Ikke lutter lagkage

Folkeskolen kunne i juli 2014 fejre 200 års fødselsdag. Det var ikke lutter lagkage.

Festen for folkeskolen blev ikke helt så hjertevarm og omfattende, som jeg havde forestillet mig, når man tænker på, at det var en af de væsentligste samfundsinstitutioner, der var lejlighed til at fejre.

Flugten fra folkeskolen bliver mere og mere omfattende og gælder nu både elever og lærere. Folkeskolens segmentering, sociale lagdeling og indbyrdes forskellighed bliver mere og mere udtalt. Administrative og politiske beslutningstageres opbakning til folkeskolen synes desværre ofte ikke at være helhjertet. Store dele af befolkningen giver heller ikke længere opbakning til folkeskolen.

Fejringen af folkeskolen blev aldrig præget af den glæde, den respekt, den stolthed, den opbakning, den omsorg og den anerkendelse, som jeg havde håbet og forventet.

Tvært i mod blev den fælles folkeskole også i fødselsdagsåret efter min vurdering mere og mere truet. Folkeskolen blev i fødselsdagsåret i lighed med de seneste tiårs udvikling mere og mere set på som et økonomisk instrument, fremfor det uddannelses- og dannelsesmæssige fællesskab folkeskolen blev opfattet som i de første 170 – 180 år af sin levetid. Jeg håber min vurdering er helt forkert!

Nogle lyspunkter er der dog. Dejligt at en række forældre både lokalt og nationalt i konkrete handlinger benyttede fødselsdagsåret til at give opbakning til deres børns lærere og pædagoger, deres lokale folkeskole og folkeskolen generelt. Det er initiativer, vi som folkeskolens venner må varme os ved og håbe på kan være med til at dreje synet på folkeskolen i en mere positiv retning med større opbakning. Initiativerne giver grund til forsigtig optimisme på folkeskolens vegne.

Spørgsmålene er mange

Folkeskolen har fejret 200 års fødselsdag. Men har vi fortsat brug for en fællesskabets folkeskole?

Skal folkeskolen ud over uddannelse fortsat vægte udvikling af dannelse, medborgerskab og folkeligt demokrati?

Eller skal folkeskolen alene bruges i udviklingen af Danmark som et konkurrencesamfund?

Der er mange spørgsmål, der trænger sig på i forhold til folkeskolens fremtid. 

Enevoldskongens oprettelse af den fælles folkeskole i 1814 blev grundlaget for vores senere så rige demokratiske velfærdssamfund. Folkeskolen er værd at hæge om – ikke på grund af dens alder, men på grund af dens positive betydning for vores demokrati og for vores velfærdssamfund.

Meget tyder på, at det fremover bliver svært at opretholde ideen om folkeskolens rolle i og for det folkelige fællesskab. Begreber som ”folkeligt fællesskab” og ”folkeskolens dannelsesmæssige rolle” er blevet fremmede for mange, og i stedet er der sat fokus på begrebet ”konkurrencesamfund”.

Det spæde demokrati fulgte op på enevoldskongens tanker om et fælles skolevæsen. Grundloven i 1849 ønskede at skabe et fælles demokratisk værdigrundlag på tværs af det, der ellers deler borgerne efter anskuelser. Grundloven knæsatte princippet, at »Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen«. Altså ”folkeskolen” i ental og ikke ”folkeskolerne” i flertal. Man vægtede folkeskolens rolle i forhold til det folkelige demokratiske fællesskab.

Dannelsesmæssig motor

Ønsker vi at fastholde ideen om folkeskolen som uddannelsesmæssig og dannelsesmæssig motor til udvikling af det folkelige demokratiske fællesskab? Samtidig med at folkeskolen selvfølgelig udvikler sig på de faglige, færdighedsmæssige og dannelsesmæssige områder.

Har vi brug for en fællesskabets folkeskole, hvor der på tværs af kommunegrænser og borgernes socioøkonomiske baggrunde er fælles rammer, sammenhæng og genkendelighed? Hvor det ikke er lokale kommunalbestyrelsers, skolelederes, skolebestyrelsers eller forældres folkeskoler, men folkeskolen, eleverne går i. Fælles overordnede rammer, hvor der – med Grundtvigs ord – selvfølgelig lokalt er gode muligheder for at strække vingerne uden at ramme burets sider.

Forhåbentligt lykkes det at sikre folkeskolen som fælles samfundsinstitution med fortsat bæredygtige vinger.

Skolerne før 1814 var forskelligartede. Nogle var oprettet af kirken. Andre af godsejerne. Og andre af kongen. Det gav uhensigtsmæssige forskelle. I 1814 indså selv enevoldskongen som nævnt, at et fælles skolesystem var nødvendigt for at kitte samfundet sammen. Den nuværende udvikling af folkeskolen skulle nødig betyde, at vi vender tilbage til tiden før 1814 med et atomiseret skolesystem som konsekvens.

Forhåbentlig bliver fællesskabets folkeskole ikke smidt ud med badevandet i forbindelse med det nuværende stærke politiske ønske om at dreje folkeskolen i en anden retning end den hidtidige. Gennem de senere år har vi allerede set de negative effekter af den sociale lagdeling af grundskolerne, der er en følge af det totalt frie skolevalg. Den nye folkeskolereform fra august 2014 ser desværre ikke ud til at ændre ved denne udvikling. Selvfølgelig skal vi have et vist frit skolevalg, men skal det absolut være helt uden styringsmæssige rammer, så skolerne bliver opdelt i sociale og etniske ghettoer?

Bæredygtig udvikling

Folkeskolen skal hele tiden udvikle sig. Det kan ingen være uenig i. Men når man vil skabe bæredygtige vinger for en fremtidig folkeskole, bliver man nødt til at hente energi og erfaringer fra folkeskolens rødder. Hvis man ikke gør det, risikerer man, at folkeskolen dør. Det ville i givet fald få fatale følger for samfundets sammenhængskraft og den demokratiske nødvendighed, det er, at de enkelte befolkningsgrupper har et vist kendskab til hinanden på tværs af det, der ellers deler. Det kan ikke være i nogens interesse, at et fællesskab som folkeskolen udvandes.