt sig, må man håbe, at både ledere og ansatte i folkeskolen vil samarbejde ud fra, hvad jeg vil kalde moderne ledelses- og styringsmetoder. Nemlig at give tillid til de ansatte.

Give medansvar til de ansatte, tage ansvaret på sig og vise anerkendelse og opbakning kombineret med positiv kravstilling og konstruktive tilbagemeldinger.

Positiv ledelsesform

En sådan tilgang virker fremmende på motivationen hos os alle. Det være sig folkeskolens ansatte og ledere som alle mulige andre. "Brikke ind" og "brikke ud"-metoder med opgørelse af arbejdsindsatsen på tilstedeværelsestid hører industrisamfundet til og har ingen mening, når det gælder vidensarbejdspladser. Her må engagement, professionsstolthed og motivation være i højsædet, når det gælder fremme af en positiv opgaveløsning.

Forhåbentlig er folkeskolens ledere også fremover eksponenter for en sådan moderne positiv ledelsesform, og forhåbentligt vil folkeskolens ansatte respondere positivt på en sådan positiv ledelsesstil.

Alt andet vil gå ud over elevernes udbytte og de ansattes arbejdsmiljø.

Læs også nedenstående min blogartikel fra 8. april 2014 "Trusselkultur fører ikke til noget godt"

Fyld hjernen, fyld hjernen

Kundskaber og færdigheder  er vigtige mål i både dagtilbud og skole, men er ikke meget værd i et opdragelsesmæssigt og dannelsesmæssigt tomrum. 

Aktuelt står vi med den udfordring, at folkeskolereformen meget let kan komme til at handle om form frem for indhold.

Demokratisk samværsform

	Responsiv og dialogorienteret	Ikke responsiv og ikke dialogorienteret
Kravstillende	AUTORITATIV opdragelse	Autoritær opdragelse
Ikke kravstillende	Permissiv opdragelse	Uinvolveret Laissez faire opdragelse

Jeg har i ovenstående model tilpasset den amerikanske udviklingspsykolog Diana Baumrinds opdeling af de forskellige overordnede opdragelsesstile, så modellen passer til min holdning til opdragelse.

Opdragere – såvel forældre som professionelle - skal efter min mening stræbe efter at være i feltet AUTORITATIV, altså optræde både kravstillende og dialogorienteret. Man kunne også kalde det en demokratisk opdragelses- og samværsform. Interesserede kan læse mere herom i en af mine pædagogiske yndlingsbøger, der er skrevet af Jytte Birk Sørensen: Støt mestring- bryd mønstre, Dafolo 2008. En autoritativ opdragelsesform med tydelig kravstilling og samtidig vilje til dialog er et vigtigt værktøj, når det gælder inklusion og det at kunne bryde den negative sociale arv og samtidig sikre udfordringer til alle uanset evner og læringsstile. Frit valg på alle hylder og en permissiv tilgang i opdragelse og undervisning er gift for mulighederne for at bryde negativ social arv og sikre passende udfordringer til alle.

Autoritativ opdragelsesstil

Den autoritative opdragelsesstil er en stil, der både stiller krav til børn og unge og samtidig lægger vægt på dialogen med dem. Det er en rationel og demokratisk samværsform, hvor både børns og voksnes rettigheder respekteres.

Børn og unge, der er autoritativt opdragede, 

• er konfliktløsende
• er forhandlingserfarne
• har indlevelsesevne
• leger på tværs af køn
• har selvtillid
• har social kompetence

Autoritær opdragelse

En autoritær opdragelsesstil er præget af, at der stilles store krav til børn og unge, men der er ingen dialog og inddragelse af dem.

Drenge, der er autoritært opdragede, bliver aggressive og dominerende uden for familien. Pigerne bliver usikre og mangler selvtillid.

Permissiv opdragelse

Den permissive opdragelsesstil er tilladende og eftergivende. Der er megen dialog og response, men meget få krav.

Børn, der er permissivt opdragede – og det er der rigtig mange, der er i disse år, - er grænsesøgende og accepterer ofte slet ikke grænser. Permissivt opdragede drenge kan blive aggressive.

Laissez faire opdragelse

En laissez faire opdragelselsesstil er præget af den voksnes laden stå til og totale mangel på involvering. Der er ingen response fra den voksne til barnet. Ingen dialog og ingen kravstilling.

Børn, der er lassez faire opdragede, bliver tidligt skadede med store negative konsekvenser for deres psykiske velbefindende, deres følelsesliv og deres sociale evner.

Opdragelse, uddannelse og dannelse hænger sammen

Min mening om sammenhængen mellem opdragelse og dannelse, og hvor vigtigt det er som opdrager og underviser at stille krav og samtidig gå i dialog, kan bedst illustreres gennem et par citater. Efterfølgende citater af henholdsvis landsfader og statsminister Stauning og den irske forfatter Frank McCourt kan tjene som eksempler på positiv kravstilling i forhold til læring, opdragelse og dannelse. Begge citater har min varmeste tilslutning.

"Lær (...) at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig". (Th. Stauning. 1939)

”I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer og intet menneske i verden kan blande sig i den”. (Frank McCourt: ”Angelas aske”. 1996)

Trusselskultur fører ikke til noget godt

Kæft, trit og retning. Slet skjulte trusler og afkobling af medarbejdernes medindflydelse og medejerskab. Det er forhåbentlig ikke nutidens "moderne ledelse". 

- Vi står med en stor udfordring med at motivere lærerne. Skolelederne gør, hvad de kan, men hvis motivationen ikke begynder at vende inden sommerferien, så synes jeg, der er nogle lærere, der skal overveje, om de vil blive ved med at være lærere, for der er en lovgivning, som vi skal leve op til.

Det siger formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal til DR. Udtalelsen skal ses oven på folketingets vedtagelse af en folkeskolereform og et lovindgreb i lærernes overenskomst.

For folkeskolens og elevernes skyld deler jeg håbet om, at lærernes motivation vender tilbage. Men jeg er ikke overbevist, at udtalelser som Claus Hjortdals fremmer en sådan motivation. Set i kontekst med vedtagelse af folkeskolereform og lovindgreb i lærernes overenskomst er jeg bange for, at udtalelsen af mange lærere vil blive opfattet som en slet skjult trussel og dermed bære ved til det bål af utryghed mange lærere føler.

Arbejdets og samarbejdets psykologi

Folkeskolereform og lovindgreb i lærernes overenskomst. Det kan man have mange meninger om, og det er der mange, der har. Jeg vil her afholde mig fra at fremsætte en mening om de to lovgivninger, men blot konstatere, at beslutningen af begge dele er et faktum.

Hvad jeg ikke forstår er, at folketing, regering, KL og skolelederforeningen ikke i højere grad både før, under og efter konflikten har beskæftiget sig med det, man kunne kalde arbejdets og samarbejdets psykologi.

På side et i enhver lærebog om udviklingsledelse står der, at man skal sikre sig medejerskab hos dem, der skal implementere udviklingen.

Tilsvarende står der på side et i enhver lærebog om moderne ledelse, at enhver leder selvfølgelig skal stille krav til medarbejderne, men også give response, gå i dialog, give anerkendelse og sikre medarbejderinddragelse. 

I alle aftaler der er indgået af arbejdsmarkedets parter står der om samarbejdsudvalg, MED-udvalg og aftaler om gennemførelse af MedarbejderUdviklingsSamtaler (MUS), at aftalerne er indgået for at sikre, at medarbejderne føler sig set, hørt og inddraget. 

Det er fundamental viden - for i hvert fald alle der har gået på et seminarium - hvilken rolle de motivationspsykologiske faktorer spiller i forhold til arbejdsglæde, engagement, produktivitet og effektiv opgaveløsning. Hvad der gælder i pædagogikken gælder også i personalepolitikken. Disse mekanismer er forhåbentlig også kendt af alle, der er sat til at lede, rådgive og træffe beslutninger i samfundet. Eller hos de rådgivere som de måtte være afhængige af.

Ydre og indre motivation

Menneskers motivation drives hovedsageligt af to psykologiske mekanismer, nemlig ydre motivation og indre motivation. Det gælder for lærere som for alle andre. Doseringen er forskellig fra menneske til menneske, men også fra job til job.

Ydre motivation er løn, belønninger, karriere, ros, fritid m.v. Selvfølgelig vil lærere og pædagoger gerne have løn, men i virkeligheden er det ikke det, der driver dem mest. Det er den anden faktor, nemlig indre motivation. Ved indre motivation har man en indre trang til at gøre noget for nogen, man er nysgerrig, man føler, at ens job er meningsfyldt og man vil gerne føle en respekt og anerkendelse i forhold til kernen i det job, man udfører. Vigtigt for den indre motivation er også, at man oplever frihed og medansvar i jobbet.

Det er den indre motivation, som i virkeligheden fylder mest for de allerfleste lærere og pædagoger. Denne tilgang er i de senere år kommet i konflikt med de organer, ledere og rådgivere, hvis verdensbillede er fyldt op med, at alt der ikke kan vejes og måles ikke er vigtigt, og at den vigtigste motivationsdriver er ydre motivation i form af løn, belønning, kommandoer, trusler, kors, bånd og stjerner.

Kravstilling men også inddragelse

Jeg synes ikke, situationen er inde til, at nogen kommer med trusler mod lærerne. Folkeskolen kan let komme til at lide ubodelig skade. Og det er synd ikke blot for lærerene og folkeskolen, men allermest for eleverne. Moderne ledelse med tydelig retningsgivning og kravstilling kombineret med samtidig anerkendelse, inddragelse og respekt bør sættes ind nu. Så skal begejstringen nok komme, også selv om lærerne fortsat ikke måtte bryde sig om de trufne beslutninger.

Da folkeskolen var landsbyordnet eller købstadsordnet

I landsbyskolerne startede skoleåret langt op i tiden den 1. april.

Den første april 2014 var det 56 år siden, jeg startede i første klasse i Husby Skole sammen med min et år yngre broder, Leif. Vi kom til at gå syv år i Husby Skole under landsbyskoleordningen, som sognerådet havde fået dispensation til at fortsætte med trods det, at folkeskoleloven af 1958 have ophævet den skelnen, der i folkeskoleloven indtil da var mellem købstadsordnede og landsbyordnede skolevæsener. Skoleårets start blev dog lavet om til 1. august 1- 2 år efter, vi startede, men vi gik stadig flere årgange i samme klasse, lige til vi forlod Husby Skole efter 7. klasse.

Gud, konge, folk og land - og så lige en lensgreve
Skolen, skolegården, sportspladsen og forsamlingshuset var vore udfoldelsesmuligheder i skoletiden. Skolens pædagogiske og holdningsmæssige tilgang fremgik tydeligt af den mindetavle, der hang og fortsat hænger over forsamlingshusets indgangsdør. Det var i forsamlingshuset vi havde gymnastik om vinteren, hvis gymnastikken da ikke blev aflyst p.g.a. røg fra kakkelovnen, eller fordi der var en, der ikke havde lavet sin hjemmeregning. Så blev vi nemlig alle straffet ved ikke at få gymnastik. Som det ses af mindetavlen, var påvirkningstilgangen meget den samme, som mindesmærkerne på Skamlingsbanken fra 1840´erne og 1860´erne også signalerer, nemlig "Gud, Konge, folk og land".

På tavlen står følgende:
" Vær dansk i sind og tanke
Hver kvinde og hver mand
Lad altid hjertet banke
For konge folk og land"

Og så var skolens tilgang i øvrigt også at udvise stor imøde for lensgreven på Wedelsborg. Det sidste blev modtaget forskelligt alt efter, om eleverne boede "inden for leddet" - ens forældre var ansat på Wedelsborg- eller eleverne boede "uden for leddet"- ens forældre var uafhængige af Wedelsborg. Vi var så heldige at tilhøre dem "uden for leddet", men havde megen omgang med dem, der boede inden for det led, der skulle åbnes for at komme ind på den offentlige vej (!!!) der går over Wedelsborgs jorder.

Vi var dog ikke utilfredse med førstelærer Andersens imødekommenhed over for Wedellsborg, når han kommanderede os til at deltage som klappere ved de store jagter på godset - uden at spørge vores forældre først eller anmode om, at vi skulle bringe en tilladelse med. Foran godsets portbygning får man i øvrigt på en mindesten følgende formaning "Den sande lykke er kun sjælefred og kommer ej de ydre vilkår ved". Forskellen på vilkårene for landets største jorddrot på Wedelsborg og sognets almindelige beboere var som herfra og til månen. 

Ordnede forhold 
Efter syv år i Husby Skole fortsatte vi begge fra 1965 i tre år under ordnede forhold efter den "nye" folkeskolelov fra 1958 ved Ejby Folke- og Realskole, hvorfra vi udgik med realeksamen i 1968 efter 10 år med skarp brødrekonkurrence om at klare sig bedst såvel læringsmæssigt som fodboldmæssigt. Afgang med realeksamen og start på ungdomsuddannelse i 1968 lige netop i det ungdomsoprørets år, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved mange af de holdninger, der prægede skolegangen i Husby Skole. Jeg startede på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg, mens min bror startede i en elevplads hos ØK i København. Men det er en anden historie.

Alt andet lige var det en god tid, og vi blev udover prægningen fra forældre, skole og lokalsamfund også påvirket af, at Husby Sogn er præget af nogle fantastiske  naturmæssige rammer, hvis lige man skal lede længe efter.

Skamlingsbanken udbetaler dannelsesrenter

Nyttige færdigheder og kundskaber. Alsidig udvikling. Oplevelse, virkelyst og fordybelse. Fortrolighed med dansk kultur. Forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Frihed og folkestyre. Åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Frisk luft og bevægelse.

Alt det og meget mere tilbyder Skamlingsbanken. Alle kan oprette en konto. Det er bare at tage nogle gode vandresko og noget velegnet friluftstøj på og så tage ud og opleve Skamlingsbanken.

Nåh ja, måske skal man også investere lidt i nogle forhåndskundskaber og noget dannelse. Til gengæld giver Skamlingsbanken så et højt afkast af investeringen. Men regnearksdannelse og redskabsfærdigheder er ikke nok til alene  at sikre den fornødne investering, der giver et godt dannelsesafkast.

Her er det vores danske uddannelsessystem kommer ind i billedet. Vores uddannelse har gennem flere hundrede år bygget på to sæt af værdipar, der principielt har sikret alle borgere mulighed for at få et afkast af en investering i Skamlingsbanken. Og et besøg på Skamlingsbanken er blot et eksempel blandt utallige tilsvarende muligheder alle mulige steder rundt om i landet.

To gange to værdipar

De fornødne værdipar er fællesskab og individ som det ene og dannelse og uddannelse som det andet. Pointen er selvfølgelig, at der i hvert værdipar skal være den fornødne indbyrdes balance. Det kan der gives en længere teoretisk forklaring på vigtigheden af. Og man kan være bekymret for om den aktuelle skolepolitik sikrer den fornødne balance.

Personligt er jeg noget bekymret for, om henholdsvis individ og uddannelse i for høj grad har fået overvægt i det pædagogiske og politiske parnas. Forhåbentligt er det en unødig bekymring. Selvom om folkeskolens formålsparagraf ikke er lavet om, virker det dog for mig, som om de logiske positivister med deres ensidige fokus på målbare færdigheder og kundskaber er lykkedes med at tippe balancen ensidigt i retning af individ og uddannelse på bekostning af fællesskab og dannelse. Hvis det er tilfældet, er jeg bange for, at man smider barnet ud med badevandet og i virkeligheden ikke opnår målet om en bedre uddannet befolkning, der udover at kunne være  sikre piloter i eget liv også kan påtage sig deres medborgerskab og bidrage til udviklingen af vore demokratiske fællesskaber.

”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” (Julius Bomholt. 1953)

Dannelse og uddannelse hænger uløseligt sammen  
Men som nævnt det er teori. Lad mig i stedet hellere give et praktisk eksempel på, hvordan dannelse og uddannelse hænger uløseligt sammen. Eksemplet er en vandretur, jeg foretog en helt almindelig forårsmandag sidst i marts 2014 fra Højskamling til Binderup Strand og retur.       

Hvad kan man opleve og lære på en sådan tur? Hvilke refleksioner giver en sådan tur anledning til? Hvilket forhåndsbehov for dannelse er der for at få mest muligt ud af en sådan tur set i relation til kultur og demokrati? Og har dannelse nogen relevans for den moderne dansker?

Iført solide vandrestøvler og hensigtsmæssigt friluftstøj starter turen fra parkeringspladsen ved Restaurant Skamlingsbanken. Skamlingsbankens vigtigste mindestene skal besøges og sættes ind i en sammenhæng. Landskabet og naturen skal opleves. Historisk, topografisk og kulturel indlevelsesevne og empati skal sættes på prøve.

Sten der taler - hvis man kan sproget

Først dvæler jeg lidt ved mindestenene  for Hiort Lorentzen og Laurids Skau. De var begge vigtige aktører i den sprogkamp, der i 1840´erne førtes mellem dansk og tysk i hertugdømmet Slesvig. Der blev båret ved til uenighedsbålet efter, at det nationale og borgernes medbestemmelsesret var kommet højt på den europæiske dagsorden og havde givet sig udslag i folkelige oprør i 1789 og 1830, specielt men ikke kun i Frankrig. Man ville have medbestemmelse, og man ville have, at kirke-, skole- og forvaltningssprog skulle være på det nationalsprog, befolkningen talte i det daglige. Problemet var, at der var både dansk- og tysktalende i hertugdømmet Slesvig.

Den danske konge havde i et forsøg på at dæmpe den tændte ild oprettet fire rådgivende stænderforsamlinger, hvoraf en var for Slesvig. Forvaltningssproget i Slesvig var alene tysk, indtil Hiort Lorentzen påberåbte sig retten til at tale dansk og få sin tale påført Stænderforsamlingens referat på dansk. Det vakte megen furore og førte til, at en kreds af mennesker købte et stykke jord på Skamlingsbanken for at kunne holde folkelige sprogmøder og påvirke den enevældige konges beslutninger om sprogspørgsmålet.

Taleskriver bag bondes flammetale

Det første sprogmøde blev afholdt i maj 1843 på Skamlingsbanken, der lå i det, der dengang var hertugdømmet Slesvig. Formålet var i første omgang at fejre, at det var lykkedes at få den enevældige konge Christian den Ottende til at vedtage en sproglov for hertugdømmet, der gjorde det muligt, at forvaltningssproget blev dansk de steder i hertugdømmet, hvor skole- og kirkesproget var dansk. Forvaltningssproget havde som nævnt hidtil været tysk. Samtidig ville man hylde, at Hiort Lorentzen vedblev at tale dansk i Slesvigs Stænderforsamling.

Ved dette første møde i maj 1843 holdt bonden Laurids Skau født i Sommersted  en flammetale, der vakte genklang blandt de tusindvis af deltagere og langt ind i Kongeriget Danmark nord for Kongeåen og Kolding Å, der jo dannede grænse mellem hertugdømmet Slesvig og Kongeriget Danmark. Hvad ikke mange dengang vidste var, at hans tale var skrevet af dr. phil Christian Flor, hvis mindesten jeg går hen til fra mindestøtten for Laurids Skau. Christian Flor grundlagde og blev i 1844 forstander for Danmarks første højskole i Rødding.

Laurids Skaus tale var så god, at Grundtvig skrev dette vers, der nu står indhugget i en af de granitsten, jeg kigger på i den stensætning, der danner Skamlingsbankens talerstol:

”Ordet lød som Tordenbrag,

rulled’ over Skoven,

ramte og som Tordenslag,

kasted’ Glans paa Voven,

tændte Baal i Kæmpefavn,

tændte Skamlingsbankens Bavn

med de klare Luer”

Naturen får et kulturlag til at poppe op

”Velkommen i den grønne lund”. Sangen popper uvilkårligt op i mit hoved, mens jeg vandrer rundt på Højskamling og nyder selskabet med Grundtvig og de andre sprogforkæmpere fra 1840' ernes forbitrede dansk-tyske sprogkamp. Her på en spirende forårsdag  nyder jeg  rigtig de blomstrende anemoner og tidligt blomstrende buske og træer. Frøer der kvækker i vandhullet, og skovspætter der spiller tromme på bøgeskovens træer fuldender natursceneriet. Stærke oplevelser af det optimistisk spirende forår.

"Velkommen i den grønne lund" blev skrevet af Grundtvig i 1843 til et møde i Mern på Sydsjælland. Grundtvig havde ikke deltaget i det første store møde på Skamlingsbanken 18. maj 1843, men havde samme hensigt som arrangørerne der. Nemlig at mobilisere danskheden og sætte fokus på sprogkampen i hertugdømmet Slesvig. Mødet i Mern blev holdt 10 dage efter det første folkemøde på Skamlingsbanken. Det fremgår jo også af linjen i sangen "Derom sang nys en lille fugl i syd på Skamlingsbanke". Der var altså efter Grundtvigs opfattelse sket noget stort på Skamlingsbanken 10 dage før hans sang blev afsunget på mødet i Mern den 28. maj 1843.

I dag er "Velkommen i den grønne lund" jo nok mest kendt som en Giro 413 klassiker i Erik Grips udgave: https://www.youtube.com/watch?v=0PqAupaDWo0 . Hvor mange, der i dag sætter denne sang i forbindelse med en forbitret national og sproglig kamp for over 150 år siden, er svært at gætte om. Jeg håber på, at mange er bekendt med alvoren i sangen. En national kamp der førte til to blodige krige, hvis resultat blev, at Danmark blev en europæisk miniputstat og som også fik stor betydning for den danske selvforståelse og trækker linjer helt frem til i dag. Det er en anden historie, som vi kommer til senere.

De store ånder fra København møder frem

Jeg skal lige et øjeblik endnu dvæle ved de store folkemøder om danskhed og dansk sprog, der blev afholdt på Skamlingsbanken. Da man for 170 år siden som aftalt skulle afholde det næste årlige Skamlingsbankemøde den 4. juli 1844 – på datoen for den amerikanske uafhængighed og datoen for min fødselsdag uden sammenligning i øvrigt - blev det til et protestmøde. Kongen havde benyttet sin enevoldsret til at trække i land med liberaliseringen af sprogpolitikken på forvaltningsområdet.

Denne beslutning kunne få de store nationalliberale og skandinavistiske personligheder til at komme sejlende fra København for at tale på protestmødet. De fleste af dem arbejdede på dette tidspunkt også for enevældens ophævelse, så der i Danmark i stedet kunne vedtages en national baseret grundlov, som den Norge havde fået efter adskillelsen fra Danmark i 1814. Men de var nødt til fare med  lempe, da Danmark stadig var styret af en enevældig konge, som ikke så med milde øjne på ytrings- og trykkefrihed. Den ene af de fire tilrejsende personligheder var dog på dette tidspunkt ikke særlig optaget af en folkets grundlov, men var meget kongetro. Det var Grundtvig. Han ændrede dog mening om dette senere. http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Danske_folkekirke/Nikolai_Frederik_Severin_Grundtvig

Alt dette kan vi opleve og reflektere over ved at gå ned til talerstolen på Skamlingsbankens mødeplads. I den massive stentalerstol er der udover tidligere nævnte sten med citatet af Grundtvig også sat en mindesten med de fire fine navne fra mødet 4. juli 1844. De fire var de mest prominente deltagere i protestmødet, der igen samlede en tusindtallig skare. Udover Grundtvig er navnene Carl Ploug, Orla Lehmann og Meïr Aron Goldschmidt hugget i stenen.

Carl Ploug var barnefødt her på egnen, i Kolding. Der sidder stadig en mindetavle for ham på det gamle elværk på hjørnet af Rendebanen og Divelshul og  en mindesten ved Koldinghus. http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1849-1945/Carl_Ploug .

Orla Lehmann var i en periode amtmand i Vejle Amt og havde dermed også lokal tilknytning til Koldingegnen. Han kom til at spille en central rolle i den nationalliberale bevægelse og blev dermed en central person i forbindelse med de slesvigske krige. Som nationalliberal indenrigsminister skrev Lehmann den Novemberforfatning, der i 1863 udløste 1864-krigen. Men mere derom, når vi når frem til den største mindestøtte på Skamlingsbanken.

http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1536-1849/Orla_Lehmann .

Tre af de fire nævnte personligheder blev senere medlemmer af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der kom til at stå bag Danmarks Riges første Grundlov af 5. juni 1849. Kun Goldschmidt var ikke medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Han fik stor politisk og kulturel betydning med sin politiske satire og banebrydende romaner, specielt i forhold til forståelsen for de jødiske medborgere. Han talte den 4. juli 1844 demonstrativt som jøde. http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/1800-70/Meïr_Aron_Goldschmidt

Granitsten fra Sverige

Nu er det så tiden, jeg går videre  hen til mindestøtten, som står øverst på banken 113 meter over havets overflade. Det højeste punkt i det gamle Nordslesvig regnet fra en linje fra Kolding til  Esbjerg og ned til den nuværende dansk-tyske grænse.

Støtten blev rejst i 1863 af granitsten sejlet til fra Sverige. Den blev rejst for at minde om de personer, der førte 1840´ernes sprogkamp. Deres navne er indhugget i støtten. Sprogkampen blev på et tidspunkt sikkerheds- og  storpolitisk, idet de tysksindede slesvigere i Sydslesvig sammen med holstenerne i 1848 gjorde oprør mod den danske konges overherredømme. Som tysksindede og tysktalende ønskede de, at Slesvig-Holsten skulle være medlemmer af Det Tyske Forbund. Dette forbund havde fået vind i sejlene efter den bølge af revolutioner, der var gået over Europa i 1830 og 1848,  og som havde sat fokus på folkeslagenes nationale fællesskab og sammenhold mere end kongers og kejseres grænsedragninger.

Borgerkrigen 1848-50 blev senere kaldt Treårskrigen. Danmark slap i 1850 heldigt ud af denne krig, men kun fordi de europæiske stormagter ikke ønskede, at Preussen som det fremmeste medlem af Det tyske Forbund skulle blive for stærkt. Det glemte både politikere og befolkning i Danmark. I en euforisk nationalromantisk drøm bildte man sig selv og hinanden ind, at man med stærk militær indsats havde bremset den tyske fare fra syd. Ånden fra 48,  som den kom til udtryk i Peter Fabers sang ”Dengang jeg drog af sted”, blev hængende og skabte overmod hos befolkning og politikere. https://www.youtube.com/watch?v=xMjWsGXI2xc&list=RDxMjWsGXI2xc

Kongen og kulturpersonlighederne på parnasset havde i midten af 1800-tallet en drøm om skandinavisk sammenhold. Men politikerne i de øvrige nordiske lande var meget forbeholdne over for tanken. Størst tilhænger var den svenske konge. Men han kunne ikke overbevise de svenske politikere. Denne mangel på tilslutning til den skandinavistiske tanke viste sig tydeligt i forbindelse med de to slesvigske krige. Der kom en del frivillige nordiske soldater – flest officerer – men slet ikke i det antal de skandinavistiske utopister i Danmark havde regnet med. Men den skandinaviske tanke passer godt med, at mindestøtten på Skamling blev rejst i svensk granit.

Romantik og overmod 

Mindestøtten blev som nævnt rejst i 1863. Samme år som de nationalliberale vedtog en ny grundlov kaldet Novemberforfatningen gældende for Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Dermed lukkede man Holsten ude og forbrød sig mod stormagternes aftale fra 1852, der regulerede forholdene efter Treårskrigen. Forståelsen i den aftale var, at Slesvig og Holsten ikke måtte adskilles. Derfor blev der krig i 1864. En krig, hvor Danmark ikke havde en jordisk chance, da det nu var de tyske stormagter Preussen og Østrig-Ungarn, man kæmpede imod. Danmark blev løbet over ende og besat. Mindestøtten på Skamlingsbanken var en torn i øjet på besættelsesmagten. De sprængte den derfor væk i 1864. De bortsprængte sten blev opkøbt og gemt af folk på egnen. I 1866 kunne støtten igen rejses. Den kom dermed til at stå i de otte slesvigske sogne, der  var blevet en del af Kongeriget Danmark, da de var blevet byttet ud med nogle områder, der hidtil havde tilhørt kongeriget, men lå omgivet af hertugdømmet Slesvig. Herfra Skamlingstøtten kunne man så helt frem til 1920 skue ind over området på den anden side Hejlsminde Nor, som var blevet tysk og de andre sogne, som i 56 år var under tysk herredømme.

Landskab viser isens kæmpekræfter

Men nu er tiden inde til at forlade Skamlingsbankens historiefortælling og i stedet se på, hvad banken kan fortælle, når jeg  vandrer de 113 meters højdeforskel og to kilometers afstand ned til havets overflade ved Binderup Strand. Jeg går ned gennem bøgeskoven og kaster lige et blik på mindesmærket for de faldne frihedskæmpere fra 2. Verdenskrig. Denne mandag er jeg der præcis klokken tolv og lytter inden jeg går videre til klokkeslagene, der spiller Sct. Jørgens March. Den spilles, fordi disse toner var BBC´s kendingsmelodi forud for den daglige radioudsendelse til Danmark under 2. Verdenskrig. På græsset her foran mindemonumentet samles i øvrigt hvert år i august måned tusindvis af musikinteresserede for at lytte til opera leveret af Det Kongelige Teater.

Under vandreturen ned til vandet ved Binderup mærkes og opleves landskabet med fugle, planter, vandløb, skov, oppresningsmoræne og overdrevslandskab. Vel nede ved strandkanten opleves Binderup Bugt,   der er dannet af bunden i den gletsjer, der har udformet Binderupbugtens gletsjerbækken, og som har presset Skamlingsbanken op som en oppresningsmoræne med forskudte lag helt op til en højde af 113 meter over havet. Gletsjerbækkenet er en del af det store overordnede Lillebæltsbækken, der blev endeligt udformet af isen fra det baltiske isfremstød for 15-20.000 år siden. Overalt i Skamlingsbankeområdet kan man finde ledeblokke af blandt andet granit- og gnejssten, der er bragt med af isen og viser, hvilken retning de forskellige isfremstød er kommet fra i Skandinavien og Østersøområdet.

Flot ser Lillebælt ud med de smalle dybe bugtninger som flere steder suppleres med fladvandede bredninger, der har udgjort isbræens bund. Farligt kan det også være, når vandet efter kraftig storm er blevet presset op i Botniske Bugt og hurtigt løber tilbage, når vinden vender og bliver til orkan fra nordøst. Det oplever man jævnligt, men sjældent så drastisk som i november 1872 med store oversvømmelser i Kolding og de øvrige Lillebæltkøbstæder til følge. Vandet steg til op mod 2 meter over daglig vande. På Lolland blev det særlig dramatisk, da vandet steg til tre meter over daglig vande og overskyllede store dele af øen. Efterfølgende blev Lollands sydkyst sikret med høje diger.

Svenskerkongen sætter Danmarks overlevelse på spil 

Det var også her fra Lillebælts smukke jyske kyst, at svenskekongen Karl 10. Gustav i januar 1658 sendte sine soldater i spredte formationer fra området ved Stenderuphalvøen og ned til Hejlsminde ud over isen til Fyn, hvor de gik i land på mit hjemlands kyster ved Tybrind Vig. Efter at have slået de få danske tropper ved Tybrind Vig gik svenskerne efterfølgende over isen til Lolland, Falster og Sjælland og løb dermed Danmark overende. Hermed startede den danske deroute, da Danmark som en del af fredsvilkårene måtte afgive Skåne, Halland og Blekinge. Det blev starten på den afgivelse af land, der kulminerede med afståelsen af Norge i 1814 som resultat af, at Danmark holdt på den forkerte hest i Napoleonskrigene. Efterfølgende blev den danske helstat endnu mere decimeret efter den ulykkelige krig i i 1864, hvis resultat blev afgivelsen af Slesvig, Holsten og Lauenborg. En konsekvens der fulgte af det politiske overmod og den romantik, man i Danmark lagde for dagen i forhold til en ordning af det dansk-tyske problem i hertugdømmerne. Godt, at man i dag henover grænsen er nået frem til en dansk-tysk samarbejdsform, der kan stå som model for samarbejde andre steder i Europa, hvor man stadig har nationale og sproglige problemer henover en geografisk grænse.

Dannelse har kundskaber og færdigheder som forudsætning

Jeg kan ikke lade være at tænke på , hvor lidt viden om verden, jeg ville have haft, hvis jeg ikke have lært nogle værktøjer i form af at kunne læse, stave, skrive og regne. Så havde jeg ikke haft de fornødne redskaber til ”at læse” Skamlingsbanken og dermed have muligheden for at sætte perspektiv på, hvad det i vores tid vil sige at være dansk og samtidig ønske og have evne til at kunne indgå i mellemfolkeligt og globalt samvirke om løsning af vor tids udfordringer. Derfor håber jeg, at også de kommende generationer kommer til at vokse op i en folkeskole, hvor dannelse og fælleskab er det egentlige mål, men selvfølgelig i behørig balance med målene om fremme af uddannelse og selvstændig personlig udvikling. Folkeskolen må have hele livet for øjet. Også – men ikke kun – erhvervslivet.

Skolen ”må (...) for det første ikke gøre oplysning eller sig selv men livets tarv til sit øjemed” (Grundtvig. 1838)

Det er de refleksioner, jeg gør mig,  efter jeg en forårsdag har tumlet mig i dannelsesleg på Skamlingsbanken på en frisk vandretur krydret med oplevelser af natur, kultur, historie og topografi.

https://www.youtube.com/watch?v=Wpo0AhLq2ro

Skamlingsbanken kan medvirke til, at der fortsat kan sættes noget ind på dannelseskontoen: Nyttige færdigheder og kundskaber. Alsidig udvikling. Oplevelse, virkelyst og fordybelse. Fortrolighed med dansk kultur. Forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Frihed og folkestyre. Åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Frisk luft og bevægelse.

Det er i virkeligheden det folkeskolen drejer sig om. Det hele menneske. Det må ikke glemmes i vor tids jag på kortsigtede konkurrencefordele. At glemme dannelsesperspektivet og fællesskabet svarer til at brænde huset af for at holde varmen. Lad det ikke ske. Lad mig derfor slutte min tur og mine refleksioner med følgende citat, der samler mine synspunkter på kort form.

”I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer og intet menneske i verden kan blande sig i den”. (Frank McCourts roman ”Angelas aske”. 1996)