Arbejdsbier i konkurrencestaten?

I et demokratisk samfund er dannelse lige så vigtig som uddannelse. Almendannelse er et nødvendigt fundament, hvis borgerne skal have reel mulighed for at påtage deres medborgerskabs pligter og rettigheder. Uddannelse uden dannelse giver simpelthen et demokratisk underskud. 

Borgernes dannelse fremkommer ikke alene som følge af uddannelsesystemet, men opstår når indsigt, viden og erfaringer erhvervet i uddannelsessystemet går i samspil med indsigt, viden og erfaringer erhvervet i mødet med andre og forskellige mennesker i familierne, i daginstitutionerne, i skolerne, på arbejdspladserne og i foreningerne for blot at nævne nogle centrale arenaer, hvor dannelse og uddannelse udfolder sig.

Hensigten med et uddannelsessystem  er ikke at skabe arbejdsbier til en konkurrencestat. Faglighed i form af kundskaber og færdigheder uden dannelsesmæssige perspektiver er som tomme sukkerkalorier til en bikubes arbejdsbier, hvis eneste formål er at tjene kubens dronning. 

Disse perspektiver er der en del politikere, der i det seneste halve hundrede år har beskæftiget sig en del med. Socialdemokraterne har endda forholdt sig til det væsentlige i dette dannelsesmæssige samspil i et stort værk i tre bind "En bygning vi rejser". Et værk der udkom i begyndelsen af 1950´erne. Ansvarliggørelse, inddragelse, uddannelse og dannelse af befolkningen stod centralt i dette værk, hvorfor en række betydningsfulde politikere gennem tiden også har forholdt sig hertil og har anset disse begreber for at være nogle centrale politiske værdier og mål.

Opfyldelse af sit medborgerlige ansvar
I 2009 udtalte Svend Auken i et interview følgende: "Noget af det dummeste, som er sket, og som allerede startede under os, er, at vi har givet magten til regnedrengene med deres årlige småbesparelser og effektivitetsmål. Hvem går på arbejde på grund af et regneark? Folk går på arbejde, fordi de synes, at det er sjovt og meningsfuldt, og derfor skal man ansvarliggøre folk i processen. Det skal være fællesskabet, som udviser en varm interesse for den enkelte. Det er i det hele taget det, som det gælder om: At skabe et medmenneskeligt fællesskab, som vi så kan bruge som fundament for alt andet.«

I 1953 udtalte Julius Bomholt: ”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” 

I 1945 udtalte Hal Kock: ”Demokrati er derfor en livsform. Man tilegner sig den ved at leve den igennem sit privatliv - i forhold til familie, naboer og foreningsliv (Sic !). Det bliver en tankegang - en holdning, der gennem hele livet udmøntes ved handling og gennemstrømmer samfundet". 

Nyttige borgere for staten
Nu lever vi jo i en tid, hvor det bredt på tværs af tidligere tiders opdelinger og opfattelser er blevet politisk moderne at gå ind for konkurrencestaten, for læringsmaksimering med fokus på faglighed og kraftig nedtoning af dannelse og medborgerskab, for institutionalisering af foreningsbegrebet med deraf manglende dannelse i at tage ansvar for sig selv og andre, for opfyldelse af økonomiske kongruenskrav og meget mere.

Tidens buzzwords er innovation, omstilling, effektivisering, reformering, stordriftsfordele, centralisering, ressourcetilpasning, beslutningskraft, politisk vilje, gennemtrumfning uden medinddragelse af såkaldt "nødvendig politik" og lignende. Tankegangen er af nogen sammenfattet i formuleringen "vi skal designe mere forlæns end baglæns". Men er der slet ikke noget af tidligere tiders dannelsestankegange, der duer i fremtiden? Det er da til dels rigtigt, at udvikling kræver afvikling. Men det betyder da ikke, at alle fundamentale værdier skal afvikles. 

Manglende fokus på almendannelse og medborgerskab

Når jeg personligt netop nu er optaget af begreberne almendannelse og medborgerskab, er det, fordi jeg oplever mindre politisk fokus på det almendannende i uddannelsessystemet end tidligere og dermed også på borgernes mulighed for at kunne påtage sig deres medborgerskabsansvar. Hvor er det almentdannende og demokratiske for eksempel henne, når der tales folkeskolereform eller andre reformer? Disse forhold ser ud til at være henvist til skåltalerne.

Men demokrati og almendannelse  er dog meget vigtige og helt afgørende, når det gælder at bryde negativ social arv, skabe lige muligheder og støtte borgerne i at kunne påtage sig deres medborgerlige ansvar i et demokratisk samfund.

Emnet er specielt interessant i disse tider, hvor udviklingen af konkurrencestatstanken er sat højt på mange partiers politiske dagsorden. Og det på tværs af de tidligere traditionelle ideologiske skel.

Almendannelse som demokratisk dannelse

Professor Karsten Schnack har lavet en beskrivelse af begrebet almendannelse.

• Det drejer sig om noget, der er – eller ønskes at være – alment udbredt i befolkningen: Dannelse for alle. 

• Det drejer sig desuden om udvikling af alle sider af personen. Det kognitive, det følelsesmæssige, det sociale, det fysiske, det kommunikationsmæssige osv.: Alsidig dannelse.

• Det drejer  sig om forhold af almindelig interesse. Dét der vedkommer os alle: Almindelig dannelse. 

• Hertil kommer så evnen til at forstå sig selv som født ind i en kulturel tradition med værdier og normer og forventninger. Verdens- og livsanskuelser, som ikke er vilkårlige, men heller ikke absolutte og uforanderlige: Kulturel dannelse. 

• Og endelig drejer det sig om spændingsfeltet mellem individualitet og fællesskab. Udvikling af evnen og viljen til at være aktiv deltager i de mange fællesskaber, hvor der på alle niveauer udøves og træffes beslutninger om magt og fordeling, om ret og rimeligt, og om gensidige forventninger: Politisk dannelse.

Når der mangler fokus på almendannelse er det altså ovennævnte fem kategorier, man negligerer.

Samfundets opretholdelse og videreførsel

Den nye folkeskolelovs manglende fokus på dannelsesbegrebet står i skærende kontrast til tidligere tiders stærke og brede politiske fokus herpå. Et fokus der gik på tværs af de politiske partiers i øvrigt forskellige opfattelser.

Dette fokus har gennemsyret og dannet baggrund for blandt andet den parlamentaristiske bevægelse, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen, arbejderbevægelsen, bondebevægelsen, boligbevægelsen, folkeoplysningen og foreningslivet. Det har for mig, og jeg tror for brede grupper i  befolkningen, stået som noget særligt dansk.

I mange tilfælde har man tidligere for eksempel politisk ikke ville lade sig nøje med folkeskolelovenes formålsbestemmelser, men har ladet formålsbestemmelserne følge af uddybende beskrivelser, der skulle sikre fokus på de dannelsesmæssige perspektiver.

Intentionerne i folkeskoleloven af 18. juni 1958 blev uddybet i ”Den blå betænkning” fra 1960: ”Det må være et hovedtræk i skolens bestræbelser, at børnene lever sig ind i den tanke, at også de er med til at bygge samfundet op, og at de en skønne dag skal overtage det fulde ansvar for dette samfunds opretholdelse og videreførsel”.

Den netop vedtagne folkeskolereform er ikke blevet fulgt op af sådanne uddybende beskrivelser af dannelsesaspektet. Loven er der i mod blevet fulgt op af testbare målbeskrivelser og fokus på nationale test og internationale test i OECD regi. Test der fokuserer ensidigt på færdigheder og kundskaber. Og man har hyret et internationalt konsulentfirma, McKinsey til at tjekke op på kontrollen af målopfyldelsesgraden.

Færdigheder og kundskaber er selvfølgelig helt centrale i et uddannelsessystem, men er jo ikke mål i sig selv. Jeg står selv for en holdning om, at det er vigtigt at vide noget og kunne noget. Og at ville noget med det, man ved. Det er godt at have en mening, men endnu bedre hvis ens mening baserer sig på viden og indsigt.

Færdigheder og kundskaber er selvfølgelig vigtige midler og redskaber. De er nødvendige, men ikke tilstrækkelige. Færdigheder og kundskaber i et dannelsesmæssigt tomrum skaber ikke de frie, selvstændige, myndige og ansvarstagende borgere, der må være målet i et forpligtende demokratisk samfund.

Det enkelte menneskes værdi

Nu siger man jo, at man altid skal være optimist. Og det synes jeg også, man skal være. Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at de herskende vinde i retning af etablering af en konkurrencestat, hvor man måler borgerne op efter deres nytteværdi for samfundet, gør mig noget urolig i forhold til dannelsesbegrebets overlevelse i uddannelsessystemet. Almendannelse er åbenlyst umoderne blandt vore dages politikere. Åbenbart også på tværs af traditionelle ideologiske skel og partiernes historiske fundamenter.

De enevældige kongers mål med folkeskolen helt tilbage fra Reformation i 1536 kan i korthed sammenfattes på følgende måde. Målet med skolen var at skabe gudfrygtige kristne og nyttige borgere for staten. Er vi mon i disse år på vej fremad eller på vej tilbage i forhold til dette snæversynede uddannelsesbegreb)