Der er noget galt

"HVIS DET ER FAKTA BENÆGTER A´ FAKTA"
Sådan sagde et jysk folketingsmedlem engang for mange år siden i en folketingsdebat.

Nu er det åbenbart KL, Niels Egelund og de øvrige konkurrencestatskrigere, der har gjort denne berømte sætning til en leveregel.

Ikke høre, ikke se, ikke føle, ikke vise empati, ikke have virkelighedssans. Det er åbenbart devisen, når bagmændene bag folkeskolereformen og lovindgrebet i lærernes overenskomst benægter, at folkeskolens aktuelle problemer med elev- og lærerflugt har sin baggrund i de af Folketinget besluttede rammer for folkeskolen. Det er jo ikke alle steder, der er problemer. Det bliver i fornægternes firkantede  logik til, at det ikke er rammerne, der er noget i vejen med, men de lokale beslutninger.

De ser i deres tilgang til udvikling helt bort fra almindelige menneskelige psykologiske mekanismer.

Broget billede

Rigtigt, at alle lærere ikke har problemer. Rigtigt, at der er stor forskel på, hvordan forskellige kommuner håndterer den udfordring det er at få folkeskolereformen og overenskomstindgrebets Lov 409 til at klinge i gode harmonier. Rigtigt, at der er mange gode ting i folkeskolereformen.

Men mange lærere er stærkt udfordret på deres arbejdsmiljø med heraf følgende konsekvenser for eleverne. Mange elever forlader folkeskolen og giver privatskolerne kronede dage. Mange lærere forlader folkeskolen i utide.

Kvantitet i timetal avler ikke i sig selv kvalitet i resultater. Fælles forberedelse og lærernes lån af hinandens undervisningsforløb giver ikke nødvendigvis velforberedte undervisningsforløb, der skaber kvalitet i elevernes udbytte.

Rigtigt, at folkeskolereformen og Lov 409 om lærernes arbejdsvilkår ikke er en og samme lov. Men begge er vedtaget af Folketinget. Rigtigt, at det er kommunerne og de decentrale ledere, der har det umiddelbare ansvar for både folkeskole og personale, men det er Folketinget, der i tæt kontakt med KL, har vedtaget rammerne for begge dele. Det må forligspartierne stå til ansvar for og stå på mål for.

Hunden fodres med hundens egen hale

I regeringsoplægget fra december 2012 står klart og tydeligt, at en del af de manglende ressourcer til det øgede elevtimetal skulle findes ved, at lærerne skal undervise mere. Da lærernes årlige arbejdstimetal efter Folketingets indgreb i lærernes overenskomst er den samme som hidtil - og som gældende også for alle andre faggrupper - giver det nødvendigvis mindre tid til forberedelse, retning af opgaver og andet pædagogisk arbejde. At benægte dette er at benægte fakta. Det er ansvarsforflygtigelse.

Folketingets skoleforligspartier har selvfølgelig et stort og afgørende ansvar. Ellers har vi da et stort demokratisk problem. Det nytter ikke hele tiden at komme med besværgelser om, at det er kommunernes og skoleledernes ansvar. De har et ansvar, ja. Men det er Folketinget, der har vedtaget de lovgivningsmæssige rammer og som har det overordnede samfundsmæssige ansvar.

Ret skuden op

Nu er det tiden at se fremad. Alle gode kræfter må træde i karakter og være sig deres ansvar bevidst og i fællesskab rette op på den hældende folkeskoleskude. Først og fremmest selvfølgelig Folketinget, som har vedtaget rammerne og som har det overordnede samfundsmæssige ansvar.

Det fortjener eleverne. Det fortjener folkeskolen og dens ansatte. Det fortjener samfundet. Vi må nødvendigvis også i fremtiden have en fælles folkeskole, der leverer kvalitet både i forhold til uddannelse og dannelse. Og hvor det daglige skoleliv har en kvalitet i sig selv i forhold til trivsel, demokrati og det at befordre udviklingen af hele mennesker. Ikke for skolen, men for livet.

Det er fakta, og det er psykologi for begyndere.

Fyrre gode år i folkeskolens tjeneste

40 ÅR
For 40 år siden den 25. januar 1975 afsluttede jeg mit sidste linjefag og dermed læreruddannelsen fra Kolding Seminarium.

Dagen efter den 26. januar 1975 begyndte jeg i mit første lærerjob. Det var ved Ødis Sogneskole i Vamdrup kommune. Skolen hedder nu Ødis Skole og er blevet en del af Kolding Kommune.

Fra august 1975 blev jeg lærer ved Bramdrup Skole i 16 år til 1992, derefter skoleinspektør ved Lyshøjskolen i 3 1/2 år, så forvaltningschef i nu nedlagte Nr. Åby Kommune i 1 år og afsluttede min erhvervskarriere som skoledirektør og børne- og uddannelsesdirektør i Kolding Kommune i 17 år indtil september 2013. Alle job der hver på deres måde har bragt store glæder, og hvor jeg synes, læreruddannelsen har været et fantastisk godt fundament.

Kolding Seminariums levetid var desværre kun 40 år - fra starten i 1952 til seminariet efter beslutning i Bertel Hårders tid som undervisningsminister blev lukket i 1992. Jeg havde den glæde, at jeg nåede at være underviser i linjefaget geografi på Kolding Seminarium i 5 år i starten af 1980'erne, samtidig med jeg var lærer ved Bramdrup Skole.

Nu bliver Kolding Seminariums bygninger brugt til pædagogseminarium. Godt, at der stadig er en pædagogisk uddannelse i Kolding. Lærerseminariets faste praktikskole var Dyrehaveskolen. Efter nogle år under navnet Dronning Dorothea Skolen er denne skole også lukket.

Det har været 40 dejlige og spændende år. 40 år med store forandringer! Men altid spændende, udfordrende og interessant. Jeg har aldrig haft grund til at fortryde, at jeg valgte at tage en læreruddannelse. Tvært i mod. Læreruddannelsen har givet en god baggrund for de forskellige job og interesser, jeg har været optaget af gennem årene. Dejligt, at min kone og datter også begge er lærere. Det giver altid noget interessant at tale om i familien.

Men en stor mangel for Kolding, at vi ikke længere har en læreruddannelse i byen!

Ikke lutter lagkage

Folkeskolen kunne i juli 2014 fejre 200 års fødselsdag. Det var ikke lutter lagkage.

Festen for folkeskolen blev ikke helt så hjertevarm og omfattende, som jeg havde forestillet mig, når man tænker på, at det var en af de væsentligste samfundsinstitutioner, der var lejlighed til at fejre.

Flugten fra folkeskolen bliver mere og mere omfattende og gælder nu både elever og lærere. Folkeskolens segmentering, sociale lagdeling og indbyrdes forskellighed bliver mere og mere udtalt. Administrative og politiske beslutningstageres opbakning til folkeskolen synes desværre ofte ikke at være helhjertet. Store dele af befolkningen giver heller ikke længere opbakning til folkeskolen.

Fejringen af folkeskolen blev aldrig præget af den glæde, den respekt, den stolthed, den opbakning, den omsorg og den anerkendelse, som jeg havde håbet og forventet.

Tvært i mod blev den fælles folkeskole også i fødselsdagsåret efter min vurdering mere og mere truet. Folkeskolen blev i fødselsdagsåret i lighed med de seneste tiårs udvikling mere og mere set på som et økonomisk instrument, fremfor det uddannelses- og dannelsesmæssige fællesskab folkeskolen blev opfattet som i de første 170 – 180 år af sin levetid. Jeg håber min vurdering er helt forkert!

Nogle lyspunkter er der dog. Dejligt at en række forældre både lokalt og nationalt i konkrete handlinger benyttede fødselsdagsåret til at give opbakning til deres børns lærere og pædagoger, deres lokale folkeskole og folkeskolen generelt. Det er initiativer, vi som folkeskolens venner må varme os ved og håbe på kan være med til at dreje synet på folkeskolen i en mere positiv retning med større opbakning. Initiativerne giver grund til forsigtig optimisme på folkeskolens vegne.

Spørgsmålene er mange

Folkeskolen har fejret 200 års fødselsdag. Men har vi fortsat brug for en fællesskabets folkeskole?

Skal folkeskolen ud over uddannelse fortsat vægte udvikling af dannelse, medborgerskab og folkeligt demokrati?

Eller skal folkeskolen alene bruges i udviklingen af Danmark som et konkurrencesamfund?

Der er mange spørgsmål, der trænger sig på i forhold til folkeskolens fremtid. 

Enevoldskongens oprettelse af den fælles folkeskole i 1814 blev grundlaget for vores senere så rige demokratiske velfærdssamfund. Folkeskolen er værd at hæge om – ikke på grund af dens alder, men på grund af dens positive betydning for vores demokrati og for vores velfærdssamfund.

Meget tyder på, at det fremover bliver svært at opretholde ideen om folkeskolens rolle i og for det folkelige fællesskab. Begreber som ”folkeligt fællesskab” og ”folkeskolens dannelsesmæssige rolle” er blevet fremmede for mange, og i stedet er der sat fokus på begrebet ”konkurrencesamfund”.

Det spæde demokrati fulgte op på enevoldskongens tanker om et fælles skolevæsen. Grundloven i 1849 ønskede at skabe et fælles demokratisk værdigrundlag på tværs af det, der ellers deler borgerne efter anskuelser. Grundloven knæsatte princippet, at »Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen«. Altså ”folkeskolen” i ental og ikke ”folkeskolerne” i flertal. Man vægtede folkeskolens rolle i forhold til det folkelige demokratiske fællesskab.

Dannelsesmæssig motor

Ønsker vi at fastholde ideen om folkeskolen som uddannelsesmæssig og dannelsesmæssig motor til udvikling af det folkelige demokratiske fællesskab? Samtidig med at folkeskolen selvfølgelig udvikler sig på de faglige, færdighedsmæssige og dannelsesmæssige områder.

Har vi brug for en fællesskabets folkeskole, hvor der på tværs af kommunegrænser og borgernes socioøkonomiske baggrunde er fælles rammer, sammenhæng og genkendelighed? Hvor det ikke er lokale kommunalbestyrelsers, skolelederes, skolebestyrelsers eller forældres folkeskoler, men folkeskolen, eleverne går i. Fælles overordnede rammer, hvor der – med Grundtvigs ord – selvfølgelig lokalt er gode muligheder for at strække vingerne uden at ramme burets sider.

Forhåbentligt lykkes det at sikre folkeskolen som fælles samfundsinstitution med fortsat bæredygtige vinger.

Skolerne før 1814 var forskelligartede. Nogle var oprettet af kirken. Andre af godsejerne. Og andre af kongen. Det gav uhensigtsmæssige forskelle. I 1814 indså selv enevoldskongen som nævnt, at et fælles skolesystem var nødvendigt for at kitte samfundet sammen. Den nuværende udvikling af folkeskolen skulle nødig betyde, at vi vender tilbage til tiden før 1814 med et atomiseret skolesystem som konsekvens.

Forhåbentlig bliver fællesskabets folkeskole ikke smidt ud med badevandet i forbindelse med det nuværende stærke politiske ønske om at dreje folkeskolen i en anden retning end den hidtidige. Gennem de senere år har vi allerede set de negative effekter af den sociale lagdeling af grundskolerne, der er en følge af det totalt frie skolevalg. Den nye folkeskolereform fra august 2014 ser desværre ikke ud til at ændre ved denne udvikling. Selvfølgelig skal vi have et vist frit skolevalg, men skal det absolut være helt uden styringsmæssige rammer, så skolerne bliver opdelt i sociale og etniske ghettoer?

Bæredygtig udvikling

Folkeskolen skal hele tiden udvikle sig. Det kan ingen være uenig i. Men når man vil skabe bæredygtige vinger for en fremtidig folkeskole, bliver man nødt til at hente energi og erfaringer fra folkeskolens rødder. Hvis man ikke gør det, risikerer man, at folkeskolen dør. Det ville i givet fald få fatale følger for samfundets sammenhængskraft og den demokratiske nødvendighed, det er, at de enkelte befolkningsgrupper har et vist kendskab til hinanden på tværs af det, der ellers deler. Det kan ikke være i nogens interesse, at et fællesskab som folkeskolen udvandes.